Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Til løsningen af de store livsproblemer hører også dette, at mennesket får en forståelse af, at der eksisterer et forsyn. I menneskenes instinkt-epoke eller deres naturmennesketilstand tvivlede de ikke på, at der eksisterede et forsyn, en guddom eller guddomme bag ved hele den fysiske verden, bag dens elementer, bevægelser og skabeprocesser, men i vor højt oplyste materialistiske epoke er opfattelsen af et forsyn så at sige gået tabt. Selv opfattelsen af, at der skulle eksistere højere udviklede væsener end menneskene, betragtes af mange som umådelig naiv, som noget, intelligente mennesker virkelig ikke kan være bekendt at tage alvorligt. Når troen på et forsyn er gået tabt, er det ganske naturligt et spørgsmål, hvor længe hele det religiøse, kirkelige opbud med alle de tusindårige traditioner kan lede og føre menneskene. Kirken har jo i svundne tider haft overordentlig magt og har det også endnu i nogen grad visse steder på kloden. Men da flere og flere mennesker bryder ud fra det religiøse område og søger løsning på livsmysteriet ad andre veje, vil kirkernes magt uvilkårligt blive mindre og mindre, også selvom menneskene ad disse andre veje igen vil finde frem til religiøsitet på en ny og udogmatisk måde. Foreløbig har store dele af menneskeheden i deres søgen opnået en overordentlig stor nydelse af "frugterne af kundskabens træ", de har fået en umådelig viden på det materielle plan, men et forsyn har de ikke fundet dér, selv om de endda er trængt ned i mikrobernes verden og ud i stjernetågernes kæmpesystemer. De opdager og oplever stadig nye former for bevægelser i det uendeligt store og i det uendeligt små, til gengæld har de mistet det faste punkt i deres tilværelse.

Men hvis menneskene ellers stadig udvikles og bliver dygtigere og klogere, betyder det så noget, at de ikke mere har nogen fornemmelse af, at der er en gud eller et forsyn til? Det gør det i allerhøjeste grad. Menneskene kan nemlig kun komme til et vist stadium i deres udvikling uden oplevelse af Forsynet, og de vil til gengæld kunne nå frem til et udviklingstrin, hvor de ikke kan undgå at se Forsynets styrelse i alt, hvad de overhovedet oplever. Hvad der i denne forbindelse er det allermest væsentlige, er, at det uden forståelse af et forsyn vil være umuligt at danne sig et begreb om, hvad der er moralsk, og hvad der er umoralsk. Det vil være umuligt uden denne forståelse at blive til "mennesket i Guds billede", en tilstand, som menneskene også i øjeblikket – omend uden at vide det – stræber imod. Det vil være umuligt at afskaffe krig og ufred såvel mellem nationer som mand og mand imellem; det vil være umuligt at overvinde sygdomme, lidelser og alt, hvad der kommer ind under begrebet ulykkelige skæbner. Det er naturligvis ikke en blind tro på et forsyn, der skal genvindes, det er ikke muligt; det er forståelsen og oplevelsen af den realitet, der skjuler sig bag begrebet Forsynet, som efterhånden vil afsløres for hvert eneste menneske, en oplevelse af en levende og for alle væsener livsnødvendig realitet, uden hvilken intet liv, dvs ingen livsoplevelse, skabelse og livsfornyelse kunne finde sted, hverken i mineralernes verden eller planternes eller blandt dyr og mennesker, hverken i mikro-, mellem- eller makrokosmos.

