Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Julestemning

 

af Martinus

 

Det er saligere at give end at tage

Hvad er egentlig julestemning? – Ja, det er i realiteten en glædesfølelse over andre menneskers mobiliserede sympatitilkendegivelser. Da julen er en gavernes fest, og fundamentet for den fremtidige kultur er dette "hellere at give end at tage", er det ikke så mærkeligt, at det giver en særlig stemning på den årstid, hvor dette gaveprincip i særlig grad kommer frem. De fleste mennesker i den kristne verden vil være gode og kærlige juleaften og i juledagene, der er blevet hellige dage. Det er blevet en stor tradition, og her op imod julen er der skibsladninger, vognladninger og flyvemaskiner fulde af gaver, der skal deles ud rundt om i verden, og millioner af kærlige hilsener sendes til venner og bekendte. Det ville være dejligt, hvis menneskene havde denne tendens hele året, men nu er det mest beregnet på midvintertilstanden, og det er jo dejligt med noget oplivende her i de grå hverdage i mørkets tid.

Juletraditionen repræsenterer en kolossal energimasse

Det kan have sin betydning at studere denne tradition nærmere, for den udfolder en så kolossal energimasse, at der faktisk ikke er noget i verden, der kan opvise noget tilsvarende. I juleevangeliet berettes der om et lille barn, der i en længst svunden tid i Bethlehem blev født i en stald og lagt i en krybbe med dyrene omkring sig. Der må være en indre kraft eller usynlig magt i denne beretning, der har kunnet afstedkomme en sådan manifestation og energiudfoldelse. Det er ikke blot inde i menneskesindet, i det ydre bliver der gjort alt for at smykke gader og butikker, alle vegne er der guld, glimmer og masser af skinnende lys. Det er ikke gjort for at gøre menneskene nedtrykte og melankolske, men for at hjælpe dem og live dem op. Her vil man måske indvende, at udsmykningen af gaderne og forretningerne er til for at stimulere folk til at købe. Jamen i vore dage har vi ikke andre veje end forretningsprincippet, og når menneskene har fået denne tendens til at give gaver, er det da glimrende, at der er andre kræfter, der har fået til opgave at bringe gaverne til veje, så man kan få lejlighed til at se på dem og gøre sine indkøb. Man vil måske også sige, at give gaver er en tradition, og når [slut på side 223] man selv får gaver, er man nødt til at give gaver igen, andet kan man ikke være bekendt. Jamen tænk, hvor dejligt det ville være, hvis man hele tiden ikke kunne være andet bekendt end at være god og kærlig imod sin næste. Det ville da være strålende! –

Der kan være enkelte mennesker, der ikke synes om gavegivning, men i det store og hele må folk synes om det og synes om det smukke opbud i byerne. Søndagene før jul ser vi gaderne fyldt til trængsel med mennesker, der ser glade ud og kommer med mange pakker osv. Det ville sikkert virke nedtrykkende at fjerne denne tradition, og det skal man heller ikke, der er ikke så meget oplivende i verden, at vi har råd til at undvære det, vi har. Skulle vi undvære noget, måtte det være for også at give vor næste adgang til at få del i goderne. Men nu eksisterer denne voldsomme energiudfoldelse og denne gavetradition, og det er et udtryk for den begyndende næstekærlighed. Det er begyndelsen til den kommende verdenskultur, som menneskene skal nå frem til, når de bliver færdige med krigene og når frem til at kunne forstå hverandre. Da vil der blive julestemning hele året rundt, alle vil komme til at elske alle, i modsætning til i dag, hvor der mere eller mindre er krig imellem alle, mand og mand imellem og nationer imellem.

Begivenheden i Bethlehem

Nu er der måske mennesker, der vil hævde, at beretningen om Kristi fødsel kun er et sagn, der sikkert slet ikke passer, og Kristus er måske aldrig blevet født. Jamen det er ligegyldigt, for det er en kendsgerning, at denne kærlighedsenergi eksisterer i dag. Hvis den kun var et opdigtet eventyr, er det da fabelagtigt, at en sådan historie kan lave en tradition og et sådant opbud, der i snart 2000 år er vendt tilbage hvert eneste år. Har man set, at andre forfattere kunne formulere et sådant digt og skabe en sådan tradition, at slægt efter slægt og millioner og atter millioner af mennesker har kunnet blive glade og føle denne julestemning? – Nej, det har vi ikke set. De andre religionsstiftere har ganske vist deres store tilslutning, men de tilhører også undtagelserne. Nu er tiden kommet, hvor menneskene ikke blot vil forstå, at kristusbegivenheden ikke er et sagn, de vil komme til at forstå, at juleevangeliet er meget mere end den lille del, de har fået igennem Bibelen.

