Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Retfærdighed, behagelighed og kærlighed

 

af Martinus

 

Jordmenneskets misforståelse af begrebet kærlighed

Det mest ufærdige begreb i det jordmenneskelige sind er begrebet kærlighed. Hvis ikke det var således, ville verden i dag se helt anderledes ud, end den gør. Hvad er da den virkelige eller absolutte kærlighed? Kærlighed er en udstråling af energi, der er til nytte og gavn for alle levende væsener. Men dette, at den er til nytte eller gavn for alle levende væsener, er ikke ensbetydende med, at den er til glæde for alle levende væsener. At noget er til nytte eller gavn behøver ikke at betyde, at det absolut fornemmes som behageligt i det øjeblik, det sker. Kærlighed kan fornemmes som noget, der i højeste grad er ubehageligt, og her er vi ved kilden eller årsagen til jordmenneskenes misforståelse af begrebet kærlighed.

Kærlighed opleves ikke altid som noget behageligt

Når kærlighed eller noget, der er til nytte og gavn for de levende væsener, fornemmes som ubehageligt, hvordan kan man da vide, at det er kærlighed? For mange mennesker er det meget svært at forstå, idet de direkte forbinder begreberne kærlighed og behagelighed og mener, at alt det ubehagelige, de oplever, både er ukærligt og uretfærdigt. De kan måske godt se, at noget ubehageligt, som et andet menneske oplever, er retfærdigt. "Det har han rigtig godt af", siger man. "Han kunne have ladet være med at opføre sig, som han gjorde". Men kan de samme mennesker også sige sådan, når det er dem selv, det går ud over? Som regel ikke. Og kan de det, vil de til nød kunne se, at det var retfærdigt, at de fik den eller den ubehagelige oplevelse, men at det var kærligt, det har de allerfleste i øjebliket svært ved at forstå, fordi de ikke kan se livet i et tilstrækkeligt stort perspektiv. [slut på side 43]

At Jesu position og magt var nyttig for verden og menneskeheden, kunne hans forfølgere ikke forstå

De jordiske mennesker har i fortiden dannet sig moralbegreber, der er baseret på forfølgelse af ting, der i virkeligheden var livsvigtige, men som de mente var uretfærdige og dermed ukærlige, blot fordi de var ubehagelige. Var ikke forfølgelsen og henrettelsen af Kristus baseret på, at ypperstepræsterne, farisæerne og de skriftkloge mente, at hans fremtræden og væremåde var en underminering af alt det, der for dem var behageligt og retfærdigt, nemlig deres egen magt og position? At Jesu position og magt tiltog, var for dem højst ubehageligt og i deres øjne også uretfærdigt. At den var nyttig for verden og menneskeheden og dermed udtryk for den højeste kærlighed lå uden for deres sansefelt og fatteevne. Det forstod Kristus, og derfor kunne han sige: "Fader forlad dem, de vide ikke, hvad de gøre". De dømte udelukkende på dette, at hans fremtræden var ubehagelig for dem selv. Noget lignende er sket mange gange i senere tider, end også i Jesu navn, hvilket ikke er ensbetydende med, at det også var i Jesu ånd. Da inkvisitionen oprettedes, var den baseret på angst for, at særlige psykiske kræfter betegnet som "mørkets magter", "djævelen" og "satan" gennem såkaldte hekse, troldmænd og kættere skulle få større magt end kirken og gejstligheden. Disse formentlig hekseriudøvende mænd og kvinder var i højeste grad til ubehag for de gejstlige autoriteter, idet man troede, at de kunne underminere deres magt og position, og derfor flammede heksebålene rundt om i de kristne lande. Om de mennesker, der blev myrdet på bålet, var nyttige eller unyttige i absolut forstand, kunne de gejstlige dommere ikke have nogen viden om, men de vidste, at de var farlige for kirkens magt, derfor var de ubehagelige, og derfor var det i deres øjne retfærdigt, at de skulle henrettes. De var altså i den samme situation som de gejstlige autoriteter, der myrdede verdensgenløseren.

