Ældre årgange af Kosmos mv.

 

OVER EUROPA I FLY ANNO 1954:

Min første rejsedags eventyrlige hændelser

 

Martinus modtog i 1954 en invitation til at komme til Japan for at deltage i en videnskabelig/religiøs verdenskongres. Nedenfor følger et uddrag af hans rejsedagbog.

 

Afskedens time

Den 20. oktober var jeg naturligvis tidligt på færde. Efter morgenmaden sammen med mine nærmeste her på instituttet, og efter at mine kufferter var pakkede og alt gjort klar til den lange rejse, kørte mine venner mig til lufthavnen. Jeg havde den store glæde at se, at der her var samlet en stor skare af kærlige venner af min sag, som ønskede at give mig et sidste kærligt håndtryk og deres bedste ønsker for mig med på rejsen. Det varmede og gjorde godt i mit sind at møde alle disse mange kære venner, som virkelig af hjertet havde gjort min sag og mission til deres sag og således i realiteten havde gjort min skæbne til deres skæbne. Jeg måtte også her tænke på de mange hundrede venner af min sag rundt om i landet og venner på Island, som så kærligt havde været med til at gøre denne min rejse i menneskehedens tjeneste mulig, men som af naturlige grunde ikke kunne være til stede her.

Jeg vidste, at jeg ikke derfor i mindre grad var omgivet af deres kærlige tanker og allerbedste ønsker for et godt resultat med min rejse. Denne vidunderlige sympati, dette mentale solskin, der således strømmede mig i møde fra mine venner nær og fjern, gav mig overordentlig stor inspiration, mod og styrke, thi jeg følte her i denne kærlige medvind endnu engang Guds nærhed i min udsendelse til de fremmede lande.

Imidlertid var min bagage blevet vejet og indskrevet og de øvrige formaliteter bragt i orden. Og efter en halv times samvær med de mange kære venner blev passagererne til den lange rute kaldt ud til den store SAS-maskine, der de næste to døgn skulle være mit hjem, og hvis tusinder af hestekræfter skulle bære mig bort fra Nordens kolde vintermørke og ud til østens solskinslande og varme kyster. Efter endnu et hastigt håndtryk til de mange venner gik jeg sammen med de andre passagerer igennem paskontrollen [slut på side 228] og ud til maskinen. Og her fra maskinens trappe fik jeg endnu engang lejlighed til at tage afsked med en af sagens gode venner, som, grundet på sin ansættelse ved Berlingske Tidende, havde tilladelse til at gå indenfor afspærringerne. Og her fra trappen kunne jeg ligeledes endnu engang vinke et kærligt farvel til alle mine venner, som nu havde taget plads i det frie bag afspærringerne. Herefter indtog jeg min gode vinduesplads i maskinen, hvorfra jeg stadig kunne se mine venner. Døren blev lukket og aflåset, propellerne sat i gang. Og den store maskine begyndte at bevæge sig hen ad cementbanen og ud til startpladsen for her at stoppe op et øjeblik for at lade motorerne blive tilstrækkeligt opvarmede. Derefter bevægede maskinen sig med en stærkt tiltagende fart hen ad startbanen for i næste øjeblik at hæve sig op frigjort fra jorden. Klokken var da ca. 12.30. Og i løbet af et øjeblik forsvandt Københavns tårne og kupler i oktoberdagens grå dis og ruskregn dybt nede under os. Eventyret var begyndt. Den flyvende kuffert var på vej ned over Europa og ud til fjerne solrige egne.

Mellem himmel og jord

I nogle minutter fløj vi op igennem et umådelig tæt skylag, der virkede som et uigennemsigtigt loft af mørk tåge. Men snart var vi nået op igennem dette loft og havde det liggende et godt stykke nede under os. Heroppe i det uhindrede solskin lyste dette loft som en uendelig stor slette belagt med blændende hvid sne. Det var som at se ud over endeløse arktiske egne. Det er dette tætte skyloft mellem himmel og jord, der hvert efterår og vinter skjuler solens lys på de nordiske breddegrader og her danner den næsten permanente gråvejrshimmel, der er med til at forstærke de korte dages vintermørke. Set heroppe fra tager denne gråvejrshimmel sig ud som et blændende landskab i hvidt, der kaster solens lys tilbage imod himlen og bevirker, at vi her flyver i en overdimensioneret lysverden. Vi har således her lejlighed til at se retsiden af den vinterhimmel, hvis mørke vrangside vi i vinterlandene er vokset op under.

