Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Jeget og dets egen verden

 

af Martinus

 

Kærlighed til Gud, til de levende væsener i mellemkosmos og i mikrokosmos som et nødvendigt livsfundament

I tidligere foredrag har jeg talt meget om kærligheden til vor næste, og med vor næste mener vi jo i almindelighed vore medmennesker og vore andre med-væsener i mellemkosmos. Mange af mine foredrag har også i særlig grad været indstillet på at forbedre forholdet mellem det enkelte menneske og det ene store væsen i makrokosmos, vi udtrykker som "den ene sande Gud". Disse to former for kærlighed, kærligheden til Guddommen og kærligheden til vor næste i mellemkosmos er to af de absolut nødvendige livsfaktorer, der skal danne fundamentet for det rigtige menneskes livsudfoldelse og oplevelse af en tilværelse, som er fri for alle de ubehageligheder, vi under et plejer at udtrykke som "det onde".

Men hvor stor vor kærlighed til Guddommen og til vore medmennesker, til dyrene og planterne end måtte være, så er dette dog ikke nok. Endnu en absolut nødvendig livsfaktor eksisterer: kærligheden til mikrokosmos. Uden udfoldelse af denne form for kærlighed vil de to andre livsfaktorer kun skabe en ufuldkommen tilværelse, og da det rigtige menneskes tilværelse er det samme som en tilværelse, der opleves og udfoldes af "mennesket i Guds billede", er det klart, at en sådan tilværelse ikke kan være ufuldkommen. Alle tre livsfaktorer: kærligheden til Gud, kærligheden til de levende væsener i mellemkosmos og kærligheden til de levende væsener i mikrokosmos danner tilsammen det livsfundament, som er urokkeligt, fordi det er en hundrede procent opfyldelse af universets kærlighedslove.

De levende væsener, som danner mikrokosmos i vor organisme, har også betydning for vor skæbne

Mikrokosmos er befolket med myriader af levende væsener, uden hvis eksistens vor [slut på side 163] nuværende fysiske tilværelse ville være en umulighed. Der ville ikke være nogen fysisk materie og altså heller ingen fysiske legemer, hvis ikke der var noget, der hed organer, celler, molekyler, atomer og elektroner. Alle disse livsenheder i materien er levende væsener, de er også vor næste. Og ligesom det for vor skæbnedannelse ikke er ligegyldigt, hvordan vi behandler vor næste i mellemkosmos, er det absolut heller ikke ligegyldigt, hvordan vi behandler de væsener, som lever i vor organisme og på en måde er vore "undersåtter". Vort jegs forhold til disse væsener er akkurat lige så lovbundet, som forholdet til vore medmennesker. Også der gælder det: som du sår, skal du høste, og tusinder, ja, millioner af mennesker jorden over må i dag høste den form for skæbne, vi kalder sygdomme og fysiske lidelser, fordi de i dette eller tidligere liv har behandlet deres "undersåtter" eller mikrovæsener på samme måde, som fortidens tyranner behandlede folkene i deres riger.

Alle former for sygdomme er i virkeligheden udtryk for et ufuldkomment forhold mellem et væsens jeg og dets mikrovæsener eller kropsvæsener. Det betyder en ødelæggelse af livsoplevelsen for begge parter: for mikro- eller kropsvæsenerne kommer det til at udfolde sig som naturkatastrofer, for jeget eller makrovæsenet som sygdom. Parternes naturlige samarbejde er blevet ødelagt, og det kan somme tider tage lang tid, inden harmonien genoprettes. Ja, det kan jo også gå sådan, at samarbejdet ikke kan genoprettes, og den fysiske livsoplevelsesevne for en tid afbrydes for begge parter, så den proces, vi kalder døden, indtræder.

