Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Samvittighed

 

af Martinus

 

Samvittighed er en konflikt i det jordiske menneskes sind

Vi kender alle begrebet samvittighed. Vi har oplevet dens virkninger dels hos os selv og dels hos andre mennesker, og vi har nok også oplevet, at den ikke virker lige stærkt hos alle. Hvad forstår man egentlig ved en samvittighed? Det er en konflikt i det jordiske menneskes sind, men hvad er det for kræfter, der kæmper om herredømmet i sindet? Man kalder dem "det gode" og "det onde", og det onde kalder man "synd", men man ved ikke, hvad det gode og det onde er for bevidsthedskræfter, eller hvorfor man er god eller ond.

Jordmenneskene er hverken rigtige dyr eller rigtige mennesker

Det er en kendsgerning, at det jordiske menneske tilhører dyreriget, men det er også en kendsgerning, at det i almindelighed ikke bryder sig om at blive kaldt et dyr. Det føler sig hævet over det egentlige dyrerige, fordi der i dets bevidsthed er noget, som ikke hører dyreriget til. Jordmenneskene er ikke rigtige dyr. Men så er det et spørgsmål, om de er rigtige mennesker? Nogle er jo mere menneskelige end andre, nogle kan absolut ikke nænne at sige eller gøre noget, som andre kan sige eller gøre uden skrupler, og så er der nogle, som i et øjebliks ophidselse eller irritation kommer til at sige eller gøre noget, som de senere fortryder, at de har sagt eller gjort. Samvittighedens indre stemme lader dem ikke have ro. "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, jeg ikke vil, det gør jeg", sagde Paulus, og mon ikke alle, der vil være ærlige over for sig selv, vil indrømme, at denne sætning også passer på dem?

Det jordiske menneske er på vej til at blive et rigtigt menneske

Når et jordisk menneske handler eller taler i en ophidset eller irriteret sindstilstand, handler det ud fra automatfunktion. I dets bevidsthed og dets organisme foregår i princippet det samme, som foregår i et ophidset dyr. Der er blot den forskel, at hvor dyret kun kan sætte fysiske kræfter og tænder og kløer i ophidselsens tjeneste som angrebs- og forsvarsredskaber, kan det [slut på side 83] jordiske menneske bruge sit intellekt og bruge de ord og foretage de handlinger, som kan såre og genere modparten mest muligt, ja, måske endda bringe vedkommende til fortvivlelse. Der findes vel nogle, som kan gøre det med "god samvittighed", men hos de fleste vil et vist mentalt ubehag over den pågældende situation begynde at gøre sig gældende, når ophidselsen har lagt sig, og hos nogle er dette ubehag så stort, at de ikke kan få ro i sindet, førend de har gjort noget, der kan ændre situationen, "gøre det godt igen", som man siger. Samvittighedsfølelsen danner ligesom en stigende skala med et nulpunkt i det egentlige dyrerige og trin efter trin mod tilstande, hvor det menneskelige i mennesket kommer til at dominere som næstekærlighed i tanke, følelse og handling.

Det jordiske menneske fremtræder anderledes i tilværelsen end dyret, men det fremtræder også anderledes, end det vil gøre engang i fremtiden, når det har udviklet sig til den tilstand, jeg kalder "det rigtige menneske". Dyret har ingen samvittighed, og det rigtige menneske har det heller ikke, fordi det ikke mere er i stand til at udføre de handlinger, som kan give samvittighedsnag. Det jordiske menneske er et væsen, som er på vandring mod en højere tilværelsesform, og denne vandring er det selv med til at forme. For at kunne forme denne vandring rigtigt må det have en model at forme den efter. Det svarer til, at der, når der skal skabes et stort ingeniørværk, må skabes en plan i forvejen. Uden denne plan med tilhørende tegninger ville det være umuligt at skabe et fuldkomment værk. Tegningerne angiver de detaljer, som håndværkerne må rette sig efter, for at den fysiske skabelse kan blive en virkeliggørelse af arkitektens og ingeniørens plan. Der er også en plan med dyrenes og menneskenes liv, ja, med alle levende væseners liv. Dyrene er på vandring mod at få deres bevidsthed udviklet, men de lever endnu i meget nær kontakt med deres urinstinkter og er endnu ikke begyndt rent viljemæssigt at arbejde med på deres egen forvandling på den måde, som f.eks. de jordiske mennesker gør det. Jordmenneskene er begyndt at prøve på at finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og sætter deres vilje ind på at rette sig derefter.