Menneskene har i deres børnelærdom fået at vide, at de skal elske Gud over alle ting og deres næste som sig selv. Men i almindelighed har de ikke lært nogen af delene. Det kan ikke bebrejdes dem, og det er da også først og fremmest dem selv, der kommer til at lide under, at de ikke har lært det. Men lidelser giver erfaringer, og erfaringer bringer en særlig form for lærdom med sig, en lærdom, man ikke kan læse sig til. Det er den erfaringernes lærdom, som har gjort mange af nutidens mennesker til søgende mennesker, til mennesker, der søger et fast punkt i tilværelsen. De tror ikke på en gammel Vorherre et sted i rummet, men en ensidigt materialistisk livsanskuelse er dem heller ikke nok. Disse søgende mennesker er meget ofte gode og kærlige mennesker, der hellere vil have besvær, end de vil være årsag til, at andre skal have besvær, og de vil hellere selv lide end være årsag til andres lidelser. Deres væremåde er, uden at de selv rigtigt ved af det, til velsignelse for deres omgivelser og dermed også til velsignelse for Forsynet, hvad de slet ikke ved af. Man kan nemlig ikke elske sin næste, uden at man derigennem også elsker Gud, ligesom man heller ikke kan elske Gud uden at elske sin næste. Og ved at elske Gud og sin næste kommer man også til at elske sig selv på en måde, der ikke har noget med begrebet egoisme at gøre. Det er meget vigtigt, at menneskene lærer at forstå dette, thi ud fra en sådan forståelse vil deres væremåde efterhånden kunne blive til glæde og velsignelse for Forsynet, for deres næste såvel som for dem selv. Hvor et menneskes væremåde derimod er baseret på had, intolerance, jalousi, bitterhed eller andre menneskeligt set negative tankeklimaer i forhold til næsten, er vedkommende hverken til velsignelse for Forsynet, for sin næste eller – selvom han måske tror det – for sig selv. Når man tænker, føler og handler på en sådan måde, saboterer man livet, og virkningen vil ifølge livets love om sæd og høst og årsag og virkning blive, at ens skæbne på en eller anden måde bliver ulykkelig. Man kan nemlig ikke sabotere livet, uden at det i virkeligheden er sit eget liv man saboterer.

Tanken om et forsyn er ikke en menneskelig opfindelse. Den er allerede som instinkt til stede i det levende væsen, længe før det har fået udviklet intelligensevnen eller evnen til at reflektere og analysere. Dyret skriger, når det kommer i livsfare, og dette skrig er i virkeligheden et råb om hjælp, et råb til et ukendt forsyn. Dyret ved ikke selv, til hvem det skriger, det er en automatfunktion, hvilket vil sige en organisk funktion. Da dyret ikke kan tænke, er der ingen tanker forbundet med denne funktion, det bliver der først langt senere i dets udvikling. Naturfolk er kosmisk set dyr på et højere udviklingstrin. De har også det religiøse instinkt som en organisk funktion i sig, og da de har udviklet mentale evner, som dyret ikke har, forbinder de ganske naturligt disse evner med den indbyggede automatfunktion, der hos dem ytrer sig som den blinde tro på et forsyn eller på højere magter, som leder og styrer menneskene og naturen, og som det gælder om at holde sig gode venner med. Nogen højere form for tænkeevne har de primitive mennesker ikke. Deres religion er baseret på instinkt og følelser, og da de endnu står junglen nær, bliver deres tro forbundet med blodige ofringer og andre former for grusomhed og dyrisk mentalitet. Men de tror blindt på højere magter, i hvis gunst de søger at indynde sig, og hvis favoritter og yndlinge de gerne vil være, mens de ønsker, at deres fjender må opnå gudernes vrede og forbandelse, og de ønsker, de opsender som bønner og besværgelser er i virkeligheden det samme som dyrets angstskrig, blot mere formuleret og i forbindelse med andre bevidsthedsenergier end dyrets. I dyrene og i de primitive mennesker eksisterer der altså helt uden om spekulation eller tænkning en organisk funktion, der får dyrene til at skrige af angst i en nødsituation og naturmennesket til at henvende sig på sin primitive måde til styrende magter for at få hjælp i kampen for tilværelsen. Henvendelsen til et forsyn er til stede hos alle levende væsener, selvom de blander deres bevidsthedsenergier på vidt forskellig måde og er mere eller mindre bevidst i deres henvendelse. Selv den mest hårdnakkede gudsfornægter vil opleve, at skriget eller bønnen, eller begge dele forenet, automatisk bryder frem, hvis vedkommende pludselig befinder sig i livsfare, og selvom der ikke i miles omkreds befinder sig et andet menneske, der vil kunne høre skriget og ile til hjælp.

