Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Hvorledes får man kræfter til at tilgive?

 

af Martinus

 

Ved at straffe mennesker efter juridiske love bryder man den kosmiske lov om at tilgive

Igennem Kristus er der blevet sagt til menneskene, at man skal tilgive sin næste ikke blot syv gange daglig, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange daglig. Det vil i virkeligheden sige, at der ikke findes nogen situation, i hvilken man ikke skal tilgive. Kan det nu også være rigtigt at følge denne læresætning? For det moderne intellektuelt betonede menneske er det ikke nok, at Kristus eller nogen anden autoritet har sagt sådan, man vil kunne se logik i det, og tilsyneladende er denne læresætning stridende mod al fornuft. Skal denne læresætning blive acceptabel for vor tids mennesker, må den fremtræde som et videnskabeligt facit, der er logisk, dvs. i kontakt med livslovene. Men så må menneskene også lære livslovene at kende fuldt ud, ikke blot de love der virker i den fysiske materie, men også de åndelige love, som eksisterer bag hele universets ydre struktur. Hvis den jordiske menneskehed nogen sinde skal være i stand til at udfolde en højere og mere human kultur end den, der dominerer på kloden for øjeblikket, kan det kun blive på basis af et nøje kendskab til de kosmiske love og en livsudfoldelse i overensstemmelse med disse love. Det enkelte menneske må lære at gennemskue al den såkaldte logik, der kun er lokal og uden forbindelse med livets virkelige forhold og foreteelser. På grund af en sådan lokal logik tror mange mennesker, at Kristi læresætning om at tilgive og atter tilgive er tåbelig og naiv. "Når nogen har gjort en anden uret", siger de, "kan man ikke uden videre tilgive ham, han må straffes, så han bliver bange for at gentage sin forkerte handlemåde; hvordan skal man ellers komme det onde til livs?" For en vis udviklingsepoke er det naturligt, at denne opfattelse må være det højeste udtryk for fornuft, og denne udviklingsepoke er endnu ikke forbi, den danner grundlaget for samfundets juridiske og politimæssige system. Enhver der begår uret på en sådan måde, at han overtræder de juridiske love, skal straffes efter lovens paragraffer. Visse steder på kloden er den strengeste straf ligefrem mord, selvom det går under betegnelser som "henrettelse" eller "likvidation". Den moralske institution, der hedder lov- og retsvæsen, er altså i visse tilfælde en morderinstitution, og dens mord og øvrige idømmelse af straffe er autoriseret af de [slut på side 183] øverste myndigheder også i såkaldte kristne lande. Men et samfund, hvis juridiske love er baseret på en sådan moralopfattelse, er i virkeligheden ikke noget kristent samfund. Inden for dette område i sin kultur er det hedensk, det er "kosmisk underudviklet", selv om det på andre områder kan udfolde nok så megen teknisk snilde og videnskabelig dygtighed.

Menneskeheden kan endnu ikke fuldt ud manifestere næstekærlighedsprincippet i deres lovgivning

At noget er underudviklet vil jo blot sige, at det ikke er færdigudviklet, det er under udvikling, på vej mod et højere trin. Og det kan ikke bebrejdes nogen eller noget, at et højere udviklingstrin endnu ikke er nået. Man kan dog ikke bebrejde en abe, at den ikke er et menneske, og autoriteterne i de før nævnte samfund, at de endnu ikke fuldt ud manifesterer næstekærlighedsprincippet i deres love og deres væremåde. Det vil de komme til engang under en mere fremskreden udvikling, og da vil de se tilbage på deres nuværende tilstand, som umenneskeligt barbari og utrolig uvidenhed. Men endnu er de af den opfattelse, at mord må bekæmpes med mord, vrede med vrede og ubehageligheder med andre ubehageligheder, altså princippet "øje for øje og tand for tand". Man tror virkelig, at man kan afskaffe krig med krig, mord med mord og i det hele taget blive fri for de ubehageligheder, de såkaldte forbrydere påfører samfundet, ved at påføre forbryderen ubehageligheder. Man har anvendt disse metoder i årtusinder, og dog er krig, mord og andre forbrydelser ikke mindre fremtrædende i dag end for årtusinder siden. Det synes altså ikke at være nogen særlig effektiv metode til at udrydde disse foreteelser, og det er ganske naturligt, at det ikke er det. Vi ved dog alle, at man ikke kan slukke ild med mere ild, den må slukkes med vand, dvs. med et stof, som har den helt modsatte karakter end ilden.