Samvittigheden er den faktor, der gennem en række inkarnationer forvandler dyret til menneske

Men hvordan kan menneskene finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert? Det kan de ved hjælp af samvittigheden. Samvittigheden er ikke noget relativt begreb som f.eks. ondt og godt. Samvittigheden er noget absolut, den er et princip og er selve den faktor i det jordiske menneskes bevidsthed, der forvandler det fra dyr til menneske gennem en række inkarnationer. Den kan lignes ved en lys og mørk "skygge", der følger os, ligesom vi har en mørk skygge, når vi går i sollyset. Vi har også en lys "skygge" eller et lyst felt, der følger os rent mentalt, ligesom vi også mentalt har en mørk skygge. Hvert eneste levende væsen udfylder et led i Forsynets plan, og hvor det gælder de jordiske mennesker, udfylder hvert enkelt jordmenneske et led i det rigtige menneskeriges skabelse her på jorden. For at kunne være helt i kontakt med Forsynets plan eller verdensplanen, må menneskene være udstyret med et princip, de kan styre efter, og et sådant princip udgør netop det lyse felt, der følger dem. Det eksisterer ikke i fysisk materie, men er en psykisk realitet, og dette mentale lysende felt har vi alle i vor bevidsthed i form af idealerne fra det rigtige menneskerige. Det er disse idealer, vi ønsker at nå frem til at kunne virkeliggøre. [slut på side 84]

Vore idealer, ønsker og længsler udgør et lysende mentalt felt

Når vi hører skøn musik, står det for os som et ideal at kunne spille eller komponere sådan som dem, der har frembragt denne musik. Færdes vi i naturen og beundrer dens farvescenerier, vågner der i os en længsel efter at kende og give udtryk for alt det, der ligger til grund for naturens skønhed og logik. Når vi står over for de mangler og brist, vor nuværende kultur og civilisation så tydeligt viser, længes vi efter at skabe en bedre social og international struktur. Vi har en masse idealer, ønsker, længsler og mål, som vi gerne vil have opfyldt, og disse udgør tilsammen det lysende felt, vi har med os. Når vi læser i Bibelen, at Moses førte israelitterne gennem ørkenen ved hjælp af en lysende støtte, som hele tiden var foran dem, så var det i virkeligheden et sådant lysende mentalt felt, der ledte ham, det var ikke noget fysisk. Vore idealer er i det lysende felt, vi har med os. Disse idealer må naturligvis fremtræde som noget relativt for den, der har overblik over dem. Iagttaget med kosmisk bevidsthed ser man, at de udgør trin, trin over og trin under det lysende felt, mørkere jo længere de er fjernet fra dette felt, og lysende desmere de er ét med det. Det er jo derfor, det "gode" og det "onde" er relative begreber, det er derfor, vi ikke allesammen får samvittighedsnag over de samme ting. Hvorvidt den samme manifestation vil skabe glæde eller sorg i vort sind, er afhængig af, hvor langt vi er kommet på vandringen mod det store bygningsværk, der hedder det rigtige menneskerige.

Men hvordan kan man sige, at samvittigheden er noget absolut, et princip, når den består af relative idealer? Idealernes relativitet fremkommer ved, at de ses fra et eller andet jordmenneskeligt synspunkt, deres tilstand og fremtræden, deres "form" og "farve" er afhængig af, fra hvilket bevidsthedstrin de ses. De er farvede af menneskets midlertidige mentale niveau, ligesom f.eks. skovens farve for os rent fysisk er afhængig af, om vi ser den som en blånende horisont, en nærliggende skov eller en skov, vi befinder os i. Ligesom skoven forvandler sig, efterhånden som vi kommer den nærmere, ændres også vore idealer, efterhånden som vi i vor udvikling trin for trin kommer "det rigtige menneskerige" nærmere. Efterhånden vil de jordiske menneskers idealer være præget af dette riges detaljerede struktur, og dyrerigets ideal, magtprincippet, den stærkeres ret, der endnu følger menneskeheden som den mentale mørke skygge, vil være tonet bort som en fjern horisont.

