Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Juleskibet

 

af Martinus

 

Udvandrerens hjemlængsel

Julen, dette store lyspunkt i de kolde og mørke vinterdage, nærmer sig og liver op i de besværede og sorgbetyngede jordmenneskers daglige liv. De mennesker, der rent bortset fra børnene i størst spænding eller forventning imødeser julen, er vel dem, der for mange, mange år siden forlod deres fædreland, familie og venner for at drage ud i verden og skabe sig en tilværelse i det store og fremmede. Men selvom disse mennesker fik skabt sig en strålende tilværelse med lykkeligt hjem og familie, står det gamle hjem og fædreland i en større og større nimbus i deres bevidsthed. Drømmen om atter at se sit barndoms eventyrland voksede og blev mere og mere funklende. Og en dag er denne udvandrer på vej hjem for at genopleve stedet for sit drømmeriges lyse minder og igen træde på den jord, der for ham er hellig. I dette barndommens lykkeland er det gerne juleerindringerne, der funkler mest. Og udvandreren rejser derfor gerne hjem ved juletid for endnu engang at opleve en jul der, hvor han for mange år siden som en lille dreng oplevede sine skønneste jule i ly af en fars og mors store hengivenhed og betryggende kærlighed. Og hvert år ved juletid kommer der skibe, der fører sådanne julerejsende hjem til deres længslers land. Da man på disse skibe søger at skabe julestemning og festglæde for disse forventningsfulde rejsende, udtrykker man et sådant skib som "juleskib".

Vor rejse hen over livsoceanet

I denne udvandrerens julerejse har vi næsten et symbol på en langt større julerejse, som alle jordiske væsener befinder sig på. For at forstå denne livets største rejse må man indstille sit syn på omgivelser og medvæsener lidt mere direkte og dybtgående, end man ellers plejer at gøre i det daglige liv. Vi bliver da vidne til, at alle levende væsener er i bevægelse. Bevægelse er igen det samme som forvandling. Væsenerne forvandler sig fra en tilstand til en anden. Ethvert væsens nuværende tilstand, det være sig som planter, dyr eller mennesker, er kun en midlertidig tilstand. Den har for alle de nævnte væseners vedkommende afløst en forudgående tilstand, ligesom den vil blive afløst af en efterfølgende. Væsenerne har altså tilbagelagt et utal af forskellige tilstande, inden de nåede frem til den tilstand, de i dag befinder sig i, ligesom de vil komme til at passere et utal af kommende forskellige tilstande efter deres nuværende tilstand. Ingen kan stå stille i denne forvandlingsproces. De er alle urokkeligt i bevægelse fremover. Denne [slut på side 243] bevægelse eller rejse har ingen begyndelse eller afslutning. Den er derfor uendelig. Denne uendelige rejse hedder "livet". Da denne rejse markerer sig ved forvandlinger fra en tilstand eller livsform til en anden og således fortsættende, bliver disse tilstande skelsættende. De markerer hver især deres eksistens ved deres afvigelse fra de forudgående og de efterfølgende tilstande. Derved udgør de et område eller en plads i denne væsenernes evige forvandling. En sådan plads er igen det samme som det, vi kalder "rum". Den evige rejse går således igennem et utal af sådanne rum. Men da et rum aldrig kan blive andet end noget midlertidigt for det levende væsen, idet forvandlingen ikke standser, bliver rummet ikke blot en plads i uendeligheden af rum, det har også en plads i selve evigheden. En sådan plads kalder vi "tiden". Enhver forvandling, det levende væsen har oplevet, har således ikke blot sit "rum", men også sin "tid". Over for enhver oplevelse af forvandlingen vil der altid være et "foran" og et "bagefter". Imellem dette "foran" og "bagefter" eksisterer oplevelsesøjeblikket. Dette udtrykker vi igen som "nuet" eller "nutiden". Vor livsrejse eller oplevelse af livet kommer således til at forme sig som tre slags tider: "Fortid", "nutid" og "fremtid". Af disse tre slags tider udgør den førstnævnte og den sidstnævnte en psykisk eller åndelig oplevelse af rejsen. For det fysiske væsen er "nuet" eller "nutiden" her på det materielle plan og udgør den rent fysiske oplevelse. Vi kan ikke opleve hverken "fremtiden" eller "fortiden" på det fysiske plan. Her kan vi som nævnt kun opleve "nutiden". Igennem disse tidsområder oplever vi livet. Disse områder udgør altså en uendelig fortid, et flygtigt nu og en uendelig fremtid. Nævnte tre områder er det livets store ocean, som vor evige livsrejse går hen over.