En hævn- eller straffebetonet gengældelse kan ikke ændre menneskets karakter eller væremåde, tværtimod uddanner men herved endnu værre samfundsfjender

Hvad der her gælder med hensyn til fysiske naturlove, gælder i lige så høj grad for åndelige love. Det er et helt andet mentalt "stof" end krigen, hadet, hævnen og straffen, der skal bruges, nemlig næstekærligheden. En hævn- eller straffebetonet gengældelse kan ikke ændre menneskers karakter og væremåde. I heldigste fald kan man med magt og straf og henrettelser indgyde visse mennesker en sådan skræk for straffen, at de på grund af denne frygt i nogen grad undlader at udfolde deres medfødte "forbryderiske" væremåde. Men derfor er deres karakter absolut ikke ændret. Hvis der pludselig ikke var straf, ville de straks lade deres for andre mennesker skadelige væremåde komme til udfoldelse. De er kun at betragte som en slags dresserede væsener, der ligesom dyr kan tvinges til at udføre ting, som er deres natur skrigende imod. Et samfund, hvis borgere kun undlader at skade hverandre på grund af frygt for henrettelse, indespærring eller anden straf, er ikke et kultursamfund i dette ords menneskelige betydning.

Men hvordan kan mennesker da skabe et virkeligt kultursamfund? Der vil jo endnu i lang tid være mennesker på jorden, som er så primitive, at de vil være til gene for samfundets sunde og naturlige udvikling, fordi de er uden forståelse for de opgaver og ansvar, der naturligt påhviler den enkelte borger. Når man lærer at se livet i den kosmiske logiks perspektiv, vil man forstå at man ikke kan udrydde disse primitive og uvidende mennesker, som rimeligvis har deres første eller en af deres første inkarnationer inden for civilisationens område og tidligere kun har været vant til naturfolkenes former for lov og ret. Det kosmisk uvidende menneske tror, at når disse mennesker er dræbt, er man færdig med dem, men det er netop et udslag af den lokale logik. Disse mennesker ophører ikke med at være "forbrydere", fordi de forlader deres fysiske organismer. Deres "forbrydermentalitet" er lige så levende i den åndelige verdens første sfære, som den var på det fysiske plan. Og på det psykiske plan kommer de primitive mennesker sammen med ligesindede, som de er på bølgelængde med. De danner tilsammen en sfære af primitiv, ondskabsfuld mentalitet, [slut på side 184] en samling af, hvad man med et gammeldags udtryk kan kalde "onde ånder", som har mulighed for at indvirke på de fysiske væsener, der har en lignende mentalitet og let lader sig "inspirere" til handlinger, der er lige så farlige for samfundets lovlydige borgere, som de henrettede "forbryderes" var. Hævn og straf kan kun avle ny hævn og ny straf. De straffede væsener ønsker at hævne sig og "straffe" det samfund, hvis love de endnu ikke er i stand til at fatte og indordne sig under. Når de inkarnerer i den fysiske verden igen, er de stadig på den forkerte side af loven, og de har i deres talentkerner erfaringer fra tidligere inkarnationer, som måske gør dem endnu mere snedige og farlige, fordi de har evne til at camouflere deres virksomhed på en sådan måde, at de er meget sværere at få bugt med end tidligere. Man skulle blot vide inden for de juridiske specialisters rækker, at man ofte med sine domme og straffe ligefrem uddanner endnu værre samfundsfjender, end man før har haft.

