Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Moralsk uddannelse

 

af Martinus

 

Vi er ved at opleve vor moderne civilisations undergang og skabelsen af en ny kultur

"Moralsk uddannelse" er et emne, alle i særlig grad kan have brug for. Vi befinder os midt i en periode, hvor vi er i færd med at forandre os fra en kultur til en anden. Hver kultur har sin særlige moral, sine særlige forskrifter, som efterhånden bliver udlevede, bliver forældede, hvorved samme kultur degenererer og går til grunde. Vi har således gennem historien set, den ene kultur efter den anden gå under. Og nu er vi ved at opleve vor egen moderne civilisations undergang. Vi er ved at gå fra den gamle kultur og ind i en ny. Denne nye kultur er begyndelsen til det "rigtige menneskerige". Vi forandrer os stadig fra den ene dag til den anden. Naturen bliver efterhånden vor eneste og mest sande læremester. Naturen viser sig nemlig at være bevidsthedsenergi, afslører en intelligensmæssig påvirkning af, eller henvendelse til os, der langt overgår den påvirkning, vi ellers er ude for fra vore medvæseners side, og bliver således den eneste virkelige og sande præst. Og desto før man kommer til forståelse af, at der gennem naturens umådelige kræfter og virkemidler afsløres planmæssighed eller intelligens, jo bedre er det, thi desto før kommer man til erkendelse af, at der eksisterer en Guddom bag det hele, thi intelligens kan umuligt eksistere uden at være identisk med en egenskab ved et levende væsen. Udviklingen af denne erkendelse befordres altså af den daglige oplevelse af lidelse, sorg og ulykke såvel som af velvære, glæde og lykke i forbindelse med teoretisk undervisning og vejledning fra erfarne ældre medvæsener i livet. Og det hele bliver således tilsammen en eneste stor "moralsk uddannelse" af væsenerne. [slut på side 143]

Den der vivisekterer dyr, mangler medlidenhedsevne, er en sinke på det følelsesmæssige område

Denne "moralske uddannelse" er stærkt forceret i vore dage. Stærke lidelser eller ulykkelige skæbner er nemlig det samme som koncentreret eller fortættet udvikling. Når et dyr er ude for vivisektion, f.eks. et menneske skærer et lille stykke af dets hjerne for at se, hvorledes dyrets bevidsthed reagerer i en sådan situation, så får dyret igennem denne forfærdelige lidelsesproces mange livs lidelser koncentreret på et øjeblik. Dette vil altså igen sige, at nævnte øjeblik giver dyret en følelsesudvikling, som det på normal måde skulle have været mange liv om at opnå. Men dette er naturligvis ikke noget forsvar for vivisektoren og kan aldrig i noget tilfælde fritage ham fra ansvaret for sin blodige håndtering. Denne viser i høj grad, at han mangler følelsesudvikling, hvilket vil sige medlidenhedsevne. Han er en sinke på dette specielle område. Men når han er en sinke i nævnte område, må han jo selv have en forceret udvikling i samme område for at bringe dette op på højde med den standard, hans intelligens allerede repræsenterer. Men da ingen kan komme til at høste andet end det, han sår, må vivisektoren jo først "så", hvilket vil sige udløse de årsager, hvis virkninger kan blive identiske med den for ham absolut nødvendige forcerede udvikling af medlidenhedsevnen. Og dette kan altså kun ske ved, at vivisektoren netop vivisekterer, lemlæster eller piner andre levende væsener. Herved udløser han energier i sin egen skæbnedannelse, der før eller senere under en eller anden form vil blive en tilsvarende "vivisektion", lemlæstelse eller lidelse i hans egen organisme, og efter hvilken lidelse hans medlidenhedsevne er ført frem til den for hans intelligenstrin gældende normale følelsesstandard.

