Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Ægteskabets kredsløb

 

af Martinus

 

Ægteskabets mission

Ligesom alle store foreteelser, bevægelser eller energiudløsninger i spiralkredsløbet er kredsløb, således er også ægteskabsprincippet et kredsløb. Det har en kulmination i mørke og en kulmination i lys. Det store kosmiske spiralkredsløb begynder i mørket og ender i lyset. Det er ikke tilfældet med ægteskabet, det begynder i lyset og ender i mørket. Dette er imidlertid ikke så nedslående, som det kunne se ud til, for Gud har en anden stor plan med mennesket, som også er under udførelse samtidig med ægteskabet. Ægteskabet er ikke til bare for ægteskabets skyld, det er et middel, ved hvilket Gud kan befordre væsenets udvikling fra en primitiv bevidsthed frem til menneskebevidsthed. Det er guddommeligt, at ægteskabet er et stort lys, der virker i mørket.

I bibelen tales der også om ægteskabet, og vi hører, at Adam blev skabt. Men Adam blev ikke skabt, de levende væsener kan ikke skabes, da de jo er selve skaberen og har været til i al evighed. Skaberen kan ikke skabes, derfor må man forstå, at bibelens forklaring om Adams og Evas skabelse er en symbolsk beretning over virkelige principper.

Fra dobbeltpolethed til enpolethed

Der står i bibelen, at i begyndelsen var Adam i paradiset, og der var dejligt, for der eksisterede det onde ikke. Dette paradis er i realiteten salighedsriget. Når væsenerne har levet evigt, ser vi, at det ikke begynder der, hvor bibelen begynder sin beretning. Da Adam er udtryk for væsener, der er evige, må der være en fortid, og Adam har oplevet hele det foregående spiralkredsløb. Adam er derfor ikke et enkelt væsen, men en væsenstilstand. Disse væsener har været igennem det tidligere spiralkredsløbs plante- og dyrerige, var nået op igennem de guddommelige verdener og havde oplevet det højeste lys i en sådan grad, at de efterhånden blev så mættede og uinteresserede i det, at deres sansebegavelse degenererede, således at de ikke mere kunne opleve noget i den ydre verden. De kunne kun opleve i salighedsriget, dvs. de kunne i deres erindring kun genopleve det, de havde oplevet i dette store kredsløb. – Salighedsriget er et overgangsstadium [slut på side 163] fra de åndelige til de fysiske verdener. Alting kommer fra salighedsriget; små børn, der fødes, kloderne, der inkarnerer i verden, kommer fra salighedsriget.

Adam i paradiset var således et væsen, der levede i sin erindringsverden for at modnes til igen at kunne inkarnere i et nyt kosmisk spiralkredsløb. – Der står i bibelen, at det var ikke godt for Adam at være ene. Det betyder ikke, at det ikke var godt for Adam ikke at være gift, det er ikke et ægteskab, der her tales om. Men det betyder, at det ikke er godt for Adam at blive ved med at være i sin daværende tilstand, i hvilken han var dobbeltpolet. Det er nemlig således, at i sidste del af spiralkredsløbets riger, i de høje åndelige verdener, er væsenerne dobbeltpolede, det vil sige de er hverken hankønsvæsener eller hunkønsvæsener. I disse verdener er der ikke tale om ægteskab. Adam i paradisets have tilhørte disse væsener. Det var altså væsener, der skulle begynde at inkarnere i et nyt kosmisk spiralkredsløb. Men for at de kunne det, måtte der ske en ændring, for målet var at give disse i den ydre verden bevidstløse væsener bevidsthed. De havde udlevet deres bevidsthed i den tidligere spiral og havde ikke mere evne til at sanse i den ydre verden, alt var degenereret og i latent tilstand. For at disse væsener kunne fortsætte det evige liv, måtte de igen ind i et nyt kosmisk kredsløb, de måtte opleve kontrasten til lyset. Hvor der ingen kontraster er, er der ingen oplevelse. – Adam eller disse væsener måtte derfor bringes til at få en bevidsthed, så de kunne sanse i den ydre verden. De kom til at opleve den kontrast, nemlig Evas skabelse, ved hvilken de engang skulle få evnen til at opleve det højeste lys i den nye spiral.