Dyrene og menneskene har øjne, fordi der er noget at se, og de har øren, fordi der er noget at høre. Naturens skabeprocesser er logiske, og de er så godt udført, at det skabende menneske ikke kan have nogen bedre læremester end naturen. Men hvorfor har dyr og mennesker foruden mange andre organer og organiske processer også denne organiske funktion, der ytrer sig som skriget og bønnen? Fordi der virkelig er noget eller nogen at henvende sig til både med skriget eller bønnen. Dyret gør det bare, rent spontant, og det besidder ikke evne til at forbinde andre bevidsthedsenergier med sin bøn. Det primitive menneske har fantasi og billeddannende evne, som det naturligt forbinder med det religiøse instinkt til troen på guder og dæmoner. Det uartikulerede nødhjælpsprincip bliver lidt efter lidt til en kultiveret henvendelse til et forsyn. Efterhånden som menneskene er blevet udviklet intelligensmæssigt, omend endnu med primitiv intelligens i forhold til den dominerende instinkt- og følelseskombination, er en række teologiske spekulationer blevet resultatet deraf, og resultatet af disse er igen blevet en række dogmer og læresætninger, som inden for de forskellige højere religioners rammer bestemmer, at sådan skal menneskene tro for at blive frelst, og gør de ikke det, er de fortabt enten til udslettelse eller til evig fortabelse. Bønnerne til Forsynet har da i lange tider drejet sig om at opnå "Guds nåde" og undgå denne fortabelse eller udslettelse og opnå frelse og evigt liv. Thi ligesom dyret instinktmæssigt er bange for døden, er mennesket det også. Mennesket forbinder dog ikke blot sin angst for døden med instinktet, men også med følelser og begyndende tanke. Derfor har det på alle mulige måder forsøgt at "sikre sig" beskyttelse og nåde. Men hvad med mennesket af i dag, som hverken tror på Gud eller evigt liv? Mennesket af i dag er begyndt at tænke i nye baner, og når det efterhånden evner at forbinde disse tanker med den indbyggede automatfunktion, som det er i besiddelse af, enten det vil eller ej, vil en ny og langt mere intens oplevelse af Gud og af evigheden afløse det ateistiske og materialistiske "tomrum", som er dominerende i dag. Det vil blive lige så naturligt for mennesket at henvende sig i bøn til det "Noget", som er den evige Guddom, som det er for samme væsen at se noget, høre noget eller i det hele taget opleve noget.

Det menneske, som åbent og fordomsfrit iagttager naturens processer både i makro- og mikrokosmos, vil gennem denne naturiagttagelse have mulighed for at få bekræftet, at det "Noget", som både det selv og andre levende væsener i en nødsituation rent automatisk eller instinktivt henvender sig til, er en realitet.

Bag vor organisme har vi alle – uden at den kan stedfæstes – en jeg-fornemmelse, og vi giver udtryk for denne jeg- eller centrumsfornemmelse ved f.eks. at sige: "jeg ser", og ikke "øjnene ser". Vi siger heller ikke: "mine ører hører", men "jeg hører" osv. Der er et "jeg", et "noget", der bruger øjne, ører og hele organismen som et redskab for oplevelse og manifestation. Dette redskab er som før nævnt et helt univers, der består af myriader af levende væsener. Og det er altså i virkeligheden disse mikrovæsener, vi bruger. De er levende redskaber, gennem hvilke vi er i stand til at opleve og skabe i denne fysiske verden. Vi kan hverken fornemme behag eller ubehag, lyst eller smerte, uden at det sker igennem disse vore mikrovæsener. Og hvor det drejer sig om menneskers oplevelse af fysisk smerte eller velvære, sker det igennem dem af vore mikrovæsener, der er af animalsk karakter. Klipper vi hår eller negle, kan vi gøre det uden nogen form for smerteoplevelse, fordi mikrovæsenerne i disse "livsrum" er af mineralsk karakter og ikke har dagsbevidsthed på det fysiske plan. Men kommer vi ved negleklipningen f.eks. til at klippe os selv i fingeren, skal vi nok mærke, at det ikke er mineralmaterie, vi klipper i. Der sker en læsion, en katastrofe i en del af vort univers, hvis mikrobeboere er animalske væsener, og det vil sige, at de har dagsbevidsthed i den fysiske verden og er i stand til at føle smerte. Der er indtruffet en disharmoni i deres livsrum, en hæmning af deres naturlige funktion og livsrytme, og denne deres oplevelse går ikke stille af, ligesom det heller ikke gør det, når vi mennesker, der også er animalske væsener med fysisk dagsbevidsthed, kommer ud for større eller mindre katastrofer eller hæmninger i vor naturlige livsudfoldelse. Mennesket, der klipper sig i fingeren, føler igennem sit nervesystem, at det gør ondt, og det holder op med denne både for organismen og for dets egen fornemmelse negative funktion. Kosmisk set var det en "bøn" fra levende mikrovæsener, der blev "hørt" og resulterede i "katastrofens" ophør.

