Ældre årgange af Kosmos mv.

 

FRA MIT ANDET BESØG PÅ ISLAND:

 

Udflugten til geysir og Gullfoss

 

af Martinus

 

Det var søndag. Og programmet for denne dag lød på udflugt til den verdensberømte Geysir og ligeledes til Islands største vandfald: Gullfoss. Efter morgenmaden, som min værtinde venligst serverede meget tidligt på grund af turen, tog Vignir Andresson og jeg plads i en ny luksusvogn, hvorefter vi atter befandt os på vej ud i eventyret.

 

Morgenen var frisk og dejlig. Dog var der af og til regnbyger. Vi skulle egentlig have foretaget turen til Gullfoss og Geysir med en af de store rutebiler, som Island er så rig på. Men da den var overfyldt, tilbød bilselskabet at befordre os i en dejlig ny og rummelig taxi. I denne sad Vignir Andresson og jeg naturligvis anderledes behageligt, end hvis vi var kommet til at sidde i den overfyldte bus. Et stykke udenfor Reykjavik indhentede vi rutebilen, som var kørt fast på grund af et eller andet maskinuheld. Vi måtte da køre tilbage til rutebilstationen for at hidkalde hjælp. En anden rutebil blev da straks sendt ud for at føre passagererne videre. Med denne lille forsinkelse fortsatte vi så videre ud af vejen gennem de islandske terræner, som jeg nu efterhånden begyndte at kende så godt. Vejen gik forbi Hveragera med de varme kilder, og hvor det kogende vand herfra løber hen ad gaderne. Vi gjorde ikke noget ophold her, men fortsatte direkte fremad imod vort mål, den hede springkilde Geysir og nåede i øsende regnvejr frem til hotellet, som ligger i dens umiddelbare nærhed. Hotellet, til hvilket der også hører en bondegård og et gartneri, hvis drivhuse får varme fra de hede kilder, er moderne indrettet. Efter at have indtaget et måltid og beset drivhusene tog vi over til Geysir-terrænerne, der tilhører hotelejeren. Terrænerne her fremviser adskillige huller med kogende vand. Den store Geysir fremtræder som et rundt hul på ca. 8 meter i diameter. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det var en lille fredelig dam, man her havde for sig, lig en af dem man hist og her kan se ved en idyllisk bondegård hjemme i Danmark. At denne lille fredelige dam har et så dramatisk indre, at den af og til kan sende en koghed, tonsvægtig vandstråle indtil 60 meter op i luften, vil ingen uindviet tænke på. Det blev meddelt os, at den [slut på side 114] havde sprunget eller været i udbrud dagen før, så der var ingen sandsynlighed for, at den netop ville springe i dag. Den springer kun med visse mellemrum i den korte islandske sommer. Men man har fundet ud af, at ved at komme grøn sæbe ned i hullet kan man bringe den til udbrud. Og det blev da også forsøgt her, men det lykkedes ikke at få noget liv i kilden. Sæben skummede, og skummet fløj med vinden og havnede på markerne rundt omkring, men Geysir forblev stadig livløs. Da jeg heller ikke under mit forrige besøg på Island, hvor jeg også besøgte Geysir, fik set den springe, fik hotelejeren dennegang en af de mindre Geysire ved siden af til at sende sine vandkaskader ca. 15 meter op i luften. Det lykkedes mig da at få taget billeder af dette pragtfulde natursceneri. Vi forlod herefter de berømte terræner og satte kursen mod Islands største vandfald Gullfoss.

Det regnede stadig, men da vi sad lunt og godt i den dejlige vogns behagelige sæder og herfra kunne nyde udsigten til den ejendommelige natur, vi kørte igennem, blev turen alligevel en stor og interessant oplevelse. Imidlertid nåede vi frem til det store vandfalds terræner, hvor vi beså vandfaldet med dets vældige vandmasser, der styrtede ud over de lodrette klippevægge. Vandfaldet får en betagende størrelse derved, at det største afsnit forekommer så at sige på langs ad floden. Klippevæggen, over hvilken vandet styrter ned i dybet, går ikke tværs over floden, men går skråt over fra den ene bred til den anden, og når således først denne anden bred et langt stykke nede ad floden. Derfor bliver vandfaldet af tilsvarende meget stor bredde, rent bortset fra de mange andre udstyrtningsafdelinger, det repræsenterer. Alle disse vældige nedstyrtende vandmasser er et betagende skue. Vi er her ligesom stedet for en kræfternes festplads, et mødested for gigantudløsninger, en demonstration af den evige skabers vælde, akkompagneret af den monotone tordenagtige sfærernes musik, som disse vældige vandmassers nedstyrtninger udløser. Det er en sang om sollyse jøkler, evig sne, is- og gletscher regioner. Det er en sang om smeltevandets brusende elves og bækkes rislende løb ned ad bjergskråninger, ud over lavamarker, ørkener og oaser for at blive medvirkende her i naturens store orkester midt i ødemarken. Det er en hymne til skaberens pris åbenbaret igennem Islands stemme.

(Dagbogsoptegnlse for d. 26. juni 1955)