Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Den nye sansedimension

 

af Martinus

 

Livsoplevelsen foregår gennem vore fysiske sanseapparater

Oplevelsen af den daglige tilværelse består i virkeligheden i en oplevelse af flere forskellige verdener. Vi oplever en lysverden, en lydverden, en smagsverden osv. For hvert sanseorgan, vi kan opleve igennem, har vi en tilsvarende ydre verden. Tænk hvilken vidunderlig farvernes og lysets verden vi har mulighed for at opleve gennem vore øjne, og gennem vore øren kan vi høre fuglenes sang, bølgerne, der slår mod stranden, og suset i træernes toppe. Vi kan høre den skønneste musik, men også den forfærdeligste larm. Gennem vore sanseorganer er vi i stand til at opleve både noget, vi synes er behageligt, og noget, der forekommer os højst ubehageligt. Vi kan blive opfyldt af begejstring over noget, der møder os gennem vore sanseapparater, og vi kan komme ud for gennem de samme sanser at opleve noget, der virker så chokerende, at det tager lang tid, førend vi genvinder fatningen. Dette er naturligvis yderpunkter af den jordmenneskelige oplevelsesskala, men det er yderpunkter, som alle jordiske mennesker før eller senere kommer ud for. Mellem disse yderpunkter ligger alle de hverdagsagtige oplevelser, som også er afhængige af vor sanseevne, og bag alt dette, som vi ser, hører, føler, smager og lugter, ligger oplevelsen af begreberne tid og rum.

Et af de fysiske sanseorganer kan midlertidigt være ude af funktion

Der er mennesker, som for en tid har mistet evnen til at opleve gennem en eller flere af disse sanser, fordi deres sanseorganer er blevet ødelagt i denne inkarnation, eller fordi de i tidligere inkarnationer har nedbrudt et eller flere af deres sansetalenter. Disse talenter vil dog blive opbygget igen gennem kommende inkarnationer, således at det kun er midlertidigt, at disse mennesker [slut på side 123] er udelukket fra en eller flere af de verdener, der opleves gennem fysisk sansning. Men så længe et menneske ikke er i stand til at se, må lysets og farvernes verden være en abstrakt verden for ham (hende). Andre kan fortælle ham om den, og derved kan han indirekte få noget at vide derom. Det vil altså sige, at han gennem lydens verden ved andres tale får noget at vide om en verden, som han i øjeblikket ikke er i stand til at opleve direkte. Gennem blindeskrift er han måske også i stand til at læse om den verden, han ikke kan se, og får på den måde gennem sin fint udviklede føleevne et svagt begreb om lys og farver. Hos mennesker, der ikke kan se, vil i almindelighed både høreevnen og føleevnen blive skærpet. Blinde mennesker er ofte meget musikalske, og de kan opøve en evne til at opleve med følesansen, som normalt seende mennesker almindeligvis ikke har. De kan føle skønhed ved deres fornemmelse af glatte eller ru overflader eller kantede eller runde former. At føle noget koldt og noget varmt, noget vådt og noget tørt kan spille en helt anden og større rolle i et blindt menneskes liv, end det gør det hos det normalt seende menneske. Men naturligvis følger denne stærkt udviklede føleevne også vedkommende menneske i kommende inkarnationer, hvor synsevnen igen er udviklet, og derfor kan man også møde normalt seende mennesker med denne fine følesans, mennesker som vil besidde en særlig forståelse for blinde mennesker, og som måske vil vie deres liv til at hjælpe dem.

