Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Krist og antikrist

 

af Martinus

 

Gudløshed og materialisme

Verdensgenløsningens opgave for menneskene her i det tyvende århundrede er denne, med kosmiske analyser at underbygge deres religiøse instinkt eller talent og dermed deres Gudsbegreb. Thi hvis ikke nævnte begreb bliver mere end et uintellektualiseret postulat eller dogme, man skal tro på, får det ingen som helst værdi for fremtidens mennesker. Ja er det ikke allerede nu værdiløst eller uden interesse for mange inden for de nu opvoksende generationer? – Vi ser allerede, hvorledes store dele af jordens befolkning kommer bort fra deres kristne tro, bliver irreligiøse og lever mere og mere på materialistiske anskuelser. Med denne vandring bort fra lyset kommer man mere og mere til at docere politik og væremåde på den fejlagtige opfattelse eller overtro, at alle religiøse begreber såsom opfattelsen af en Guddom, opfattelsen af reinkarnation og karma, opfattelsen af bønnens princip er naturstridige opfattelser, hvis tilhængere betragtes som overtroiske og primitive. Vi har allerede i dette århundrede gentagne gange set gudløse, brutale og magtsyge diktaturer opstå. Og vi har set hvorledes disse med deres førere eller diktatorer og folk havnede i en så kulminerende mørk skæbne, lidelser, nød og elendighed, at den kun kan udtrykkes som "Helvede". Sådanne diktaturers parole: tyranni, tortering, koncentrationslejre, raceudrydning, gaskamre, magtsyge og selvdyrkelse er således absolut ikke vejen hverken til lys, kultur eller fred på jorden.

Antikrist

Det er ikke særligt lyse perspektiver, der her oprulles, men de er ikke desto mindre allerede for længst blevet til realistiske kendsgerninger her på vor lille klode. Så Biblen havde ret der, hvor den bebudede svære tider for religionerne og de religiøse mennesker omkring "de sidste tider". Er ikke alle disse moderne, mod de evige fakta kontrære eller religionsforfølgende indstillinger, bebudet menneskene i form af [slut på side 103] "Antikrist". Tror man antikrist blot ville være en eller anden lille religionsfornægter et eller andet sted henne i det eller det land? – Nej, antikrist er en tankesfære, der er lige modsat den hellige ånd. Ligesom den hellige ånd er en bevidsthedstilstand, der består af de tanker, der er verdensstrukturens, Guddommens og det levende væsens allerhøjeste kosmiske analyse, således er antikrist lige akkurat den bevidsthedstilstand, der består af de tanker, der udgør væsenets kosmiske død eller den mentale tilstand, der totalt er behersket af selviskhed og den heraf følgende magtsyge, ærgerrighed, forfølgelse og nedsabling af alt og alle, der udviser selv de mindste tendenser til at være en hindring for denne syge eller abnorme tilfredsstillelse, der allerede nu har kostet millioner af mennesker liv og førlighed og lagt en overordentlig stor del af verdenskulturen og dens goder i ruiner.

Hvorfor »Antikrist« så let kan trives

Når antikrist så let kan trives, er det fordi, menneskene i stor udstrækning har mistet deres evne til at tro. Det religiøse princip, væsenernes kosmiske instinkt eller den dybeste sandhed i religionen fremtræder i dag i et så forældet "Legeme", at dette allerede er i færd med at dø. Men nævnte sandhed eller væsenets religiøse instinkt udgør en evig foreteelse, ja er lige så evig som væsenet selv og kan således ikke dø eller ophøre. Det vil derfor ligesom det levende væsens Jeg inkarnere atter og atter i et nyt legeme, der igen kan få ungdommens og manddommens kraft over sig. Et sådant inkarnationsskifte er det religiøse princip i jordmenneskene i dag eller i den nuværende tidsepoke i færd med at gennemgå. Det gamle "Legeme" eller den forældede terminologi, sandheden fremføres i, men som i sin affældighed er døende, er de tankeforestillinger, der hidtil udgjorde den autoriserede, religiøse tro. Det ny "Legeme", sandheden nu er ved at fødes og fremføres i, er derimod en allerhøjeste realistisk viden. Det er livsmysteriets løsning fremført som videnskabelige, kosmiske analyser. I henhold til disse analyser vil sandheden eller de evige fakta herefter kunne opleves direkte som absolut viden. Det er i dette overgangsstadium, fra kun at kunne opleve sandheden i form af tro, og til de når frem til at kunne opleve sandheden som direkte viden, at antikrist florerer. I dette mellemstadium har de altså mere eller mindre tabt troen på religion og dogmer. Og da de endnu ikke har evne til at kunne tilegne sig livsmysteriets løsning ved direkte kosmisk sansning, bliver de således her til materialister og antikrist.