For at skabe freden må man ikke alene tage hensyn til sine medvæsener i mellemkosmos, men også til sine »undersåtter« i mikrokosmos

Det jordiske menneske lever på to fronter, kan man sige, en ydre front og en indre front. Og for utallige mennesker er begge disse fronter en slags "krigsfronter" i øjeblikket. Det eneste, som kan overvinde krigen på den ydre front, enten det er krig mellem nationer, eller det er alle de former for krig, mennesker udfolder mellem hverandre i hverdagen, er udfoldelsen af næstekærlighedsprincippet. Men det samme gælder på den indre front, i individets egen private verden. Også der er det kun næstekærlighedsprincippet, der kan standse krigen eller katastrofen. Men for at forstå dette, må man også forstå, at næstekærlighed ikke blot er følelse. En alt for følelsesbetonet tilstand kan let udarte både til sentimentalitet og fanatisme. Virkelig næstekærlighed er en kombination af følelse, intelligens og intuition. Alle disse bevidsthedsenergier må mobiliseres, for at krigen kan standses såvel på den ydre som på den indre front. Man må tage hensyn til sin næste i stedet for hensynsløst at gøre, hvad der lige i øjeblikket falder en ind. Man må tænke over, om det, man vil gøre, kan være til skade, ja, måske ligefrem være lidelsesbefordrende for næsten. Og som man må gøre det overfor sin næste i mellemkosmos, for at freden kan skabes der, må man også gøre det i forholdet til de levende væsener, som tilsammen udgør den organisme, der bærer ens dagsbevidsthed på det fysiske plan.

Forkerte spise- og drikkevaner og forkerte tanker i bevidstheden indvirker på vor skæbne både i dette og i kommende liv

Tager man ikke tilstrækkeligt hensyn til sine medvæsener i den fysiske verden i denne inkarnation, vil man møde sin egen væremåde hos andre i fremtiden både i denne og i kommende inkarnationer, indtil man får lært at tage hensyn. Og tager man ikke tilstrækkeligt hensyn til de levende medvæsener i sin organisme i [slut på side 164] denne inkarnation, vil man også møde virkningen deraf som skæbne både i dette og i kommende liv. Hvordan kan man vise manglende hensyn til sine mikroindivider? Ved at indtage forkert føde, ved at fylde sin krop med spiritus, tobak og narkotiske midler, og, hvad mange fanatiske vegetarer og afholdsfolk ikke altid tager tilstrækkeligt i betragtning, ved at fylde sin bevidsthed med forkerte tanker. Med hensyn til føden er det jo skik og brug blandt de jordiske mennesker, som det har været det gennem årtusinder, at dræbe dyrene og tilberede deres kød og blod og organer, og kun de færreste kan endnu se, at der skulle være noget forkert i det. Så længe menneskene ikke føler noget ubehag ved det, må de naturligvis også fortsætte med at ernære sig på denne måde, men der er allerede en del mennesker, som begynder at føle ubehag ved det. Måske uden at de derfor er begyndt at tænke dybere over det. Men dette ubehag er en begyndelse til et andet syn på ernæringen, hvor en mere human og kærlighedsbefordrende indstilling vil komme til at gøre sig gældende. Den vil komme til at forbedre forholdene både på den ydre og den indre front. Den vil forbedre forholdene eller skæbnen på den ydre front på den måde, at man, når man ophører med at medvirke til dyrenes drab, skaber en større beskyttelse for sig selv eller for sin organisme mod at blive dræbt. Dyrene er jo også vor næste, de er "yngre brødre" i udviklingen og er på vej mod udviklingsstadier, som kan sammenlignes med dem, de jordiske mennesker befinder sig på.