Samvittighedsnag fremkommer, når mennesket handler imod sine idealer

Hvad er samvittighedsnag, der kan skære som knive i sindet? Det er det mentale ubehag, ja, i visse tilfælde den lidelse og smerte, der fremkommer, når menneskers handlinger står i skærende modsætning til de idealer, som er begyndt at tone frem i deres bevidstheds lyse vibrationsfelt. Det er, som om de er kommet til at skabe et brud inde i dem selv. De føler det, som om de er gået lidt tilbage i deres udvikling. Men denne tilbagegang er kun tilsyneladende. Den er forårsaget af, at menneskene troede, de var større, end de er. De har forsømt at se på planen for deres liv og må så gøre de nødvendige erfaringer i form af ubehagelige oplevelser, som gemmes i deres erfaringskartotek, det vi kalder hukommelsen. Disse erfaringer får efterhånden mennesket til at tænke, føle og handle efter mere menneskelige principper, til at nå længere frem i sin udvikling mod højere trin, hvorfra detaljerne både af det rigtige menneskeriges struktur og af det rigtige menneskes [slut på side 85] struktur anes mere og mere tydeligt og forenes med menneskets idealer, ønsker og længsler. Det vil da være mindre og mindre i stand til at gøre noget, som skaber samvittighedsnag, og al den energi, der forbruges ved, at mennesket bliver vred på sig selv eller skuffet og bedrøvet over sig selv, vil kunne bruges til gavn for helheden på en ganske anden måde.

Jesus var menneskehedens »lysende støtte«

Undersøger vi, hvorledes forholdet er mellem det levende væsen og verdensplanen, ser vi, at denne hele tiden bliver præsenteret for væsenet lige akkurat på en sådan måde, som dettes sanseevne er afpasset til at kunne modtage. Naturmenneskene får denne tegning manifesteret gennem deres medicinmænd, som viser dem den måde at leve på, som de selv igennem deres egne oplevelser har erfaret som mest fuldkommen, og som passer nøje ind i det næste udviklingstrin. Når menneskene så kommer længere frem i deres udvikling, viser det sig, at den opgave at lede væsenerne frem bliver overtaget af højere udviklede væsener, for hvem Guds tegning over menneskets skabelse er blevet helt bevidst. Et sådant højere væsen, der var helt bevidst i Guds plan med menneskets skabelse, har vi i Jesus, der så at sige gik foran menneskeheden og var dens "lysende støtte". Således vil ethvert geni gå foran og være en "lysstøtte" for sine medvæsener, være den model eller den tegning, som det er disse væseners længslers og ønskers mål at komme til at efterligne. Gennem modellen får de forklaringen på, hvordan de skal leve og tænke for at få deres ønsker opfyldt.

Den ydre autoritet skal efterhånden afløses af menneskets eget indre lys

Kristne menneskers samvittighed er – mere eller mindre – i kontakt med det mentale lys, der udgik fra Kristus, og noget lignende gælder naturligvis for de mennesker, for hvem Buddha eller Muhamed har været ledestjerne. Men det ydre lys, den ydre autoritet skal efterhånden afløses af menneskets eget indre lys, og her er erfaringerne det eneste, der kan hjælpe. Når De har fået en vis indsigt i den "tegning", modellen repræsenterer, og har set, hvad der er Deres pligt, hvad der er Deres rette felt og er begyndt at vænne Dem til at gøre dette, og De så på et eller andet område kommer til at glemme målet, er det, at De pludselig vil opdage, at De ikke i det lange løb vil kunne forsvare at lave noget anderledes, end "tegningen" viser. Ifølge de guddommelige love vil det gå således, at hvis De blot afviger den mindste smule fra det, Deres samvittighed siger Dem, vil De på én eller anden måde få ubehageligheder. Når mennesket får en ulykkelig skæbne, vil dette altså dybest set sige, at det på et eller flere felter ikke har været i kontakt med Guds plan eller tegning, det har været Guddommen en dårlig hjælper i skabelsen af dets egen højere mentalitet.