Der står i bibelen, at Gud lod Adam falde i en dyb søvn og udtog et ribben af Adam, hvoraf han dannede kvinden. Dette skal symbolisere, at det var en indre tilstand, en indre proces, der fandt sted i selve Adam. Og når der står, at der blev dannet en kvinde, er det tydeligt at se, at det indirekte siges, at Adam ikke kunne være en mand. Hvorfor skulle der være mandlige væsener til, når der ikke eksisterede kvinder? Mænd og kvinder hører sammen ligesom hjulene på en bil. Adam var altså ikke en mand, men det var ensartede, dobbeltpolede væsener, som nu skulle forandres og blive til to slags væsener. Nogle blev til hankønsvæsener, andre til hunkønsvæsener. Adam eksisterede ikke mere. Adam er udtryk for en væsenstilstand, hvor væsenerne er dobbeltpolede og befinder sig i salighedsriget, dvs. i overgangsstadiet fra den åndelige til den fysiske verden.

Det maskuline princip og det feminine princip

De to store kosmiske organer, som findes i hvert eneste væsen, og som vi udtrykker som det maskuline princip og det feminine princip, er det fundamentale i kredsløbsprincippet. De er begge to til stede i alle væsener, og de var også til stede i Adam før Evas skabelse, men da var de jævnbyrdige, de var i ligevægt. For at der nu kunne skabes en tilstand, hvor væsenerne kunne opleve mørket, måtte den begynde med uvidenhed, med mindre begavelse for at kunne blive til mere begavelse. Adamvæsenerne blev omdannet således, at hos nogle af disse væsener stagnerede den feminine pol, og den maskuline pol blev den dominerende, så de blev til hankønsvæsener. I andre væsener var det den feminine pol, der dominerede, og den maskuline pol stagnerede, så det blev til hunkønsvæsener. I hunkønsvæsenerne var det altså den feminine pol, der overtog føringen af væsenets oplevelsesstruktur, og i hankønsvæsenerne var det den maskuline pol eller polorgan, der overtog styringen af væsenets oplevelsestilstand. Det blev to modsætninger, de var blevet til to slags væsener, som var afhængige af hinanden; de var blevet enpolede og måtte komme i en kontakt. Denne kontakt kunne de udløse som det, vi kalder parringsakten eller den seksuelle tilstand. Denne behagsfornemmelse, der finder sted, er [slut på side 164] altså et glimt af den salighedstilstand, som væsenerne lever permanent i, i de højeste verdener.

Lyset i mørket

Man ser her, at det er guddommeligt, at disse væsener, der nu skulle til at leve i mørket, fik en større og større evne til at kunne genopleve dette guddommelige lys fra den verden, de var kommet fra. Dette lys kunne de altså opleve her i deres fysiske tilstand, men de blev ikke til mennesker med det samme. Forandringen begyndte der, hvor bibelen angiver, at Gud lod Adam falde i en dyb søvn. Hvad var det for en søvn?

Væsenernes sanseevner i planteriget

Når der nu er tale om, at de begyndte i spiralkredsløbet, vil det sige planteriget. Planterne lever endnu i stor udstrækning i salighedsriget, men i deres bevidsthed oplever de erindringerne fra en tidligere spiral. Efterhånden som de begynder at danne organismer her på det materielle plan, er deres første livsoplevelse dette at kunne ane. De kan ikke som mennesket se og høre, lugte og smage, men de kan fornemme, de kan ane behag og ubehag, de kan mærke varme og kulde, og de begynder at reagere på dette behag og ubehag. Når disse væsener kun havde denne ene lille evne her på det materielle plan, er de jo sovende væsener, og vi ser da også, at planterne er dobbeltpolede for senere at udvikle sig mere og mere til at blive enpolede væsener. Vi ser, at de udvikler deres organismer mere og mere. Til at begynde med lever plante-jegerne i et gruppelegeme, men målet er for hvert enkelt plante-jeg at komme ud af dette gruppelegeme og få sit eget fysiske legeme, og det er det, der sker, når udviklingen når så langt frem, at det begynder at blive til dyr.