Livsoceanets kosmiske rejsende

Dette mægtige ocean skuer vi igennem "nutiden", der er ét med vor vågne fysiske dagsbevidsthed. Der er altså "noget" ved det levende væsen, der foretager denne evige livsrejse og derved er dennes ophav. Dette "noget" kan ikke i sig selv være fortid, nutid eller fremtid. Det eksisterer hinsides disse foreteelser. Det oplever passagen af disse tider i form af forvandlinger. Disse bliver således "noget oplevet". Men "noget oplevet" kan kun erkendes af "noget, der kan opleve". En oplevelse kan ikke opleve en oplevelse. En forvandling kan ikke opleve en forvandling. Der eksisterer altså bag tiden og rummet eller bag forvandlingerne "noget", der skaber og oplever forvandlingerne. Dette "noget" er vort inderste selv eller jeg. Dette selv eller jeg er i sin tilknytning til forvandlingerne en kosmisk rejsende.

Vort livsfartøj og dettes fuldkomne eller ufuldkomne kurs over livsoceanet

Vort evige jeg er således på rejse hen over et uendeligt livshav. Vort befordringsmiddel eller fartøj på denne store rejse er vor organisme og den heraf følgende mentalitet og opfattelse af livet. Den forestilling, vi har om livet, hvilket vil sige om vore medvæsener, om moral og væremåde, udgør vort fartøjs ror. Hvis vor opfattelse af livet udgør den absolutte sandhed om nævnte liv, er vort fartøj det mest moderne og fuldkomne, der overhovedet kan eksistere. Med dette kan man overvinde alle hindringer. Men vort fartøj kan også være gammelt og umoderne. Alt eftersom vor opfattelse af livet afviger fra den virkelige sandhed, er vort fartøj mangelfuldt og bevirker, at vor sejlads eller befordring er tilsvarende ufuldkommen. Vor organisme og psyke kan blive lemlæstet eller knust ved selv de mindste forhindringer. Alle religiøse bevægelser, sekter og samfund, politiske partier, ja selv forretningssammenslutninger og andre materielle foretagender såvel som ægteskaber og forelskelsesprocesser er hver især i forbindelse med deres ophavs fysiske organisme, disses midlertidige livsfartøj. Og da fartøjer ikke altid er udstyret med de livsvigtige orienteringsinstrumenter, kompas, projektører og radar, bliver livssejladsen eller befordringen fremad ad den rette kurs tilsvarende mangelfuld og afsporet. Den kosmiske rejsende kommer ud af kurs.

