Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Den første julesang på jorden

 

af Martinus

 

I en tid, hvor så mange traditioner synker i grus, hvor alt gennemgår så mange store omvæltninger, parlamenter styrtes, mere eller mindre primitive diktaturer opstår, religiøse problemer debatteres, livets højeste, okkulte eller åndelige spørgsmål tages stundom i brug som basis for bedrageri eller humbug, landene ruster til krig, bygger sin mordevne op til hidtil ukendte dimensioner, de virkelige betingende faktorer for en verdensfred er upopulære osv., er der endnu tilbage midt i denne vilde tummel en rest af en stemme fra fortiden, et ekko af en sang fra Palæstinas bjerge: Eder er i dag en frelser født, fred på jorden og i menneskene en velbehagelighed.

Disse ophøjede ord var den første julesang på jorden og den himmelske bebudelse af de vordende vibrationer af en anden stemmes nærværelse: salig er det at give, hellere end at tage, salig er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud – hvem, der er ren, han kaste den første sten – vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre – Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre – ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for at redde sin næste osv.

Denne guddommelige sang og tale skulle komme til at give genlyd over hele jorden, bane sig vej helt ind i fjerne tider og fjerne riger. Og det er denne genlyd, der hvert år med tilbagevendende kraft kaster sine "bølger" helt op til de nulevende slægter inden for de kristne lande under begrebet "jul". I form af malmfulde klokkers klang, i form af orgelbrus og julesange vibrerer de helt ind i menneskenes hjerter. De lukker op til erindringernes store skatkammer, de jubler, de hvisker om tidligere oplevede jul, om berøring med gode mennesker, om barmhjertighed, om gaver, om fest og glæde. De toner er en sang om kærlighed. Men de udgør jo også den udogmatiske fortolkning af en begyndende kærlighedsepokes indtog i jordens historie. De er den uhildede fødselsdagsmelodi for en begyndende verdensgenløsnings fødsel eller for det begyndende indtog af en lys [slut på side 223] verdensmorals stadfæstelse af kærlighedens store bud: elsker hverandre. De er en ihukommelse af den begyndende neutralisering af princippet: at dræbe, af hævn, krig og lemlæstelse.

Der er højtid, noget storslået overjordisk over disse julens toner eller vibrationer, noget formildende selv for det mest robuste og hårde sind. De skaber trang i alle til at være gode, til at give gaver, til at sende hilsner til nær og fjern.

Men al denne godhed, al denne guddommelige stemning, der således uundgåeligt næsten når ind i alle sind, er ikke så underlig, thi julens vibrationer har trods alt efterhånden fået så megen magt, at de for det kosmiske syn ligefrem udgør nogle få timers besøg af intet mindre end – den virkelige, store "Fred på Jorden". I en kort stund, fra juleklokkernes kimen til noget over midnat juleaften, gæstes verden virkelig af noget af den store fred. I disse få timer er en højere verdens atmosfære virkelig ligesom kommet nærmere. Denne overjordiske atmosfære omfavner, gennemtrænger og inspirerer alle, der har et åbent og kærligt sind, alle der i kontakt med den gamle og den ny verdensimpuls arbejder på at skabe jorden om til en permanent bolig for kærligheden, for freden, for den sande harmoni. Men selv om denne atmosfære ikke er direkte synlig for det fysiske øje, er det dog den, der er identisk med den virkelige og sande "julestemning" i ethvert retmæssigt, åndeligt indstillet sind, såvel som den også udgør den vidunderlige stemning, der juleaften kan føles hvilende over by og land.

Men jorden er endnu alt for mørk, og den himmelske fred må atter vende tilbage til sit eget rige. Dens nærværelse her kan endnu kun udmåles i timer, kan endnu kun betegnes som "et besøg" på jorden. Og menneskeslægten haster atter videre hen over verden i nye baner, mod ukendte mål, mod svære begivenheder, der, om end ubevidst for menneskene selv, så dog slutteligt vil afføde resultater, der skal gøre "julen" permanent eller den store fred til ét med jordens zoner.