Fødslen af kristusbarnet i os selv

Juleevangeliet med barnefødslen i Bethlehem er kun en udløsning af et gigantisk princip, der eksisterer som en realistisk kendsgerning. Hvis dette princip ikke eksisterede, ville vi gå rundt som dyr i urskoven og aldrig nogen sinde være blevet mennesker. I kraft af dette guddommelige princip, som bethlehemsbegivenheden repræsenterer, er vi hævet op over dyrene. Vor bevidsthed har fået et tillæg, som vokser og er ved at overvinde den dyriske bevidsthed. Dette tillæg af bevidsthed kan vi kalde kristusbarnet, og vi bærer således allesammen et kristusbarn i vort indre. Den historiske begivenhed med fødslen i stalden symboliserer, at der fødtes en gnist i os på et tidspunkt, da vi var dyr, der fødtes noget ejendommeligt. Det begyndende menneske blev født i dyret, og en polforvandling begyndte. Dyret er symboliseret ved stalden med urenhederne og dens uhumske atmosfære. Dette nye i dyret nedlagte princip gør sig i dag gældende som det menneskelige i mennesket i form af dette gerne at ville give gaver og glæde andre. Det er det samme som kærlighed. Det har alle mennesker noget af, ligegyldigt om det er forbrydere eller straffede personer, alle har denne lille bevidsthedstilstand i sit eget indre. At stalden dominerer i mange mennesker, kan de ikke selv gøre ved, det kan man ikke bebrejde nogen, enhver står på sit særlige udviklingstrin. Det man ikke har oplevet, det man først oplever i morgen eller længere fremme i tiden, kan man ikke repræsentere i dag. Menneskene, der både repræsenterer kristusbarnet og udgør stalden [slut på side 224] for det, kan i dag kun repræsentere det stadium, som kristusbarnet i dem selv er vokset frem til. Dette princip bliver til kendsgerning for den, der vil udforske det, og som har evne til at kunne iagttage og studere det.

Det er en kendsgerning, at der i det ufærdige menneske er to naturer, den dyriske og den menneskelige. Det dyriske er endnu så fremherskende og fremtrædende i verden, at kulturen må beskytte sig ved hjælp af dyrets princip eller den stærkeres ret. Nationerne kappes om at få de stærkeste våben og de bedste midler til at kunne dræbe og myrde eventuelle modstandere. Det dyriske princip giver absolut ikke julestemning, men det er dejligt at se, at det nye princip i menneskene helt alment gør sig gældende her ved juletid, hvor de allerfleste vil være gode og kærlige. Det menneskelige er der, og livets mening og vejen videre frem opleves gennem den ulykkelige skæbne, der anviser det forkerte i den daglige væremåde.

Verdensgenløsningsprincippet og pyramiderne i Ægypten

Denne vældige fødsel af det guddommelige princip begyndte for ca. 90.000 år siden, da menneskeheden blev befrugtet af nogle store væsener, som inkarnerede på jorden. De nedlagde også grundprincipperne for hele den materielle videnskab i pyramiderne i Ægypten. Det skal jeg ikke komme ind på, men det var en fødsel, hvor de første menneskelige tilstande fødtes. Dengang var menneskene en slags dyremennesker, men nogle var dog så modne, at man kunne begynde at indvirke på dem, så humaniteten kunne vokse frem. Den vokser stadig, men her vil man måske indvende, at det er krigsprincippet, der vokser. Men det er ikke rigtigt, for der er ingen, der i absolut forstand vil krigen, alle vil gerne have freden, men de ved blot ikke, hvordan de skal opnå freden. De tror, at de må kæmpe sig til freden og have en kolossal forsvarsstyrke og en kolossal overlegenhed over andre væsener for at få fred. Men man kan aldrig få fred ved at bruge magt, freden kan man kun få ved selv at være freden.

