Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Tre slags skæbne

 

af Martinus

 

Makrokosmos

Det vil let kunne iagttages, at det levende væsens livsoplevelse ikke kan eksistere uden at være et resultat af dets forhold til sine omgivelser. Det må først og fremmest spise og drikke. Den mad, det f.eks. nødvendigvis må have, får det fra dets omgivelser. Den fysiske organisme, det lever i, er også bygget op af, og må vedligeholdes ved materie fra omgivelserne. Dets tænkeevnes udvikling og dermed dets bevidsthedstilstand er også betinget af dets forhold til andre levende væseners tænkeevne og bevidsthedstilstand. At disse andre levende væsener kan eksistere og dermed ligeledes det selv, betinges jo udelukkende af, at de eksisterer i en energiverden, der afføder alle de betingelser, der kræves, for at der i denne kan eksistere levende væsener. Men for at der i denne energiverden således kan eksistere levende væsener, må den være – levende. Hvis den ikke var levende, måtte den udgøre en død verden. Men en død verden kan kun eksistere som absolut stilhed, absolut ubevægelighed og dermed som absolut uforanderlighed; ja, kosmisk set vil der overhovedet slet ikke kunne eksistere en sådan verden. Men da en sådan verden ikke kan eksistere, vil en hvilken som helst livsudfoldelse og livsoplevelse ligeledes være en total umulighed. Det levende væsen lever således i en energiverden, der er levende. Men en energiverden, der er levende, kan kun eksistere som en – organisme. Men da en organisme kun kan eksistere som et redskab for et jegs oplevelse og manifestation af liv, kan den levende energiverden, der udgør de levende væseners omgivelser, således også kun eksistere som et redskab for et jegs manifestation og oplevelse af liv. Alle vore omgivelser: mineraler, planter, dyr og mennesker m.m. befinder sig således i et levende væsens organisme. Da denne organisme udgør jordkloden, bliver jordkloden her synlig som et levende væsen. Vi ser, at dette væsen også befinder sig i en logisk og levende energiverden, der udgør en organisme for et endnu større levende væsen og således fortsættende op i større og større organismer. Det er disse organismer, vi kender under begreberne solsystemer og mælkeveje. Og de udgør det, vi kalder "makrokosmos". Makrokosmos er således ikke på nogen som helst måde udtryk for noget dødt og livløst. [slut på side 103] Det udgør en kulmination af energi og bevægelse, der som bekendt ikke er dødens, men – livets – fornemste og urokkelige kendetegn.

Mikrokosmos

Der er et gammelt ord, der siger: "Som i det små, så i det store". Dette får i høj grad bekræftelse i det foranstående. Vi lever, som dér nævnt, i et levende væsens organisme. For den overordentlig store del af jordens befolkning er denne opfattelse endnu ikke blevet almindelig og er derfor nærmest mystisk eller utrolig. Men i realiteten foregår den samme livsordning i vor egen organisme. Det er ikke mere nogen ubekendt foreteelse, at denne vor organisme er bolig for myriader af levende væsener, såsom organer, celler, molekyler, atomer osv., og at alle disse mikrolivsformer er en livsbetingelse for vor organismes beståen, ligesom dennes beståen også er en lige så stor livsbetingelse for disse små væseners eksistens. Det bliver derved til kendsgerning, at vi eksisterer som makrovæsener for disse vore egne mikrovæsener. Vort eget indre danner således for hvert af disse små væsener ydre livsbetingende omgivelser for disses manifestation og livsoplevelse, akkurat ligesom vort makrovæsens indre danner ydre livsbetingende omgivelser for vor manifestation og livsoplevelse.

Mellemkosmos

Denne makrokosmiske og mikrokosmiske livsordning af de levende væsener udgør således et livsbetingende fundament for ethvert levende væsens manifestation og oplevelse af liv. Hvordan skulle vi kunne have en så fuldkommen organisme, et så fuldkomment redskab for manifestation og oplevelse af liv, som tilfældet er, hvis ikke dette redskab bestod af levende væsener? – Hvordan skulle vi i det hele taget kunne manifestere og opleve livet, hvis ikke vort makrovæsen eksisterede og var et levende væsen? –

