Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Lyset i mørket

 

af Martinus

 

Lyset i mørket er julens princip

"Lyset i mørket" er det rigtige udtryk for julen. Vi ser også, hvorledes julen fejres ved at tænde millioner af lys. I gaderne, i butiksvinduerne, i hjemmene, overalt er der tændt lys, som stråler ud i vintermørket. Børnenes øjne stråler om kap med alle julelysene ved tanken om juletræ og julegaver, og selv de fleste voksne bliver påvirket af julestemningen til trods for bekymringer og travlhed. Mange af disse voksne mener dog absolut, at julen er børnenes fest, og at de selv er vokset fra den slags barnlige glæder. Alligevel påvirker alle lysene i mørket deres mentalitet, og inderst inde ville de nødigt undvære julefesten, som også kalder minderne frem om deres egen barndoms julefester og juleglæder.

Når vi fejrer julen, fejrer vi et barns fødsel, et barn, som voksede op og blev et lysende og strålende eksempel for menneskene. Han blev et eksempel på, hvad det virkelig vil sige at være menneske. Specielt i situationer, hvor han mødte menneskers hån og spot, deres had og forfølgelse, alt det såkaldte onde, vi opfatter som mentalt mørke, viste han, at man kan møde med sin bevidstheds lys i stedet for at svare igen med nyt had eller ny hån eller spot. Han blev et strålende lys i mørkets mentale vinterzone. Men julen er ikke blot en fest til minde om barnet, som blev født i Bethlehem, og den vil ikke, som nogle irreligiøse mennesker mener, efterhånden blive noget, der falder bort, fordi menneskene vokser fra den slags "naivitet og overtro". Tværtimod, julen er udtryk for noget, der mere og mere vil komne til at gøre sig gældende i den menneskelige psyke, fordi den er et produkt af det skabelsesprincip, der har forvandlet jorden fra at være en glødende ildmasse til den nuværende skønne, solbestrålede verden, hvor intellektuelle mennesker kan leve. Julens princip "lyset i mørket" er i sig selv noget, der ikke kan standses. At forsøge på at udrydde julestemningens grundprincip i mennesket ville være det samme som at forsøge på at slukke solen.

Juleglæden vil blive til livsglæde

Efterhånden som den nye verdensimpuls vinder indpas i menneskenes bevidsthed, [slut på side 227] vil de naturligvis se anderledes på mange ting, end de gjorde, da de var under den gamle verdensimpuls' påvirkning, og det gælder også julen. Julebudskabet i sin gamle form vil med tiden tabe sin kraft, men det lys og den glæde, der udtrykkes gennem beretningen, vil ikke alene bestå, men blive stærkere og stærkere. En ny epoke er under udvikling blandt de jordiske mennesker, i hvilken julen ikke blot vil være en fest én gang om året, men skal blive en konstant funktion i menneskenes psyke. Juleglæden vil blive til livsglæde, julegaverne til, at mennesket vil give sig selv, dvs. sin livsglæde og sin skabeevne til gavn for helheden, og julefreden vil blive til fred hele året, ikke blot mellem de forskellige nationer, men også mellem de enkelte mennesker. Der skal virkelig blive "fred på jorden og velbehag iblandt menneskene", som det er bebudet i juleevangeliet. Men for virkelig at forstå, hvad meningen er med dette gamle budskab, må man lære det at kende, som det forkyndes for de vise og ikke blot, som det har været under den gamle verdensimpuls, for de enfoldige. Mennesket må lære at forstå universets tale om julebudskabet.

Åndens lys skal komme til at stråle i materiens mørke verden

Universets tale er netop talen om "lyset i mørket". I det gamle testamente kan vi læse, at Gud sagde: "Der vorde lys". Hvad mon det er for er "lys", der er tale om? Det er ikke det fysiske lys, for senere i skabelsesberetningen tales der om, at solen og månen sættes på himmelen. Det er bevidsthedens lys, åndens lys, der skal stråle i materiens mørke verden. Og det er det, der er ved at ske gennem menneskehedens udvikling på jorden. Menneskets skabende tanke og humane evne eller evnen til næstekærlighed er lyset, som skinner i mørket, og mørket er den uvidenhedens og primitivitetens tilstand, som hører dyreriget til, men som menneskene skal udvikle sig bort fra ved at lære "at kende forskel på godt og ondt", som slangen sagde til Eva. Da skal de blive "ligesom Gud", altså de skal blive "mennesket i Guds billede". Men menneskene har endnu ikke lært i synderlig grad at kende forskel på godt og ondt, for så ville de gøre meget mere godt, end de gør. De er altså endnu ikke blevet "mennesket i Guds billede", de er stadig væk under skabelse, der er det samme som udvikling. Bevidsthedens klare lys skinner endnu kun som en lille tælleprås i mørket, som et lille julelys, men den skal blive som en funklende julestjerne, hvorigennem livsglædens, intellektualitetens og næstekærlighedens lysende og varmende vibrationer stråler ud i mørket til gavn og glæde for levende væsener.