Dødssejlads, skibbrud og redningsveste på livsoceanet

Men da der til livsrejsens store mål, "paradiset", [slut på side 244] hvilket igen vil sige "den store indvielse" eller det færdige menneske i Guds billede, kun fører én eneste absolut kurs, vil enhver afsporing eller fejlkurs føre væsenerne ud til livsoceanets stormcenter og voldsomme brændinger imod klipper og skær, hvor de rejsendes fartøjer: organismer og normale skæbner knuses og sønderslås og deres indehavere eller ophav lider dødbringende skibbrud. Fartøjerne støder sammen med andre havarerede fartøjer, og voldsomme ulykker og lidelser opstår. Vi er her i de ulykkelige skæbners domæne eller i selve livets virkelige "helvede". Men midt i dette ragnaroks mørke eksisterer der dog trods alt lyspunkter. De rejsende er udødelige væsener og kan således i sig selv ikke tilintetgøres, selvom deres fysiske fartøj, den fysiske organisme er gået til grunde. De er nu i kraft af deres udødelige jeg og den hertil knyttede evige overbevidsthed og øvrige psykiske struktur hævet over de af materien skabte dødelige organismer, som allerhøjst kan udgøre deres midlertidige livsfartøj. Denne væsenets udødelige psykiske struktur, er ligesom en slags redningsvest på livsoceanet. Ved hjælp af den bliver enhver skibbruden til sidst ført frelst ud af krisen og mørkets domæne. Denne psykiske del af væsenets struktur kan ikke ødelægges ved fysiske storme og brændinger. Ved hjælp af den kan væsenet leve på det psykiske plan, indtil det igennem det evige livsprincip, der også kendes som reinkarnationsprincippet, igen får en ny fysisk organisme og dermed et nyt fysisk livsfartøj, hvormed det kan sejle videre på livshavet. Men det ny fartøj er ingen garanti for, at man kan nå målet med det og komme ud af stormcentret eller den livsfarlige brænding. Hvis det nye fartøj ikke er bedre udstyret med orienteringsinstrumenter og apparater, ved hvis hjælp kursen eller positionen til enhver tid kan erkendes, vil man stadig havarere. Man vil stadig få sit fartøj knust ved havari og ikke ved alderdom eller slitage, som burde være den eneste årsag til udskiftning af fartøjer. Man må således unaturligt tit eller ofte bygge nyt fartøj, skabe en ny organisme. Og ser man ikke, at de nye fartøjer undertiden løber på ødelæggende skær og knuses i selve starten, ja kommer end ikke engang ud af havnen, før de ødelægges. Hvad mener man om en moder, der begår fosterdrab, ødelægger sit lille barns organisme eller livsfartøj, mens det endnu ufærdigt ligger i havn ved sin moders hjerte? Denne havn skulle jo være den største beskyttelse for det lille væsen, der endnu ikke har sit livsfartøj færdigt. Hvordan skal en sådan moder og en her i dette drama medskyldig fader, der ved denne deres handling styrer deres eget livsfartøj lige ind i livsoceanets stormcenter, gå fri af dettes rædsler? Ser vi ikke netop, at de levende væseners livsfartøjer bliver ødelagt og lemlæstet i alle aldre? Næsten ingen af livsfartøjerne når frem til at måtte udskiftes ved alderdom og normal slitage. Så gamle bliver fartøjerne ikke. De løber allerede længe forinden på grund og knuses. Ser vi ikke netop, at den store part at de nulevende jordiske menneskers fysiske organismer, altså deres livsfartøjer, er havarerede ved sygdomme, unaturlige forkalkninger, stendannelser, modtagelighed for smitsomme sygdomme, samt andre former for svækkelse etc., rent bortset fra den sabotage væsenerne i deres dødsrædsel og panik selv afstedkommer på hinandens fartøjer i form af krig, mangfoldiggørelse af evnen til at myrde, lemlæste og ødelægge, ligesom havesyge, jalousi og forfængelighed også forgifter og forpester skæbnerne, Er ikke alle i krig med alle? Alle er inde i fejlagtige kurser, og alle må derfor lide skibbrud. Livsoceanets stormcenter og brændingsområder er ikke lydløse. De er hjemstedet for dødsrallen, gråd og tænders gnidsel til et akkompagnement af eksplosioner og sammenstød af livsfartøjer, der knuses og går under.

