Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Guds ånd over vandene

 

af Martinus

 

"Vand og ånd"

Fra bibelen kender vi udtrykket: "Guds ånd svævede over vandene". Ligeledes siger Kristus til Nikodernus: "Uden at nogen bliver født på ny af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige". Vi kender også beretningen om "den hellige ånd", som kom over apostlene, om "talsmanden den hellige ånd", som skulle komme over menneskene og give dem viden om de højeste af livets facitter eller livsmysteriets løsning. Hvad menes der med dette, at Guds ånd svævede over vandene, og at ingen kommer ind i Guds rige, om ikke han fødes igen af vand og ånd? Vand og ånd betyder to evige realiteter, uden hvilke jorden aldrig var blevet til eller noget af det liv, der findes på jorden. Disse to realiteter kender vi under andre udtryk. Vandet betyder i den bibelske beretning materie eller stof. Der måtte således være noget, af hvilket Guddommen kunne skabe jorden. Uden materie ingen skabelse, noget kan ikke komme af intet, ligesom noget heller ikke kan blive til intet. I samme forbindelse betyder ånd "bevidsthed". Bevidsthed er igen det samme som det mentale område omkring et jeg, der bevirker, at dette fremtræder som et levende væsen. Bevidstheden er således det levende væsens område af evner og anlæg. Her formes dets tanker, viden, begær og vilje, dets fornemmelser af glæder og sorger og dets oplevelse af dets samlede skæbne. Fra dette mentale område dirigerer det sin fysiske organisme og de gennem organismen foretagne handlinger og skabelser. Det besidder altså et særligt organisk apparatur for denne livsproces, og det er dette organiske apparatur, jeg i mine kosmiske analyser har kaldt væsenets "overbevidsthed". Ud fra denne overbevidsthed vedligeholder væsenet sin underbevidsthed, der igen består af de to realiteter, jeg kalder dags- og natbevidsthed, ligesom det også ud fra denne overbevidsthed skaber sit fysiske legeme.

Noget usynligt skaber bevægelse i materien

Overbevidstheden er således sædet for det levende væsens evige livsstruktur. I denne overlever væsenet med dets begavelse, talenter og anlæg sine fysiske inkarnationer. Det levende er således ikke blot et fysisk legeme. Legemet er bygget op af materie, altså det Kristus over for [slut på side 3] Nikodemus symboliserer eller udtrykker som "vand". Men det levende væsen såvel som jorden udgør andet end "vand", stof eller materie. Hvis vi iagttager materien, bliver vi vidne til den urokkelige kendsgerning, at den i sig selv er et ocean af bevægelse. Selv de mest faste stoffer består af partikler, der bevæger sig i tomrum, som er mange gange større end partiklerne. Ser vi på kloder, solsystemer og mælkeveje, ser vi også bevægelser. Ser vi på de levende væseners organismer, udgør disse mange variationer af bevægelse både i deres indre organiske struktur og i det ydre rum. Men hvad er det, der således skaber bevægelse i alt stof? Stoffet i sig selv kan umuligt bevæge sig. Stoffet er bygget planmæssigt op, det bringes til at udløse logiske processer, og vi ser, hvorledes de levende væseners organismer udgør hundrede procent nyttige redskaber for oplevelses- og skabeprocesser. Hvis kun materien eksisterede, hvorfor skulle den så specielt være formet som indre og ydre organer, som sanseredskaber af den fineste konstruktion med samarbejdende funktioner, der viser sig at være så hensigtsmæssige og genialt konstruerede, at alverdens tekniske specialister ikke kan skabe et maskineri, der kommer på højde dermed? Denne logiske og planmæssige omformning af materien ville jo være aldeles tåbelig, hvis der ikke var noget, for hvem disse redskaber var en livsbetingelse. Dette "noget" kan ikke være organismen selv, da den er et redskab, der bliver dirigeret af noget helt andet. Dette "andet" må være dens ophav, for hvilket den er et redskab, og da dette "andet" ikke er materie, er det utilgængeligt for direkte sansning. Det er totalt usynligt, og det er kun igennem dets påvirkning af eller skabelse i materien, at det tilkendegiver sig og dermed kan konstateres.