Men hvad er så vi? – Vi udgør hver især ikke blot et mikrovæsen i vort eget makrovæsen, ligesom vi hver især heller ikke blot udgør et makrovæsen for vore egne mikrovæsener. Vi udgør også hver især et væsen, der udgør en mellemting mellem mikrokosmos og makrokosmos. Som vi har set, er vi livsbetingende forbundet med makrokosmos opad i det store og med mikrokosmos nedad i det små. Vi udgør således foruden de nævnte to kosmos også et tredje kosmos. Dette har vi udtrykt som – "mellemkosmos". Vi ser her, hvor højintellektuelt, retfærdigt, kærligt og dermed guddommeligt de levende væseners kosmiske livsordning i verdensaltet er funderet. For overhovedet at kunne manifestere og opleve liv, må de levende væsener i lige grad gensidigt tjene hverandre. For at kunne manifestere og opleve liv er der givet dem en makrokosmisk organisme og dermed et univers eller en verden at leve, røres og være i. Men til gengæld må deres egen organisme igen på samme måde være makrokosmos for mikrovæsener. Og ligesom de får mikrovæsener i deres egen organisme, således må de selv være mikrovæsener i deres makrovæsens organisme. Så viseligt er verdensaltets struktur sammensat, at de levende væsener, for at blive det samme, må yde det samme. For at få betingelser for livsoplevelse og skabelse, må de i deres organisme yde mikrovæsenerne betingelser for livsoplevelse og skabelse.

Mellemkosmisk skæbne

Da et væsens livsoplevelse og manifestation betinges af dets forhold til disse tre nævnte kosmos, er det ikke lige meget, hvordan dette forhold er. Det kan være af en sådan natur, at væsenet befinder sig i den skønneste harmoni med alle tre kosmos. Det befinder sig da både legemligt og mentalt eller fysisk og psykisk fuldstændig sund og i en for både det selv og andre væsener varmende og livgivende, kærlig væremåde. Det udgør da det færdigudviklede menneske i Guds billede efter hans lignelse. Men jordens mennesker er ikke færdige mennesker, tværtimod. De lever i krig og ufred, de [slut på side 104] myrder og dræber, torterer og lemlæster i stor udstrækning hverandre. Det mellemkosmiske område syder og koger som en vulkan, der kan komme i udbrud når som helst. Ved det mellemkosmiske område forstås alle de livsformer, vi kender som mennesker, dyr og planter. Vi ser, at plantelivsformerne udvikler sig hen imod det dræbende princip og bliver efterhånden til dyr. Og her bliver det i stor udstrækning en livsbetingelse for væsenerne at måtte dræbe for at leve. Det højeste lyspunkt i væsenernes skæbne her er parringsdriften, ægtemagen og afkommet. Dets bevidsthed ledes i høj grad af instinkt. Vi skal ikke her komme ind på dette område af den mellemkosmiske skæbnetilstand, men blot bemærke, at nævnte område kan udtrykkes som det vordende, fuldkomne menneskes fosterområde. Ud fra dette område udvikler væsenet sig videre frem imod det store slutfacit, der er målet for denne udvikling, nemlig: "mennesket i Guds billede efter hans lignelse." Og her i den sidste del af dyreriget fremtræder væsenet som det ufærdige jordiske menneske. Det er nu så langt fremme i udvikling, at det er blevet til et væsen, der er under loven: du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv. I samme grad, som det kan opfylde denne lov, er det fuldkomment. I samme grad, som det ikke kan opfylde nævnte lov, er det ufuldkomment.

Sammenlignet med en væremåde, der totalt opfylder nævnte kærlighedslov, er det almene jordiske menneskes væremåde endnu meget ufuldkommen. Og i samme grad, som denne er ufuldkommen, altså ukærlig, i samme grad bliver dets skæbne baseret på ukærlighed fra medvæsenernes side. Denne mellemkosmiske skæbne bestemmes således af dets forhold til dets mellemkosmiske medvæsener, hvilket vil sige: medmenneskene og dyrene. Vi har allerede nævnt, at væsenerne her lever i krig, myrder og dræber hverandre. Aviser, fjernsyn og radio bringer hver dag bud om det dræbende princips udfoldelse på mange forskellige måder mand og mand imellem, og ligeledes folk og folk imellem.

Da skæbneloven: "Det et menneske sår, skal det høste", bevirker, at et væsen kun kan få den skæbne, det ved sin væremåde påfører sin næste eller andre væsener, og således selv kommer til at opleve det onde eller den lidelse, det har påført andre væsener, kan det ikke undgå at blive forvandlet. Det får en tiltagende lede ved sin onde væremåde, ligesom evnen til ikke at kunne nænne at gøre det onde opstår. Det bliver humant og fredselskende. Og fra dette stadium i udviklingen bliver væsenerne ført videre imod fuldkommenheden ved hjælp af verdensgenløsningens vejledning og forskrifter, der afslører humanitet eller næstekærlighed som den absolut eneste urokkelige vej til lyset.