Undertiden flyver vi hen over mere eller mindre åbne huller i dette tåge- eller skyloft, og vi kan da i tilsvarende grad igennem disse se de mørke landskaber dybt nede. Det er som at se ned igennem et gigantisk hul i et gulv og ned i en tilsvarende gigantisk mørk kælder. Undertiden er tågen så tynd i et sådant hul, at de underliggende landskaber, set igennem den, ser ud, som om de lå nede på en havbund. At se igennem en tynd tåge eller dis virker i dette perspektiv som at se igennem vand.

I maskinen er vi genstand for den mest udsøgte venlighed og opvartning fra personalets side. Forplejningen er god. Foruden de ordinære måltider serveres der jævnligt forfriskninger. Førende aviser og tidsskrifter så at sige fra hele verden og på forskellige sprog er til rådighed for den, der vil hygge sig ved læsning. Sæderne er vidunderlige. Det er lænestole med høje rygge. Ved en særlig konstruktion kan de efter behag lænes tilbage og bliver da et glimrende sovested. Dog findes der også særlige rum med køjepladser, der mod en ekstrabetaling kan benyttes.

Mellemlandinger og flyvestationer

På vor fart fremover har vi for længst passeret Danmarks grænse og befinder os nu inde over Tyskland. Over døren til maskinens førerrum lyser allerede bogstaverne, der siger os, at vi skal spænde de til sæderne fastgjorte sikkerhedsbælter fast omkring os, da vi skal til at lande. Nu går maskinen nedad igennem tågeloftet, ned i efterårsdagens grå og kolde rusk og dis. Den berører den cementerede landingsbane og løber her farten af sig for derefter at køre hen foran [slut på side 229] flyvestationen. Døren går op. Vi er i Hamborg. For kun en time og fem minutter siden forlod vi København.

Her i Hamborg var der kun et ophold på ca. 20 minutter. Og vi kom atter op igennem efterårets tågeloft og så det igen som et blændende snelandskab under os. Hist og her var der åbninger i loftet eller skyhavet, igennem hvilke Stortysklands terræner kom til syne. Vi kunne skimte byer, landsbyer, autostradaer eller landeveje dybt nede. Alt fremtrådte i dette panorama, vi her så ned på, i mikroformat. Landevejene var som tynde hvide streger. Bilerne, der passerede hen ad disse, viste sig kun som små punktummer, der på grund af den fart, vi selv befandt os i, tilsyneladende kun bevægede sig ganske langsomt. Efterhånden, som vi kom syd på, blev hullerne i tågeloftet under os større og gav mulighed for tilsvarende større udsigt til områderne nede på jorden. Igennem disse store åbninger i skyterrænet fik vi således glimt af områderne: Lüneburger, Hannover og Hildesheim, som vi passerede hen over for derefter at lande på Frankfurter flyveplads. Her var opholdet også ganske kort, ca. 40 minutter. Derefter gik vi atter op igennem tågeloftet. Men nu var det blevet meget tyndere. Da det lakkede mod aften, var det heller ikke mere så blændende. Skyggerne i det ellers så hvide landskab blev mere og mere mørkeblå og gjorde sceneriet til et sandt eventyrlandskab. Igennem de stadig større og større åbninger i skydækket under os så vi her glimt af de stortyske områder: Darmstadt, Heidelberg, Pferzheim og Rottweil o.fl., hvorefter maskinen passerede ind over grænsen til Schweiz.

Nu havde eventyrriget antaget fantastiske farveorgier i solnedgangens skær. Og i den skønneste aftenrødestemning landede vi på cementbanen foran flyvestationen i Zürichs lufthavn. Her havde vi et par timers ophold. Flyvestationen her er meget komfortabel og luksuriøs. Af de mange landes flyvestationer, jeg senere kom i berøring med, synes jeg, at den og flyvestationen i Bangkok i Siam er de mest luksuriøse. Flyvestationerne rundt om i de forskellige lande er hver for sig en stor oplevelse. Foruden at være trafikcenter i de store internationale luftruter er den moderne flyvestation også en permanent udstilling af sit lands fornemste produkter, såsom: nipsgenstande, smykker, stoffer, klædedragter, møbler, litteratur og kunst, samt brochurer, prospektkort eller billedmateriale af alle landets seværdigheder. En sådan udstilling er i høj grad præget af sit lands særlige atmosfære og psyke. Ligeledes er der også her rig lejlighed til at studere landets egne folketyper, der overalt befordrer betjeningen i flyvestationens mange afdelinger: politi- og paskontrol, toldvæsen, information, udstillings- og handelsboderne etc. Det er således slet ikke så lidt af landet, den fremmede iagttager her kan opleve. Jeg skal dog ikke her komme nærmere ind på dette område, men blot lige nævne, at her på Zürichs flyvestation var det i særlig grad udstillingen af ure, der tiltrak sig opmærksomheden. Her var vidunderlige smukke ure til enhver pris, til ethvert formål og til enhver smag. Det var let her at se, at urfabrikationen er et stort område i den schweiziske industri. Det korte ophold, man har på de store moderne flyvestationer under en rejse, er således ikke kedelige for de, der har lyst til at iagttage og tilegne sig viden.