Korstogenes tid er endnu ikke forbi, men foregår blot på en lidt anden måde end i gamle dage

Korstogene, som vi har læst om i historien, var baseret på det samme grundlag. Det var uønsket af og ubehageligt for de kristne, at det hellige land skulle tilhøre hedningerne, skønt det vitterlig i højere grad var disse hedningers hjemstavn, end det var de kristnes. Og så ignorerede man verdensgenløserens ord om at stikke sværdet i skeden, "fordi hver den, der ombringer med sværd, selv skal omkomme ved sværd", og søgte tværtimod med sværdet at erobre det hellige land for de kristne. Man har i det hele taget i menneskehedens historie gang på gang følt sig berettiget til at dræbe og påføre andre lidelser alene ud fra det synspunkt, at deres virksomhed, ja, måske blot deres tilstedeværelse, var en trussel mod ens egen behagelighed, magt og position. Og som det var i fortiden, er det også i nutiden, selv om de moderne "korstog", "kætterbål" og "korsfæstelser" foregår på en lidt anden måde end i gamle dage.

Forretningsverdenens principper er ikke baseret på uselviskhed

Menneskene er i vor tid i allerhøjeste grad indstillet på det, der for den enkelte eller for mindre grupper af mennesker kan være behageligt. Om det så er gavnligt eller skadeligt for det øvrige samfund eller den øvrige menneskehed, er ligegyldigt. Forretningsverdenens principper er baseret på idealet "den størst mulige gevinst eller fortjeneste". Ganske vist skulle man jo tro, når man læser reklamer, at menneskenes liv blev langt lykkeligere, når de bruger de forskellige produkter, der reklameres for, [slut på side 44] og at forretningsfolkene kun er indstillet på at være menneskehedens velgørere, men det er ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Bag kulisserne foregår en magtkamp om fortjeneste og position, hvor man bekæmper hinanden, fordi det er ubehageligt, hvis konkurrenterne får for megen magt. Hvad der er nyttigt eller unyttigt i absolut forstand, altså for hele menneskeheden, skænker man ikke en tanke. Den yderste konsekvens af disse forhold bliver verdenskrige, hvor menneskene, idet de kæmper mod de ubehageligheder, som de mener, fjenderne påfører dem, skaber endnu større ubehageligheder for fjenderne og dermed endnu større ubehageligheder for dem selv.

I det kosmiske perspektiv findes hverken uretfærdighed eller ukærlighed

Begrebet retfærdighed går i jordmenneskenes opfattelse ud på, at den enkelte får det, som han eller hun har "fortjent". Vi kender det fra det gamle testamente udtrykt i ordene "øje for øje og tand for tand". Begreberne hævn og straf er ikke blot gammeltestamentlige begreber, men også yderst moderne. Vort samfund i dag er endnu baseret på det gamle testamentes moral og ikke på den moral, som ligger til grund for det nye testamente eller den virkelige kristendom. Hvad er da det nye testamentes moral? Det er, at man skal elske sine fjender, elske dem, der hader og forfølger en, og vende den højre kind til, hvis man bliver slået på den venstre. Det var jo det, Kristus lærte, og det var også det, han viste i praksis. Han fortalte, at Gud er kærlighed, og han vidste, at intet af det, der kan hænde et menneske, er uretfærdigt eller ukærligt, når det ses i et kosmisk perspektiv, hvilket vil sige i et perspektiv, hvor man kan sanse og opleve i evighedens synsvinkel og se tingene, begivenhederne og de levende væsener fra Guddommens udsigtspunkt. Det kan almindelige mennesker naturligvis ikke, ikke endnu, men de kan lære det. Åndsvidenskaben er en faktor i det moderne samfund, som lidt efter lidt vil lære menneskene at forstå og manifestere den virkelige og absolutte kærlighed.