Ved den animalske ernæring overtræder man kærlighedsloven

På den indre front, altså i menneskets egen organisme, vil forholdene eller skæbnen også gradvis forbedres, når man ophører med den animalske føde, fordi denne fødes vibrationshastighed mindre og mindre er på bølgelængde med de vibrationer, som udgør det udviklede menneskes organfunktioner og mikroverden. Men jordmennesket har jo befundet sig godt ved animalsk føde gennem årtusinder, vil mange mennesker indvende. Det er tradition og skik og brug, og det kan man da ikke bryde med! Der er så meget, som har været skik og brug for menneskene i fortiden, men som ikke er det mere. Det er jo naturligt, når det er en udvikling, der foregår. Har vi ikke brudt med mange af fortidens traditioner, som vi i dag synes er rå og barbariske? Engang vil man have den opfattelse, at dette at indtage dyrs organismer som føde er lige så barbarisk, som vi synes, at kannibalisme er det. Nu må De ikke misforstå mig og tro, at jeg kritiserer mennesker, der spiser kød. Personligt foretrækker jeg at være sammen med en kærlig og tolerant kødspiser frem for med en fanatisk og intolerant vegetar. Men det er min opgave at vise menneskene alle de områder, hvor de overtræder loven for tilværelsen, dvs. kærlighedsloven, og derfor er det nødvendigt, at jeg påviser alle de overtrædelser, som finder sted i menneskets forhold til sin egen mikroverden. Jeg gør det ikke for at genere nogen, men udelukkende for at vise mennesker vejen både på den ydre og den indre front til den tilstand, hvor smerte og lidelse ikke mere behøver at eksistere.

Den grove animalske føde tærer på det forfinede åndsmenneskes livskraft og giver mange affaldsstoffer; dette skaber sygdomme

Animalsk materie er uegnet til føde for mange udviklede mennesker, fordi den har en vibrationstilstand, som ikke er på bølgelængde med de materier, som føden ved fordøjelsen i mavesækken skal forbindes med. Den kan ikke omdannes til så fint kropsmateriale, som åndsmenneskets forfinede krop skal bruge til sin opbygning og vedligeholdelse. Foruden at være [slut på side 165] årsag til en indre kamp i organismen, der suger kræfter fra åndsvæsenets livskraft, giver den slags føde en stor mængde affaldsstoffer og kun en meget lille grad af livskraft. Når kroppen skal yde dette store, til dels unyttige, fordøjelsesarbejde og kun får meget lidt livskraft igen, bliver denne overdrevne kraftydelse i længden til sabotage eller underminering af væsenets fysiske velbefindende. Det kan medføre, at det efterhånden ikke besidder livskraft nok til at befordre alle de krævende funktioner i organismen, og da begynder fordøjelsesbesværligheder, forkalkninger og forsteninger at gøre sig gældende; nyrer og lever bliver dårlige, og mange andre skavanker melder, at organismen er i alarmtilstand, og katastrofen nærmer sig.

Men hvorfor har menneskene i årtusinder kunnet leve af animalsk føde og endda været sunde og raske? Fordi jordmenneskene tilbage i fortiden stod junglen og dyreriget nærmere, og ikke var så meget åndsvæsener, som mange er i dag. Mennesket degenererer som rovdyr og må derfor lidt efter lidt aflægge de dyriske vaner og finde frem til den føde, som passer naturligt til de vibrationer, som nu og i fremtiden bliver de dominerende i dets fysiske og åndelige legemer, og som kan bibringe det den livskraft, det trænger til, uden at dets degenererende fordøjelsesorganer skal udsættes for overbelastning. Dette sker ved, at det enkelte menneske finder frem til den vegetabilske ernæring, som passer til dets konstitution, og som det finder velsmagende og god.

Men planterne er jo også levende væsener, som vi dræber, så vi alligevel overtræder det femte bud, vil nogen indvende. Dertil er at sige, at planterne ikke som dyrene er begyndt at få dagsbevidsthed på det fysiske plan og kun er i stand til at ane behag og ubehag, så man ved at vælge den vegetabilske føde forårsager langt mindre smerte og lidelse på den ydre front samtidig med, at man tilfører mikrovæsenerne i sin egen organisme den livskraft, som nu er den naturlige for dem. Når mennesket er tilstrækkeligt udviklet, vil det engang kun behøve frugtkødet omkring kernen, og da vil ingen som helst form for drab finde sted, idet mikrovæsenerne i dette frugtkød vil kunne leve videre i det rigtige menneskes forfinede organisme.