Udviklingen af de levende væsener kan således være stærkt forceret og former sig da som stærke lidelser og ulykkelige skæbner, og den kan være dråbevis, være ganske svag og umærkelig og giver da en næsten sorgfri og tilsyneladende lykkelig tilværelse. I første tilfælde opnår væsenerne et umådeligt fremskridt i ét liv, medens de i sidstnævnte tilfælde kun kan opnå det samme fremskridt gennem sekler af tid.

Menneskene bliver mere og mere opdelt i to kontrastmæssige grupper: de antimilitaristisk indstillede og de militaristisk begejstrede

Med hensyn til de jordiske mennesker, da er de i stor udstrækning underkastet forceret udvikling. Svære dønninger af lidelser behersker store dele af jorden. Mange lande beherskes af oprør, revolutioner og krig, af naturkatastrofer, oversvømmelser og misvækst; medens atter andre lande eller egne beherskes af mere rolige og direkte fredsudviklende tendenser eller forhold. "Dommedagen"s adskillelse mellem "fårene" og "bukkene" er således stærkt i færd med at komme til syne. Menneskene bliver mere og mere fordelt eller koncentreret i to skarpt kontrastmæssige grupper, nemlig de antimilitaristisk indstillede og de militaristisk begejstrede, hvilke to grupper henholdsvis også kan udtrykkes: internationalismens forkæmpere og nationalismens særlige dyrkere. Den første gruppes væsener har altså igennem deres tidligere liv udlevet de militære idealer og dyrkelsen af nationen og føler derfor nærmest mental kvalme ved at komme i berøring med sligt. De vokser mere og mere frem til det guddommelige ideal og verdensfredens sande fundament, nemlig dette at sætte den samlede jordiske menneskeheds vælfærd over nationens. De udvikler kollektiv uselviskhed, hvilket vil sige opfyldelsen af den realitet, der for nationens "frelse" og sluttelige [slut på side 144] urokkelige velfærd betyder det samme, som den personlige uselviskhed betyder for det enkelte individs "frelse" eller indtræden i den sande lykketilstand.

Den anden gruppes væsener har altså ikke endnu udlevet de militære idealer. De har endnu det dræbende princip i deres helteglorie. De er besjælet af kollektiv selviskhed, hvilket vil sige, at de sætter "fædrelandet"s interesser over alt andet ganske uden hensyn til, hvad disse interesser så end måtte skade den internationale velfærd, ganske ligegyldigt hvor megen undertrykkelse, død og lemlæstelse, sorg og nedværdigelse disse så end måtte bringe over andre nationer, andre folk, andre "fædrelande". De bringer deres nation til at leve efter mottoet "enhver er sig selv nærmest" og gør derved krigen til højeste ideal. Og målet for al energiudløsning bliver således skabelsen af de bedste og mest raffinerede mordmaskiner og drabsmetoder, så "fjenden" over for disse kan være det mest mulige forsvarsløs.

»Dommedag« er ved at gå ind over jorden; »fårene skilles fra bukkene«

Hvis man nu går ud fra kernen i den virkelige kristne moral, "vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", "det et menneske sår, det skal det høste", "stik dit sværd i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd"; så behøver man ikke at være særlig udviklet eller begavet for at se, hvilke af de to grupper der er længst fremme i moralsk udvikling eller har nået den største position i opfyldelsen af den kristne religion. Man behøver ikke at være ret gammel af år for at se, at den første gruppe "er fårene ved den højre side" og den anden gruppe er "bukkene ved den venstre side". "Dommedag" er således nu ved at gå ind over jorden. "Fårene skilles fra bukkene". Denne adskillelse finder for størstedelen sted umærkeligt for individet selv igennem reinkarnationen. Hvis et menneske er en stor tilhænger af krig og militarisme, da vil det i sin næste inkarnation fødes i lande, hvor det kan få udløsning for denne sin interesse, ligesom det, hvis det har en stor forkærlighed for de modsatte tendenser, fødes i lande, hvor disse interesser kan komme til at udfolde sig. Og således går det til, at nogle nationer i særlig grad mere og mere bliver befolket med glødende tilhængere af våbenmagt, får statsoverhoveder, førere eller politikere, der i særlig grad er sværdets, krudtets og dødens tjenere, og som i særlig grad begunstiger og ærer de af deres undersåtter, der er bedst egnede og mest lydige i at gå det samme ærinde. Og det er det samme adskillelsesprincip, der bevirker, at der er andre lande, der mere og mere bliver befolket med væsener, der for længst, hovedsageligt i tidligere liv, har udlevet krigen og derfor i deres nuværende liv har medfødt evnen til at forstå dens sande primitive natur, og kan som følge heraf kun arbejde i fredens, hvilket vil sige i antimilitarismens tjeneste, kan kun acceptere en fredelig løsning af alle nationale, internationale og private interesser. Og jordens befolkning kommer således til mere og mere at fremtræde i de her nævnte to store hovedgrupper: "fårene" og "bukkene".