 

Da der som før nævnt er så mange traditioner, der i vor tid er på retur, er spørgsmålet med hensyn til, om julen eller de med den forbundne traditioner er noget, der vil blive holdt ved lige eller accepteret i den nu begyndende ny verdenskultur, aktuelt for mange af mine læsere. Og jeg har derfor følt trang til yderligere her at fremkomme med et lille orienterende svar på nævnte spørgsmål.

For at forstå nævnte svar må man naturligvis først gøre sig klart, hvad julen virkelig er, dens betydning som et "gode" eller "onde" for menneskeheden. Er der noget ved den, der er et "gode", da må dette jo holdes ved lige. Og er der noget ved samme, der er et "onde", må det jo opløses eller udrenses.

Ved en nærmere analyse kan det ikke nægtes, at der gennem århundreder i forbindelse med julen er opstået mange forskellige traditioner, der nu begynder at vise sig som uheldige eller i disharmoni med julens ånd, traditioner der for et højere åndeligt syn viser sig at bidrage til – ikke at forherlige, men snarere at formørke erkendelsen af julens virkelige storhed og dybeste betydning. At forhindre disse traditioner ved magtbud eller diktatur vil være ganske unaturligt, ligesom det også vil være overflødigt. De nævnte traditioner tilhører nemlig, ligesom alle andre traditioner i tilværelsen, hver især særlige bestemte bevidsthedslag eller trin i udviklingen. Og alt eftersom menneskene vokser fra disse trin, forældes de under de samme trin henhørende traditioner i de pågældende væseners bevidsthed og visner således bort af sig selv. Med hensyn til juletraditionerne er der altså som nævnt også nogle, som menneskeheden er ved at vokse fra. At lave propaganda for disse traditioner er ganske formålsløst over for væsener, der er vokset fra disse. Intet påbud kan mere gøre disse levende i de væseners bevidsthed, i hvilken de allerede er udlevede, hvilket altså vil sige i de væseners bevidsthed, i hvilken de ikke mere er stimulerende [slut på side 224] eller oplivende, men derimod trættende og kedelige. Væsenerne kasserer dem altså selv efterhånden. Og når jeg her skal gå over til at påvise nogle af de traditioner eller forhold ved julen, som mange mennesker er ved at vokse fra og nogle af dem, der vil blive bevarede, og som menneskene mere og mere vokser frem til, er det naturligvis hverken som angreb eller propaganda, at nævnte påvisning bliver manifesteret, men derimod som en absolut upartisk analyse til gavn for dem, der har brug for en sådan.

 

I de kristne lande er julen jo en fest til ihukommelsen af verdensgenløseren Jesu Kristi fødsel. Da denne fødsel igen i særlig grad blev det udløsende moment til en begyndende idealisme eller moralitet, hvis optrukne konturer eller dybeste analyse pegede hen på en hundrede procent tagen afstand fra princippet: at dræbe, vil en fest til ære og ihukommelse af en sådan moralitets fødsel ikke på nogen som helst måde kunne være i en hundrede procent kontakt eller harmoni med nævnte moralitet, så længe den ikke afholdes under former, der betinger en tilsvarende hundrede procent tagen afstand fra at dræbe. Dette vil altså igen sige, at i samme grad som man skaber julefest enten bevidst eller ubevidst på basis af princippet: at dræbe, i samme grad er ens julefest udtryk for en anden verdensmoral end den, man i virkeligheden tror at ihukomme, og for hvilken man egentlig foregiver at holde jul. Denne anden verdensmoral vil altså være en kontrast til kærlighedsmoralen, der påbyder at elske alt og alle, og er som sådan at udtrykke som mere eller mindre "hedensk", alt eftersom den manifesteres i kraft af princippet: at dræbe.