Mikrokosmisk skæbne

Men væsenernes skæbneområde er ikke blot baseret på deres væremåde overfor deres medmennesker og øvrige mellemkosmiske medvæsener. Det er i lige så høj grad baseret på deres væremåde over for mikrovæsenerne i deres egen organisme. Disse små væsener hører også med til den næste, man skal elske, som man elsker sig selv. Når dette hidtil ikke er blevet så meget omtalt i verdensgenløsningens vejledning og forskrifter og dermed heller ikke i religionernes påbud, er det fordi, menneskene endnu ikke havde fået tilstrækkelig erfaring eller udvikling til, at de her i dette mikrofelt kunne forstå vejledning eller oplysninger. Og det er egentlig først nu fra det tyvende århundrede og fremefter, at menneskene vil komme til at erkende, at kærlighedsbudet ikke blot gælder dette, at elske sine medmennesker, men også dette, at skabe velsignelse og sund levevis for de mikrovæsener, på hvilke hele vor organismes eksistens beror. Dette er lige så vigtig en karmisk livsbetingelse som dette, at elske sine medmennesker. Men her er jordmenneskene endnu i en altovervældende grad sovende væsener, hvilket bliver til kendsgerning igennem det ocean af sygdomme [slut på side 105] eller kropslige lidelser, vi bliver vidne til på verdens, af syge mennesker overfyldte hospitaler. Her forekommer mere eller mindre ødelagte organismer i millionvis, som læger og sygeplejersker af al kraft søger at råde bod på. At disse sygdomme i værste tilfælde er intet mindre end et helvede for de pågældende organismers ophav er yderligere en kendsgerning.

Hvordan går det til, at menneskene kan påføre sig selv en så forfærdelig lidelse eller karma? – Det kommer af, at de pågældende mennesker i en alt for ringe grad har skænket deres organisme nogen særlig tanke eller interesse. De tænker ikke på, at den udgør en bolig, et livsrum eller en verden for levende væsener. De tænker heller ikke på, at de selv har det fulde ansvar for denne organismes sundhed og velvære. Man kan overbebyrde denne med mere arbejde, end den er bygget til at kunne tåle; den må da svækkes for til sidst at bukke under. Man kan også opsummere stoffer i den, der hverken udgør mad eller drikke. Man kan underminere den med tobaksrygning, man kan underminere den med alkohol og narkotika, og væsenerne kommer til at gå rundt som rene vrag og svæklinge for til sidst at bukke under for en alt for tidlig død. Ligeledes kan man underminere organismen med en fejlagtig kost, der også kan føre til sygdom og svækkelse. Og her må også nævnes menneskehedens største vildfarelse, at spise animalsk føde. Efterhånden som mennesket udvikler sig til at opfylde kærlighedsloven, at elske sin næste, altså de levende væsener, som sig selv, er det klart, at det ikke samtidigt kan være et væsen, der absolut skal slagte og æde de nævnte væsener. Dette bekræftes da også i det femte bud: "Du skal ikke dræbe". Da Gud havde skabt menneskene, velsignede han dem og sagde: "Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder jorden, og gører eder den underdanig, og regerer over havets fisk og over himmelens fugle og over hvert dyr, som kryber på jorden." Og Gud sagde: "Se, jeg har givet eder alle urter, som give sæd, som ere over al jorden, og alle hånde træer, i hvilke er træers frugt, som have sæd! De skulle være eder til føde" (1. Mos. 1.28-29). Der står her aldeles ikke noget om, at man skal dræbe og slagte dyrene til føde. Jo mere menneskene udvikler sig i human retning, desto mere uegnede bliver de til at kunne tåle den grove, dyriske eller animalske føde. De milliondrab, menneskene således udøver på dyrene, skaber en tilsvarende dødskarma for de i dyredrab og kødspisning implicerede mennesker. Dette vil igen sige, at i samme grad, som de er impliceret i nævnte dyredrab og kødspisning, er de ubeskyttet imod unaturlig død; det være sig i krig, ved overfald, ved ulykke i færdslen, ved bildrab og ved andre forekommende uheldige eller farlige situationer i det daglige liv.