Hvad bevirker nu denne adskillelsesproces, hvad nytte er den til? – I den kosmiske iagttagelse viser nævnte adskillelsesproces sig som en meget stor faktor i menneskehedens "moralske uddannelse". Uden denne faktor ville skabelsen af en virkelig verdensfred være en umulighed. Den bebudede "ny himmel" og "ny jord" ville aldrig nogen sinde kunne blive en kendsgerning. Nævnte ny himmel og ny jord er jo ikke en ny jordklode eller en ny himmel, men er derimod henholdsvis en ny af kærlighed gennemsyret mental tilstand mellem menneskene, udelukkende [slut på side 145] hvilende på "den hellige ånd", og en på samme kærlighed og ånd baseret administration af de fysiske samfundsforhold og verdensgoder.

»Fårene« er de fredsvenlige. »Bukkene« mangler endnu lidelseserfaringer

I den kosmiske verdensplan står lidelserne som udgørende det eneste middel, ved hvilket visdommen kan blive til kendsgerning. Lidelserne giver de bedste og mest dybtgående erfaringer. Erfaringer er det samme som kundskab. Kundskab er igen den faktor, på hvilken al fuldkommen skabelse urokkeligt hviler. Hvor kundskaben mangler, florerer disharmonien. Og da kulminationen af disharmoni er krig, lemlæstelse, er undergang og "helvede", bliver det her synligt, at "fårene ved den højre side", hvilket vil sige den fredsvenlige og antimilitaristisk indstillede gruppes væsener har oplevet erfaringerne for krigens og det dræbende princips tåbelighed, derfor deres venlige indstilling til antimilitarismen eller antipati for brutale blodige afgørelsesmetoder. Men når de har fået denne mentale indstilling, behøver de jo ikke mere at deltage i livets egen undervisning og demonstration af det dræbende princips sande natur og virkemidler, behøver ikke mere selv at blive lemlæstede for at vide, hvad lemlæstelse er. Og hvad er da mere naturligt, end at naturen her handler lige så logisk, som den gør i alle andre forhold, og skiller disse væsener ud fra de væsener, der endnu personligt må rammes af krig eller blind magtudfoldelse for at erfare dens tåbelighed. I modsat fald ville disse væsener jo kunne risikere yderligere at blive ramt af lidelserne og til ingen verdens nytte, idet de erfaringer, det er lidelsernes formål at udløse, jo allerede i forvejen er i disse væseners mentalitet som personlig oplevelse. Men i livet eller naturen kan intet unyttigt ske, og væsenerne rykker da automatisk ud af lidelsen, alt eftersom de får tilegnet sig dens erfaring på en så dybtgående måde, at den bliver stimulerende for viljeføringen i kærlig eller fredelig retning. Lidelsen kan også være stimulerende for viljeføringen i retning af at hade og hævne, men er da kun på sit første stadium og har endnu ikke nået at få bibragt individet noget af den forandring i mentalitet, som det er dens mission at manifestere. Væsener, der hader og forfølger, piner og plager andre levende væsener, ligegyldigt i hvilket øjemed, ligegyldigt om det er i form af levevej, eller det er i form af forlystelse eller hævn, er altså endnu meget hjemmehørende i lidelseszonen og vil få mange svære lidelser at gennemgå, nemlig lige akkurat alle de, der skal til, for at få medlidenhedsevnen udviklet så meget, at de ikke mere nænner at gøre noget levende væsen fortræd.