Alt er baseret på årsag og virkning og derfor også på retfærdighed og kærlighed

Hvorledes står nu begreberne retfærdighed og kærlighed i forhold til hinanden? Mange mennesker hævder, at de er kontraster, at man ikke kan være retfærdig og samtidig kærlig, fordi kærligheden udelukker retfærdighed og omvendt. Men det er ikke rigtigt, hvis man skal se på kærlighed og retfærdighed i et kosmisk perspektiv. Kosmisk set er den højeste kærlighed og den højeste retfærdighed et og det samme. At et menneske høster, som det har sået, er ikke blot retfærdigt, det er også kærligt, selvom det kan være ubehageligt. Det er nemlig denne høst, der giver erfaringer, viden og forståelse. Erfaringer, viden og forståelse medfører en ny måde at tænke og handle på, en livsforvandling eller udvikling. Alle de ubehageligheder, menneskene oplever, er ikke tegn på, at livet er uretfærdigt og ukærligt, og det er ikke hævn eller straf, men årsag og virkning. Det kan menneskene ikke forstå, så længe de ikke kan forstå den guddommelige verdensplan. Så længe deres mentale struktur er baseret på princippet "selviskhed", vil de opfatte alt i forhold til, som det virker behageligt eller ubehageligt over for dem selv. Det behagelige kalder de "godt", og det ubehagelige kalder de "ondt". Det er dyrerigets mentale struktur, og det er samtidig en meget væsentlig del af det jordiske menneskes psyke. Det er denne selviske bedømmelse af tingene, der bragte Kristus på korset, den er roden til hele den "dommedagsepoke", menneskeheden oplever. Men hvad er det, der "dømmes til [slut på side 45] undergang" i denne dommedagsepoke? Det er hverken menneskene eller jorden, det er den mentalitet, der opfatter selviske behageligheder som livets primære faktor, der er dømt til undergang. Der findes en vej ud af denne "dommedagstilstand" eller "helvede", og det er kærligheden.

Det store slutfacit på livets mysterium: Alt er såre godt

De kosmiske analyser bliver udelukkende skabt for at vise menneskene, at alt er såre godt. Det er det store slutfacit, den egentlige løsning på livets mysterium. De udregninger, som fører til dette facit, giver åndsvidenskaben på en sådan måde, at den udviklede åndsforsker kan se, hvorledes det passer ind i hans eller hendes egen skæbne og livsoplevelse. Det er blevet gentaget og gentaget for menneskene: "Du skal elske Gud over alle ting og din næste som dig selv". "Du skal vende den højre kind til, når du bliver slået på den venstre". "Den, der ombringer med sværd, skal selv omkomme ved sværd". "Hævner eder ikke, I elskelige, jeg vil betale, siger den herre Zebaoth". "Det, I vil, andre skal gøre mod eder, det skal I gøre imod dem". Men har menneskene forstået disse facitter? Det har de ikke, så ville livet på jorden være anderledes, end det er i dag. De har kunnet føle, at der måtte være noget rigtigt i det, men ikke kunnet handle efter det. Så skabte man dogmer, efter hvilke det ikke var det vigtigste at leve efter disse principper, blot man troede på dem, og specielt troede på, at Kristus med sin død på korset havde forsonet den gamle retfærdige, hævnende gud. Man "kom ny vin på gamle læderflasker", idet man pressede Kristi lære om kærlighed ind i et dogmesystem af forsoning og nåde, som i virkeligheden hører hjemme i de gamle ofringsreligioner. Men det var naturligt, at det skete. Menneskeheden var endnu ikke moden til at fostå kærligheden. Gennem Kristus var den dog vist for åbent tæppe. Det var demonstreret, at det var muligt at hænge på et kors og tilgive og i kærlighed bede for de mennesker, man efter en almindelig jordmenneskelig tankegang ville kalde "fjender". I dag er "de gamle læderflasker" ved at sprænges, flere og flere mennesker kan ikke inspireres af dogmatik, men ønsker at forstå, ønsker at kende udregningerne til de livsfacitter, som de føler må være rigtige.