Dyrets udvikling af de fysiske sanseevner

Dyret er et plantevæsen, der er nået så langt frem, at det har sin egen organisme og har udviklet sine fysiske evner til en vis fuldkommenhed, så det kan bevæge sig, det kan høre, se og smage og på denne måde orientere sig på det materielle plan. Samtidig dør det ud af salighedsriget; dobbeltpoletheden ophører, og enpoletheden begynder. Så udvikler det sig videre frem, og den seksuelle tilstand bliver den førende. Igennem denne tilstand finder også forplantningen sted; der må stadig væk skabes nye organismer. Men væsenerne kan ikke udvikle sig her uden af og til at skulle opleve det åndelige plan, dvs. den proces vi kalder reinkarnation; derfor kan ingen væsener leve permanent på det fysiske plan. Det ordinære plan er det åndelige plan, men dér kan man intet opleve, hvis man ingen bevidsthed har, hvorfor man må igennem det fysiske tilværelsesplan for her at skabe en bevidsthed. Nu må man huske på, at planterne og dyrene har ingen virkelig kærlighedsevne, men igennem enpoletheden danner der sig en organisk struktur.

Det guddommelige lys i dyreriget

Vi ser, at de to køn drages imod hinanden, fordi de igennem parringsakten kan opleve det guddommelige lys. Selv om de ikke ved, hvad det er for et lys, så mærker de denne guddommelige behagelighed, og det er altså dette princip, der er det absolut førende igennem dyreriget. Det er derfor, dyrene parrer sig, kæmper for at forsvare deres mage og deres afkom; det er det absolut højeste lys i denne mørke sfære. Dyrenes bevidsthed består endnu kun deri, at de skal befordre deres forplantningstilstand, de skal skaffe sig føden, og de skal beskytte deres afkom, derudover har de ingen interessesfærer. De har ikke noget, der konkurrerer med denne deres lystilstand, derfor kommer parringstilstanden hos dyret til at være i sin største lysmanifestation. Her forekommer de absolut lykkeligste ægteskaber, der eksisterer ikke denne drabelige form for utroskab eller ansvarsløshed osv., der senere findes mellem væsenerne. Her i denne ægteskabets lysepoke er ægteskabet, parringsdriften hos de væsener, der i særlig grad er udviklede, [slut på side 165] virkelig det højeste lys, og i deres seksuelle tilstand oplever de paradiset på jorden. Det er virkelig et guddommeligt, himmelsk lys, der her gennemstrømmer væsenerne. Man behøver bare at gå ud i skoven om foråret og høre, hvordan fuglene synger, gøgen kukker, lærken synger, nattergalen slår sine triller, der er en sang og en summen i det uendelige. Tænk Dem, hvis alle menneskelige ægtefæller i den grad sang og trallede, så kunne man da sige, at de var lykkelige, men det gør de ikke, for det er ikke nær så lykkeligt hos menneskene. Hos dyret er det en guddommelig tilstand midt i mørket, for vi må huske på, at dyrene, selv om de nu er så lykkelige, dog stadig væk er i livsfare, for her på dette plan er det en betingelse, at de så at sige må dræbe for at leve. Enten er deres kroppe efterstræbt af andre væsener, som skal bruge dem til føde, eller de må selv kæmpe for at få føden, kæmpe mod kulde og frost; der er meget for de små væsener at overvinde, men de har så stærkt et lys i sig selv, at de ikke mærker det så meget.

