Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1988/12 side 223
 
Stjernesymbolet
 
Juleaften og nytårsaften
 
af Martinus
 
Julehøjtideligheden og nytårshøjtideligheden
Juleaften og nytårsaften er to meget ejendommelige aftener. De afviger fra alle årets øvrige aftener. De udgør kulminerende festaftener. De fejres til ære for to store, fundamentale livsprincipper i den evige, altomfattende verdensorden. Som vi i det følgende skal se, udgør julehøjtideligheden og nytårshøjtideligheden i kosmisk belysning henholdsvis mindehøjtidelighed for kærlighedsprincippet og udødelighedsprincippet.
Juleaften og verdensgenløsningsprincippet
Det fundamentale princip, som juleaften er en festaften for, er verdensgenløsningsprincippet. Dette princip består i, at den stærke hjælper den svage, den kloge hjælper den mindre kloge, den raske eller sunde hjælper den syge, den rige hjælper den fattige og således fremdeles. Det er derfor dette princip, der er fundamentet for hele verdens opretholdelse. Hvor dette ikke finder sted, eksisterer ragnarok eller dommedag.
Vi ser i særlig grad nævnte princips udfoldelse i form af forældreprincippet. Forældrene må tage sig af børnene, indtil de kan klare sig selv. Vi ser ligeledes dette princip udfolde sig hos dyrene. Her sørger forældrene også for afkommets beståen. Ja, selv i planteriget ser vi, hvorledes stiklinger eller aflæggere vokser ud af moderplanten. Denne situation såvel som fosterets udvikling og beskyttelse i moderlivet udgør ligeledes princippet: det modne beskytter det umodne, indtil det selv er modent til at kunne klare sig. Vi ser dette princip gælde i endnu højere eller videre kredse. Når der har eksisteret en Buddha, en Muhamed, en Kristus og lignende, er det jo også her udtryk for, at menneskehedens åndelige førelse eller religiøse kulturskabelse er båret af princippet: de vise eller kloge har ført de mindre vise eller mindre kloge. Og går vi endnu længere eller højere op i vort syn på det evige princip, ser vi, hvorledes væsenerne i mikrokosmos får alle deres livsbetingelser opfyldt i et makrokosmos. Ser vi på dette makrokosmos, ser vi igen, at dette i realiteten hviler i et endnu større makrokosmos, i hvilket det får sine livsoplevelsesbetingelser opfyldt, og således fortsættende opad i det uendelige. Hele verdensaltet er bygget op af princippet: det mindre liv får sine livsbetingelser opfyldt af det større liv.
Guddommen som levende væsen
Enhedsbetegnelsen for dette forannævnte større liv udtrykker vi i begrebet "Gud". Da alle disse livsformer inden i hverandre udgør en gensidig absolut livsbetingelse for hinandens eksistens, således at ikke ét eneste eksisterende mellemled kan undværes, bliver alle disse livsformer til en eneste evigt og uendeligt arbejdende organisme. Og da denne organismes arbejde eller udfoldelse således udtrykker den allerhøjeste logik, som overhovedet kan manifesteres igennem en bevidsthed, nemlig den, at det modne hjælper det umodne, den stærke hjælper den svage osv og hermed opfylder næstekærlighedsprincippet, bliver vi her nødsaget til at erkende, at ophavet til denne store arbejdende organisme, vi udtrykker som Gud, er et levende væsen. Kun et levende væsen kan udfolde logik og kærlighed.
Hvorfor julen er en hellig tradition
Når menneskene indenfor den kristne verden holder jul, er det for at helligholde mindet om Jesu fødsel, mindet om det væsen, der kom til verden for i kraft af sin større visdom og kærligere væremåde at hjælpe den mindre vise og mindre kærlige menneskehed og dermed føre den frem til en større fuldkommenhed eller en større opfyldelse af dette verdensaltets eller Guddommens store gaveprincip og den heraf følgende absolutte fred og store velbehagelighed for menneskeheden. Julen bliver således i realiteten en mindefest for det store gaveprincip, alle levende væsener lever under. Idet menneskene således er kommet til at holde mindefest for Jesu fødsel, er de med denne sympati kommet i kontakt med dette Guddommens gigantiske gaveprincip. Og det skyldes denne kontakt, at denne årligt tilbagevendende mindefest for Kristi fødsel blev en lysets tradition, der så at sige har sprængt alle grænser. Har man nogen sinde set mage til mindefest? – Skønt den nu snart er en totusindårig tradition, er den så stærk, at den ved solhvervstide midt i vinterens mørke formår at gennemtrænge hele den kristne verden og for en stund oplive millioner af menneskers sind og bringe det i kontakt med det himmelske lys. Det er i denne stund lige som om alle gerne vil være gode, alle vil gerne give gaver, ligesom man ikke ønsker, at nogen under denne akutte passage af det overjordiske lys igennem ens sind må sulte og fryse, være hjemløse eller forladte. Alle vil gerne glæde alle. Ingen må være udenfor