Kun den åndelige videnskab kan lære menneskene noget om retfærdighed og kærlighed

Den fysiske videnskab, som gennem mål, vægt og fysiske beregninger har lært mennesket så meget om årsag og virkning og kredsløb, når det gælder fysisk materie, kan ikke lære menneskene noget om retfærdighed og kærlighed eller andre åndelige realiteter. Det kan kun en åndelig videnskab. Den fysiske videnskab og den tekniske udvikling kan være med til at gøre livet behageligere for menneskene på mange områder. Men så længe disse behageligheder er forbeholdt visse grupper af mennesker og ikke er baseret på at være til gavn og glæde for hele menneskeheden, er de ikke baseret på kærlighed, men på selviskhed. Videnskaben og teknikken bruges også lige så godt i krigens som i fredens tjeneste, bruges til at udrydde grupper af væsener, som man mener er til gene og ubehag for den gruppe, man selv tilhører. Den moderne krig er i allerhøjeste grad baseret på teknik og videnskab, på kendskab til stoffernes reaktion i den fysiske verden. Men hvad med freden, som menneskene længes efter i en sådan grad, at de siger, at de kæmper for freden? Den virkelige og totale fred må også baseres på videnskab. Ikke en videnskab om fysisk materie, men en videnskab om de åndelige eller psykiske materier, som er [slut på side 46] årsag til den fysiske materies svingninger, vibrationer og kredsløb. En sådan videnskab bliver også en videnskab om retfærdighed og kærlighed. En sådan videnskab vil ikke stå i modsætning til religionen, men tværtimod vise ind til religionens kærne af sandhed bag alle dogmerne.

Mennesket har altid to muligheder: at være redskab for det ubehagelig gode eller for det behagelige gode

Når nu det store slutfacit, som den søgende forsker kan nå frem til ved et grundigt studium af den åndelige videnskab, er, at alt er såre godt, må man jo der ud fra også slutte, at krigene, kætterbålene, religionsstridighederne og menneskenes selviske ønsker om at opnå behageligheder, selvom det må ske på andre menneskers bekostning, er såre godt. Det er det også. Intet af alt dette kan undværes i den store verdensplan, men det skal ikke vedblive at være sådan. Det er såre godt, at menneskene gennem loven for årsag og virkning eller sæd og høst kan lære at gøre det mod andre, som de gerne vil, at andre skal gøre imod dem. Og det er såre godt, at menneskene efterhånden vil blive i stand til at lære, at de altid har to muligheder: at være redskab for det ubehagelige gode, eller at være redskab for det behagelige gode. Ud fra dette valg sår de samtidig den sæd, de i fremtiden kommer til at høste. Den gamle udtalelse fra Bibelen: "Hævner eder ikke, I elskelige, jeg vil betale, siger den herre Zebaoth", er en kosmisk kemisk formel, og forklaringen er, at det ikke er det enkelte menneskes opgave selv at sørge for, at "han, der har gjort sådan mod mig" og "hun, der har sagt sådan og sådan" får, hvad de har fortjent "og har rigtig godt af". Ifølge verdensplanen kan de ikke undgå engang at høste, hvad de har sået, ligesom man selv ikke kunne det. Guddommen har redskaber nok, der netop står på det udviklingstrin, som passer til at udløse en sådan skæbnebølge. Men det menneske, som er begyndt at komme på bølgelængde med universets kærlighed, vil mere og mere vælge at blive brugt som redskab til at fjerne "helvede", krig, lidelse, nød og elendighed på jorden ved med sin levevis at stråle ligesom solen både på "retfærdige" og "uretfærdige". Et sådant menneske er et af Guddommens redskaber til at skabe fred på jorden, fordi det med sin dagsbevidsthed er indstillet på at være til gavn for helheden, både med sin følelse, sin intelligens, sin intuition og sin praktiske væremåde.

Fra et foredrag på Martinus Institut
søndag den 1. december 1946.
Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.