Ægteskabet harmonerer ikke med næstekærlighedsloven

Ægteskabet er ikke baseret på udelukkende at skulle skabe lys for væsenerne. Igennem den enpolede tilstand er der sket det, at disse væsener i virkeligheden slet ikke kan opfylde loven for livet, de kan ikke elske deres næste som sig selv, de har ingen kærlighed endnu, men de har denne kunstige sympati, som deres organiske struktur kan frembringe. Forelskelse er ganske vist meget effektiv over for dens objekt, men det er ikke kærlighed, den eksisterer meget på betingelse af, at det bliver en genelskelse. Den gælder ikke væsener af samme køn, disse væsener kan ikke elske hverandre, så der kan ikke blive fuldkomne væsener i dyreriget. Livsbetingelsen for at kunne blive lykkelig og fuldkommen som menneske er dette, at man kan elske sin næste som sig selv. Men når der skal komme en tilstand, hvor væsenerne kan elske sin næste som sig selv, kan den ikke harmonere med ægteskabet. Der må opstå en konflikt imellem de to epoker. I dyrets ægteskab er sympatien beregnet på væsener af modsat køn. Eget køn tolereres kun der, hvor det er en livsbetingelse for dem at fremtræde i flok, men ellers er der i dyreriget ikke megen sympati imellem hanvæsener indbyrdes og hunvæsener indbyrdes. Sympatien kommer til udløsning mellem væsener af modsat køn, og anden sympati er der ikke ud over en meget latent kærlighed, der udløses til afkommet. Nogen virkelig kærlighed er der ikke, fordi denne forelskelse er baseret på egoisme. Når væsenerne kan være så flinke og søde og rare imod hinanden under forelskelsen, er det for at få det samme tilbage og for at få en lyst tilfredsstillet, og hvorved de kommer til at opleve den høje lyskontrast til den tilværelse, de lever i.

Polforvandlingen i væsenet

Men det kan ikke evigt blive ved med at være sådan. Menneskene er nu så langt fremme i udviklingen, at de har evne til at se tilbage på, hvad der i virkeligheden er sket, og hvad der sker i dag. De ligner dyrene meget, de har den samme hankønstilstand og hunkønstilstand, og væsenerne føder også afkom på lignende måde som dyrene. Det vil altså sige, at det vi kalder mennesker, ikke er blevet til virkelige mennesker endnu. De er nok blevet til væsener, der har fået en krop, en organisme, der er begyndelsen til en virkelig menneskelig organisme, men de er ikke blevet til virkelige mennesker endnu. I et stort område bliver de forelskede, de lever under den samme forplantningstilstand, det samme ægteskabelige forhold som dyrene. Men hvordan er det gået til, at væsenerne er blevet sådan? Hvordan kan det være, at de er kommet bort fra den tilstand, som dyrene er i, og ikke mere kan have det så rart i deres ægteskab og parringstilstand som dyrene? Det kommer af, at på et vist stadium i udviklingen sker der igen en proces, som ganske vist ikke, så vidt jeg [slut på side 166] ved, er omtalt i bibelen, det var jo ikke aktuelt dengang. Der skete nemlig det, at Eva, som blev skabt, skulle dø igen, når vi tager det billedligt. På et vist stadium i væsenernes udvikling sker der det, at dette princip, denne enpolethed bliver afbrudt. Det sker ved, at den pol, der er latent i væsenet, begynder at vokse frem, begynder at gøre sig gældende, og i hankønsvæsenerne er det den feminine pol. I dag har mændene mere eller mindre feminine, og kvinderne mere eller mindre maskuline tilstande. Det er denne polforvandling, der bevirker, at kvinderne bliver selverhvervende; kvinder kan blive præster, bestyrere af virksomheder, blive direktører; de går mere og mere over til at kunne udføre de samme ting som manden, og manden går over til at blive mere i den feminine retning. De ser, at der således sker en forvandling med principperne i mennesket. Det er også blevet symboliseret som Kristusbarnets fødsel. Det der fødes i mennesket, det der begynder at ske ved denne polforvandling er, at de menneskelige egenskaber begynder at gøre sig gældende i dyret.