Når man kun har mørket at bekæmpe mørket med

Og selvfølgelig måtte antikrist komme til at florere der, hvor man har forladt lyset i mørket og ikke mere evner at tro på det. Hvad skulle kunne beskytte menneskene imod mørket andet end lyset? – Er det ikke en betingelse for alt arbejde om natten, at der forekommer lys? – Men når nu menneskenes mentale lys, religionen, er blevet til tomme dogmer, man ikke kan tro på, kan man jo ikke klare sig i mørket. Man har således i denne situation mørket at skulle bekæmpe mørket med. Men hvordan skal der kunne blive andet end mørke og stadigt mørke, hvor der kun er mørke? – Hvordan skal man kunne skabe lys med mørke? – Bliver det ikke her til kendsgerning, hvor tåbelig denne indstilling er? – Men ikke desto mindre er denne overtro det centrale i nutidens jordmenneskelige tilværelse. Man tror at kunne bekæmpe krig med krig. Man tror at kunne bekæmpe hævn med hævn. Man tror, at brutal og dræbende og lemlæstende magt er lys, og forstår ikke, at denne magt er vejen til [slut på side 104] ragnarok eller helvede. Kun der hvor magten udelukkende er behersket af retten, der opstår lyset i mørket. Der bliver det levende væsens manifestation og oplevelse til en sprudlende livskilde. Der bliver den til glæde og velsignelse for alt levende. Der opfyldes livslovens store bud: "Du skal elske Herren din Gud over alle ting og din næste som dig selv". Dette er magten reguleret af retten. Den absolut kosmiske ret er således livslovens opfyldelse: kærligheden. – Dette er den absolutte kristendom.

Kristendommens altbesejrende magt

Har det ikke netop igennem historien vist sig, at kristendommen i sig selv er livets største mentale kraft? – Har den ikke været i stand til at fjerne al dødsfrygt og dermed givet mennesker urokkeligt mod til at tage deres skæbnes største lidelser? Var det ikke netop den kosmiske mentalitet, som kristendommen i sig selv er, og som i sin fuldkomneste praktisering gav Jesus den store sjælsstyrke i Gethsemane Have til at tage korsfæstelsens rædselsfulde lidelse og samtidigt midt i denne kunne bede til Gud om at tilgive disse korsfæstere eller bødler? – Var ikke dette netop den allerhøjeste opfyldelse af kristendom? – Var det ikke disciplenes besjæling af den samme kristendom eller kristusmentalitet, der gav de elleve af Jesu disciple mod og styrke til hellere at gå i døden end at fornægte den guddommelige sandhed og ret, som nævnte kristendom i sig selv urokkeligt er? – Var det ikke ligeså med de mange andre martyrer i kristendommens begyndende banebrydning? – De gik også hellere i døden end de fornægtede kristendommen. At døden var på bålet, eller den var væsenernes sønderrivelse af vilde dyr, ændrede ikke deres indstilling. Ja, de gik endog syngende og lovprisende Gud ind på arenaen til dette af uvidende mennesker opsatte helvede for dem.

Fårene og bukkene

Men hvad med antikrist eller antikristelige væsener? – Kan de gå syngende ind i døden? – Nej det kan de ikke. De nærer som regel en sand rædsel for døden. De er mennesker, der endnu mener at måtte forsvare sig med dødbringende våben, drabs- eller lemlæstelsesmidler. De må leve i krigsberedskab. De hylder atom- eller kernevåben. De lever nærmest i moselovens eller det gamle testamentes principper: øje for øje og tand for tand. De foragter mere eller mindre kristendom, humanisme og bøn. I henhold til deres endnu morderiske væremåde og mangelfulde kærlighedsevne er de prædestinerede til en tilsvarende mørk skæbne eller karma. De udgør de væsener, der fremkalder og befordrer krig og de heraf følgende døds- og lidelsesterræner. Medens den sande kristendom befordrer freden og således udgør den urokkelige vej til lyset og skaber mennesket om i Guds billede efter hans lignelse, skaber antikrist derimod den urokkelige vej til lidelse, til rædselsskæbner, til ragnarok eller helvede. Kan noget således være mere antikristeligt end overtrædelsen af kærlighedsloven og dermed udløsningen af ragnarok og helvedesepokerne? – Og kan noget være mere kristeligt end dette at elske sin næste som sig selv, der i virkeligheden er det samme som at elske Gud som sig selv. Det er denne væremåde, der gør væsenet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Og således bliver antikrist de væsener, Kristus udtrykte som "Bukkene" ved hans venstre side, der skulle gå frem til lidelse. På samme måde udgør de sande kristelige væsener "Fårene" ved hans højre side, som skulle gå frem til lyset. Og således er menneskenes vej klar for dem, der har øjne at se med og øren at høre med.

(Gengivet fra KOSMOS 1965)