Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Har mennesket en fri vilje?

 

af Martinus

 

Et menneskes viden og erfaringer sætter grænsen for dets frihed

Et af de spørgsmål, som mange søgende mennesker beskæftiger sig med, er spørgsmålet om, hvorvidt mennesket har en fri vilje, eller om det automatisk er nødsaget til at handle, som det gør i givne situationer. Nogle mennesker hævder, at vor oplevelse af at besidde en fri vilje blot er indbildning, og at det, vi kalder viljen, kun er en automatisk udløsning af årsager og virkninger bestemt af kemiske forbindelser i vore kirtler og andre organer. Der er andre mennesker, som er af den opfattelse, at vor vilje eksisterer som noget, der er uafhængigt af alt og alle. Deres opførsel viser en sådan livsindstilling, idet de ikke tager hensyn til andre menneskers vilje og tankegang, men søger med alle midler at trumfe deres egen vilje igennem.

Ingen af disse opfattelser er i overensstemmelse med sandheden. De er begge to udtryk for manglende viden. Men det kan man jo ikke bebrejde disse mennesker. Enhver må tænke ud fra den viden og de erfaringer, som han eller hun er i besiddelse af. Denne viden og disse erfaringer sætter grænsen for deres evne til at tænke og handle. Det vil altså sige, at de sætter en grænse for deres frihed. En buskmand eller en australneger kan ikke ville det, som en stor videnskabsmand, en Einstein eller en Niels Bohr vil. Det kan de ikke, fordi de ikke har de samme viljeførende kræfter i deres bevidsthed som nævnte forskere. Men så er det måske alligevel de kemiske stoffer i vor organisme, der bestemmer vor viljeføring? De er jo sammensat på én måde hos et primitivt menneske og på en anden måde hos en stor forsker, og denne kombination bestemmer vel disse væseners tankegang og viljeføring? Fra et materialistisk synspunkt kan det være sådan. Men så kan man jo spørge, hvad der er årsagen til disse materie- eller [slut på side 163] energikombinationer i menneskenes organismer. Det er arv og miljø, vil materialisten svare. Det vil sige, at han opfatter hele livet som en kæde af årsager og virkninger af ren automatisk art, hvor stoffernes kombination stadig medfører nye reaktioner, som bliver årsag til nye virkninger i én uendelighed. Nogle af disse kombinationer, mener man, er bare livløse, andre bliver tilfældigvis til liv og bevidsthed og oplevelse af sorg og glæde, til tanker og følelser, som igen forsvinder, når stofferne indgår i andre kombinationer.

Man kan ikke skabe »noget« af »intet«

Det vi kalder vort Jeg og vor individualitet skulle efter en sådan tankegang opstå ved materiernes kombination og forsvinde igen, når disse materier indgår andre forbindelser, og vor vilje skulle blot være resultatet af kemiske stoffers reaktion. En kemiker, der med sin evne til at tænke og slutte fra årsag til virkning, blander fysiske stoffer og får de ønskede virkninger frem, skulle altså selv blot være en virkning af sådanne blinde, kemiske kræfter, og hans af erfaring og tanke ledede viljeføring skulle blot være en illusion, et rent og skært bedrag. Udtrykket "kemiker" kunne man jo da lige så godt undvære og blot tale om kemi. "Skaberen" spiller da ingen rolle, idet han blot er et produkt af "det skabte", af materiens kombinationer. Men hvordan kan "det skabte" skabe en "skaber"? En kemiker beskæftiger sig vel ikke med kemi, med mindre han har lyst og vilje til det? Det interesserer ham, han oplever noget ved det, og han skaber noget. Han skaber ikke "noget" af "intet", men med sin erfaring og sin tanke i forbindelse med sin vilje forvandler han materiekombinationer til andre materiekombinationer. Skabelse er forvandling af tingene fra en tilstand til en anden. Sådan er det også i naturen, der er ikke noget, der er kommet af intet, og der er heller ikke noget, der kan blive til intet. Alt er under forvandling i materiens verden. Og med hensyn til denne forvandling, så fortæller videnskaben jo, at den er planmæssig, den er logisk.

Mennesket er »skaber« i forhold til, som det kender og bruger livets stoffer og energier i overensstemmelse med naturens love