I lyshavet fra »Den evige stad «

Efter opholdet i Zürich er vi atter kommet på vingerne. Men nu ser vi ikke mere noget blændende skyhav under os. Nordens tågeloft er forsvundet. Vi går imod mildere klima. Nu ser vi kun stjerner over os og stjerner under os. Stjernerne over os er de sædvanlige, der funkler på vor [slut på side 230] nathimmel, medens stjernerne eller stjernegrupperne under os er gadelygterne fra de større og mindre byer, som vi passerer hen over, og som ligger dybt nede under os i mørket. Maskinens kurs er stadig i sydlig retning, dog med en ganske svag hældning mod øst. Vi passerer nu ind over grænsen til Italien. Og efter at vi havde passeret hen over adskillige af disse større og mindre stjernegrupper under os, begyndte lysskæret fra en meget stor stjernegruppe at tone frem langt forude. Efterhånden som vi nærmede os den, tog den meget stærkt til i lysstyrke, ligesom vi også begyndte at kunne øjne selve de mange tusinder af stjerner, der var selve kilderne til den lyståge, de var omgivet af. Det var med en betagende følelse, at jeg betragtede dette lysvæld, vi således nu ilede i møde. Jeg var klar over, at det var Rom, "Den evige stad", vi her havde for os. Der forude nede i lyshavet lå altså den ældgamle historiske by med sine 27 århundreders glansfulde fortid bag sig. Engang, igennem århundreder, verdens hovedstad og fornemste kulturcenter på jorden. Nu et mindernes fundament over Kristendommens fødsel i Europa. Dernede i lyshavet ligger ruinerne af Colosseum, hvor de Kristne blev kastet for de vilde dyr. Og der nede ligger også Katakomberne, der var de Kristnes skjule- og tilflugtssted under kejsernes eller cæsarernes kristenforfølgelser. Disse gamle steder har været vidne til, hvad Kristendommens fødsel i Europa kostede af fødselsveer. Og her ligger også endnu den ældgamle vej "Via Appia", på hvilken Kristus, efter sagnet, viste sig for sine to ulykkelige disciple, da de modløse var på flugt bort fra Rom. Og her formanede han dem til at gå tilbage og ikke svigte deres mission. Opmuntret af Kristi nærværelse gik de med fornyet mod, kraft og styrke tilbage til Rom. Tænk hvilken velsignelse for Europa denne deres tilbagekomst blev. Cæsarerne blev overvundet af Kristendommen, og verdensriget og dermed Europa blev kristnet.

Nu styrer maskinen nedad imod landingspladsen. Og vi kan tydeligt se de store moderne bygninger, paladser, gader og pladser, lysreklamer etc. Flyvepladsen dukker frem. Klokken er ca. 20.00. Maskinen lander og kører os som sædvanlig hen foran flyvestationen. Døren åbnes, og vi kan gå ud i Sydens dejlige behagelige luft. Den var som en juliaften hjemme i Danmark. Det var let at mærke, at vi her var kommet ud af vore hjemlige breddegraders kolde efterårssfære med dens tåge og ruskregn. Venlige smukke mennesker, solbrændte sydlændinge efterser maskinen, fylder benzin og olie på, medens passagererne og maskinens besætning indtager forfriskninger i flyvestationens restauranter, ligesom vi her kan nyde udstillingernes og handelsbodernes mangfoldighed af italienske produkter, reklamer og prospekter. Selve flyvestationen er under stor udvidelse eller ombygning og bliver her udstyret med kostbare marmorvægge.

Under opholdet her så jeg en del indere, som mellemlandede her på vej til Bombay i Indien. Og her blev jeg overrasket ved at se en person, som jeg i mange år havde kendt fra billeder og tidsskrifter. Det var den indiske vismand Krishnamurti. Han havde intet samkvem med de andre indiske passagerer og var heller ikke som disse klædt i indisk dragt. Han gik frem og tilbage ligesom utålmodigt ventende. Jeg ville gerne have talt med ham, men da jeg ikke havde nogen tolk, kunne det jo ikke lade sig gøre. Men da han var på vej til Indien, regnede jeg med at træffe ham i det teosofiske verdenshovedkvarter i Adyar, Madras, hvor jeg senere selv var inviteret til at holde foredrag.

Imidlertid var tidsfristen for vort ophold i Rom udløbet, og vi blev atter kaldt ud til maskinen, som lidt efter [slut på side 231] hævede sig påny og satte kursen mod vort fjerne mål. Vi fløj nu i stor højde og med stærk fart fremad. Ovenover os funklede stjernerne med usigelig klarhed. Langt bagude så vi det sidste svage skær af lyshavet fra den evige stad, og dermed forsvandt det sidste glimt af Europa i nattens mørke.