Ægteskabets mørkeepoke

Her begynder ægteskabets mørkeepoke. Dets lysepoke var altså der, hvor dyrene i den grad er lykkelige ved deres parringsdrift, så lykkelige, at de ikke bliver slået ud af deres livsfarlige levevilkår, de ubehageligheder, de er omgivet af. Med denne begyndende dobbeltpolethed kommer der noget nyt frem i dyret. Dette nye er den stagnerende pols virksomhed. Denne pol har ikke til opgave at stimulere ægteskabet, tværtimod, den bliver generende for ægteskabet. Den modsatte pol stimulerer de menneskelige evner og anlæg. Først en mere udviklet følelse, og hermed begynder væsenet sammen med instinktet at fornemme religiøse tilstande, begynder at forstå noget af det, det ser. Dyret spekulerer ikke over, hvad det er, det ser, det har kun interesse for sin føde. Men her begynder væsenet at opdage sig selv i forhold til omgivelserne. Det begynder at spekulere over tilværelsen, og vi har de første menneskearter. De lever i høj grad som dyret, men de begynder at få tro på et forsyn; det er de første former for menneskelig bevidsthed. Og de vokser videre, men ægteskabet er stadig væk det bærende, det førende i deres liv.

Udviklingen af intellektuelle evner

Så længe mennesket endnu ikke var så videnskabeligt begavet, som det er nu, gik det meget godt. Senere kommer intelligensen til, som også er en menneskelig evne, og mennesket begynder for alvor at studere og iagttage. Hidtil var det tro, instinktet og en vis følelsestilstand, der fik væsenerne til at være interesserede i forsynet og til at føle og fornemme, at der måtte være noget højere til; de kunne da ikke være skabt af sig selv. Men nu, da intelligensen er begyndt at vokse frem i væsenet, begynder det at anvende den i sit daglige liv, for det lever stadig under dyrets betingelser, det må dræbe for at leve, det må kæmpe med andre mennesker for at hævde sig osv. Det begynder at bruge intelligensen, så det bedre kan forsvare sig og angribe. Dette er dyrisk mentalitet, men den er befordret af menneskelige evner, og det er denne dyriske mentalitet, mennesket ikke kan sige sig fri for endnu. Det skaber vældige mordvåben, kolossale atombomber, der kan udslette millioner af mennesker i løbet af et øjeblik. Det er dyret i mennesket, det menneskelige er kun begavelsen til at lave det. Vi ser, at denne menneskelige evne, intelligensen, fører menneskene frem til at kunne befordre sin dyriske natur til en så kolossal kulmination, at det ikke mere kan betegnes som et dyr. Mennesket befordrer jo dræbende tilstande, som dyret slet ikke kan. Dyret dræber kun, fordi det skal have føde, det dræber kun som forsvar, men mennesket er begyndt at dræbe af helt andre grunde. Det er ikke, fordi det mangler føde og klæder, men det er indstillet på dyrets princip, den stærkestes ret, og det er det samme som moseloven, øje for øje og tand for tand. Man må [slut på side 167] hævne sig, straffe og forfølge, man kan ikke finde sig i noget. Dette er en dyd hos dyret, og det findes endnu hos mennesket, men her er det ikke en dyd, her er det en befordring, en ødelæggelse af deres lykketilstand. Vi ser, at dette er en speciel tilstand, som er nødvendig. Den befordres altså af den begyndende dobbeltpolethed. Var den ikke kommet, ville væsenerne blive ved med at være dyr. Nu forandrer denne begyndende dobbeltpolethed dyret, så det begynder at få menneskelig begavelse, inden det er begyndt at få menneskelig moral eller menneskelig mentalitet. Kærligheden er endnu ikke helt kommet til udvikling, derfor er det, at man i den grad skaber forsvars og angrebsvåben. Herved opstår den bevidsthed, jeg kalder djævlebevidsthed, for man kan ikke kalde den dyrebevidsthed. Dyrene dræber ikke i sådan en grad og afføder ikke en sådan lidelsestilstand for hinanden som disse væsener, der er blevet udstyret med menneskelig begavelse. Man kan jo heller ikke kalde dem fuldkomne mennesker; de er på djævlestadiet, de har en djævlebevidsthed. Det er ikke noget, man kan bebrejde menneskene, det er et led i den guddommelige plan. Mørket skulle jo skabes, for hvis ikke man fik adgang til lidelser, til drab, mord og lemlæstelse, hvis ikke man fik lejlighed til at opleve denne kontrast, denne mørke tilstand, ville man aldrig få evne til at opleve lyset. Denne meget store intelligens befordrer de dyriske principper, og den afføder en kolossal masse lidelse, den afføder dommedagen, sygdomme, lidelser, sorger og bekymringer, selvmord og sindssyge, den befordrer alt det, vi i dag skal have læger og hospitaler til at råde bod på.

