Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1992/5 side 83
 
Stjernesymbolet
 
Den øverste feltherre
 
af Martinus
 
Mennesket lever i angst for krig
Vi lever i en tid, hvor verden er i brand. To store verdenskrige har hærget jorden, og menneskene går i stadig frygt for, at en ny verdensbrand skal blusse op i form af en krig, som vil blive værre end nogen tidligere. I vor tid er det jo ikke som i gamle dage, da krigen kun berørte ganske bestemte folk og landområder, mens man andre steder på jorden måske ikke engang havde nogen anelse om, at der var krig. I vor tid berører krigen ikke blot de lande, hvor den kommer direkte til udfoldelse, men dens virkninger strækker sig over hele jorden. Det er ikke mærkeligt, at menneskene er bange, og at de synes, at verdensfreden må være en utopi, og man hører da også gang på gang mennesker sige, at det ikke kan være rigtigt, at menneskeheden befinder sig under udvikling, for menneskene bliver da værre og værre. Man synker ned i en pessimistisk tankegang og giver den udtryk med ordene: "Der har altid været krig, og der vil altid blive ved med at være krig." I den senere tid måske med tilføjelsen: "Indtil menneskene har fået dem selv og hele jorden sprængt i stumper og stykker".
Set i det kosmiske perspektiv er menneskets situation ikke håbløs
Sådanne udtryk kan man jo nok kalde "dommedagsmentalitet". Man føler, at jorden og menneskene er dømt til udslettelse. Og hvem skal eksekvere dommen? Menneskene selv. Kan man tænke sig noget mere tåbeligt? Og man påstår, at man slås for at skabe fred. Det er jo det samme, som hvis man ville slukke et bål med ild. Der er dog mange mennesker rundt omkring på kloden, som kan se det fuldkomment tåbelige i menneskehedens nuværende situation, der kan sammenlignes med en skibsbesætning, der er kommet i indbyrdes klammeri og begynder at slå skibet i stykker for at bruge stumperne som mordvåben og derved bliver årsag til skibets og deres egen undergang. Men de mennesker som kan se det tåbelige i verdenssituationen, og som gør deres bedste for at modarbejde brugen af atomvåben osv., de er så få, at deres stemme drukner i larmen fra krigsforberedelser og den kolde krigs trusler, så det hele er vel blot håbløst og meningsløst? Det kan se sådan ud, når man ser på situationen i et lokalt perspektiv, som de fleste jordmennesker gør det, men det er virkelig muligt at se på den jordiske menneskeheds situation i et andet og større perspektiv, og set i dette perspektiv er situationen ikke så håbløs. Set i kosmisk perspektiv kan man godt sige, at den jordiske menneskehed oplever "de sidste tider", men det er i en anden betydning end den gængse, hvor det opfattes som jordens og menneskehedens udslettelse. Det er nok en "undergang", men det er hverken jordens eller menneskehedens undergang, det er selve krigens undergang, de sidste tider for anvendelse af det dræbende princip.