i nattens mørke og kulde. Alle skal mærke kærligheden. Tænk, hvilket guddommeligt lys i en menneskehed, der lever i sin dommedags eller sit ragnaroks krigeriske epoke. – Millioner af breve med kærlige hilsener og tonsvis af pakker med gaver, hvormed giverne vil glæde og opmuntre andre mennesker, befordres fra verdensdel til verdensdel. Millioner og atter millioner af ekstra lys er tændt i hjemmene og på gader og stræder og skaber solskin midt i nattens mørke. På byernes torve og åbne pladser funkler juletræerne deres opfordring ud til menneskene om at være med i det store verdensfrelsende princip: hellere at give end at tage, så der kan blive hjælp til en god jul for dem, der lever i mørket, i nøden og elendigheden. – Jo lyset fra Bethlehem gennemtrænger stadig verden, og englenes sang om "Fred på jorden" har fået resonans i mange menneskers sind. Alle, der arbejder for fred og afskaffelse af krig imellem sig selv og deres næste, synger med i englenes kor. Således er julefesten ikke blot en mindefest om verdensgenløserens fødsel, men udgør også en hellig tradition, i hvis lys åbenbarede sig menneskenes kontakt med livets største princip: gaveprincippet, den evige Guddoms alkærlighed, al manifestations og livsoplevelses evige fundament.
Nytårsfesten vil ikke blive ved med at være en blot og bar materialistisk fest
Umiddelbart efter at julen er blevet fejret, fejres der nytår. Her er gaveprincippet også til stede, selvom det ikke kommer til den realistiske udfoldelse, som det kommer til juleaften. Her kommer det kun til udfoldelse i form af de mere eller mindre kærlige ønsker om "et glædeligt nytår", som menneskene udtrykker over for hverandre. Men med nytårsfesten er det ikke gaveprincippet, der ligger til grund for højtideligheden. Det er som bekendt et andet fundamentalt princip, nemlig årsskiftet. Er årsskiftet da helligt? – Ja, i realiteten er årsskiftet et lige så guddommeligt og livsbetingende princip i verdensaltets opretholdelse som gaveprincippet. Men menneskene kender endnu ikke dette princip i dets virkelige storhed. For mange mennesker er årsskiftet kun et påskud til at danne sig en glad aften eller i værste tilfælde et påskud til udskejelse i drikkeri og sold. Ja, for visse mennesker er det blevet således, at de ligefrem mener, at det hører sig til nytårsaften at være mere eller mindre beruset og uhæmmet. De ligefrem praler med, hvor meget de en sådan aften har kunnet sætte til livs af de forskellige flydende giftstoffer. Nogle praler med, at de har kunnet drikke så og så meget, uden at de blev påvirket. Og andre praler med, at de var så og så påvirket eller bevidstløse, at de ikke sansede, hvordan aftenen forløb, eller hvordan de i det hele taget kom hjem. Derfor er nytårsfesten endnu i realiteten kun en ren materiel fest for de fleste mennesker. Men således vil det ikke blive ved med at være.
Hvad døgnkredsløbet og årskredsløbet betyder for livets eksistens
Nytårsfestens årsag er altså årsskiftet. Men årsskiftet er kun en enkelt lokal udløsning af et altomspændende, gigantisk, kosmisk princip, uden hvilket en evig livsoplevelse ville være en absolut umulighed. Hvordan ville det gå, hvis årsskiftet ikke eksisterede? – Hvis jorden ikke drejede rundt om solen, ville vi ikke så fundamentalt kunne markere tider eller klokkeslet. Jorden ville være glødende på den side, der vendte imod solen, og bundfrossen på den side, der vendte bort fra solen. Alt animalsk liv ville være en umulighed i den højintellektuelle form, det i dag udfolder sig i på jorden. Men i kraft af et altoverstrålende guddommeligt fornyelsesprincip, der gennemstrømmer hele verdensaltet, bevæger jorden sig ikke alene rundt om solen, men den drejer sig også rundt om sig selv, hvorved dag og nat opstår. Derved bliver den kolossale mængde af lys og varme, som jorden modtager fra solen, tilpasset således, at den muliggør fysisk livsoplevelse. Jorden kan i kraft af denne bevægelse ikke blive en glødende masse på den ene side og en total livløs isørken på den anden side. Det er rigtigt, at der forekommer isørkener ved dens poler og megen varme ved dens ækvator, men disse to kontraster afføder netop i breddegraderne mellem ækvator og polerne et særligt tilpasset tempereret klima for menneskenes udvikling i retning af høj intellektualitet. Det er ikke i ækvatoregnenes høje temperatur eller i polegnenes isterræner, at den materialistiske videnskab i særlig grad er blevet til eller har vokset sig frem til sin nuværende genialitet.
Menneskenes jordliv udgør hver især et led i en kæde af jordliv i et kosmisk kredsløb