Hvor årstiderne er meget kontrastrige på kloden, finder dens stærkeste hjernevirksomhed sted

En sådan tilstand, mener mange mennesker, vil aldrig kunne blive en realitet. "Det er blot en ønskedrøm", siger de, og så fortsætter de: "Der har altid været krig, og der vil altid blive ved med at være krig". Men hvis disse mennesker lever under vore breddegrader, og det gør mange mennesker, der siger sådan, så siger de dog ikke: "Det har altid været vinter, og det vil altid blive ved med at være vinter". Hvorfor gør de ikke det? Fordi de gennem universets tale er blevet belært om noget andet, nemlig at vinteren glider over i foråret, og at der derefter kommer sommer og efterår. De siger heller ikke: "Det har altid været nat, og det vil altid blive ved med at være nat", fordi de ved, at det bliver morgen, middag, aften. Ganske vist er der steder på kloden, hvor døgnkredsløbet og årskredsløbet ikke opleves så intenst som her, hvor vi lever. Der er næsten evig sommer eller evig vinter, [slut på side 228] og der er det ikke let for naturen at forkynde julebudskabet. Det kan ikke forkyndes, hvor der kun er mørke, eller hvor der kun er lys. Det har været nødvendigt, at der var et mørkt felt, i hvilket lyset kunne markeres i sine detaljer. Derfor er der på kloden zoner, hvor årstiderne er meget kontrastrige, og i disse zoner udfoldes ganske naturligt jordklodens stærkeste hjernevirksomhed. Der er der nemlig de største muligheder for at lære universets tale at kende i alle detaljer, dvs. at lære livets love at kende, at indrette sit liv efter dem og at udnytte dem til intellektuel skabelse. Hele den praktiske, tekniske og videnskabelige udvikling i vor tid er udsprunget fra occidentens lande, hvor menneskene i løbet af et år oplever skiftende lys og mørke og kulde og varme, hvilket betyder en udvidelse af deres horisont. Sanserne er blevet bearbejdet af naturen i mange variationer, og der er opstået forestillinger om tid og rum og andre dimensioner, tænkeevnen og skabeevnen er kommet til udfoldelse for at beherske naturkræfterne og gøre sig jorden underdanig.

Julebudskabet

Dette er ikke noget, menneskene er kommet sovende til. Det er sket gennem overvindelse af store vanskeligheder, hvorved der er vundet erfaringer og viden. Det er åndens lys, der er begyndt at forme materien ikke blot gennem naturkræfterne, men også gennem det jordiske menneskes skabende bevidsthed. Åndens lys overvinder mørket eller uvidenheden. Men det er jo det samme princip, som udfolder sig i den fysiske verden efter vintersolhverv, hvor lyset eller varmen lidt efter lidt overvinder mørket og kulden og skaber forår og sommer. Også efter det mentale vintermørke, som menneskeheden i øjeblikket oplever, vil der komme en vår, også et mentalt vintersolhverv vil forvandle livet på jordkloden. Ligesom der i naturen måtte skabes mørke, for at lyset kunne markeres og opleves, måtte der hos jordmenneskene skabes mentalt mørke, hvori åndens lys kunne stråle og funkle. Vi passerer vintersolhverv i et stort kosmisk årskredsløb. Julebudskabet fortæller os, at hele dette mørke er en foranstaltning, der må til, og som er til gavn for menneskene, fordi vi netop gennem det mørke sceneri kan få udsigt til kontrasten dertil, til lysets verden. Det ville naturligvis tilsyneladende have været mere behageligt, hvis menneskene blot skulle leve i et evigt lys og i en evig varme og ikke skulle bekymre sig om det daglige brød, men frit kunne nyde naturens frugter. Men mennesket ville da dø af lys og kedsomhed. Lyset ville blive til det dræbende princip i stedet for det livgivende princip. Livsoplevelsesevnen ville degenerere på grund af manglende kontraster eller detaljer, da ville menneskene virkelig kunne "dø døden". Men det var jo netop det, slangen i paradiset sagde til Eva, at de ikke skulle, men derimod skulle "eders øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende forskel på godt og ondt". "Slangen" eller "djævelen" er udtryk for et kosmisk eller universelt princip og ikke for et væsen, som er Guds jævnbyrdige modstander. Mørket er den jordbund, hvori lyset kan spire og vokse, hvori bevidstheden kan fødes, og fortællingen om kristusbarnets fødsel er ikke blot en beretning om, at Jesus fra Nazareth fødtes i Bethlehem for så og så lang tid siden, men også et symbol på, at "mennesket i Guds billede" udvikles fra dyrerigets mørke instinktverden og forvandles til et væsen, som er indviet i livets love og skaber en verden af strålende intellektualitet og kærlighed omkring sig.