Kristusprincippet

Hvad vil det sige selv at være freden? – Det vil sige, at man aldrig nogen sinde bliver fornærmet og tager til genmæle overfor brutalitet og vold. Vi får både anvisningen og meningen med kristusbarnet i Bethlehem, når vi følger kristusbarnet frem til den modne alder. Kristus overvandt alt det dyriske og blev så fuldkommen, at han på Golgathas kors i den sværeste lidelse, der kan påføres et animalsk legeme, kunne elske sine fjender og velsigne dem, der forbandede ham. Han kunne råbe det ud: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre".

Kristusbarnets mission er at være modellen for alverdens mennesker, så de kan se, hvad der er målet. Det moralske genis fuldkommenhed åbenbarede sig på korset, men det almindelige menneske kan ikke pludselig blive et geni. Genierne er til for at vise, at sådan kan man blive. De store virtuoser i musik eller i anden form for kunst trækker alle de andre med sig, de er modeller og viser som kendsgerning, at et sådant stadium kan nås. Kristusbarnet fra Bethlehem blev den største og mest fuldkomne model, der overhovedet har eksisteret på jorden. Det er ganske ligegyldigt, om man benægter begivenheden i Bethlehem, for principperne afslører sig alligevel, og det er principperne, der gælder, og ikke den ydre bogstavform. Formerne skifter, men det gør principperne ikke.

Dette princip fik menneskene til at forandre sig og begynde at leve praktisk efter denne ydre model. Tidligere var det en tågeagtig tilstand, fordi de ikke kunne forstå en så ophøjet kærlighed. Det var nærmest tåbeligt, at man skulle vende den højre kind til, når man blev slået på den venstre, men meningen er, at man skal vende den menneskelige side til, når man bliver slået på den dyriske side. Man vendte den dyriske side imod Kristus, da man med vold og magt hængte [slut på side 225] ham op på korset i de værste lidelser. Han vendte den anden eller den menneskelige side til, og derved viste han sin overlegenhed og gjorde det til kendsgerning, at sådan kan man blive, og sådan bliver man til mennesket i Guds billede. Han sagde også: "Jeg og Faderen vi er ét", og jeg kan sige det samme. Jeg har oplevet at være et med disse love, og det er blevet mit liv at vise denne kærlighedstilstand. Det jeg viser, har Faderen givet mig, det er ikke noget, jeg har læst eller har fået fortalt, men noget, der strømmer ind i mig gennem min egen bevidsthed direkte fra visdomshavet.

Korsfæstelse af kristusbarnet i os selv

Kristusbarnet voksede frem til at blive modellen for hele menneskeheden, og dette princip vokser nu i mennesket. Selvfølgelig skal man ikke glemme bethlehemsbegivenheden og Kristus på korset, men det vigtigste er at tænke på, at man ikke korsfæster det lille kristusbarn, som man bærer i sit eget indre. Menneskene korsfæster sig selv, når de laver årsager, der kommer tilbage og ødelægger deres liv, f.eks. med uheldige nydelsesmidler og forkerte eller afsporende tankeindstillinger.

Jo mere man vænner sig til at give i stedet for at tage, at undskylde andre og tilgive dem det, de har gjort imod én, jo mere er man inde på den rigtige vej, og da vil man opdage, at det giver én overordentlig stor glæde. Det giver ingen glæde at slå en modstander i jorden, i så fald skal man være meget primitiv, men så primitiv er den store eller bedste del af verdens befolkning ikke. De fleste slår nødigt, og de slår kun, fordi de regner med, at de er nødt til at gøre det. Men det er de i virkeligheden ikke. Hvis man i dag begynder med ikke at ville tage til genmæle over for ubehageligheder, får man god karma for det, men man må ikke tro, at så er det hele forbi, så man slet ikke får karma mere. Det, der engang er sået, vokser og er på vej tilbage, det kan være behageligt, og det kan være ubehageligt. Selv om man begynder at leve efter kristusprincippet og vende den højre kind til, bliver man ikke lige med det samme fri af ubehagelighederne, men man har sået en god sæd, og når den kan høstes er meget vundet, man er nået frem til at føle, hvad der er det rigtige. Det gælder om at komme på bølgelængde med livet eller Guddommen selv.