Oplevelsen af en ulykkelig skæbne er dybest set udtryk for absolut kærlighed fra Forsynets side

Gennem oplevelsen af en ulykkelig skæbne kan det ikke undgås, at mennesket bliver vakt til eftertanke og bliver klar over, at det må forandre sin handlemåde for at komme i kontakt med Guds tegning. Oplevelsen af en ulykkelig skæbne er dybest set udtryk for absolut kærlighed fra Forsynets side, selvom den, mens den står på, ikke føles som sådan. Fik man ikke lov at opleve konsekvenserne af sin egen handlemåde, ville man aldrig nå frem til visdommens skønne verden. Derfor er det guddommeligt, at fejltagelserne altid afsløres. Fejltagelsernes afsløring vil altid resultere i oplevelsen af samvittighedsnag. Var der ikke [slut på side 86] noget, der hed samvittighedsnag, kunne man aldrig få at vide, om noget var rigtigt eller forkert. Disse fejltagelser er dét, man tidligere kaldte "synd". Men kosmisk set findes der ikke synd eller syndere, det, man kalder synd, er fejltagelser, der beror på uvidenhed. Når menneskene kalder en fejltagelse for synd, er det fordi, de i deres eget bevidsthedsfelt er vant til at være bitre eller fjendtligt indstillede over for alt det, der overskrider de én gang accepterede vedtægter, men denne indstilling er i sig selv udtryk for en fejltagelse, for uvidenhed.

Ved vor egen væremåde kan der komme en dyb kløft mellem os og den guddommelige verdensplan, dette oplever vi som lidelse og smerte, og igennem den lærer vi at forstå de forklaringer, vi ikke tidligere havde evne til at begribe. Vi bliver hjulpet og vejledet, men vi må selv erfare os til den visdom, der er al erfarings inderste kerne.

Lidelseserfaringer giver medfølelse med andre levende væsener

Virkelig visdom har altid været og vil altid være baseret på det levende væsens egne erfaringer. Gennem lidelseserfaringer vokser et væsens medfølelsesevne med andre levende væsener. Jo større medfølelsesevne et menneske har, des mindre nænner det at sige og gøre noget, som skulle kunne blive årsag til lidelse eller fortvivlelse for et andet menneske. I forhold til som det kan nænne at gøre noget sådant eller gør det "tankeløst", som man siger, vil det ikke kunne undgå at komme ud for virkningerne af sine ord eller handlinger på en sådan måde, at dets manglende evne til at tænke og handle i overensstemmelse med den menneskelige form for kærlighed og logik lidt efter lidt afsløres for det. Det er jo denne menneskelge væremåde, der er Guddommens tegning og plan for menneskeheden, det er igennem den, at det skal lykkes menneskene at skabe et rigtigt menneskerige på jorden.