Naturens kræfter udfolder sig i overensstemmelse med det, man kalder naturlovene. Når mennesket skaber, må det også have kendskab til disse love, ellers bliver det, det skaber, ufuldkomment, ja, måske noget rent makværk. Menneskets frihed til at skabe er afhængig af dets viden om livslovene og dets evne til at realisere denne sin viden i handling. Mennesket er altså en "skaber" i forhold til, som det kender og bruger livets stoffer og energier i overensstemmelse med naturens love. Men hvorledes er naturen fremkommet? Består den blot af tilfældige materiekombinationer? En blomst, et træ, et dyr, et menneske, er det blot virkninger af tilfældige årsager? Og ligeledes kloderne, solsystemerne og mælkevejene, alle disse kombinationer af himmellegemer, der går i deres bestemte baner, mon de blot er udtryk for tilfældighed? For ikke at tale om alle de former for liv, der findes i menneskets egen organisme, dets organer, celler, molekyler, atomer og elektroner, som, hvis mennesket er sundt og rask, tilsammen præsterer en vidunderlig arbejdsdeling. Viser det ikke logik, viser det ikke tanke og forudseenhed? Mon det er tilfældigt, at vore øjne sidder, hvor de gør? Er vore hænder ikke geniale instrumenter? Er det ikke bevis på omtanke, at næsen med lugtesansen er anbragt så langt borte fra kloaken som muligt? Hvem har tænkt det sådan, hvem har villet det sådan? Det har den evige skaber, som med sin evige skabeevne forvandler [slut på side 164] materien, som også i sig selv er evig, fra en tilstand til en anden, og fra den igen til en tredie osv. Materietilstandene eller -kombinationerne er ikke evige, de udgør netop tidens, rummets og formernes skiftende verden, hvor alt er kredsløb inden i kredsløb.

Forståelsen af den guddommelige Skaber vokser med menneskets udvikling

Troen på en evig Gud bag alt i naturen er ikke noget, mennesket har opfundet. Det ligger i det primitive menneskes instinkt, at der er noget usynligt bag det synlige og en skaber bag det skabte. At menneskene så gennem tiderne har skabt denne gud i deres eget billede ud fra deres egne højeste idealer om magt og visdom, er noget andet. Forståelsen af den guddommelige skaber vokser med menneskets udvikling. Men i vor tid er der jo netop så mange mennesker, der ikke tror, at der findes nogen gud, vil man indvende. Ja, men det er kun en overgangstilstand. Menneskets religiøse instinkt er degenereret, og intelligensen er ved at blive udviklet, derfor har så mange mennesker nu svært ved blindt at tro. De ønsker at forstå. Her ser man også, hvordan viljen virker. Der er mange mennesker, som gerne vil tro, hvis de bare kunne. Men da deres intelligens nu er en væsentlig del af deres viljeførende kræfter, og da denne intelligens kun kan tilfredsstilles gennem logiske forklaringer, kan de ikke nøjes med, at der siges, at "Herrens veje er uransagelige". På den anden side er deres intelligens endnu ikke tilstrækkelig udviklet til, at de kan bruge den som vejleder i kosmisk eller universel logik. Det er kun lokal logik, altså en af materialistisk tankegang præget logik, der er den fremherskende i det jordiske menneskes bevidsthed i øjeblikket. Mennesket er kosmisk set som et lille barn, der er optaget af alt det, der sker omkring det. Det er koncentreret på tingenes verden, det vil eje og besidde og kan ofte som barnet blive ude af sig selv, hvis det ikke får, hvad det peger på. Det vil også gerne ligesom barnet pille tingene fra hinanden for at se, hvad der er inden i, men det er ikke sikkert, at det kan sætte dem sammen igen, fordi det endnu ikke er modent til at se sammenhængen. Det har, som barnet, frihed til at gøre en masse erfaringer på godt og ondt, at slå sig og brænde sig, at rive itu og lave ulykker, men det må også tage følgerne. "Brændt barn skyer ilden", siger man, og det passer også på mennesket. En masse mennesker kan ikke nænne at gøre fortræd eller lave ulykker og har den største medlidenhed med andre, som er kommet i ulykke. Det er fordi, de selv har erfaring for, hvordan det er. De har i tidligere inkarnationer været igennem ulykker og lidelser, som har "brændt" dem så meget, at de nu skyer handlinger, der kan bringe dem noget lignende som skæbne i fremtiden, og de har den største medfølelse med mennesker, som oplever sådanne situationer og gør alt, hvad de kan for at hjælpe dem. Disse erfaringer har altså givet dem større frihed, idet de kan sætte deres vilje ind på at undgå en mørk skæbne.

Åndsvidenskaben vil efterhånden kunne hjælpe menneskene til større frihed

Naturligvis har den kemiske sammensætning af stofferne i vor organisme umådelig stor betydning for hele vor livsoplevelse. Men når materialistisk indstillede forskere vil gøre disse stofkombinationer til det primære, til det der bestemmer vor livsførelse og livsoplevelse og tankegang, vender de op og ned på livets faktorer. Men det er meget naturligt, at de gør det, for den fysiske videnskab er jo baseret på, hvad man kan opleve med de fysiske sanser, hvad man kan veje og måle og skille ad for at se, hvordan det ser ud inden i. Men så længe man ikke kan opleve det usynlige, som er [slut på side 165] den inderste årsag til, at tingene er sat sammen, som de er, og at stofferne eller materierne netop har den kemiske sammensætning, så længe man ikke kender de åndelige materier, som findes bagved og gennemtrænger de fysiske materier, så længe er ens viljes frihed temmelig begrænset. Friheden er nemlig afhængig af, hvilken viden om livets både fysiske og psykiske love, man er i stand til at sætte bag sin vilje, altså hvilken viden og kunnen man har som viljeførende kraft.