En menneskelig kultur kan kun skabes på basis af næstekærlighed

Vil man skabe en virkelig menneskelig kultur, må man bort fra den vildfarelse, at henrettelser og straf er de midler, hvorpå en sådan kultur kan baseres. Naturligvis må samfundet beskytte sig mod farlige og asociale individer, men beskyttelsen skal ikke være drab og straf. I visse mere humane samfund på jorden er man begyndt at eksperimentere med metoder, som i fremtiden helt vil komme til at afløse de gamle retsmetoder. Man er nødt til at fratage de asociale mennesker retten til frit at færdes mellem andre samfundsborgere. Men denne frihedsberøvelse skal ikke være en vanærende fængsling, den skal være en indlemmelse i et i staten forekommende samfund for den slags væsener. Her skal de have lov til at opleve kulturens goder og ikke opfattes som forbrydere, men elever i kultur og frihedsbeherskelse. De vil komme i kontakt med lærere, der behandler dem som medmennesker og ikke som "forbrydere" og fanger. Mange af disse lærere har engang selv været på "forbryderbanen", men har gennem deres skæbne mødt den erfaring og den kærlighed i livet, som gør dem til geniale pædagoger netop på dette område. Gennem denne undervisning vil eleverne lidt efter lidt være i stand til at tilpasse sig samfundet udenfor og vil måske netop gennem de erfaringer, de nu har gjort, blive nyttige medarbejdere i skabelsen af en menneskelig kultur.

Intet menneske kan være anderledes end det er; dets væremåde er udtryk for dets moralske udviklingstrin

Det er naturligvis ikke blot i forholdet mellem samfundet og dets "fjender", at hævn, had og straf kun gør forholdet værre, end det før var, det gælder også, når det drejer sig om det enkelte menneskes forhold til eventuelle modstandere eller uvenner. Set i et lokalt perspektiv er det tilsyneladende i overensstemmelse med fornuft og logik, at man bliver vred og vil hævne sig på eller straffe personer, der gør én uret eller er intolerante og ubehagelige mod én. Men set i kosmisk perspektiv er det komplet ulogisk og karakteriserer blot den "fornærmede" som en lige så primitiv og uvidende person som den, der "fornærmede" ham. Ethvert menneske er omgivet af mennesker, der står på vidt forskellige udviklingstrin, nogle er kærlige og forstående og bliver kun en sjælden gang bragt ud af ligevægt, andre er snart i godt og snart i dårligt humør og som følge deraf mere eller mindre omgængelige, og atter andre har et sind, som gør dem helt igennem vanskelige at omgås. Ingen af disse mennesker kan i øjeblikket være anderledes, end de er, deres væremåde er udtryk for det moralske udviklingstrin, de står på. De er på et midlertidigt højdepunkt i deres udvikling og er alle på vej mod en mere human og høj intellektuel tilstand. Nogle repræsenterer, hvad vi kan kalde en kosmisk barnetilstand eller ligefrem babytilstand, andre er "lidt større børn" og nogle få i en kosmisk "ynglingealder", hvor de er på vej mod større menneskelig modenhed. Den enkelte kan lære noget af dem alle, og det er ikke tilfældigt, hvem han kommer i kontakt med. Hans omgivelser er de redskaber Guddommen bruger til at danne ham i sit eget billede, dvs. udvikle ham til et kærligt menneske, der gør livet lettere og bedre at leve for andre og dermed også for ham selv. [slut på side 185]

Når man med sin intelligens prøver at forstå, at alle mennesker står på forskellige udviklingstrin, får man efterhånden kræfter til at tilgive alt og alle

Men hvorledes får man kræfter til at tilgive sin næste, når han på forskellig måde generer én og fylder ens liv med vanskeligheder og problemer? Ved at prøve på med sin intelligens at forstå, at vedkommende i øjeblikket ikke kan være anderledes, end han er, ligesom en tidsel eller brændenælde ikke kan være anderledes, end de er. Og ved at indse, at når denne "fjende" bringes i vor nærhed, så er han kosmisk set ikke en fjende, der vil os til livs, men blot et redskab, hvorigennem Guddommen lader os høste, som vi selv engang har sået. Og ligeledes ved med sin følelse at forsøge at fatte sympati for det menneske, der ikke ved, hvad det gør, og som senere må høste, hvad man nu selv får overstået. Altså, når "fjenden" i virkeligheden ikke er årsag til ulempen, og når han på grund af sin fortid og med henblik på sin fremtid ikke i øjeblikket kan være anderledes, end han er, er der jo al mulig grund til at følge Kristi bud og tilgive og atter tilgive. Synes man, at man af og til mangler den nødvendige overbærenhed og kærlighed, behøver man blot at koncentrere sig på det kildevæld, hvorfra al universets kærlighed strømmer, da forsvinder al vrede og bitterhed, og man føler, at den eneste "fjende", man har, er det i ens eget sind, der modarbejder den humane evnes vækst og aktivitet.

Fra et foredrag på Martinus Institut
søndag d. 16. oktober 1955.
Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.