Bønnens magi

Det er ganske udmærket og guddommeligt, at man kan få vejledning af andre mennesker og studere på læreanstalter osv., men når der er tale om at nå frem til den moralske livsform, da er der givet menneskene en overordentlig stor mulighed, som de ofte ikke kender. De har i sig indbygget bønnen, der er et mysterium for dem, og så længe den er det, kan de ikke rigtigt bruge den. Bønnen har en vældig magi, der kan anvendes, når man begynder at ville leve på den rigtige måde og skabe en væremåde, der er det fuldkomne menneske værdigt. Der er megen hjælp at få gennem bønnen, der er hele verdener af usynlige væsener, der kun har til opgave at hjælpe menneskeheden, men man kan kun komme i berøring med dem ved at komme på bølgelængde med dem.

Det betyder intet, at man ikke kan lære dem at kende og ikke kender dem ved navn, men det betyder noget, at man med sin tankegang bliver indstillet på denne højde eller bølgelængde, som skytsenglene lever på. Da vil man opdage, hvordan beskyttelsen kan vokse ind i én, og hvordan man får mod til at tage imod det, der tilsyneladende er uretfærdigt. Intet er uretfærdigt, for ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret.

Hvordan skæbnen udløses

Uret kan ikke finde sted, men menneskene tror det, for der er så meget, der ser ud, som om det er uret, men det skal man se at komme bort fra. Alt, hvad man oplever af lys skæbne såvel som ubehagelige tilstande og mørk skæbne, er noget, som man selv har sået. Energien [slut på side 226] går fra ophavet og tilbage til ophavet igen, den kan ikke gå på nogen anden måde. På denne rejse i rummet bliver energien befordret af andre væsener, som er på bølgelængde med den, og derved får vi vor skæbne tilbage igennem andre væsener. Er det noget glædeligt, lyst og dejligt, kommer det igennem mennesker, der kan modtage disse bølgelængder, og vi får det som gaver, venlighed osv. Er det mørke tilstande og brutale ting, vi skal opleve, kommer det igennem mennesker, der er på et sådant plan, at de kan komme på bølgelængde med den art af energi.

Kosmiske glimt og mentale kortslutninger

Når man forstår at skelne imellem, hvad der er dyrisk, og hvad der er menneskeligt, og når man arbejder sig frem til hele tiden at leve i menneskelige tanker, opfattelser, synspunkter og væremåde, får man denne sikkerhed hele tiden at være på bølgelængde med Forsynet. Det er at være ét med Faderen, og det er virkelig en tilstand, man kan nå frem til, og det er en tilstand, som jeg lever i og derfor kan fortælle om. Alle, der har ført menneskene og fået kosmiske oplysninger, har været i en tilstand, hvor de kunne komme på denne bølgelængde. Det sker undertiden, at mennesker får et kosmisk glimt, og det får de ikke i et hidsighedsanfald, men det får de, når de er inde i en menneskelig tankegang, i en lykkelig tilstand, i en kærlighedsudfoldelse imod andre væsener. Ved et kosmisk glimt er der tale om at komme på bølgelængde med elektriske kræfter. Det er der også ved kortslutninger, hvor mennesker kommer op at skændes eller slås. Det normale er, at tingene er i harmoni, at intet bliver beskadiget og alt bevarer sin fuldkommenhed, men ved brutalitet, vold og drab er der tale om kortslutninger. Fra omgangen med elektricitet ved vi, hvordan det sprutter og hvæser, når der sker en kortslutning og lyset går ud, og det er nøjagtigt det samme, der sker med to mennesker, der kommer op at skændes og gør hinanden fortræd. Hvor er kærlighedssympatien da henne? –

Juletraditionen præger menneskene

Der er meget at lære ved at studere kristusprincippet og juleevangeliet, og det er guddommeligt, at det er kommet så langt frem, at det behersker menneskene en lille tid af året. Menneskene ved faktisk ikke hvorfor, men de er alle glade, der pyntes og gøres fint, og man byder mennesker hjem til sig og har det rart sammen, og man giver gaver og synes, at det er en lykkelig tid. Det har været en tradition nu snart igennem 2000 år, og de fleste voksne mennesker har lyse minder og dejlige erindringer fra barndommens jul, der sætter sit præg på dem gennem hele livet.