For mange mennesker kan ovennævnte måske lyde lidt voldsomt, idet de fleste ikke uden videre således er sig bevidst at holde jul på bekostning af andre væseners død og lemlæstelse. Sagen er nemlig den, at de fleste mennesker ikke er nået så langt frem i udviklingen, at de rigtigt er kommet til forståelse eller erkendelse af dybden i det femte bud: du skal ikke ihjelslå. De mener således, at overtrædelse af nævnte bud kun kan ske ved drab af mennesker, mens drab af dyr derimod ikke er at betragte som lovens overtrædelse. Men en større illusion end denne dyrenes formentlige fredløshed eller væren uden for lovens beskyttelse findes ikke, ligesom der jo heller ikke på noget punkt i det femte bud gives noget som helst, der udtrykker dispensation fra samme. Og set ud fra dette synspunkt kan det jo ikke nægtes, at den såkaldte "kristne" jul ikke helt kan frikendes fra at være "hedensk". Er den "kristne" julefest netop ikke det udløsende moment til et umådeligt massemyrderi af levende væsener?

Flere uger før julen indtræder, begynder butikker eller udsalgssteder at bugne af lemlæstede, dræbte dyr, væsener, der har måttet forlade et liv i sunde, fysiske legemer, væsener så langt fremskredne i fysisk udvikling, at de havde de begyndende betingelser for ægteskabelig lykke med tilhørende forældreglæde eller evne til at elske sit afkom, ligesom de havde en begyndende evne til gennem fysiske legemer at udtrykke deres sjælelige nuancer og således fremtrædende i besiddelse af et "sprog" i sin vorden, men nu kun en række lig til brug for menneskenes "julemåltider". Badet i strålende elektrisk lys, midt imellem funklende juletræer, blandt andet pyntede med skinnende "julelys", der i realiteten er symboler på "Den hellige Ånd", finder vi bjerge af opskårne grisekroppe, afribbede fjerkræ, gæs, ænder, høns og kalkuner osv., stundom ved kunstige midler pyntede og sat op, som om de var levende. Hvorfor? Er det mon for at skjule eller afdæmpe, at det er lig, vi betragter? Dæmrer der mon noget i underbevidsthedens dyb, en ukendt årsag, der får udstilleren til at mene, at det var smukkere, ædlere, hvis dyrene stod der levende?

Udenfor sådanne store forretninger er væggene som regel beklædt med "vildt" ude fra naturen, fra markerne og skovene, [slut på side 225] rådyr, harer, fasaner, vildænder osv. Om disse lig hedder det yderligere, at de helst skal hænge, til de er "møre", hvilket vil sige "fordærvet", for i denne tilstand at være en særlig delikatesse for kødspiseren, en omstændighed, der nødvendigvis må lede tanken tilbage i udviklingen til "ådselsæderne".

Hele denne "juleudstilling", alle disse dræbte dyrs parade er jo baseret på at lette adgangen for liebhaverne til valget af de dræbte dyr, som de hver især skal have med hjem og bruge ved "helligholdelsen" af den fest, der er til ære for afskaffelsen af princippet: at dræbe.

 

Naturligvis er denne artikel ikke skrevet for at ironisere over menneskenes indstilling til julehøjtideligheden; men nævnte indstilling er endnu så lidet fremskreden eller så lidet i kontakt med julens virkelige og inderste kerne, at en sand og upartisk analyse over de virkelige fakta uundgåeligt næsten må komme til at virke som ironi. Men lad mig i samme forbindelse tilføje, at nævnte form for indstilling til julehøjtideligheden absolut ikke kan bebrejdes nogen. Den er udtryk for en bestemt udviklingsstandard, på hvilken de pågældende mennesker befinder sig. Og man kan dog ikke forlange, at de skal give udtryk for eller kunne manifestere detaljer eller realiteter, der hører et plan eller udviklingstrin til, som de endnu ikke har nået. Det lille barn kan ikke præstere voksen mands arbejde. Og de omtalte mennesker forstår jo endnu ikke deres egen ufuldkomne indstilling til julen, da erkendelsen af julens virkelige analyse for dem endnu aldrig har været aktuel. Naturligvis kender alle inden for de kristne lande, at julen er en højtid, der afholdes til ære for Jesu fødsel. Den side af sagen er jo ligetil. Men derimod er det ikke helt gået op for de pågældende mennesker, at denne fødsel i virkeligheden var fødslen af en moralitet, hvis dybeste kerne, som nævnt i denne artikels første afsnit, var at elske sin næste som sig selv, var at vende den højre kind til, når man blev slået på den venstre, var hellere at give end at tage, var opdragelsen til fra enhver form for "kors" eller over for enhver form for ophav til uret at bede: Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre, samt yderligere at komme til erkendelse af, at "ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for at redde sin næste".