Livsoceanets store redningsvæsen eller verdensgenløsningsprincippet

I Guds store verdensplan findes der ikke noget helvede, der ikke samtidig er et Getsemane, og ikke noget Getsemane, der ikke er et helvede. Det vil igen sige, at der ikke findes nogen som helst mørkezone, i hvilken der ikke er vejledende fyrtårne og redningsvæsen, ligesom der ikke findes nogen krigszone, hvor der ikke er lysglimtende vejledninger til fredens område. Og der findes ingen depressioners og lidelsers sfære, i hvilken der ikke står hjælpende lysengle parat [slut på side 245] for de ulykkelige. Og i det jordmenneskelige Getsemane eller ragnarok, dette krigens, blodbadets og dødsjammerens kulminerende område, toner Guds lysende, varmende og livgivende stråleglorie frem bag valpladserne, og vejen ind til Getsemanes lysterræner åbner sig. Og igennem den store lysengel, verdensgenløseren eller Guds sendebud til jorden lyder Guds røst til den samvittighedsbetyngede og sorgfyldte røver og morder eller livsoceanets skibbrudne: "I dag skal du være med mig i Paradis". I dag skal du få ændret din livskurs og komme ud af din afsporing, thi "jeg er vejen, sandheden og livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig". "Jeg og Faderen vi er ét." "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør." Og "hver den, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø ... ". Og Guds røst lyder videre igennem hans store sendebud: "Kommer hid til mig alle, som lider møje og er besværede, og jeg vil give eder hvile. Jeg er livets fyrtårn. Følg mit lys, og du vil opdage i tide de farlige klipper, skær og brændinger. Min kurs er Faderens kurs. Og Faderens kurs er det store livsmål med de levende væsener: 'At gøre et menneske i sit billede efter sin lignelse'. Jeg er 'Guds billede efter hans lignelse '. Derved er jeg Guds levendegjorte model for Guds fuldkommengørelse af mennesket". Men "Guds billede efter hans lignelse" er det samme som "Guds væremåde". Og Guds væremåde er igen denne, at en hvilken som helst skabelse, stor eller lille, skal i sit slutfacit urokkeligt være til glæde og velsignelse for levende væsener. Enhver afvigelse herfra er en fejlagtig kurs på livsoceanet. Enhver afvigelse fra "Guds billede" markerer altså den ufærdige del af Guds kunstværk: mennesket i Guds billede. Men dette at være til glæde og velsignelse for alt levende er igen det samme som dette at elske sin næste som sig selv, thi alt levende er nemlig ens næste. Man må altså blive et sollignende væsen, der lader sit lys og sin varme udstråle eller skinne på retfærdige såvel som på uretfærdige, på sine fjender lige så godt som på sine venner. Det er den eneste ufejlbarlige kurs over livshavet fremad imod paradiset og bort fra livssejladsens dødbringende stormcenter og altødelæggende brændinger, klipper og skær.

Verdensgenløsningens frelsende lys i det jordiske Getsemane

Det forstår man bedre, når man igennem alle sine egne skibbrud ved, at disse udelukkende fremkom, fordi man ikke var tilstrækkelig udviklet til at kunne undgå dem. Man havde dels ikke viden nok, og dels lå man under for kræfter, man endnu ikke kunne overvinde. Havde man kunnet overvinde disse, så havde man jo ikke lidt skibbrud. Al ulykke og lidelse, alt fjendskab og had beror således på uvidenhed. Der, hvor der ikke er uvidenhed i sind og væremåde, der er man totalt blottet for "det onde". Dér eksisterer den rette kurs imod lyset, thi der er man selv blevet vejen og lyset, er blevet et med Gud. Og således bliver næstekærligheden "alle loves fylde". Man er ét med Gud, og man elsker sin næste som sig selv. Dette er juleevangeliets eller verdensgenløsningens vældige lysocean, der er indgået i jordens psykiske atmosfære eller aura. Det er den sæd, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes. Vi har altså her i det jordiske Getsemane fundet den store lyskilde eller den Guds ånd, der evigt svæver over vandene.

Gudesønnens hjemkomst med "juleskibet" til sin faders rige

Og verdensgenløsningen eller kristusmissionen eksisterer stadig. Igennem denne guddommelige missions kosmiske ild er der tændt lysende fakler ved alle de nuværende ulykkelige skibbrudne personers og staters farlige klipper og skær, brændinger og dødsfælder. Igennem talsmanden, den hellige ånds altgennemtrængende lys i form af kosmiske analyser og vejledning kan den rette kurs nu med lethed konstateres og holdes. Hvert enkelt folk såvel som hvert enkelt menneske, der retter sin kurs ind efter dette guddommelige lys, kommer støt og sikkert ud af livsoceanets stormcenter og skibbrudsområder, ud af ragnaroks dødsterræner og lidelsesregioner, ud af sorgens og savnets domæne og frem til den funklende og lysende havn, der er livssejladsens store mål. Denne havn, som nu kan skimtes i det fjerne, udgør det ocean af kærlighed, der er [slut på side 246] juleevangeliets store "fred på jorden" og kulminationen af "velbehageligheden" blandt menneskene. Det er den store julefest, der hedder "himmeriges rige". Udstyret med kærligheden som kompas og med kærlighedens lys i alle projektører og signallamper er vort livs fartøj således et juleskib, der fører os til julefest hos alt livs evige Fader. Og her venter livets største julegaver: den organiske indvielse eller store fødsel, kosmisk bevidsthed, en evig forklaret tilværelse, vågen dagsbevidst udødelighed, den fortabte gudesøn ved hjemkomsten til sin Faders rige.

(gengivet fra KOSMOS 1964)