Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Hvad betyder døden?

 

af Martinus

 

Frygten for døden er en ufærdig side ved den jordmenneskelige mentalitet

En almengældende foreteelse i den jordmenneskelige mentalitet er frygten for døden. Næsten alle mennesker er bange for at dø. For mange mennesker grænser denne frygt til et næsten permanent, frygteligt mareridt. De lever i en evig rædsel for den. Men hvorfor? Hvorfor er mennesket så bange for døden? Det er det, fordi det endnu ikke er færdigskabt fra naturens hånd. Dette, at være i besiddelse af frygt for døden, er en ufærdig side ved den jordmenneskelige mentalitet på samme måde som dette, at kunne føle had, vrede eller bitterhed imod sin næste. Og på samme måde, som mennesket en dag vil have overvundet evnen til at føle had imod nogen eller noget, vil det også en dag have overvundet enhver form for dødsfrygt. Det er ikke livets mening, at mennesket skal blive ved med at leve i frygt. Intet menneske kan blive totalt lykkelig, så længe det frygter noget.

Selvmorderens og det ulykkelige menneskes oplevelse af den åndelige verdens første sfære

"Mennesket i Guds billede" eller det færdigudviklede menneske er ikke et væsen, der er bange for at dø. Her vil man måske hævde, at selvmordere f.eks. ikke synes at være bange for døden. Men dette er ikke rigtigt. En selvmorder er et menneske, der er kommet så meget i konflikt med livet, at dette er blevet til et uudholdeligt onde. Da et sådant menneske ikke kender til, hvad det vil sige at dø, tror det, at den er ensbetydende med total udslettelse. Det betragter derfor døden som et mindre onde end at blive ved med at leve. Derfor begår det selvmord. Men her vil det så opdage, at det, det troede at blive befriet for, det som det troede at kunne dræbe eller udslette, nemlig alle de ulykkelige tanker, der fik det til at begå selvmordet, [slut på side 23] er lige levende, lige smertefulde. Det opdager meget hurtigt efter selvmordet, at det stadigt befinder sig i den ulykkelige tilstand, som det befandt sig i, før det begik selvmordet, ja, at denne tilstand nu er yderligere forværret derigennem, at der i den livssfære, hvor det selv har bragt sig, ikke findes nogen som helst oplivende momenter. Her eksisterer alt som mentalt mørke i renkultur. En selvmorder er efter døden kun i stand til at kontakte mennesker, der er på samme åndelige bølgelængde, som han selv. Han vil kun være i stand til at opleve en verden, hvis beboere alle er præget af et kulminerende mentalt sortsyn. Da han ikke mere er i besiddelse af fysiske sanser, idet han jo har ombragt sit fysiske legeme, er han afskåret fra at kunne opleve de lysets impulser, han ellers kunne have fået fra den fysiske verden. I den verden, han nu har betrådt, findes der ingen blå himmel, intet behageligt lysende og varmende solskin, ingen skøn blomsterverden og ingen glade mennesker. Der findes med andre ord ingen af de oplivende eller stimulerende oplevelser, han i den fysiske verden havde mulighed for at kontakte. Disse foreteelser befinder sig alle på langt højere eller finere bølgelængder end de, han nu er i stand til at opleve. Han kan derfor nu kun sanse eller opleve livet gennem den bølgelængde, den triste sansemæssige tilstand, selvmordet har bragt ham i. Da denne tilstand er endnu mere mørk end den, han ved sin handling forsøgte at flygte fra, bliver han hurtigt endnu mere ulykkelig. Men med denne forstærkede ulykkes følelse åbner der sig en i ham eksisterende, automatisk funktion, nemlig evnen til at råbe på Gud om hjælp. Gennem dette råb, denne bøn, udløser han kræfter eller vibrationer, der er i stand til at hidkalde hjælp. Kærlige væsener, de såkaldte "skytsengle", træder ind i hans mørke tilstand og befrier ham gennem deres kærlige vejledning for de bevidsthedslag i hans psyke, der førte ham til selvmordet. Efter at disse mørke bevidsthedslag er bortsuggereret fra hans sind, har han nu kun evnen tilbage til at tænke og opleve lys. Han vil derefter indgå i de åndelige tilværelsesplaners normale liv. Han kan her slet ikke erindre noget som helst om sin før så ulykkelige tilstand. Først når han igennem reinkarnationen vender tilbage til den fysiske verden og her når den alder, hvor han i sit foregående liv begik selvmordet, vil han på ny befinde sig i samme situation og må så her tage kampen op imod de mørke bevidsthedstendenser.