Som man ser udgør denne morals kerne i sine detaljer udelukkende realiteter, der overalt, hvor de får overtaget, fuldstændigt underminerer eller umuliggør enhver form for kontrast til kærligheden, hvilket igen vil sige, at de umuliggør enhver form for hævn, mord, drab, lemlæstelse, enhver form for bagtalelse, intolerance, ubarmhjertighed, misundelse og uvenlighed eller kort sagt: befordrer hele den fulde afskaffelse af "det dræbende princip".

 

Det kan jo ikke nægtes, at Jesusbarnets fødsel ville have været uden betydning, ville aldrig være blevet almen kendt, hvis det samme barn ikke havde været et væsen fra en højere verden, havde været en "missionær" fra et rige, som ikke var af denne verden, og derfor var i stand til midt i mørkets og hadets zoner, midt i en verden, der i realiteten udgør et eneste stort mordsted, en krigsskueplads, at efterlade sig praktiseringen af ovennævnte lyse moral som en praktisk og teoretisk kendsgerning og dermed urokkeligt stadfæstede denne på jorden som en sæd, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes.

Da det er denne "sæd", der blev årsag til, at Jesus blev kendt, er det selvfølgelig også denne, der er den sande eller retmæssige årsag til de kristne landes julefest.

Da resultaterne eller frugterne af nævnte "sæd" således er afskaffelsen af det dræbende princip, er julen i virkeligheden i sin højeste analyse en fest til ære for denne afskaffelse, og hvorved den netop bliver en fest til ære for kærlighedens indstrømning i jordens åndelige atmosfære.

At dette ikke er gået op for menneskene, [slut på side 226] viser jo til fulde det før omtalte massemyrderi, hvormed de manifesterer nævnte fest. Havde de haft evne til at opfatte julen rigtigt, ville de i det mindste have gået lige modsat til værks. De ville have forstået, at en virkelig og absolut sand jul kun kunne blive en kendsgerning ved først og fremmest at gøre dens "helligdage", til "kødløse dage" og således nedsætte det dræbende princip mest muligt under dens forløb.

Skønt den kristne jul er en flere hundredårig tradition, er det altså endnu ikke gået op for almenheden, at dens jul, set fra Jesu eget syn, fra hans lære og budskab, indtil en vis grad meget vanskeligt kan frikendes fra at være en udskejelse. Idet man således i særlig grad fejrer julen med "festmåltider" af dræbte dyr eller ligene af fremragende levende væsener i udviklingen, fejrer man Jesu fødsel og moralitet med en udskejelse, der gennem samme moralitet i virkeligheden skulle opløses eller fjernes. Og det er givet, at en julefest, der fejres ved at dræbe så lidt som muligt i stedet for at dræbe så meget som muligt, trækker den himmelske verden eller et højere tilværelseplan nærmere, giver en virkelig guddommelig jul og en større kontakt med julens sande kerneanalyse, overholdelsen af det femte bud: du skal ikke ihjelslå.