Universets juletale er, at lyset tændes i mørket

Der findes ikke noget mørke, som ikke er [slut på side 229] beregnet på at være baggrund for et strålende lys. Hvert levende væsens "Getsemane" eksisterer udelukkende for at være et "mørkekammer", hvori noget lyst og guddommeligt skal åbenbares. Naturligvis er teknik og fysisk videnskab ikke nok, når der skal skabes en fredens verden på jorden. De er resultater af, at mennesket inden for et vist område har overvundet mørket med tankens lys. Men teknik og videnskab bruges også i krigens tjeneste og skaber derved endnu mere mørke og lidelse blandt mennesker. Længslen efter fred bliver derved endnu stærkere, og det er den eneste vej til freden. De jordiske mennesker har efterhånden en baggrund af had, fjendskab, forfølgelser, drab, lemlæstelser, tortur og mange andre af de store kriges virkninger, og de har fra hverdagens krige mand og mand imellem en baggrund af intriger, sladder, misundelse, vrede og bitterhed m.m. På denne mørke baggrund tændes julens stjerne i menneskets sind, og det er stadig væk det gamle budskab, som lød til hyrderne julenat, men det er i en ny form, som passer til nutidens tænkende mennesker, som ikke kan suggereres til blind tro på religiøse dogmer. "Englenes sang" bliver til "universets juletale", og denne juletale er en uafbrudt gentagelse i mange variationer af, at lyset tændes i mørket.

En åndelig julestjerne, en kosmisk impuls rammer jordkloden

Den største energikilde indenfor vort domæne i universet, solen, viser os, at den kun eksisterer for at sende julegaver ud til alt og alle ganske betingelsesløst og uselvisk. Den kender ikke forskel på gode og onde eller retfærdige og uretfærdige, men stråler sin energi ud til alle. Den giver lys og kraft og varme, og hvis den ikke gjorde det, ville vor jord blive kold og øde. At der findes nætter og vinterperioder, hvor lyset og varmen føles mindre, er ikke solens skyld, men en virkning af jordens og dermed vort forhold til solen. Solen er en fysisk julestjerne i vort lille område af universet. Men der findes også en åndelig julestjerne, en kosmisk impuls, som rammer jordkloden med sine livgivende stråler og bølger. Også denne åndelige sol kaster sit lys over menneskene. Den har tidligere gjort det gennem alle religionerne, gennem kunsten og videnskaben, og den gør det nu også gennem åndsvidenskaben. Det er ikke alle mennesker, som endnu er modne til at modtage denne nye impuls, nogle befinder sig mentalt set så langt inde i nattens eller vinterens mørkezone, at lyset fra denne kosmiske sol eller julestjerne endnu ikke kan nå derind. Men ligesom det er et spørgsmål om tid, hvornår den fysiske sol får mørket til at vige, er det også blot et spørgsmål om tid, hvornår strålerne fra den nye verdensimpuls trænger længere og længere ind i flere og flere menneskers mentale vintermørke. Mange søgende mennesker er allerede begyndt at fornemme dette lys i bevidstheden, ikke en ny tro eller religion, men en erkendelse af universets evige love og principper. Hvor denne erkendes virkelig rodfæstet i bevidstheden, vil alle former for had og bitterhed og utilfredshed med andre mennesker forsvinde lidt efter lidt, en virkelig juleglæde vil vokse frem i sindet, en glæde, som aldrig kan tages fra en. Man ved da, at ingen skyer er så tætte, at de ikke kan skilles, så lysets stråler bryder igennem mørket, og man begynder at forstå, at julen ikke blot skal holdes den 24. december, men skal strækkes ud over hele året. Da er man med i den "engleskare", hvorigennem universets juletale lyder, da giver man sig selv, og det er den største julegave.

Fra et foredrag på Martinus Institut
søndag den 18. december 1949.
Bearbejdet af Mogens Møller.