De mørke skæbneudløsninger kan således ikke udløses på det åndelige plan. På det åndelige plan kan kun lyset udløses. Andre mennesker, der lever i en lignende mørk skæbnetilstand her på jorden, vil ligeledes efter døden blive befriet fra deres lidelser, ved at evnen til at opleve smerte bliver fjernet fra deres psyke, således at de så hurtigt, det kan lade sig gøre, kun kan sanse eller opleve lysets bølgelængder eller vibrationer.

Mellem to inkarnationer kommer ethvert levende væsen i den første sfære til at opleve en idealtilværelse

Imidlertid er det jo ikke alle mennesker, der lever i vor verden, der er ulykkelige. Mennesker, der her befinder sig i en normal, sund og lykkelig tilstand, vil også være i denne tilstand, når de gennem døden er blevet befriet for deres fysiske legeme. For dem former den første tid efter døden sig som en fortsættelse af deres jordiske lykke. De møder her venner og bekendte, som er døde før dem, og kommer foreløbig til at opleve den tilværelse, som de hver især har indlevet sig i som en idealtilværelse. De oplever således her lyset indtil den grad eller højde, de på jorden havde vænnet sig til at kunne tåle at opleve [slut på side 24] og udfolde overfor deres omgivelser, ligesom de naturligvis kommer til at arbejde med det, der er deres livs højeste interessesfære. På denne måde får ethvert levende væsen et paradis at gennemgå, før det igen fødes tilbage til den fysiske verden og der, igennem både mørke og lyse skæbneoplevelser, udvikles frem til at blive det færdige eller fuldkomne menneske i Guds billede. Indianeren får således efter døden sine "evige jagtmarker", og det kunstnerisk indstillede menneske kommer til en verden, hvor det får sine ønskedrømme opfyldt. Videnskabsmanden kommer til at leve i en videnskabelig sfære, hvor han får løsninger på de spørgsmål, han brændende er interesseret i, og det troende menneske oplever at se sin tro materialiseret i lysende paradistilstande. Men ikke alene menneskene oplever at møde den åndelige verdens lys, afpasset efter den grad af åndelig udvikling, de er nået frem til. Også dyrene oplever efter døden deres eget, individuelle paradis, analogt med deres fysiske livsoplevelse. Mennesker såvel som dyr har således hver deres individuelle paradis imellem de fysiske liv. For alle levende væsener, der endnu ikke er blevet udviklet til virkelig humanitet eller næstekærlighed, gælder det, at alle får deres paradisoplevelse i den åndelige verdens første sfære, hvor også den tilstand, vi kender under navn af "skærsilden", hører hjemme. De går derfor mere eller mindre latent igennem den virkelige åndelige verdens højere sfærer.

Når det jordiske menneske har fået kosmisk bevidsthed, kan det ikke mere komme på bølgelængde med lavere tilværelsesplaner

Den åndelige verdens højere sfærer kan kun opleves i forhold til det enkelte menneskes sande kærlighedsevne. I samme grad, som det her lever for at tjene sin næste med lyst og glæde og ved sin væremåde sprede lys og lykke omkring sig, i samme grad får det evne til efter døden at opleve livets højeste verdener. Og i samme grad, som det udvikler sig i kunsten at elske sin næste som sig selv, befries det fra at skulle vende tilbage til det fysiske plan, ja, kan i virkeligheden slet ikke komme på bølgelængde med lavere tilværelsesplaner. Når denne tilstand er indtrådt, har det jordiske menneske fået kosmisk bevidsthed og vil derefter fortsætte en millionårig livsoplevelse i tilværelsens højeste mentale lysregioner. Men de evner, som i sig selv udgør betingelsen for dets i sandhed sollyse liv i de høje åndelige verdener, er jo skabte foreteelser. Og skabte foreteelser er forgængelige. Derfor må de evner, ved hvilke det levende væsen oplever tilværelsens højeste lys, en gang degenerere, hvorefter det på ny synker ned i uvidenhedens sfærer og oplever at genfødes i en fysisk verden, for her atter at få sine evner til at opleve mentalt lys fornyet. Mørket og de fysiske jordliv er således kun til for at forny de levende væseners evner til at opleve livets højeste lystilstand. Det er denne evige fornyelsesproces, der er hemmeligheden bag al reinkarnation og genfødelse.