Alle narkotiske nydelsesmidler skaber katastrofelignende forhold i menneskets organisme og virker lammende på åndslivet

Men det er ikke alene ved forkert ernæring, mennesket kan skabe et misforhold mellem sig og sine mikroindivider. Også ved nydelsen af narkotiske midler, tobak og alkohol, skaber jordmennesket katastrofelignende forhold i sin egen verden og dermed for alle de væsener, der lever og røres og er i den verden. Disse stimulerende nydelsesmidler har jordmennesket i virkeligheden ikke noget naturligt behov for. Det er kunstige stimulanser, og de kan i organismen skabe en kunstig hunger, som, netop fordi den er kunstig, ikke kan få en naturlig mættelse, men stadig kræver mere og mere uden at blive mæt. Derfor findes der narkomaner, kæderygere og drankere, mennesker, som hungrer efter noget, der slet ikke kan tilfredsstilles, og som nedbryder deres organisme og skaber et helvede for de mikrovæsener, hvis livsoplevelseszone den er. Disse gifte indvirker ikke blot på de fysiske organer og mikrovæsener, men de virker også lammende på åndslivet og kan i værste tilfælde være årsag til, at væsenet fødes som åndssvagt i en kommende inkarnation, i de mildeste tilfælde, at det får nedsat sin koncentrationsevne.

Man kan sammenligne jordklodens forskellige områder og landskaber med områder i menneskets fysiske organisme, og [slut på side 166] en organisme, hvis ophav ligger under for de nævnte laster, bliver efterhånden forvandlet til golde ørkener og giftige sumpe, hvor kun primitive væsener kan eksistere. De naturlige mikroindivider uddør, dræbt ved de forfærdelige naturkatastrofer, og de mikrovæsener, som inkarnerer, er meget lavere i udvikling og kan vænne sig til den unaturlige tilstand, ja, ligefrem nyde den, så det koster en kamp for makrovæsenet efterhånden at overvinde sine egne mikroindivider og atter skabe naturlige og harmoniske forhold i sin egen fysiske krop.

Vrede, bitre eller hadefulde tanker skaber mental forgiftning. Gennem studiet af åndsvidenskaben har det søgende menneske mulighed for at lære at udfolde næstekærlighed

En faktor, som absolut ikke må forbigås, når der er tale om menneskets forhold til sin egen mikroverden, er tankerne. Når som helst man fylder sin bevidsthed med vrede, bitre eller hadefulde tanker, ja, blot man bliver en smule irriteret, sender man strømme gennem nervesystemet, der kan skabe kortslutninger og dermed katastrofe. Disse strømme forgifter blodet, som føres rundt i organismen, og for det udviklede menneske kan en sådan forgiftning være katastrofal. Både hjerte-, lunge- og maveområdet kan let udsættes for voldsomme angreb, og jo mere udviklet et menneske er, desto mere modtageligt er det for den slags mentale infektioner, det kan faktisk slet ikke tåle at blive vred eller irriteret og heller ikke at udsætte sig for alt for stærke bekymringer og sorger. Men det kan intet menneske vel undgå? Vi kan ikke undgå at komme ud for de situationer, der kan skabe irritation, bekymring eller sorg i vor bevidsthed, men et menneske kan udvikles til at møde disse situationer med en sådan balance mellem sin følelse, sin intelligens og sin intuition, at begivenhederne ikke skaber katastrofer i dets åndelige og fysiske verden.

Gennem åndsvidenskaben har det søgende menneske mulighed for at lære sin egen verden at kende, både sin åndelige verden og sin fysiske verden, dvs. sine åndelige legemer og sin fysiske organisme. Det har mulighed for at blive ansvarsbevidst i forholdet til sine mikroindivider og udfolde næstekærligheden inden for dette livsvigtige område. Forenes denne kærlighedsudfoldelse med kærligheden til Gud og til næsten i hverdagen, kommer mennesket på bølgelængde med universets grundtone eller Guddommens kærlighed, og det oplever at blive "et med Faderen".

Fra et foredrag på Martinus Institut
søndag den 2. november 1947.
Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.