Jordens bevægelse omkring sin egen akse skaber altså døgnkredsløbet, ligesom dens bevægelse omkring solen skaber årskredsløbet. Ligesom disse kredsløb afføder den absolut livsbetingende fordeling af lys, varme og kulde for jordklodens fysiske liv, således forekommer der endnu både højere og lavere kredsløb, der er lige så livsbetingende for væsenernes livsoplevelse, manifestation og skabelse. Al bevægelse, al livsoplevelse, alle skabelsesprocesser kan kun eksistere som led i kredsløb. Ligesom et døgn såvel som et år hver især udgør et enkelt led i en kæde af henholdsvis døgn og år, således udgør også vort nuværende fysiske jordliv et enkelt led i en kæde af jordliv. Ligesom menneskene igennem disse jordliv vil vokse til genfødelse i fuldkomnere og fuldkomnere liv og derved nå frem til det stadium, i hvilket de opfylder Guds plan med mennesket, hvilket vil sige: de er nået frem til at udgøre "Mennesket i Guds billede efter hans lignelse", således er menneskene også i kraft af fysiske jordliv vokset fra lavere eller mindre fuldkomne liv og frem til det udviklingsstadium for liv, de i dag udgør. Det er et sådant kosmisk kredsløb, vi ser tage sin begyndelse i mineralriget og fortsætte frem igennem planteriget og dyreriget, til hvilket de ufærdige jordiske mennesker stadigt hører med den side af deres mentalitet, der endnu ikke er blevet "menneskelig".
Hvis de kosmiske kredsløb ikke eksisterede
Som den "menneskelige" side i menneskets mentalitet forstår man det sindelag, der udløser kærlighed, det sindelag, der bevirker, at man ikke kan nænne at dræbe, ikke kan nænne at gøre andre væsener fortræd. Det kendes på de væsener, der hellere selv vil lide, end at de vil have, at andre skal lide, væsener der hellere vil give end tage, væsener der både elsker sin Gud og sin næste. Det "dyriske" sindelag i mennesket er det, der i større eller mindre grad udløser had og forfølgelse, intolerance, misundelse, jalousi og bitterhed. Det kendes på de væsener, der lever i krig med deres omgivelser, de væsener, der kan nænne at dræbe, røve, plyndre, stjæle og bedrage, de væsener, der undertrykker andre væsener og lever højt på disses bekostning, de væsener, der ikke kan tilgive en fornærmelse, de væsener, der bagtaler og skader andre væsener, de væsener, der håner og spotter både Gud og deres næste. Hvis ikke de levende væseners livsoplevelsestilstand og den heraf følgende manifestations- eller skabeevne var undergivet det kosmiske kredsløbsprincip, der fører dem frem til fuldkomnere og fuldkomnere liv, hvordan skulle de da nogen sinde kunne blive totalt fuldkomne? – Og hvordan skulle de kunne befinde sig i en evig tilværelse, hvis de efter mættelsen eller udlevelsen af den kommende fuldkomne, menneskelige livsoplevelses- og skabelsesforms saligheds- eller lykketilstand ikke kunne fortsætte i et nyt kredsløb og her komme til at opleve livet i nye variationer af den fuldkomne tilstands livsoplevelses- og skabelsesformers glæde- og salighedsbefordrende tilstande? – Ja, der ville overhovedet ikke kunne eksistere nogen som helst livsoplevelse, hvis disse kosmiske kredsløb ikke eksisterede.
Jordmenneskeheden befinder sig i et kosmisk kredsløbs vinterzone
Disse kosmiske kredsløb har også sine årstider: vinter, forår, sommer og efterår. Jeg kan ikke her komme nærmere ind på disse "årstider", men må henvise til mit hovedværk LIVETS BOG. Her skal jeg blot nævne, at menneskeheden for tiden, mentalt set, befinder sig i et sådant kosmisk kredsløbs "vinter". Vinteren er jo dødens og kuldens årstid. Menneskene lever også i dødens eller det dræbende princips kulmination. Med deres krige, mordinstrumenter og ødelæggelsesmaskiner har de ført megen død, invaliditet og lemlæstelse ind over jorden. Det mangler ikke på mental frost, is og kulde i verden. De begyndende forårsvinde i denne mentale vinter er julehøjtideligheden. Det er vidunderligt at vide, at kredsløbet urokkeligt fører menneskeheden ud af dette mørke og frem imod et kosmisk forår, efter hvilket der lige så sikkert kommer en kærlighedens sommer, og den derefter atter føres ind i et nyt kosmisk kredsløbs store livsepoke til udvikling og oplevelse af endnu større og lysende variationer af livets salighedsoplevelser og således fortsættende i al evighed.
Nytårsfesten vil blive lige så højtidelig en fest som julefesten
Når det bliver klart for menneskene, hvad der ligger til grund for årskredsløbet, at dette i virkeligheden er en udløber af et altomfattende, guddommeligt kosmisk princip, i kraft af hvilket væsenernes livsoplevelses- og manifestationsevne stadigt fornyes og de dermed garanteres evig, urokkelig livsoplevelse i lys og fuldkommenhed, vil deres nytårshøjtidelighed komme ind i et højere format end dette kun at udgøre en ren materialistisk fest. Nytårsoplevelsen vil da blive en lige så højtidelig, guddommelig fest for udødeligheden, som julehøjtideligheden i dag er for kærligheden.
 
Fra Kontaktbrev nr. 26 i 1960