Hvis man fjerner udødeligheden fra de levende væseners fysiske liv, vil der ikke kunne eksistere nogen form for retfærdighed

Måske vil en og anden eventuelt spørge, hvordan man kan vide, at min fremstilling af disse åndelige problemer er rigtig, er sandhed. På det fysiske plan synes jo alting at være dødeligt. Vi ser her, hvorledes planter, dyr og mennesker fødes og dør. Vi ser dyrs og menneskers legemer blive til lig, der går i opløsning og forsvinder. Vi ser det grønne løv gulne, visne og falde til jorden. Disse oplevelser har bevirket, at menneskene i virkeligheden er kommet til at [slut på side 25] leve på den overtro, at de er dødelige væsener, hvilket igen vil sige væsener, der engang skal forgå, skal tilintetgøres og dermed ophøre med at være eller eksistere. Og med denne overtro afskærer de sig fra at forstå det virkelige evige liv, af hvilket de selv udgør en absolut evig og udødelig del. At menneskenes opfattelse af liv og væremåde her må blive tilsvarende fejlagtig er selvfølgeligt. Hvis man fjerner udødeligheden fra de levende væseners fysiske liv, vil verdensaltet i virkeligheden være skueplads for en altomfattende, kulminerende sadisme. Der vil da ikke kunne eksistere nogen som helst form for retfærdighed. Ethvert levende væsens liv ville være oplevelsen af skrigende uretfærdighed. Opfatter man derimod fortidsmennesket som identisk med nutidsmennesket, bliver situationen hundrede procent i kontakt med livets øvrige foreteelser, ligesom loven for skæbne her kommer til at udvise den allerstørste retfærdighed. Det et væsen sår, kommer det her til at høste, og det hvad enten det er ondt eller godt.

Al materie er gennemtrængt af »noget levende«, og dette levende kan kun erkendes igennem forvandling af materie

Bortset fra dette kan det imidlertid iagttages, at døden, i den forstand menneskene opfatter den, slet ikke eksisterer. En død i absolut forstand, hvilket vil sige, at noget levende skulle kunne dø, er en total umulighed. Der findes overhovedet ikke noget som helst på det fysiske plan, som vi kan tage og føle på, der ikke på én og samme tid giver udtryk både for "noget dødt" og "noget levende". Det er dette "levende", der får væsenet til at manifestere sig, får det til at skabe, til at elske og til at hade. Det samme levende finder vi i både dyr og planter, ja endog i al mineralmaterie. At dette er tilfældet ses i kraft af den kendsgerning, at absolut ingen materiekombination kan eksistere uforanderlig. Alt hvad vi er vidne til, udgør en eneste stor forvandlingsproces. Selv en sten, ja selv den hårdeste diamant, er forvandling underkastet, selvom forvandlingen her foregår meget langsomt, målt med menneskelige mål. Dette, at en ting forvandler sig, gør det til kendsgerning, at der i tingen eksisterer en usynlig magt, i kraft af hvilken materien forvandles. Men da vi ser, at forvandlingen er logisk og udløser nyttige formål, gør denne i alting eksisterende kraft det til en kendsgerning, at den udtrykker tanker. Men da tanker kun kan udløses af bevidsthed og dermed af noget levende, bliver det således til kendsgerning, at al materie er gennemtrængt af "noget levende". Dette levende kan altså kun erkendes igennem forvandling af materie. Men det virker ikke med samme hastighed i alle ting. Medens det er meget langsomt virkende i mineralmaterie, er det meget hurtigt virkende i vegetabilsk og animalsk materie. Dette levende kan inkarnere i materien, og det kan trække sig ud af den. Når vi ser et menneske dø, sker der også her kun dette, at "det levende" i mennesket befrier sig fra den materiekombination, der udgjorde det fysiske legeme. Tilbage i dette legeme er der stadigt noget levende, men det er så mikroskopisk, at det ikke er i stand til at håndtere legemet. Det kommer derved til at ligge stille og ubevægeligt, og vi kalder det da "et lig". Men dette, at liget går i opløsning, viser, at der stadigt er noget levende i liget. Men dette levende er ikke identisk med det levende, der benyttede organismen som livsoplevelsesinstrument. Dette levende derimod udgjorde bevidstheden eller det i organismen skjulte væsen. Det er dette skjulte, levende væsen, der i virkeligheden udgør det udødelige væsen i væsenet. Det levende væsen er således hævet over døden. Det kan ikke dø. Det kan gøre [slut på side 26] sig fri af den fysiske materie, men denne frigørelse betyder ikke nogen virkelig eller absolut død.

Fødsel og død er skabte realiteter, er forvandlingsprocesser

Det vi oplever ved døden, er således ikke en virkelig død, men derimod det, at det levende væsen i væsenet nu gør sig fri af den fysiske materiekombination, vi kalder "organismen". Det levende bliver således ved med at være levende, medens materien vedbliver at være materie. Enhver død udtrykker således på én og samme tid både en død og en fødsel. Der eksisterer ingen død, uden at den samtidigt udgør en fødsel, og ingen fødsel uden at den samtidigt udgør en død. Fødsel og død er skabte realiteter, udgør forvandlingsprocesser, ved hjælp af hvilke det levende væsen enten iklæder sig materie eller frigør sig for den.