Åndsvidenskaben vil efterhånden, som menneskene bliver modne til at tage imod den og arbejde med den, kunne hjælpe dem til større frihed, fordi den vil kunne hjælpe dem til at blive "kosmiske kemikere". Hvad vil det sige at være "kosmisk kemiker"? Det vil sige at være i stand til ikke blot at blande fysiske materier ud fra kendskab til årsag og virkning og opnå tilsigtede virkninger, men også at kunne blande de åndelige eller psykiske energier, tankestofferne, på en sådan måde, at et i forvejen tilsigtet resultat kan opnås, og vel at mærke et resultat, som ikke blot er til gavn for denne handlings ophav, men også til gavn eller glæde for andre levende væsener. Som det jordiske menneskes tilstand er i dag, har det frihed til at tænke og gøre mange ting, men det må tage følgerne af sine handlinger. Disse følger eller virkninger vil, hvis tankerne og handlingerne ikke har været i overensstemmelse med livets grundlov, der er ensbetydende med at være til gavn for helheden, opleves som noget ubehageligt og skæbnesvangert. Har tankerne og virksomheden derimod været baseret på næstekærlighedsprincippet, vil de vende tilbage som kærlighed og hjælp fra andre væsener, altså som en lys og lykkelig skæbne. Det er virkelig muligt for et menneske i dag bevidst at være med til at skabe sin egen skæbne. Og det er jo det samme som at være "kosmisk kemiker".

Det evige Jeg med sin evige skabeevne er baggrund for al bevægelse i stoffernes evige kredsløb eller det skabte

Så længe et menneske lever på en materialistisk livsanskuelse og tror, at det er begyndt at eksistere ved undfangelsen og fødslen, og at det ophører dermed ved døden, har det lukket sig inde i en lille snæver verden, hvor der ikke er megen frihed. Det kan tro, at dets vilje blot er et resultat af fysisk-kemiske forbindelser i organismen, og alt vil derved blive meningsløst og tilfældigt. En sådan livsanskuelse vil gøre det svært for dens ophav at blive gammel. Bitterhed, martyrkomplekser og angst følger gerne i dens fodspor, ikke mindst angst for døden. Men en sådan tilstand er, som før omtalt, kun et midlertidigt stadium. Jordmennesket, der kosmisk set er som et barn, vil udvikles og nå frem til større åndelig modenhed. Det vil efterhånden først og fremmest gennem egne erfaringer og senere, når det gennem disse erfaringer er moden for forståelsen af den åndelige videnskab, lære, at livet ikke blot er noget, som sker, en evig forvandling i evige kredsløb, men at det også er noget, som er, et evigt, uforanderligt "noget", som vi kalder "jeg'et", og som er det faste punkt bag alle bevægelserne og hændelserne. Dette evige "jeg" med sin evige "skabeevne" er baggrund for alt, hvad der sker i stoffernes evige kredsløb eller "det skabte". Dette treenige princip, "skaberen, skabeevnen og det skabte" repræsenterer selve universet som det levende væsen eller den gud, hvori vi alle "lever, røres og ere". Men det repræsenterer også alle levende væsener i universet, lige meget om de i vort perspektiv er atomer eller mælkevejssystemer, om de er plantevæsener, dyr eller mennesker. De er "skabt i Guds billede efter hans lignelse", og det vil sige, at de samme evige principper eksisterer bag deres timelige [slut på side 166, start på side 183] tilsynekomst i en midlertidig form i en fysisk verden. Men har alle disse væsener i mikro-, mellem- og makrokosmos en fri vilje? Det har de i forhold til, som de med deres bevidsthed er ét med livslovene eller dem guddommelige vilje. Er de det hundrede procent, har de frihed til at skabe materiekombinationer blot ved en tankekoncentration, da kan de materialisere og dematerialisere, de er Guddommens medskabere og medarbejdere i verdensaltet. Det kan man ikke sige om det jordiske menneske, det er endnu et kosmisk barn. Men gennem en række inkarnationer vil det gøre de nødvendige erfaringer og tilegne sig den nødvendige evne til at være til gavn for helheden.

Og benytter det sig af det eksempel til efterfølgelse, som Kristus har givet menneskene, kan det ikke gå nogen bedre vej. Han lærte også mennesket at bede: "Fader, ske ikke min, men din vilje", og det er, hvor paradoksalt det måske kan lyde for nogle mennesker, vejen til den højeste form for frihed. En sådan indstilling gør ikke mennesket til et blindt redskab, en marionet eller robot, men tværtimod til en personlighed, der med sit væsen og sin skabeevne på individuel måde bliver udtryk for guddommelig skaberkraft og kærlighed.

Fra et foredrag på Klint
mandag den 1. august 1955.
Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdningen godkendt af Martinus.