Som vi her kan se, udløser dyredrabene og kødspisningen to slags skæbne. Da dyrene udgør mellemkosmiske væsener, vil gengældelsen for drabet på disse høre ind under mellemkosmisk skæbne. Da kødspisningens reaktioner forekommer i organismens mikroverden eller indre organer, bliver disse reaktioner eller kødspisningens virkninger at udtrykke som mikrokosmisk skæbne.

Makrokosmisk skæbne

Foruden at vi har de to slags skæbne: den mellemkosmiske, der udgør virkningerne eller gengældelsen af vort forhold til vore mellemkosmiske væsener: medmenneskene og dyrene, og den mikrokosmiske skæbne, der udgør virkningerne eller gengældelsen af vort forhold til mikrovæsenerne i vor egen organismes indre, har vi også en tredje slags skæbne, nemlig vor makrokosmiske skæbne. Da vi med vor organisme danner univers eller bolig for mikrovæsener i dens indre, udgør vi disse mikrovæseners makrokosmos. Da det ligger inden for vort område at kunne gøre godt såvel som ondt for disse nævnte mikrovæsener, får vi også her skæbne eller gengældelse, alt efter den væremåde eller det hensyn, vi manifesterer [slut på side 106] over for disse væsener. Vi ved allerede, at vi med uheldig kost og nydelse af tobak, alkohol, narkotika, udsvævelser, mangel på søvn og andre for organismens sundhed og normalitet nedbrydende forhold mere eller mindre ødelægger livsbetingelserne for dens mikrovæsener. Vi skaber med denne væremåde et elendigt makrokosmos for disse vore nævnte livsbetingende mikrovæsener i vort eget indre. Visse områder af de normale mikrovæsener kan slet ikke leve i sådanne ødelagte områder af deres makrokosmos. Og i visse tilfælde inkarnerer der så mikrovæsener af lavere udvikling i disse områder. Men dette forhindrer ikke, at væsenet her i tilsvarende grad er invalid og mere eller mindre fremtræder som et vrag, som et degenererende og langsomt døende subjekt. Denne skæbne udgør virkningerne af, at væsener ikke har opfyldt sin forpligtelse som makrovæsen. I stedet for at gøre sin organisme til et sundt og godt univers, et lysende og varmende livsrum, en guddommelig bolig for sine livsbetingende levende væsener i sit eget indre, har det for disse væsener gjort sin organisme til et mørkets univers, et lidelsernes eldorado, hvis helvedesluer i form af smerte besætter organismens nervesystem, bevidsthed og psyke og ødelægger væsenets almenbefindende, indtil døden befrier det. Tusinder og atter tusinder af mennesker verden over befinder sig i denne forfærdelige skæbne, fordi de i deres egenskab af makrokosmos for deres mikrovæsener ikke har opfyldt kærlighedsloven, men ved deres vanrøgt og unaturlige nydelser har ødelagt deres organismer. Men ødelagte organismer kan umuligt være noget fuldkomment makrokosmos for mikrovæsener, ja er nærmest mere eller mindre et helvede for dem. Men et væsen, der har gjort sin organisme til et ødelagt makrokosmos eller helvede for dens mikrovæsener, kan ikke vente, at dets kommende skæbne skal blive en solskinsplads, en lykkens og kærlighedens sfære i det makrokosmos, i hvilket det selv skal opleve livet. Det kommer her til at leve i omgivelser, i hvilke det kan få tilsvarende mørke skæbnemæssige oplevelser som dem, det med sin defekte organisme skabte for dens livsbetingende mikrovæsener. Væsenets misforhold og vanrøgt af sin organisme skaber således ikke blot sygdomme og lidelser i den, men er også medbestemmende i væsenets forhold til sit makrokosmos: naturen eller dets omgivelser. Det er denne skæbnetilstand, vi må udtrykke som "makrokosmisk skæbne". Alt efter som væsenet er ufærdigt, skaber det altså en brutal og mørk skæbne igennem de her nævnte tre kosmos, der i værste tilfælde må udtrykkes som selve helvede eller lidelsernes kulmination.

Men Guds ånd, der er det samme som alkærligheden, svæver stadig over vandene. Det ulykkelige væsen er ikke forladt af Gud. I mørket får det langsomt indpodet den humane evne, og det begynder at vandre på kærlighedens vej. Og igennem nye liv bliver det efterhånden en lysende og varmende kærlighedens sol for sine omgivelser og udgør Guds billede efter hans lignelse i alle tre kosmos. Og for dette guddommelige strålevæld må al mørk skæbne vige.

(Fra KOSMOS 1965)