Det jordiske menneske bliver efterhånden modtageligt for teoretisk undervisning

Når en del erfaringer er gjort, så mange, at der i menneskets sind opstår en trang til større viden og et ønske om i højere grad at være i stand til at gøre det gode, det gerne vil, og undlade at gøre det onde, det ikke vil, vil dette menneske efterhånden blive modtageligt for teoretisk undervisning. Denne undervisning skal naturligvis ikke bestå i en løftet pegefinger og udtryk som "du skal", og "du må ikke", det hører tidligere stadier i udviklingen til. Den må være en forklaring af hele menneskehedens udvikling, af menneskenes og det enkelte menneskes skæbnedannelse, af, at enhver må høste, som han eller hun har sået, og endelig af, at denne høst ikke blot strækker sig fra fødsel til død i ét liv, men fra liv til liv over en lang udviklingsperiode. Er det søgende menneske modtageligt for en sådan undervisning, vil det sige, at vedkommende derigennem har mulighed for at modtage en hjælp til selvhjælp. Hjælpen er overblik og forståelse af den nuværende situation på basis af fortiden og med langt sigt ind i den fremtid, som bliver vedkommende menneskes skæbne, og som det selv er med til at skabe gennem sine tanker, ord og handlinger i nu'et. Men undervisningen vil ikke være nogen hjælp, hvis man blot tager imod den som noget interessant og spændende, hvorigennem man kommer til at vide mere end andre, og eventuelt mener, at man på grund af den viden også er lidt bedre end andre, der ikke har den viden i deres bevidsthed. Det, der har betydning for det enkelte menneskes udvikling, er, hvorvidt dets daglige væremåde er i kontakt med dets "lysstøtte", dets samvittighed eller ej. Denne "lysstøtte" er Deres idealer, forestillinger og kundskab om, hvad der [slut på side 87] er det "eneste fornødne". En undersøgelse af Deres viden vil hurtigt vise Dem, at meget af den ikke er fremme i dagsbevidstheden, hvorfor De ikke øjeblikkeligt kan gøre brug af den. I denne viden er De ikke praktisk bevidst, kun teoretisk, hvad der i dette tilfælde vil sige, at den er en dårlig regulator af Deres handlinger. Som åndsforsker lever De i høj grad på et trin, hvor den "hellige ånd" er medvirkende i Deres daglige handlemåde på mange felter. Men der findes også felter, hvor De ikke tager det så nøje med, om Deres handlemåde er i kontakt med det, denne hellige ånd, dvs. den rene kærlige bevidsthed, foreskriver Dem, og dér er det, at besværlighederne og lidelserne indfinder sig. De kan f.eks. være stærkt optaget af at dygtiggøre Dem på ét særligt felt, således at De skænker de øvrige felter i Deres bevidsthed mindre opmærksomhed, hvorved De meget let kommer til på disse felter at udløse en handlemåde, som viser sig at være i disharmoni med Deres "lysstøtte", med det, der er Forsynets plan med Dem. Her er det, at mit arbejde kan få en vis betydning for Dem, idet det enten viser Dem, hvorledes De kan forebygge lidelserne og ubehagelighederne eller også, hvordan De kan møde dem på en sådan måde, at De uddrager de rigtige erfaringer deraf, så De en anden gang kan blande de mentale energier rigtigt. Mine analyser kan hjælpe Dem til at se Deres egen mentale lysstøtte rigtigt, og således gøre det lettere for Dem at se den vej, De bør følge. Den måde, hvorpå enhver af os med vore særlige evnekombinationer skal komme til at manifestere lyset, er forudset af Forsynet, og en plan er lagt for vor fremtid, den plan vor samvittighed og vore idealer fortæller os om, hvis vi lytter tilstrækkeligt intenst til den indre røst. Derfor er det bedst, at vi i dag, når vi igennem vore tanker, ord og handlinger er med til at forme vor fremtid, tager hensyn til Forsynets plan med os ved at lytte til samvittigheden. De virkninger, vi i dag med vor væremåde fremkalder, vil blive årsag til virkninger, vi møder i kommende år og kommende liv. De vil være medvirkende til vor fremtidige fysiske og mentale fremtræden og medbestemmende for kommende lyse og mørke pletter i vor bevidsthed.

LIVETS BOG er dybest set en beskrivelse af det lysfelt, hvert menneske er i færd med at skabe i sin bevidsthed

Vil det sige, at vi kan gå imod Forsynets vilje og plan med os, så denne aldrig bliver til virkelighed i den fysiske verden? Nej, det kan vi ikke. Men vi kan gå imod den en tid ved at undlade at arbejde med vor egen udvikling eller ved at gå imod lovene og nedbryde vor organisme og mentalitet ved at leve forkert. Det vil livet selv dog læse korrektur på for os på en sådan måde, at vi gennem vor skæbnedannelse kommer ud for de erfaringer, der atter vil skabe kontakt med vor lysstøtte og dermed inspiration og livsglæde i vor tilværelse.