Nu er vi ganske vist inde i en tid, hvor man er ved at tabe det religiøse, fordi den ydre form virker naiv, men man ser tydeligt, at julestemningen eksisterer alligevel. Dengang vi var besat af tyske soldater, som ikke rigtigt troede på noget forsyn, så vi, at de havde en hel masse sammenklappelige juletræer med sig. De havde ikke forladt juleprincippet, traditionen og det menneskelige boede i dem. Julen bor i os, og den kan ingen tage væk, den kan måske blive sløret af ydre begivenheder, men det gælder om at tage ved lære af den stemning, der er her om midvinteren.

Jul året rundt.
Den allerstørste julegave

Denne dejlige lysende mentale sfære, der lyser op i det ydre fysiske mørke klima, er ikke til at undvære. Tænk, hvor det ville være svært at komme over de mørke dage især langt mod nord uden juletiden og julestemningen. Denne juletid vil nu begynde at vokse, det er ikke meningen, at den skal blive ved med at være begrænset til en bestemt tid af året. Der er mennesker, der lever i juleprincippet hele året rundt, men den store masse, der på en måde bliver suggereret, oplever det kun ved juletid. Mange mennesker har dog julen i sig, de har dette gaveprincip, [slut på side 227] denne mildhed og lyst til at gøre godt. Den allerstørste julegave, der kan times noget væsen, er dette menneskelige princip, som Forsynet nedlagde i dyret. Alle mennesker bærer i sig denne guddommelig gave, som vil forandre dem og få dem bort fra de lidelser, bekymringer og besværligheder, som de har i dag.

Lidelsen efterlader den guddommelige evne humaniteten. Følelse og intelligens

Juleprincippet kan slet ikke holdes nede. Selv om man arbejder imod det, vil det vokse, for når man handler forkert, kommer der lidelser, besværligheder og ulykkelige tilstande, der netop befordrer humaniteten og giver næring til det menneskelige i mennesket. Dyret føler lidelsen i sig selv og må bekæmpe den, men mennesket skal i kraft af dette guddommelige princip vokse frem til, ikke blot at føle lidelsen i sig selv, men også at kunne føle den i andre, hvad enten det er dyr eller menneske. De gennemgåede lidelser gør menneskene kærlige, og evnen til at føle lidelserne i andre væsener bliver drivfjederen i udviklingen. Derfor skal man ikke være så ked af, at der er perioder, hvor man er inde i mørke tilstande og lidelser, for det giver erfaringer, der efterlader den guddommelige evne humaniteten.

Her i denne verden, hvor alle skal kæmpe for det daglige brød, skal intelligensen nok blive udviklet, og desuden kan den udvikles på skoler og læreanstalter. Anderledes er det med humaniteten, den kan ikke læres i skoler, den kan godt vises teoretisk, og det kan give en vis støtte, men det bliver man ikke et bedre menneske af. Humaniteten udvikler sig igennem vore fejltagelser, der bringer os lidelse. Lidelsen er en klokke, der ringer, når der er fare, og jo mere vi kommer bort fra det naturlige, jo mere kommer smerten frem, så vi vender om. Selvom man ikke kan blive fritaget for at skulle lære mørkekontrasten at kende, er der intet menneske, der nogen sinde kan gå tabt, evig fortabelse eksisterer ikke, alle er på vej, alle er i den bedste guddommelige varetægt.

Gør du godt, da kan du se frit op

Vi har fået frihed til at gøre, hvad vi vil, vi kan befordre det dyriske eller det menneskelige. Det var det, Gud sagde til Kain: "Gør du godt, da kan du se frit op; gør du ondt, da ligger synden for døren". At gøre godt er netop dette at give gaver og være kærlig, og gaverne behøver ikke at være materielle. At give sin kærlighed, at sende gode tanker og stimulere andre mennesker til glæde og livslyst, er også vældige gaver. Gør man det, bliver man elsket og afholdt af sine medvæsener. Gør man det modsatte, dvs. gør man ondt, så ligger synden for døren, så vil sygdomme, fattigdom, nød og elendighed komme.

Kristusbegivenheden er en åbenbaring af livets princip

Det er tydeligt at se, at kristusbegivenheden i Bethlehem ikke er noget opdigtet, når den har kunnet skabe en sådan vældig eftervirkning. Det skyldes, at den udtrykker livet selv, den er en fuldstændig åbenbaring af livets eget princip, som man selv kan efterforske alle vegne.