Det levende væsen har fra mineraltilstanden efterhånden udviklet evner til at kunne opleve gennem stadig flere sansedimensioner

Dette ikke at kunne se eller ikke at være i stand til at opleve igennem et andet af sine sanseorganer er jo ikke normalt for det jordiske menneske. Men der findes omkring os på denne jord livsformer, som kun besidder spirende evner til alt det, der er udviklet som sanseorganer hos det jordiske menneske. Planterne har intet syn og ingen hørelse, de kan heller ikke lugte eller smage, og selv om de nok er i besiddelse af en føleevne, kan de ikke føle i den forstand, vi kalder følelse. De kan ane behag og ubehag, men den ydre verden er en detaljeløs verden for dem. Om det behag eller ubehag, de aner, skyldes kulde eller varme, tørke eller væde, kan de ikke skelne. Det er først i dyrestadiet, at det levende væsen begynder at fornemme detaljer i den ydre verden og så småt begynder at kunne skelne årsagen til behaget og ubehaget. Denne begyndende skelneevne kommer til at danne grundlag for en videre skabelse af sanseevner, gennem hvilke det levende væsen har mulighed for at opleve detaljerede årsager og virkninger i stadig større perspektiver af tid og rum. Lige fra krystallernes verden gennem plante- og dyreformer frem til det primitive og senere det civiliserede menneske vil den uhildede forsker være i stand til at se en udvikling baseret på evnen til at opleve gennem stadig flere sansedimensioner, og det store spørgsmål bliver da, skal denne udvikling standse med det jordiske menneske?

Der findes sansedimensioner, som jordmenneskene i almindelighed ikke er i stand til at opleve

Den, der vil påstå, at udviklingen må standse her, har hele naturens eller livets egen tale imod sig. Han vil kun kunne underbygge sin påstand med tankespind, som er resultater af en ulogisk fantasi. Han vil være en postulat- eller dogmeforfatter, hvis udsagn ikke er i kontakt med sandheden eller virkeligheden omkring ham. Det kan naturligvis ikke bebrejdes ham, for han ved ikke, hvad han gør, han er som den blinde, der vil [slut på side 124] påstå, at lysets og farvernes verden ikke er til. Og man vil dog ikke kunne bebrejde en blind, om han kom med en sådan påstand. Man vil kunne vejlede ham ved at fortælle ham om den verden, han ikke kan se, og så må han selv tage stilling til spørgsmålet. Når udviklingen er ensbetydende med en udvidelse af oplevelsesevnen og dermed en oplevelse af stadig nye sanseterræner, og når det er ulogisk at tro, at udviklingen skulle standse med det civiliserede jordmenneske, skulle det altså være ensbetydende med, at der eksisterer sanseterræner, som jordmenneskene i almindelighed ikke er i stand til at opleve, fordi de endnu ikke har udviklet sanseorganer, med hvilke de kan opleve disse terræner eller verdener. Det er sanseterræner, i forhold til hvilke de jordiske mennesker er "blinde" eller "døve". Ligesom den blinde kan få noget at vide om lysets og farvernes verden gennem hørelsen og følelsen ved andres tale og ved at læse blindeskrift, kan de kosmisk "blinde" jordmennesker også få teoretisk viden om de højere sansedimensioner, som de endnu ikke har organer, der er tilstrækkeligt udviklet til at korrespondere med. Det må naturligvis ske ved, at væsener, som kender disse verdener, fortæller om dem. Det er også det, der er sket gennem religionerne, hvor der fortælles om højere verdener og højere væsener end de jordiske mennesker. Denne følelse af højere livsformer og højere verdener og følelsen af, at der eksisterer en Guddom eller et Forsyn, er ikke, som nogle vil mene, et resultat af menneskenes ønskedrømme og fantasi. Det er rigtigt, at det billede eller de billeder, mennesker på mere eller mindre primitive udviklingsstadier danner sig af guder eller gud, af engle, djævle osv., er afhængige af deres midlertidige idealer og af deres forestillingsevne og fantasi, men selve anelsen om, at der eksisterer højere verdener, højere kræfter og en højeste magt, er produktet af en organisk funktion på samme måde, som plantens evne til at ane behag og ubehag er resultatet af en organisk funktion. Og ligesom plantens anelsesevne vil udvikles til detaljeret dagsbevidst sanseoplevelse, vil også menneskets evne til at ane en højere verdens eksistens gennem udvikling føre frem til en dagsbevidst oplevelse af nye sansedimensioner.