Under Jesu stjernehimmel

I maskinen satte passagererne sig hver især efterhånden tilrette for natten i lænestolene, der som før nævnt kunne lænes tilbage og derved dannede behagelige sovesteder. Ligeledes kunne man også selv slukke sit lys over sædet, så det ikke generede, hvis man ville sove. De fleste passagerer havde slukket deres lys og sov nu eller forsøgte at sove. Jeg slukkede også mit lys, selv om jeg ikke var særlig oplagt til at sove. Da jeg kun skal have nogle ganske få timers søvn, får jeg meget let tilegnet mig disse. Jeg ønskede derfor ikke lige straks at sove, men ville benytte mig af min gode vinduesplads til at se ud i natten, hvilket var så meget desto lettere, eftersom alle passagererne nu havde slukket deres lamper, og kun maskinens svage natbelysning var i anvendelse. Det var ikke fordi der var så meget at se, men der var så meget desto mere at tænke over. Her var man midt i en spændende oplevelse. Den flyvende kufferts eventyr var virkeliggjort til håndgribelig kendsgerning. Vi fløj i dette øjeblik hen over de gamle kulturområder med navne, vi havde kendt fra vore første skoleår. Vi passerede således hen over Middelhavet, hen over Grækenland og videre ind over de bibelske områder med det hellige land under os til højre og Libanon, Tyrus og Sidon under os til venstre og videre frem over de syriske ørkener tværs over Iraq til målet for vor næste mellemlanding: Abadan i Persien.

Da vi fløj i nattens mørke, tiltrak stjernerne sig min opmærksomhed. Det var på denne østerlandske nathimmel, at Bethlehemsstjernen engang funklede for markens hyrder og ledte de vise mænd til Jesusbarnets krybbe, ligesom det var under det samme funklende stjerneområde, at de himmelske hærskarers lovsang: Ære være Gud i det højeste, fred på jorden og i mennesker en velbehagelighed, ifølge bibelen havde lydt. At det ikke var det hjemlige himmelstrøg, jeg nu befandt mig under, fik jeg tydeligt stadfæstet. Jeg så nemlig her til min store forundring, at Karlsvognen (Store Bjørn) var så lavt på himlen, at dens yderste stjerne i stangen var under horisonten. Jeg sad længe og betragtede dette særsyn. Og i samklang hermed var Nordstjernen også kommet langt fra Zenit. Jeg begyndte at forstå, at der var langt hjem til Danmark.

Gennem et uvejr i skyerne

I maskinen sad passagererne og sov. Kun motorernes fjerne brummen akkompagnerede maskinens svage sitren for de tusinder af hestekræfter, der bar den store Cloudmaster hen over verden. – Men hvad var nu det? – Pludselig kom maskinen i et vældigt styrt og ramlede så stærkt ned på et eller andet, at kufferter, tasker, og hvad der ellers var af bagage, styrtede ned fra hylderne, og enkelte passagerer, der havde køjeplads, faldt ud af køjerne. Det kan ikke nægtes, at man i et sådant øjeblik får en choklignende fornemmelse. Maskinen befandt sig i tre kilometers højde. Den duvede endnu nogle sekunder, kom derefter i balance og fortsatte sin fart støt og roligt videre. Hvad var der sket? – Der var ikke sket andet, end hvad der af og til kan ske, nemlig dette, at maskinen var kommet ind i et lufttomt rum, en slags brønd i lufthavet. Da der skal luft til at bære maskinen, må den uvægerligt styrte der, hvor der ingen luft er. Vi [slut på side 232, start på side 239] var altså kommet ind i en sådan brønd og var styrtet ned på dens bund. Det var maskinens berøring med bunden her, der var så voldsom, at den virkede som et stød. Men heldigvis var denne bund selve lufthavet. Selvom maskinen var kommet ind i et styrt, så blev dette styrt altså ufarligt, idet maskinen så at sige faldt på en luftpude, hvad den nødvendigvis måtte gøre i kraft af den højde, den befandt sig i. Derfor bliver disse lufthuller heller ikke at betragte som særlig farlige. Da jeg så ud gennem vinduet, så jeg, at lufthavet bagude var et eneste stort fyrværkeri af lynglimt midt i en meget sort uvejrsmasse. Jeg forstod, at det muligvis var dette tropeuvejr, som vi altså havde passeret, der var årsag til lufthullet. Men nu var alt roligt. Jeg lænede mig tilbage i min gode stol og faldt i en blid og styrkende søvn ovenpå denne min første rejsedags eventyrlige hændelser.