Kredsløbsprincippet manifesterer sig normalt i fire stadier
Her i Norden, hvor vi oplever den mest fuldkomne udfoldelse af de fire årstiders kredsløb, har vi et gammelt udtryk, der siger: "Dagene længes, men vinteren strenges". Når vi kommer ind i februar, og somme tider endda i marts, kan vi opleve, at frost, is og sne får mere og mere herredømme, selv om det bliver lysere på et tidligere tidspunkt om morgenen og senere mørkt om aftenen. Mon ikke dette lys spiller en stor rolle for os alle? Vi længes efter det, og det er, ligesom det er lettere at tage kulden, sneen og isen, når det bliver lysere. Man mærker, at en ny tid nærmer sig, og ved, at solen efterhånden vil få så megen magt, at sneen og isen smelter, og forårsbebuderne begynder da også at pible frem og fortælle om den tid, der forestår, hvor helt andre kræfter skal dominere i naturen. Men det kredsløb, som vi her i Norden får lov at opleve i sin fulde udfoldelse som årstiderne, er blot én af de måder, hvorpå det universelle kredsløbsprincip manifesterer sig. Alle universets utallige kredsløb udfolder sig normalt i fire årstider, fordi de er baseret på kontrastprincippet. Det vil sige to stadier, hvor den ene eller den anden af kontrasterne er den dominerende, og to stadier, der udgør overgangstilstande. Er vinteren ikke en periode, hvor mørke- og kuldeprincippet dominerer, og foråret en tid, hvor overgangen til vinterens kontrastperiode, sommeren, finder sted? Det har vi oplevet så mange gange, at det er blevet en kendsgerning for os. Og ligeledes at efteråret er en overgangstid, hvor kulden og mørket gradvis tager til for atter at kulminere i vinteren med dens sne og is. I døgnkredsløbet oplever vi akkurat de samme fire stadier i en mindre udfoldelse, som vi kalder nat, morgen, middag og aften. Alt det kender menneskene så godt, at de slet ikke tænker over det, det er blevet vane for dem. De tænker heller ikke over, at det samme kredsløbsprincip viser sig i et normalt menneskeliv med dets fire stadier: barndom, ungdom, manddom og alderdom. Barndommen er væsenets nat eller vinterzone, hvor alle kræfter, som senere kommer til udfoldelse, endnu er sovende. I ungdomstiden spirer alle disse kræfter, det er menneskets morgen eller vår, og i den modne alder kommer de til deres største udfoldelse, da er mennesket på sit livs middagshøjde eller sin sommerperiode. Den gradvis tiltagende alderdom med de grånende hår og de gradvis svigtende kræfter er menneskets livsaften eller efterår. Døden er menneskets solnedgang, men dets sol vil stige over nye horisonter til nye tilværelser og inkarnationer i dets evige tilværelse eller udvikling, og her kommer vi tilbage til vort udgangspunkt, det gamle ord der siger: "Dagene længes, men vinteren strenges".
Vejen mod lyset går gennem mørket
De jordiske menneskers udvikling har fundet sted gennem årmillioners inkarnationer i fysisk materie helt fra mineralske tilstande gennem vegetabilske, animalske og primitive jordmennesketilstande til de udviklingstrin, de nu repræsenterer. En sådan udvikling foregår inden for et gigantisk kredsløbsområde, som jeg i mine kosmiske analyser kalder et spiralkredsløb, der ligesom alle andre kredsløb har sine fire faser. Inden for sit nuværende spiralkredsløb befinder den jordiske menneskehed sig netop i den kosmiske årstid, som kan karakteriseres med førnævnte gamle ordsprog. Vi er i en kosmisk vinterzone, men dog nået så langt frem, at lyset, som i dette tilfælde er åndens lys i betydningen kendskab til livslovene, er blevet stærkere. Det er den jordmenneskelige intelligens og den begyndende humanisme, der her er tale om. Men selv om "dagene længes", oplever vi også, at "vinteren strenges", for vinterens dræbende princip udfolder sig blandt menneskene som aldrig nogen sinde tidligere. Nu kan de jo også bruge deres intelligens til at dræbe med, idet intelligensen er en neutral energi, der kan bruges såvel i det livgivende som i det dræbende princips tjeneste. De jordiske menneskers større viden og kunnen har, fordi denne viden og kunnen endnu ikke er stor nok til at være rent menneskelig, gjort dem til overgangsvæsener mellem dyre- og menneskerige. Man kan kosmisk set sige, at de er en slags "djævlevæsener", i hvem en menneskelig form og tankegang er begyndt at gøre sig gældende, men rigtige mennesker er de endnu ikke. De er i en kosmisk nat- eller vinterzone, men dog så langt fremme mod morgenen eller den gryende vår, at lyset dæmrer i deres bevidsthed. De begynder at længes efter mere lys i betydningen større viden, og de begynder at længes efter fred. De fabler om "verdens forenede stater", om "én verden", om menneskets frigørelse og de rettigheder, ethvert menneske har uanset nation, trosbekendelse og hudfarve. De opretter skoler, universiteter og laboratorier og forsøger at skabe adgang til disse for alle. De har hospitaler, klinikker, Røde Kors og mange slags forsorg. Alt dette og meget mere af lignende art repræsenterer "dagene som længes". Men samtidig fabrikerer man mere langtrækkende og ødelæggende våben, man truer hinanden og tror, at man kan skabe fred gennem magtanvendelse og ved at overgå modparten i våbenfabrikation og opfindelser af nye destruktionsmidler. Hvorfor sker alt dette? Fordi vejen til "himlen" går gennem "helvede", hvilket vil sige, at vejen mod lyset går gennem mørket eller vejen til livet gennem døden. Med ordet "døden" mener jeg her den materialistiske tilstand, størstedelen af den civiliserede menneskehed befinder sig i. Efter denne "død" vil der dog komme en "opstandelse", dvs. en udfoldelse af rent menneskelige kræfter, et menneskeligt forår vil bryde frem, fordi det bryder frem i de enkelte menneskers bevidsthed på basis af de erfaringer, de har gjort i den mørkezone, som de efterhånden er blevet mæt af.