Den "treenige" Guddom og "mennesket i Guds billede"

Uden dette "nogets" eksistens ville der umuligt kunne forekomme bevægelser i materien. Der ville umuligt kunne eksistere levende væsener. Uden dette "noget" ville den vældige bevægelses- og skabelsesproces, vi kalder verdensaltet, være en total umulighed. Bibelens ord om skabelsen: "Guds ånd svævede over vandene" er rigtige i den betydning, at der måtte være materie, "vandene", og der måtte være en skabende bevidsthed eller "ånd" til at styre og lede denne skabelse. Bevidsthed eller ånd er en egenskab ved et "noget", et "jeg", som i kraft af denne egenskab fremtræder som et levende væsen. Dette levende væsen er Guddommen, hvis ånd svævede over vandene. Vi kan konfrontere denne analyse med os selv. Vi føler os selv som et levende "noget", der oplever livet i kraft af organisme og sanser, ligesom vi også herigennem tilkendegiver os for vore omgivelser. Dette "noget" kender vi under begrebet "jeget". Men et "jeg" alene ville ikke være et levende væsen. En bevidsthed kan heller ikke i sig selv udgøre et levende væsen, ej heller er et manifestationsorgan eller -legeme – det være sig psykisk eller fysisk – et levende væsen. Men sammen med vor overbevidsthed og underbevidsthed og dennes manifestationsorganer eller -legemer udgør vort "jeg" et levende væsen, et væsen "i Guds billede efter hans lignelse" eller et "treenigt" væsen.

Uden overbevidsthed eller ånd ville vi hverken have underbevidsthed med dags- og natbevidsthed eller nogen som helst form for manifestations- og oplevelsesorganer. Vort "jeg" ville eksistere, men det ville kun udgøre en enheds-analyse "noget som er" og ville således umuligt kunne udgøre noget levende væsen. Det ville eksistere i en evig livløshed, en evig død. Man forstår således Kristus, når han udtrykker: "Uden nogen bliver født på ny af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige". "Nogen" er vort "jeg", som gang på gang lader sin ånd eller bevidsthed trænge ind i materien og forme den og skabe, og som i samme bevidsthed oplever virkningerne af sine manifestationer som erfaringsdannelse og større bevidsthed. Dette sker igennem reinkarnationen, [slut på side 4] som fortsættes, indtil bevidstheden er "kosmisk", dvs. på bølgelængde med Guds egen primære bevidsthed, der er det samme som "Guds rige".

Sult- og mættelsesprincippet

Hvad er så ånd? Ånd udgør den kraft, der i alle situationer bevæger al materie både i makro-, mellem- og mikrokosmos. Denne kraft er som nævnt kun synlig gennem de reaktioner eller bevægelser, den fremkalder i materien. Alle former for materiekombinationer eller skabte foreteelser, hvad enten de er fysiske eller psykiske, er skabt af ånd. Ånd fremtræder som bevidsthedskraft i form af vilje, og vilje er igen det samme som begær eller ønske, der kun kan opstå i form af åndelig hunger eller sult. Denne sult kan kun mættes ved ønskets eller begærets tilfredsstillelse. Men hvordan opstår et sådant begær? Begær eller ønsker udløses af et evigt princip, i kraft af hvilket hele verdensaltets liv opretholdes. Dette princip har jeg kaldt sult- og mættelsesprincippet, og dets manifestationer er ikke begrænset til den ernæringsmæssige sult og tørst, som levende væsener føler i en fysisk verden. Det er dette princip, vi bliver vidne til i alle livets former for oplevelse. Vi ønsker ikke i det uendelige at se den samme film eller det samme skuespil, ligesom vi heller ikke ustandseligt ønsker at stille det samme spørgsmål og få det samme svar. Har vi virkelig forstået svaret, og det har været tilfredsstillende, er vor sult inden for dette område blevet mættet. De kosmiske spiralkredsløb er en manifestation af sult- og mættelsesprincippet. I et sådant kosmisk kredsløb er de jordiske mennesker begyndt at sulte eller længes efter en mere fredelig og mere fuldkommen tilværelse og en lysere og lykkeligere skæbne, og efterhånden vil de få denne sult tilfredsstillet. Det vil de endda få i en sådan grad, at de på deres nuværende udviklingstrin dårligt vil kunne sætte sig ind i, hvor suverænt og fuldkomment de skal blive i stand til som guddommelige medarbejdere eller redskaber i Guddommens primære bevidsthed at skabe nye variationer af organismeprincippet og manifestere verdensgenløsningsprincippet for andre væsener på andre kloder og meget andet. Selv om de jordiske mennesker dårligt kan fatte disse perspektiver, hører de i almindelighed gerne om dem, da de er i kontakt med deres sult og længsel og er selve kontrasten til alt, hvad de begynder at blive mæt af. Hvad de fleste mennesker i dag derimod har svært ved at fatte er, at de engang i fremtiden – selv om det er om umådelig lang tid efter deres tidsbegreb – skal blive tilfredsstillet af denne lyse skæbne og få den udlevet og dermed komme til at hungre efter dens modsætning.