Er man på vej til et tog, er det kedeligt at opdage, at man har glemt et eller andet, så man må tilbage efter det og derved risikere ikke at nå det tog, man havde bestemt at rejse med. Sådan er det også i livet. De jordiske mennesker har et bestemt mål, som deres inderste længsel og vilje ønsker at nå, det, jeg kalder "den store fødsel" eller oplevelsen af "kosmisk bevidsthed". Det er det samme, som den rigtige mennesketilstand, hvortil samvittigheden viser vej. Tænk på, hvilke forsinkelser det bringer, om man på visse områder ikke tager sig livet så nøje og ikke helt følger den store arkitekts plan med én. For at hjælpe menneskene hermed er det, at jeg skaber mine analyser. LIVETS BOG er dybest set kun en beskrivelse af det lysfelt, som hvert menneske er i færd med at skabe i sin egen bevidsthed. Alle kosmiske analyser, [slut på side 88] De gennem mit arbejde kommer til kundskab om, er detaljer i Deres eget højere selv, Deres egne højere længsler og begær. Jo mere De studerer disse analyser, desto klarere vil De se, at det, det drejer sig om, er at blive dygtig til at udfolde humanitet, og De vil efterhånden komme til at se, at dybest set er alt, hvad De overhovedet er vidne til, alt, hvad De oplever en strålende udfoldelse af kærlighed, også selvom det meste af det, De oplever i øjeblikket, kunne tyde på det modsatte. Hvad menneskene oplever i øjeblikket, vil være medvirkende til at udvikle deres samvittighedsfølelse og deres intellektuelle evner. Disse bevidsthedsenergier tilsammen vil gøre mennesket til et højintellektuelt væsen, der i sin udvikling nærmer sig kulminationen af intellektualitet, der også er kulminationen af kærlighed. At fornemme kulminationen af intellektualitet og kærlighed er at fornemme Guds bevidsthed, at "se Gud" har man kaldt det, og det er ikke blot en oplevelse, alle mennesker engang vil få som en indre ekstase af mystisk art, det er en oplevelse, de vil blive dagsbevidste i. De vil opleve, at Guds skaberkraft strømmer igennem dem og udfolder sig igennem dem som tanker og handlinger, de er dagsbevidste i. De vil kunne sige som Kristus: "Hvad jeg gør, gør jeg ikke af mig selv, men Faderen gennem mig".

Princippet »syndernes forladelse«

Der er endnu to principper, det er naturligt at omtale i forbindelse med begrebet samvittighed, og det er syndernes forladelse og synden mod den helligånd. Som jeg omtalte tidligere i mit foredrag, findes der kosmisk set ikke synd eller syndere, det man kalder sådan, er fejltagelser og mennesker, der begår fejltagelser på grund af uvidenhed. Fejltagelsernes afsløring vil før eller senere – måske går der flere liv – resultere i oplevelsen af samvittighedsnag, som igen vil medføre, at samvittigheden efterhånden virker, før handlingen bliver begået, hvilket er ensbetydende med, at mennesket nu på grund af sine erfaringer og sin viden ikke mere er nogen "synder". De jordiske mennesker har gennem kristendommen lært, at man kan få "syndernes forladelse", hvilket vil sige, at man, hvis man har begået noget forkert, på visse betingelser kan unddrage sig de ubehagelige konsekvenser af ens handlemåde. Er det rigtigt kosmisk set? Det er det, når man forstår de universelle love, der ligger bagved. De omtalte betingelser er jo, at man angrer det, man har begået, at man virkelig fortryder det af hele sit hjerte og hele sit sind. Det bevirker nemlig, at vibrationerne i ens aura bliver anderledes end før. Således virker samvittighedsnaget, når det virkelig er ægte, og man vil ikke mere kunne begå en sådan handling som den, man nu bitterligt fortryder. Skæbnen skal ikke virke som en straf, men som en belæring, og den har man fået i tilstrækkelig grad, når man ikke mere vil begå en handling mage til den, man fortrød. Så har man fået "syndernes forladelse", dvs. at selvom man har sået flere handlinger af lignende art, som man endnu ikke har høstet virkningen af, vil disse skæbnebølger, når de engang rammer os, neutraliseres og opløses uden noget ubehag eller nogen lidelse for os. Vi vil da i kraft af vor auras vibrationer, dvs. vor måde at tænke og føle på og vor samvittighed, være beskyttet inden for netop dette område, og det er den eneste form for virkelig beskyttelse, der findes i verden.

Princippet »synden imod den helligånd«

Men hvad vil det så sige, at "synden imod den helligånd ikke kan tilgives"? Det vil sige, at der er fejltagelser, som det er umuligt at undgå konsekvenserne af. Det betyder naturligvis ikke, [slut på side 89] at der er væsener, som skal straffes i al evighed, fordi de har begået en eller anden synd. Det er en primitiv, ja rent sadistisk tankegang, og Gud er ikke en sadist, som ønsker uvidende væsener straffet. Det betyder, at det er et evigt, universelt princip, at de levende væsener må høste, som de har sået, indtil deres bevidsthed og væremåde ændres gennem samvittigheden, og de begynder at så noget andet, som de derefter vil høste. Den hellige ånd møder vi jo netop i vor samvittighed, og vi kan handle imod den på to måder. Dels ved, at der er områder, hvor vi slet ikke endnu har kontakt med vor "lysstøtte", altså endnu ikke føler samvittighed, og ingen derfor kan forklare os, at vor handlemåde er forkert. Vi må da uundgåeligt tage følgerne af vor manglende viden. Disse følger vil komme til at udfolde sig som disharmoni og ulykkelig skæbne. Vi vil komme til at opdage, at vi midlertidigt har afskåret os selv fra den guddommelige plan med vort liv. Ved vor egen væremåde er der kommet en dyb kløft mellem os og den guddommelige verdensplan. Dette oplever vi som lidelse og smerte, og igennem den lærer vi at forstå de forklaringer, vi ikke tidligere havde evne til at begribe, og vi får kontakt med det område af vor lysstøtte, som vil kunne hjælpe os og beskytte os overfor netop den slags handlinger og deres konsekvenser.