Imellem vort jeg og vore mikrovæseners jeg'er er der en stadig forbindelse, en stadig rapportering om situationen i de pågældende legemsområder. Hver eneste mikropartikel i vor organisme er placeret i et livsrum, der er underkastet vor kontrol, og vi kan ikke unddrage os denne kontrol, uden at det går ud over organismen som redskab for vor manifestation. Hvis vi former vort daglige liv og vor daglige væremåde således, at vor organismes mikrovæsener bliver syge, kan de ikke opfylde deres mission i organismen, hvis nedbrydning vi da selv kommer til at mærke som sygdom, smerte og lidelse, ja, på lidt længere sigt kommer det måske til at medføre organismens undergang eller død. Den skæbne, vi giver vore mikrovæsener, bliver vi selv underkastet, og det er tydeligt, at alle levende væsener, som begynder at forstå, at det ikke er ligegyldigt, hvordan man behandler sit legeme, efterhånden vil blive et bedre og bedre "forsyn" for de væsener, der "lever, røres og er" i dets organisme. Det betyder noget, at man får den rette føde, den tilstrækkelige hvile og afslapning, den nødvendige motion, og hvad der ellers er gavnligt for selve den fysiske krop. Men det betyder mindst lige så meget, at man er i stand til at overvinde de tanker og følelser, der kan virke direkte destruktivt ikke alene i nervesystemet, men gennem nervesystemet også i vidt forskellige områder eller livsrum af organismen. Mennesket kan jo blive fysisk sygt af at have negative tanker. Disse elektriske kræfter kan direkte skabe kortslutning og dermed hele naturkatastrofer i legemets mikroverden. Er menneskene sure, irritable, bitre eller hadefulde, er det således ikke blot deres medvæsener i mellemkosmos, altså andre mennesker eller dyr, det går ud over, men også i deres egen organisme skaber de uvejr, storme og frygtelige orkaner, hvis virkninger er drab og lemlæstelse, sorg og lidelse for tusinder af levende væsener, som, selvom de er mikroskopiske i forhold til vor størrelse, alligevel i deres mentale perspektiv kan lide lige så meget, som vi kan, set i vort perspektiv. Men når vore mikroindivider således er underkastet et forsyn, hvad så med os selv?

Også vi lever i en stor organisme. Det er vel allerede en kendsgerning for de fleste, at vi ikke er omgivet af et absolut tomrum. Omkring os er der logisk skabelse, der er "fordøjelse" eller omdannelse af stoffer akkurat ligesom inden i vor organisme, der er fortætning, fordampning, smeltning og andre former for materieforvandling, der er elektriske og magnetiske virkninger, og hvorfor skulle ikke alle disse mægtige kræfter i sole og mælkeveje være energiladninger i en organisme akkurat som inden i vor egen organisme. Alt er jo her logisk styret og opfylder planmæssige hensigter. Ser vi på selve jordkloden, og vi virkelig søger at komme bort fra den overleverede fordom, at den blot er en mineralsk kugle eller globus, et "sted" i universet, som vi bebor, så kan vi ikke undgå at se, at jorden også er et levende væsen. Den både ånder og tager næring til sig, den har blodomløb og kirtelfunktioner etc. ligesom andre fysiske væsener. Formen for disse livsfunktioner er ganske vist forskellig fra vore, men i princippet er de ganske ens. Set i et kosmisk perspektiv er vi altså mikrovæsener i jordklodevæsenets organisme. Imellem dette makrokosmiske væsens jeg og vort jeg er der en lignende forbindelse som mellem vort jeg og vore mikrovæseners jeg'er. Vore behags- og ubehagsfornemmelser, ja, selv vort mindste bedrøvelsens suk er ikke noget, der går upåagtet hen i verdensaltet. Det er en livsbetingelse for jordklodevæsenet at hjælpe sine mikrovæsener, vi er under dets beskyttelse og kontrol, ligesom vore mikrovæsener er under vor beskyttelse og kontrol.

Hvad er det, menneskene skal lære ved at leve i jordklodevæsenets organisme? Det skal ifølge vor børnelærdom lære at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Dette er for mange mennesker blot en remse, de har lært, som de ikke forbinder noget realistisk med. For hvad og hvor og hvem er Gud? Det ved man ikke. Og det med næstekærligheden er blevet prædiket så meget, at man ikke hører det mere. Ligesom man ikke rigtigt ser det, man ser hver eneste dag. Det er blevet vane at sige, at man skal være gode ved hinanden, og det er stadig vane, at man ikke er det. Og elske sig selv? "Ja, men det er da forkert, man må da ikke være egoist", siger man (samtidig med, at man er det). Menneskeheden trænger til en gennemgribende forklaring på, hvad det vil sige både at elske Gud, at elske sin næste og at elske sig selv, en forklaring, der vil vise, at det i virkeligheden er det samme blot set i tre forskellige perspektiver.