Kontrastprincippet og urbegæret

Hvis ikke der eksisterede kontraster i tilværelsen, ville der overhovedet ikke være noget liv, men alt ville være en dødens stilhed. Livet er dog en kendsgerning, og det er også en kendsgerning, at det fremtræder som lys og mørke, kulde og varme og en uendelig masse andre variationer af kontrastprincippet. Når et levende væsen i sin evige udvikling kommer til at opleve kulminationen af lys i en udviklingsspiral, må det på basis af livets love efterhånden mættes af dette lys og længes efter dets modsætning. Det er derved, at samme væsen får mulighed for at opleve en ny og højere udviklingsspirals mørke og lys og således fortsættende. Derfor er det en evig tilværelse. Et evigt lys alene ville ikke være basis for tilværelse og oplevelse, det ville være en evig død. Væsenernes begær udløses således af et evigt princip, i kraft af hvilket væsenerne hele tiden drages mod nye sfærer, efterhånden som de gamle interessesfærer er udlevet. Dette princip har jeg kaldt "urbegæret".

Urbegæret udgør den allerførste udløsende kraft til sit ophavs manifestation eller skabelse. Det er en evig realitet og udgør en del af det evige væsens overbevidsthed sammen med væsenets talentkerner for de bevægelsesarter, det kan benytte i skabelses- og oplevelsesøjemed. [slut på side 5] Her har også væsenets underbevidste legemer, instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelseslegemet deres inderste rod. Disse legemer danner individets underbevidsthed, og de kan bestandig fornyes, og det er igennem disse legemers særlige struktur og indbyrdes samspil, det levende væsen kan sanse og opleve, manifestere og skabe i psykiske og fysiske verdener.

Ånd, vilje, kraft og bevægelse

Al manifestation eller skabelse og dermed enhver bevægelse i materien opstår således som udslag af en impuls fra et levende væsens overbevidsthed. Impulsen befordres af urbegæret eller moderenergien frem til væsenets underbevidsthed. Gennem denne bevidstheds legemer bliver væsenet bevidst i impulsen og fornemmer den som begær eller ønske. Trangen til at opleve begæret udløst som handling og manifestation gør det til vilje. Men et væsens vilje kan ikke komme til udløsning uden ved kraft. Hvis det pågældende væsen f.eks. ønsker at foretage sig en spadseretur, vil det betyde, at det skal bringe sit fysiske legeme til at vandre, og det kan ikke foregå uden ved hjælp at fysisk kraft. Denne kraft frembringer det selv i sin organisme, idet dets vilje ved hjælp af moderenergien skaber en spændingstilstand mellem to grundenergier, tyngde og følelse. Disse to kontrasterende energiers møde i væsenets dertil opbyggede organer skaber den nødvendige spænding og udløsning i det fysiske legemes nervesystem og muskulatur. Og under viljekontrollen skabes de bevægelser, som væsenet oplever som en spadseretur. Alle manifestationer på det fysiske plan, hvad enten det er orkanens flugt over kontinenter og have, om det er klodernes eller solsystemernes bevægelser, eller bevægelser i mikrokosmos, vi ikke kan sanse, alle udløses de af levende væsener efter de samme kosmiske principper, som når et menneske går sig en tur eller udfører en anden handling, der repræsenterer psykisk og fysisk bevægelse sat i gang af kraft, vilje, ønske og begær på baggrund af sult og mættelse. Ånden sætter det hele i gang, den ånd, der som "overbevidsthed" svæver over vandene eller materien.

Alle verdensaltets bevægelser og skabelsesakter, naturprocesser og levende væseners manifestationer er således alt sammen "Guds ånd". Og i samme grad disse manifestationer er kærlighedsmanifestationer, er denne ånd identisk med "den hellige ånd" eller udfoldelse af Guddommens primære bevidsthed. Således er Gud nærværende i alle ting, også i vor bevidsthedsudfoldelse og livsoplevelse. Vor egen ånd svæver over vor organismes "vande" eller materie, og derfor kan vi ikke dø, selv om kroppen ikke duer mere. Vort "jeg" er ét med Guds "jeg", vor ånd er en del af Guds ånd, og "de evige vande" eller materien står bestandig til vor rådighed, så vi kan skabe psykiske og fysiske organismer, hvorigennem vi kan opleve evigheden og uendeligheden i tids- og rumdimensionelle kontraster.

Fra et foredrag holdt på Martinus Institut
mandag den 25. april 1960.

Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.