Det levende væsen eksisterer i en stråleformig organisme, der ikke kan iagttages med fysiske sanser

Hvad er det levende væsen da selv? Det levende væsen repræsenterer en anden form for materie end den rent fysiske. Det eksisterer i en stråleformig organisme, i vibrationer eller bølgelængder, der ikke kan iagttages med fysiske sanser. Det er dette forhold, der udgør årsagen til, at det almindelige jordiske menneske endnu ikke kender sin egen højere, åndelige natur. Det tror, at dets fysiske legeme er identisk med det selv. Det mener derfor, at dets liv står og falder med dets fysiske legeme. Det ved endnu ikke, at dets virkelige legemer, dets kosmiske struktur, er af elektrisk natur og kun forbundet med det fysiske legeme i kraft af et hjerne- og nervesystem, og at det som følge heraf altid overlever den fysiske organismes undergang.

Der er intet helvede efter døden udover det, ens egen dårlige samvittighed skaber

Men tænk hvor guddommeligt dette forhold er. Ser vi ikke overalt, hvor ulykkeligt livet ville være, om vi evigt skulle forblive her i søndrede, lemlæstede eller opslidte legemer? Hvilket menneske ville kunne udholde et evigt liv i en af sygdom nedbrudt organisme, og hvilket formål ville denne sygdom have, om den ikke efterlod erfaring til senere brug i den åndelige eller stråleformige organisme? Som det nu er, har livet sat en grænse for enhver lidelse. Og om man var i stand til at se, hvor skøn den befrielsesproces, vi kalder "døden", i virkeligheden er, ville ingen, absolut ingen nogen sinde frygte den. Gennem den stråleformige materies evne til at frigøre sig for den fysiske materie, oplever den håbløst syge en dag at vågne op, befriet for enhver smerte. Og mere end det. Omgivet af et strålende lys ser han venner og bekendte strømme til og byde ham velkommen og ønske ham hjertelig til lykke med det overståede smertefulde fysiske liv. Kommer døden som noget naturligt, som noget man ikke selv bevidst har befordret, udgør den altid en vidunderlig fest, en oplevelse så skøn, at der ikke findes nogen tilsvarende her på det fysiske plan. Mørket, lidelsen eller smerten hører udelukkende vor verden til. Det er sandt, at mennesker med en meget mørk mentalitet, mennesker som bevidst har forvoldt andre smerte eller sorg, umiddelbart før eller efter den fysiske død oplever en kortere skærsildsperiode, men den er som jeg allerede har fortalt udelukkende til for at gøre dem så ulykkelige, at de råber til Gud om hjælp. Så snart dette råb er udløst, og det vil altid komme, fordi der i ethvert levende væsen findes et automatisk virkende kosmisk kontaktorgan, der nok kan bringes ned til en meget svag funktion, men aldrig [slut på side 27, start på side 33] udslettes, begynder den virkelige lyse åndelige verden at åbne sig. Der er intet helvede efter døden udover det, ens egen dårlige samvittighed skaber omkring en, og selv denne dårlige samvittighed bliver hurtigt, som man vil forstå, til velsignelse for en. Så snart den skærsildsoplevelse, et menneskes dårlige samvittighed har frembragt, er overstået, er den åndelige verden kun lys, strålende lys og en kærlighed så skøn, at intet menneskeligt udtryk kan beskrive den. Det vi kalder mørke, lidelse, smerte og sorg, hører således kun til i vor verden, hvor det tjener til at udvikle og fuldkommengøre den menneskelige sjæl. Grænsen for dette mørke er døden, og hinsides den eksisterer der kun lys. At vide dette er ensbetydende med at være befriet for enhver form for dødsfrygt, ja enhver form for livsangst. Som det nu er, frygter mennesket døden, fordi det intet ved om dens virkelige natur som porten ind til en verden af altovervældende lys og kærlighed, ja som selve opfyldelsen af al den skønhed, det ofte her drømmer om at opleve.

Døden er en fødsel til lysets riger

Som man vil forstå, er der intet som helst at frygte af døden, der i sin virkelige natur er en fødsel til de lysets riger, mennesket ved sin åndelige søgen higer imod. Døden afbryder ikke kontakten med vore kære her, og den bringer os ikke bort fra noget af det, vi med vort hjerte føler os knyttet til. I sin inderste natur er døden kun lys, thi igennem den opstår det jordiske menneske på ny i de høje, rene åndelige verdener. En rejse gennem smertens, lidelsens og sorgens regioner er med den fuldbyrdet, og gudesønnen med dens indtræden vendt tilbage til sin evige Faders lyse boliger.

Fra et foredrag i Klint
fredag den 1. august 1958.
Bearbejdet af Erik Gerner Larsson.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.