Menneskets udvikling går fra religiøs kultus til materialistisk kultus, hvorunder bl.a. hører politiske partidannelser

Men når der nu findes en sådan organisk funktion i det jordiske menneske, som får det til at ane en højere verden med en højere mening bag den fysiske tilværelse, hvorfor er der så flere og flere mennesker, som ikke kan inspireres af religionerne, men som tværtimod vender sig bort fra dem? Det er ganske naturligt, at det er sådan, og det vil blive det i stadig stærkere grad. Og det er, hvor mærkeligt det måske end kan lyde, netop den nævnte organiske funktion i det jordiske menneske, der er årsag til det. Hos mange mennesker ytrer den sig nemlig ikke mere som et religiøst instinkt, men som en human evne i forbindelse med en evne til at gøre sig tanker om livet og dets love. Sådanne mennesker kan ikke nøjes med mytologi eller med religiøs dogmatik, ceremonier og blind tro på hellige bøger, de har behov for en anden slags åndelig næring, der både kan berige deres følelsesliv, tilfredsstille deres intelligens og udvikle deres begyndende intuitive evne. De har nået det udviklingstrin, hvor de selv begynder at skulle have kontakt med en højere sansedimension, og da er det en anden vejledning, de behøver end den "kosmiske blindeskrift", som den dogmatiske religionsform er. Når den organiske struktur i det jordiske menneske, der i lang tid som et religiøst instinkt [slut på side 125] har ledet og styret dets livsbane, ikke mere kan få tilfredsstillende udløsning gennem religiøs kultus, baner det sig i begyndelsen vej gennem en ren materialistisk kultus. Det er en sådan materialistisk kultus, vi oplever i form af de politiske partidannelser. Al politik er et produkt af det samme religiøse urinstinkt, som har skabt og befordret religionerne. Man kan jo også se, at mange politiske retninger er lige så fantastiske og dogmatiske og uden logisk begrundelse som mange religiøse påstande, der kun er baseret på følelser.

Den fysiske videnskabs ypperste forskere er ved at erkende, at man gennem fysisk forskning kan nå til en vis grænse og ikke videre

En anden meget væsentlig udløsning af det religiøse urinstinkt i mennesket, efter at samme menneske er blevet intellektuelt udviklet, er den fysiske videnskab. Den videbegærlighed, der søger tilfredsstillelse ved at udforske de levende væseners organismer og universets fysiske love, er, uden at forskerne altid selv er vidende derom, baseret på det religiøse instinkts trang til at nå frem til den højeste erkendelse af livet, til livsmysteriets løsning. Når mennesker går over til at interessere sig for politik, er det, fordi de ikke kan finde en løsning på de problemer, der er aktuelle for dem, i kirker og templer og hos de gejstlige autoriteter, og når de forlader politik, som mange mennesker faktisk også gør i vor tid, så er det også fordi, det politiske liv heller ikke kan tilfredsstille de humane og idealistiske ønsker, som var medvirkende til at føre dem ind i politik. Den fysiske videnskabs ypperste forskere er ved at erkende, at man gennem fysisk forskning kan nå til en vis grænse og ikke videre. Det er ikke mere som i begyndelsen af dette århundrede, hvor man mente, at teleskoper og mikroskoper m.m. skulle kunne løse alle livets gåder. Vort fysiske sansesæt er blevet forlænget med disse apparater, og gigantiske og mikroskopiske verdener har åbnet sig for os. Der er derved banet vej for en ny forståelse af verdensaltet, idet den fysiske videnskab faktisk står ved grænsen til at kunne erkende evigheden.