»Fårene« fødes i de fredsvenlige lande, »bukkene« i lande med militaristisk diktatur

Men idet "fårene" og "bukkene" således bliver skilt ud fra hverandre og derved mere og mere bliver bosiddende hver i sine lande, bliver det jo lettere for Forsynet eller Almagten at give "bukkene" den lidelsesproces, som de netop mangler for at komme på højde med "fårene" i udvikling. Hvis ikke denne udskillelse fandt sted, ville "fårene" jo være en stor hindring eller spærring for "bukkene"s krigs- og drabsudfoldelse. Som følge heraf ser vi da også, at visse lande, hvis befolkninger før var demokratiske eller politisk frie, er gået over til at blive underkastet militaristisk diktatur. Deres presse må kun stimulere og lovprise krigens og dens brutale magts ånd. Krigshåndteringen blomster og får en popularitet i de samme lande, som den kun har haft for århundreder tilbage. Al direkte virkelig fredsvenlig og dermed antikrigsindstillet [slut på side 146] oplysningsarbejde, litteratur og kunst er bandlyst, raceintolerance betragtes som en dyd. Når dertil kommer, at krigspropagandaen også er et led allerede i børneopdragelsen, og dygtiggørelse i at håndtere krigens mordapparater er blevet skolefag for børn, er det let at se, at "fårene"s stærke og demokratisk frie og fredsvenlige personligheder eller førerskikkelser er uddøde her, hvorved "bukkene"s militærbegejstrede, erobringslystne og krigsvenlige propagandister og diktatorer får frit spillerum. Og det er givet, at der under disse forhold ikke er nogen særlige betingelser i disse væseners domæne for inkarnation af "fårene"s væsener, som jo for længst har udlevet disse tilstande, men at der derimod er skabt en indtil hundrede procent medvind for inkarnation eller fødsel af "bukkene"s væsener i de pågældende områder.

»Dommedagens« mørke giver menneskene den moralske uddannelse, som til sidst skaber en »ny himmel« og en »ny jord«

Derved er der altså også skabt en tilsvarende betingelse for, at krigen med alle dens mange følgesvende af forskelligartede lidelser kan komme til hurtig udfoldelse i de nævnte områder. Og disse områder vil da også til sidst komme til at repræsentere et helt ragnarok, ja en hel kollektiv "vivisektion". Hvordan skulle de pågældende væsener ellers komme på højde med "fårene"s væsener i erfaringsoplevelser og erkendelse angående den bevidste drabsudfoldelses tåbelighed og ligesom disse blive modtagelige for en højere teoretisk undervisning og skabelse af virkelig fred? – Ragnarok er jo ikke andet end de lidelser, som "fårene" allerede i de tidligere liv har gennemgået, der nu venter "bukkene". Og ligesom de nævnte lidelser forvandlede "fårene" til deres nuværende mentale og fredsvenlige indstilling, således vil de også forvandle "bukkenes". Og når det er sket, træder den ny verdensgenløsning hjælpende til med afsløringen af det virkelige og sande matematiske verdensbillede, i hvilket alle de hellige bøgers største facitter eller tidligere højeste udtalelser fra alverdens største vise bliver til videnskabelige kendsgerninger. Og på disse kendsgerninger vil anlæggene eller evnen til at "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre", evnen til at "stikke sit sværd i skeden" over for modstandere, evnen til at forstå, at alt slutteligt er "såre godt", blomstre. Og denne blomstring er altså kulminerende kærlighed. Denne kærlighed er det højeste resultat af "moralsk uddannelse". Den er den "ny himmel" og "ny jord", der efter "dommedagen"s mørke lader ethvert individ opleve Guddommens evige nærhed.

 

Kommentar: Rettelsen, der nævnes i næste nummer, er gennemført her i netudgaven.