Lidelsernes mission

Igennem lidelserne udvikles den humane evne i væsenerne, de begynder at blive bevidste i, hvad de gør, de begynder at få medlidenhedsevne. Denne evne bevirker, at man ikke kan nænne at gøre det onde. Alle væsener står på stadier, hvor denne evne er forskelligt udviklet. Nogle væsener kan nænne at dræbe, myrde, lyve og bedrage, andre kan ikke i samme grad nænne at gøre det. Evnen til ikke at kunne nænne udvikles mere og mere og bliver til det, vi må kalde kærlighed. Denne kærlighed er en virkelig organisk begavelse, som opstår i væsenet. Det er ikke en kunstig proces som forelskelse, men afviger fra forelskelsen derved, at den kun ønsker at hjælpe, kun ønsker at gøre godt, at være til glæde og velsignelse. Det er resultatet af lidelserne, af dobbeltpolethedens første tilstande.

Talentet for ægteskabet degenererer

Samtidig med, at de sympatiske anlæg udvikler sig, får væsenerne større begavelse, som efterhånden bliver styret og ledet af den humane evne, og væsenet bliver mere og mere kærligt. Men her begynder det at kollidere med ægteskabet, og efterhånden som der bliver flere og flere kærlige væsener, forsvinder den robusthed, denne kontrast imellem hankønsvæsenerne og hunkønsvæsenerne indbyrdes, som findes på det dyriske stadium. De føler sympati uden den seksuelle dragning, der skaber forelskelsessympatien. Hos mennesket med en udviklet kærlighedsevne er det ikke den seksuelle dragning, men en varm, human følelse til at gøre godt, til at elske, holde af, skabe fuldkommenhed der, hvor der er kaos, til at rette op, der hvor der er fejl. Det er virkelig en dejlig evne, og den er meget udviklet hos nogle væsener. Jo mere denne evne er udviklet, desto dårligere ægtemage bliver et sådant væsen. Det er et dejligt væsen for sine omgivelser, men i ægteskabet kan det blive svært, fordi det jo påbydes, at en mand skal forlade fader og moder og holde sig til sin hustru; men et væsen, der begynder at holde af alt og alle, kan komme i konflikt. Hvis det er gift med et væsen, der helt er på ægteskabets stadium, bliver der konflikter, jalousi og skinsyge, og det er roden til ægteskabets degeneration.