Overtrædelse af livslovene kan ikke »tilgives«, her er erfaringer nødvendige

Den anden måde, hvorpå vi kan "synde mod den helligånd", udfolder vi, hvis vi handler imod vor samvittighed. Det vil jo også sige, at kontakten med "lysstøtten" ikke er stærk nok, for så kunne vi ikke gøre det. Et menneske, der handler mod sin samvittighed, aner kun dens indre stemme, den er ikke blevet til virkelig viden. Derfor må dette væsen også komme ud for konsekvenser af sine handlinger, der medfører de erfaringer, der giver mere end anelse, og som styrker samvittigheden så meget, at vedkommende ikke mere vil kunne handle eller tænke i de baner, og så vil han eller hun på dette område have opnået "syndernes forladelse". "Synden imod den helligånd" er altså det samme som overtrædelse af livslovene eller modstand mod det, der er Guds plan med ens liv, og det kan ikke "tilgives", dvs. disse handlinger må høstes som erfaringer. Når disse erfaringer er gjort, er væsenet beskyttet inden for dette mentale område og har opnået syndernes forladelse. Hvor mange skæbnebølger af den art, der end måtte være sået i fortiden og derfor vente vedkommende i fremtiden, så vil de opløses eller neutraliseres af væsenets beskyttende aura.

At komme til klarhed over sine egne fejl er den hurtigste vej til at komme til at elske sin næste som sig selv

At lære de guddommelige love at kende er ensbetydende med, at man ønsker at efterleve dem, men i grænsezonen mellem dyreriget og det rigtige menneskerige kan denne efterleven være meget vanskelig. Det er ikke altid let for den uindviede at vide, hvilken handlemåde der er den rigtige, og hvilken der er den forkerte. Her er det, at studiet af mit arbejde træder hjælpende til, idet det kan medvirke til at holde Deres samvittighed vågen. Da der endnu er en del dyriske urkræfter i Dem, som ikke er bragt under kultur, og denne kultivering kun kan finde sted igennem den vågne samvittigheds stadige kontrollering af Deres tankeliv, er problemet "en vågen samvittighed" således ikke ligegyldigt. Et af de steder, hvor urkræfterne stadig er ret virksomme hos det jordiske menneske, er i ægteskabet. Uden en vågen samvittigheds stadig regulerende indflydelse kan [slut på side 90, start på side 96] De let komme til at begå fejltagelser i forhold til det menneske, De er knyttet nærmest til. Men også i forholdet til venner og fjender vil De gang på gang mærke indflydelsen fra urkræfterne i Deres sind. Det er de fejltagelser, De i disse forhold begår, De i særlig grad skal gøre til genstand for Deres undersøgelser. At komme til klarhed over sine egne fejl er den hurtigste vej til at komme til at elske sin næste som sig selv. For at opnå et harmonisk liv, må man hele tiden have øjnene åbne for, om den handling, man står i begreb med at foretage, er skalkeskjul for noget egoistisk, eller om den som dybeste motiv har ønsket om at skabe glæde for andre end en selv. De vil jo inderst inde gerne udrette noget, der er til gavn for skabelsen af det rigtige menneskerige. De er alle sammen med i denne skabelse, og den kendsgerning, at De allerede nu har fået lov til at møde de kosmiske analyser, betyder, at De har et ansvar som menneske. Det er Deres opgave at vise andre en lysende tilværelsesform.

Fra et foredrag i Klint
søndag den 12. juli 1942.
Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.