 

Men selv om de jordiske mennesker således ikke er nået frem til at være i fuld kontakt med den moralitet, som julen udgør en mindefest for, så har de dog udviklet sig til at praktisere så uendelig mange gode ting, som er af en så velsignelsesrig natur, og i en så fuldstændig kontakt med julen sande ånd, at de bevirker, at en højere stemning, som jeg tidligere har nævnt, for nogle få timer kan blande sig med jordens ellers så mørke og tragiske åndelige atmosfære og gøre denne så ædel, så behagelig og oplivende, at selv mindre følsomme eller robuste personer kan være påvirkede deraf. Disse gode manifestationer, med hvilke menneskeheden således er i kontakt med julens sande niveau, vil sluttelig endog få en sådan fremgang, at den kærlige, åndelige atmosfære, som gennemsyrer julens lande nogle få timer juleaften, vil blive udvidet mere og mere, så den til sidst strækker sig helt fra jul til jul. De nævnte manifestationer, der således er med til at gøre julens sande stemning længere, er altså alle former for realiteter, der går i retning af at elske sin næste eller den virkelige praktisering af "hellere at give end at tage". Og det er symbolet på denne julens sande tilværelsesmåde, vi oplever i form af – "julegaver". Alle julegaver, der kun gives, fordi det er skik og brug, fordi man selv har fået gaver og derfor må kvittere med gaver til gengæld, er ikke sande kærlighedsgaver og kan således i virkeligheden kun være "symbol" på disse de virkelige gaver. De gaver, der derimod til eksempel gives til trængende mennesker, de gaver, der består i bespisning, beklædning og husly til fattige, hjemløse eller i livet havarerede og nødstedte individer, mennesker såvel som dyr, det er julens sande gaver. Det er gaver, der er i kontakt med Ham, der gav menneskene fortællingen om den barmhjertige samaritan. Ham som lærte menneskene, "hvo som er ren, han kaste den første sten". Ham som gav den største kærlighedsgave og dermed den største julegave, der kan gives, nemlig ofringen af sit eget liv til hjælp for menneskehedens "frelse", hvilket vil sige menneskehedens førelse ud af uvidenhedens, naivitetens, overtroens, intolerancens, hadets og myrderiernes mørke zoner, og for hvilken førelse julen i dag, såvel som i kommende tider, rettelig bør være en sand ihukommelse.

 

Da julen, således som i nærværende artikel er skildret, er en kærlighedens fest, eller en fest til ihukommelse af den begyndende afskaffelse af princippet: at dræbe, vil alle sådanne ting ved samme fest, som er stimulerende og udviklende for nævnte princip, altså ikke have levedygtighed, men blive "døende" eller i aftagende, alt eftersom den ny verdenskultur [slut på side 227] skrider frem. Af disse "døende" traditioner vil blandt andet julemåltider bestående af kød, flæsk og fisk naturligvis komme i første række. Men følelsen bliver stadigt forfinet eller forædlet hos menneskene og vil få afskaffelsen af det almindelige grantræs benyttelse til juletræ til følge, idet man efterhånden ikke kan undgå at komme til at føle det som en vanhelligelse at bruge julehøjtideligheden som grundlag for nedsabling af ungt planteliv. Ligeledes vil man komme til at reagere over for brugen af de almindelige "julelys", idet man også her vil komme til at betragte det som upassende at fejre det dræbende princips afskaffelse ved påføring af "livsenhederne" i de nævnte lys den højst ubehagelige og unaturlige død, som en forbrænding af de pågældende lys netop bevirker.

Som et symbol på julehøjtideligheden vil man i stedet for det almindelige "juletræ" mere og mere gå over til at anvende en til formålet egnet juletræs- eller pyramideformet lysestage med indlagt elektrisk lys. I dette lys finder intet drab sted ved forbrændingen, idet alle "livsenheder" i den elektriske strøm er "ildvæsener", hvilket vil sige, at de har deres naturlige udvikling og liv i ildelementet eller i form af ild eller lys.

Således vil juletraditionerne på mange forskellige områder blive mere og mere forfinede for derved til sidst at blive i en sådan samvittighedens renkultur, at julehøjtideligheden bliver en virkelig sand og absolut fuldkommen fest til ære for alkærligheden eller respekten for ethvert levende væsens ret til livet.

(fra Julekosmos, årsskrift 1964)