De jordiske menneskers nuværende sanseevner er bundet af tid og rum, de kan kun sanse ting udenfor dem selv

Det er dog også kun ved grænsen til en sådan erkendelse, at den fysiske videnskab befinder sig. Man er stadig bundet af to svære hindringer, nemlig tid og rum. Med den sanseevne, det jordiske menneske har i øjeblikket, kan det kun opfatte begrænsede ting. Det kan kun opfatte mål- og vægtfacitter, og det betyder, at det kun kan se frembragte eller skabte ting. Alt, hvad væsenerne sanser, er kun ting udenfor dem selv, men det, der er dem selv, kan de ikke sanse. Det Noget, der er dem selv, er noget, der tilhører en anden sansedimension end den, de i øjeblikket behersker. Men på samme måde som lys og farver ikke er noget uvirkeligt, fordi et væsen ikke har synsevne, men blot venter på at blive oplevet, når væsenet er udviklet til det, således er denne højere sansedimension, i hvilken man ikke blot kan se ud over alt det skabte i tiden og rummet, men også opleve skaberen af tingene, tiden og rummet, noget, der venter hvert eneste levende væsen. Det er denne sanseevne, der er det store mål bag alle livets nuværende genvordigheder. Med denne evne vil oplevelsen af tilværelsen blive helt anderledes, den vil stråle for individet i et helt andet lys. I dette lys vil mennesket se, at "alt er såre godt", det er fra denne sansedimension, at nævnte bibeludtryk stammer. Ja, det er fra denne sansedimension, at alle store religiøse sandheder er kommet, idet de væsener, som bragte dem til menneskene, [slut på side 126] havde evne til at opleve den. De måtte transformere deres viden over til en form, andre mennesker kunne bruge, og derved blev religionernes "kosmiske blindeskrift" til. Men nu, hvor mange menneskers kosmiske sansesæt begynder at udvikles, er det en anden form for hjælp, der skal til.

Når mennesket begynder at modnes til at få kosmisk indsigt, bliver åndsvidenskaben til gavn, fordi den analyserer det nye sanseområde

Når mennesket efter at have været igennem materialismens tro på, at den fysiske materie er det primære i verden, begynder at længes efter åndelige værdier, der kan forbindes med logik, og når den ufred og elendighed, der hersker i verden, får åbnet dets øjne for humanismens og næstekærlighedens nødvendighed, begynder det at modnes til at få kosmisk indsigt. Og da vil åndsvidenskaben kunne blive til gavn, fordi den analyserer det nye sanseområde. Hvad er det da for et nyt sanseområde, det jordiske menneske skal komme i kontakt med? Dette sanseområde ligger i virkeligheden skjult under alt, hvad der kommer ind under begrebet evigheden. Det er det første udtryk for den nye verden. Når væsenerne får kosmisk bevidsthed, sanser de evigheden og uendeligheden, og de oplever deres eget Jeg som ét med evigheden. De bliver klar over, at bevidsthed, legemer, tid og rum er noget, der ustandseligt er under forvandling, det er bevægelse. Kontrasten til alle disse bevægelser i bevidsthed, i stof, i tid og i rum, er stilhed. Stilheden er det faste punkt, det de oplever som deres Jeg, det er udødeligheden og evigheden, det er det Noget, der gør dem ét med Faderen, som Kristus udtrykte det ud fra sin egen oplevelse af kosmisk bevidsthed.

Men hvordan kan noget væsen sige, at alt er såre godt, når der er al denne strid og nød og elendighed i de jordiske menneskers verden? Det kan man sige, fordi man fra det kosmiske udsigtspunkt, under evighedens synsvinkel, kan se, at det er krigene, sygdommene og de andre lidelser, der efterhånden påvirker og forvandler det egoistiske jordmenneske til et væsen, der længes efter fred og næstekærlighed og efterhånden også selv begynder at udfolde de egenskaber og talenter, som skaber freden. Under evighedens synsvinkel er et liv fra fødsel til grav som et lille trin på en stor udviklingsstige. Det kan ikke undværes, men på den anden side er det kun en lille detalje i det levende væsens evige tilværelse.

 

Fra et foredrag i Klint
mandag den 12. juli 1948.
Manuskriptet bearbejdet af Mogens Møller og godkendt af Martinus.