På grund af kontrastprincippet vil de jordiske mennesker efterhånden blive mætte af krig
Set i dette perspektiv har alle krige altså været en nødvendighed, et nødvendigt onde vil nogle sige – jeg foretrækker at kalde det et ubehageligt gode. Jeg ved det er svært at se sådan på krigen, ikke mindst for de mennesker, der i øjeblikket har den helt inde på livet. Men hvis ikke tusinder af mennesker, ja, millioner var blevet dræbt eller lemlæstet i fortidens krige, ville der overhovedet ikke være nogen som helst opposition imod krigen i dag i menneskers sind. Det er jo de samme mennesker, der lever i dag, der har oplevet fortidens krige. Man kunne måske synes, at det da er mærkeligt, at menneskene ikke er holdt op med at slås for længe siden, for der har da været krige nok, de har kunnet lære af. Men det tager sin tid at opbygge et virkeligt talent for fred i det levende væsens bevidsthed. Først kommer de stadier, hvor det tænker på hævn og på gengældelse. Væsenet ønsker at blive stærkere end sin modstander og overvinde ham, og der findes ingen begær eller ønsker af en sådan art, der ikke kan tilfredsstilles på længere sigt. Det samme ønsker modstanderen naturligvis, og således kunne krigen eller den tilstand, vi kan kalde "helvede" eller "de dødes rige", eksistere til evig tid, hvis ikke der var noget, der hed sult- og mættelsesprincippet. Kontrastprincippet er inderligt forbundet med dette sult- og mættelsesprincip, og derfor vil freden nærme sig mere og mere i samme forhold, som de jordiske mennesker bliver mætte af krigen og krigens virkninger og begynder at skabe nogle nye årsager, som ikke har krigen til følge.
I dag betragtes krigen som en måde at skabe fred på
Her vil en og anden måske indvende, at krigene bliver skabt af "de store", af magthaverne både inden for den politiske og den økonomiske verden, som er så snævert forbundet med hinanden. Der er også mennesker, der vil sige, at hvis der ikke var kommet en Hitler, ville der aldrig være kommet nogen verdenskrig nr. 2. Verdenshistorien er jo også én lang beretning om feltherrer og deres krige, og om disse feltherrers fuldstændige mangel på respekt for menneskeliv. Nogle af disse feltherrer havde måske kun deres egen personlige magt i tankerne, andre havde nationale, religiøse eller storpolitiske planer, hvori krigen var et middel til gennemførelse af planerne, et spil om sejr eller nederlag. Og menneskene var da blot det materiale, som feltherren måtte udnytte, og det gjaldt derfor om at indpode den enkelte soldat den rette kampmoral, så han var villig til at dø for konge og fædreland på "ærens mark", som det hed. I vor tid kan man dog ikke bruge gamle klicheer, for "menneskematerialet" er anderledes. Nu betragtes krigen som et "beskidt job", som nødvendigvis må udføres, for at der kan blive fred. Også denne mentalitetsændring er et bevis på, at "dagene længes", og ikke mindst er dette, at der i dag findes militærnægtere og unge mennesker, som direkte søger om civil tjeneste, hvor de kan udføre hjælpearbejde i stedet for at slå ihjel, et eksempel på den mentalitetsændring, der er ved at finde sted, og som efterhånden ingen diktatorer eller feltherrer vil kunne få bugt med gennem nok så mange forsøg på propaganda og suggestion.