På korset demonstrerede Kristus kulminationen af kærlighed, som er modellen for det kristusbarn, vi har i vor egen bevidsthed. Det dyriske, som bl.a. siger, "det manglede bare, at man skal finde sig i det", er den værste fjende; det er det, der holder en tvunget til at være i stalden, i uhumskhederne og i mørkets traditioner. Det eneste der kan udfri menneskene af stalden og bringe dem ud i den friske klare luft med den blå himmel, solskin, lys og varme, er netop at befordre dette "hellere at give end at tage". Derved vokser kristusprincippet og det dyriske degenererer og forsvinder. Af dette mørke opstår det fuldkomne menneske, der er opfyldelsen af Guds plan med mennesket nemlig "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". [slut på side 228]

På intuitionens vinger.
Den store fødsel

Hvilken betydning har det, at man bliver god og kærlig? – Jo, det betyder, at man slipper den mørke fysiske verden og dens traditioner og kommer til at opleve alverdens visdom. Allerede i fysisk tilstand kan man komme på bølgelængde med visdommen og opleve en virkelig forklaret tilstand, hvor man f.eks. som kendsgerning kan opleve udødelighed, evig eksistens og den guddommelige visdom, der styrer og fører hele verdensaltet. Man kommer til at fornemme sig ét med denne umådelige kraft og med dette umådelige væsen, man får en kolossal selvsikkerhed, og frygten forlader én. Døden eksisterer ikke længere.

Den store fødsel er en tilstand, der indtræder, når man, ikke ved magt, men ved naturlige anlæg, når frem til at kunne beherske sig selv og kunne leve og befordre det menneskelige i sig selv. Alle væsener i plante-, dyre- og ufærdige menneskeformer her på det fysiske plan lever i en fostertilstand forud for den store fødsel, som menneskene gennemgår, når de kan præstere det, som Kristus gjorde på Golgathas kors. Derefter begynder de at kunne sige farvel til de fysiske inkarnationer, at blive færdig med denne fysiske tilbygning eller tunge materie, og de kommer til at leve i en strålende verden, hvor alt lystrer tanken. Vil man skabe noget, f.eks. et kunstværk, sker det på tankens bud, uden man behøver nogen hjælp. Man er i en verden, hvor materien lystrer tanken, man begynder at blive et voksent menneske i selve livet og leve det virkelige fuldkomne liv.

Oplevelsen af Guds nærhed. Julens princip

Menneskene skal allerede her i den fysiske verden opnå den fuldkomne tilstand, og de første store virkninger er denne julestemning, som kommer ind i menneskeheden her ved juletid. Julestemningen, der er glæden over andre væseners mobiliserede kærlighed og venlighed imod en, bevirker, at man også selv gerne vil give gaver, og det er det, der skal til. Hvis alle hellere ville give end tage, var menneskene allerede nået frem til fuldkommenheden. Det er de ikke, men de er nået så langt frem, at de kan begynde at forstå den guddommelige plan, når den fremlægges for dem i form af kosmiske analyser, der viser den kolossale logik og kærlighed, der ligger bag det hele.

Princippet med kristusbarnet og den logik og kærlighed, der er nedlagt i mennesket, skal vokse, og nogle er så langt fremme i denne vækst, at de kan begynde at mærke Guds nærhed i alting og at se Gud i næsten. Når jeg ser alle mennesker i denne sal, ser jeg Guds ansigt, det er Guds talerør til mig, og jeg er Guds talerør til dem. Vi kan ikke være til uden Gud, der benytter alle levende væsener som sit talerør eller sit åbenbaringsmiddel. Det drejer sig da om, hvilket organ man vil være for Gud, om man vil være skarpretter og den, der svinger svøben, eller den der læger sårene, kærtegner og velsigner.

Menneskene er kommet så langt, at de sikkert allesammen helst vil velsigne, og denne velsignelse stråler man ud til hinanden gennem kærlige øjne, varme håndtryk, gaver osv., det er julens princip. Julestemningen er den nye verdenskulturs atmosfære, som menneskene begynder at kunne mærke, ligesom søluften i nærheden af havet. Jo mere man selv befordrer sin egen vækst på dette område, desto hurtigere bliver menneskeheden færdig med krigen og alt det mørke, og derved kommer man til at opleve den virkelige fred i sit eget indre og føle sig ét med Guddommen.

Fra et foredrag holdt på Martinus Institut mandag den 19. december 1960.
Båndafskrift bearbejdet af Ole Therkelsen.
Bearbejdelsen godkendt af rådet.