Ældre årgange af Kosmos mv.

 

Kristi mission

 

Hvad var det, der var Kristi verdensmission, når det ikke var "syndernes forladelse", han skulle beskrive?

 

Kristus har med sin fysiske væremåde og sin opfattelse af livet demonstreret en kærlighed, etik og moral og dermed en psyke, der for ethvert åndeligt modent eller udviklet menneske må kompromittere selve det af Moses og profeterne forkyndte gudsbegreb. Den tidligere opfattelse af den ene gud gik jo ud på, at denne guddom var en vredens og hævnens gud, der straffede med et evigt helvede, hvilket igen vil sige, en evig fortabelse eller prisgivelse af en evig pine. Ja, han straffede endog fædrenes synder på børnene, ligesom han ligefrem, skønt han doceres som almægtig, lod ethvert væsen fødes med en såkaldt "arvesynd". Det måtte således på forhånd fra selve guddommens side være prædestineret til at blive fortabt. Og da det yderligere hedder, at det kun er en lille skare, der undgår fortabelsen, medens hele den øvrige store flok af væsenerne havner på den brede vej, der går lige ind i den evige pine, den gloende ild, hvor der er gråd og tænders gnidsel, må det jo være denne foreteelse, der mest behager den almægtige skaber. Det hedder sig jo, at han er alvidende, alkærlig og almægtig. Når han er alvidende, ved han i forvejen besked med, hvilke af de væsener, han er i færd med at skabe, der vil havne i helvede og således udelukkende kun bliver skabt til en evig uophørlig pine. Da disse fortabte væsener aldrig nogen sinde vil blive befriet af denne pine, kan denne tortering altså ikke betyde noget som helst godt formål, nogen forbedring eller omvendelse til lykke og salighed for disse ulykkelige væsener selv. Kun pine og atter pine. Men en guddom, hvis største skabelsesresultat eller manifestation er en frembringelse af væsener direkte skabt til en evig lidelse, må jo finde behag i denne frembringelse. Til hvilken nytte ellers denne tortering? – De fortabte væsener selv kan jo aldrig nogen sinde få glæde af det, da de evigt er fordømte til denne pine. Da guddommen [slut på side 76] er alvidende, vidste han på forhånd, hvilke væsener der ville havne i helvede. Og da han er almægtig, kunne han have ladet være med at skabe netop disse væsener, for hvem der kun ventede en evig pine. Da han ikke desto mindre netop skaber disse væsener i overflod, bliver de ikke noget synligt udtryk for hans alkærlighed. Derimod bliver de logiske konsekvenser af den overleverede, og endnu i dag af de kristne kirkelige autoriteter docerede guddom, et væsen, der finder behag i tortering af de levende væsener, altså et væsen, der kulminerer i sadisme. Men en guddom, der er sadist og benytter sin almægtighed til at skabe væsener til en evig pine i et helvede, er ikke en gud eller guddom, men en djævel i renkultur. At denne obskure guddomsopfattelse før eller senere uundgåeligt måtte blive kompromitteret eller afsløret, alt efter intellektualitetens vækst eller udvikling turde være selvfølgeligt. Dog må man her undskylde de kirkelige autoriteter eller dette gudebilledes profeter, præster og ypperstepræster, thi der foreligger ikke fra deres side noget i retning af bevidst bedrageri eller vildførelse af menneskene med hensyn til deres forkyndelse af ovennævnte guddomsbillede. De er alle i god tro og arbejder netop mere i kraft af denne tro end i kraft af intellektualitet, når det drejer sig om religiøse følelser. De oplever guddomsbilledet i kraft af en af instinkt og følelse grov udformet og for deres religiøse trin tilpasset form. Da de endnu ikke oplever guddomsbilledet i kraft af intellektuel fintænkning, ser de ikke de kompromitterende og afslørende intellektuelle detaljer i deres forkyndelse, der viser, at deres guddomsbillede er et afgudsbillede. Denne deres guddomsbilledes konfrontation med højintellektualiteten har de ikke brug for, før stærke og bitre erfaringer har bragt dem til at tvivle. Det var menneskehedens befrielse fra dette sadistiske og al gudstillid opløsende afgudsbillede, der blev Jesu Kristi verdensmission.

At Kristus er blevet verdensgenløser skyldes således absolut ikke i nogen som helst retning dette, at han skulle have påtaget sig at lade sig korsfæste eller straffe for menneskenes synder og i særdeleshed ikke, da der ifølge kosmiske analyser hverken findes nogen vred gud, synd eller straf. Han blev derimod verdensgenløser i kraft af den store visdommens og kærlighedens ånd, han i enhver situation manifesterede, navnlig hans tilgivelse af sine fjender og bødler. Hos ham eksisterede hævngerrigheden eller straffelysten ikke. Det var et for længst tilbagelagt stadium. Hans bevidsthed eller psyke var derfor af en alttilgivende og altforstående natur og dermed i en allerhøjeste kontakt med den virkelige alkærlighedens guddom. Overfor et så elskeligt og kærligt væsen i kød og blod måtte den vrede og hadende gudementalitet blive kompromitteret. Overfor enhver, der virkeligt mødte og forstod verdensgenløseren, måtte det overleverede uhyrlige gudsbegreb blegne, forvitre eller synke i grus. Når et menneske i kød og blod kunne være af en så strålende kærlighed og mental renhed og dermed så blottet for vredens eller hadets tendenser som Kristus, måtte det væsen, som han kaldte sin himmelske fader, og som han følte sig eet med, ingenlunde være af en lavere standard. Kristi liv blev derfor udtryk for, hvorledes det færdige menneske handler kærligt i alle for et jordmenneske forekommende situationer. Han blev derved model for den for alle jordmennesker kommende fuldkomne væremåde. Han kendte livslovene og kunne holde dem. Ved at vandre i hans mentale fodspor føres man til den store fødsel eller kosmisk indvielse, hvilket igen vil sige til kosmisk bevidsthed eller den såkaldte "hellige ånd" og den heraf følgende mentale suverænitet. I kraft af [slut på side 77] sin guddommelige eller fuldkomne væremådes fylde som model for jordmenneskets nuværende udvikling af mentalitet og væremåde blev Kristus verdensgenløser. Og i tilegnelsen af denne væremåde vil ethvert jordmenneske blive befriet af mørket og uvidenhedens mørke sfærer, opleve sin egen udødelighed, mentale suverænitet og væren eet med den evige Fader. Kristus kunne derfor med rette sige: "Jeg er opstandelsen og livet, hver den, som tror på mig, skal leve, om han endog dør".

Fra korrespondanceafdelingen 1950.
Brev nr. 13.