De store feltherrer gennem tiderne har været "den øverste feltherres" dvs. Guddommens specielle redskaber
Hvilken rolle har da Hitler, Mussolini, Stalin, Churchill, Roosevelt og alle fortidens statsmænd, konger og feltherrer spillet i den jordiske menneskeheds udvikling? De har været specielle redskaber for "den øverste feltherre", og det vil sige for den evige Guddom, der leder væsenerne fra deres mest døde tilstand til deres mest levende tilstand. Uden krigene ville den guddommelige verdensplan ikke kunne komme til udfoldelse, og naturligvis heller ikke uden de specielle redskaber, som de store hærførere gennem tiderne har været. Disse hærførere er jo også almindelige mennesker, som blot har haft en særlig skæbne i kraft af de specielle evner og talenter, de har udviklet gennem mange inkarnationer. Naturligvis må disse hærførere også høste, hvad de har sået, som alle andre må det, indtil de er mætte af krigen. Og da vil de blive lige så store redskaber i det livgivende princips tjeneste, som de tidligere var det for det dræbende princip. De vil blive menneskehedens velgørere og være med til at opbygge en fredens kultur. Det ligger naturligvis ude i fremtiden, ligesom forår og sommer er fremtid, så længe det endnu er vinter. Men "den øverste feltherre" har lagt sin plan, og det er ingen "slagplan", det er en plan, der fører frem til verdensfreden og den forenede menneskehed.
Freden begynder i jordmenneskets eget sind
Et led i denne plan er, at menneskene af egen fri vilje skal vælge freden og skabe freden ud fra de erfaringer, de har gjort, og det kunne de ikke gøre, hvis de ikke havde oplevet både, hvad det vil sige at vinde sejr og lide nederlag. Hvad de sår gennem sejren, høster de i nederlaget, og nederlagets erfaringer vil bringe en ny sæd og ny høst. Krigens begyndelse er i jordmenneskets eget sind, og freden må også begynde der. Det er rigtigt, at når det drejer sig om de store krige, er det så lidt, det enkelte menneske kan gøre, når man blot ser på de rent ydre forhold. Det storpolitiske spil er en virkning af årsager, som i fortiden har sat dette spil i gang, og det fortsætter efter bestemte love. Det enkelte menneskes frihed ligger i den måde, hvorpå vedkommende reagerer på de uundgåelige begivenheder. Der ligger hele menneskehedens fremtid i dets hænder. Planen for menneskehedens fremtid ligger i juleevangeliets ord: "Fred på jorden og blandt menneskene en velbehagelighed". Kan vi da skabe fred midt i en krigens og hadets verden? Ja, den mulighed har hvert eneste jordisk menneske, og det står ikke alene om det. Den øverste feltherre eller den evige Guddom råder over kræfter, der er stærkere end menneskenes. Derfor vil disse aldrig nogen sinde komme til at sprænge jorden og dem selv i luften. Der er en grænse for menneskenes rækkevidde, når det drejer sig om udfoldelsen af destruktive kræfter. Og selv om der tilsyneladende også er en grænse, når det drejer sig om at udfolde og beskytte liv, så er denne grænse kun skabt af menneskenes midlertidige moralske og intellektuelle evner. For det menneske, der arbejder med sin egen udvikling til gavn for helheden, vil disse grænser overskrides lidt efter lidt, og han eller hun vil blive et redskab for den evige Guddom i skabelsen af fred og næstekærlighed på jorden.
Fra et foredrag på Martinus Institut
søndag den 7. januar 1951.
Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.