Ægteskaberne er ikke nær så stabile, [slut på side 168] som de var i gamle dage. Da var det en skandale, hvis to væsener ikke kunne holde sammen hele livet. Men vi ser, at samtidig med udviklingen af den sympatiske evne, udviklingen af kærlighed til alle væsener i forbindelse med den ny store interessesfære, er det jo klart, at der ikke kan blive så meget energi til ægteskabet, som der kunne, da ægteskabet var den eneste interessesfære. Mennesket gennemgår en ganske naturlig forvandling, og vi må komme til at forstå, hvorfor ægteskabet skal være juridisk bundet. Det må det være, fordi det degenererer. Man tror, det er noget, der skal vare evigt, man tror, at man altid skal forlove og gifte sig. Man tror, det er noget, der finder sted alle vegne, også i himlen, men det er ikke tilfældet. I himlen behøver man ikke at have en kunstig proces for at holde af, det er kun her i det primitive begynderstadium. Det er en guddommelig anordning, for at væsenerne i et stadium, hvor der ingen kærlighed er, kan blive elsket og selv have lejlighed til at elske i et vist område.

Nu er menneskene inde i et stadium, hvor kærligheden begynder at vokse frem, og hvor dette at være bundet til et andet væsen degenererer. Hvordan kan man så se, at det degenererer? Det kan man se derpå, at der opstår noget, menneskene kalder hvedebrødsdage. Hvedebrødsdage kaldes den første tid af et ægteskab, hvor forelskelsen endnu florerer kolossalt, og hvor de kan være så lykkelige og glade for hinanden. Denne tilstand kan vare i længere eller kortere tid. Hvordan kan det være, at disse hvedebrødsdage eksisterer, hvordan kan det være, at der ikke er hvedebrødsdage hele livet? Det var der tidligere, og det er der hos dyrene.

Det vi nu oplever af ægteskabets princip, er den rest, der bliver tilbage, når hele den øvrige del af menneskets bevidsthed er optaget dels af humane, dels af intellektuelle tilstande. Menneskene er i den grad optaget af andre ting, så ægteskabet i det ene liv efter det andet ikke bliver dyrket, det bliver ikke holdt ved lige, sådan som det gør på det primitive stadium, hvor det har hovedinteressen. Men når man mister hovedinteressen for en ting, degenererer den. Ægteskaberne er her kun repetitioner af noget, der engang har været, men de holder op. Mennesker gifter sig, og når hvedebrødsdagene er forbi, kan ægteskabet godt fortsætte, hvis det drejer sig om to mennesker, der har fået udviklet så megen kærlighed, at de ikke nænner at gøre hinanden fortræd, og de for deres børns skyld ikke nænner at lade sig skille. Men ikke alle har så megen kærlighed, og de bliver skilt, også selv om der er børn i ægteskabet. Men kærligheden i væsenet skal udvikles og blive så stærk, at man kan elske sin næste som sig selv, som Kristus sagde.

Gud skaber dyret om til menneske

Det kan naturligvis ikke blive til virkelighed for Dem, fordi jeg fortæller det, men jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på det. De får her en linje, en rettesnor, som De kan eftertænke og undersøge. Det er den guddommelige plans udførelse, der sker for vore øjne, dyret bliver forvandlet til menneske. Gud skaber i øjeblikket mennesket om til at blive til mennesket i sit billede. Menneskene er endnu ikke færdige mennesker, men vi kan betragte et væsen som Kristus. Man kan sikkert nok fornemme, at for sådan et menneske var ægteskabet ikke noget primært, og man kan heller ikke rigtigt forestille sig en fru Jesus. Man ser også, at alle de virkeligt største væsener ikke var gift, fordi de var dobbeltpolede; de kan ikke blive forelskede, de har ikke denne kunstige sympati, for alt eftersom den virkelige kærlighed vokser frem, forsvinder denne kunstige sympati, forelskelsesevnen. Jeg har ikke i mit liv kunnet blive forelsket. Jeg holder umådeligt meget af alle mennesker, men det er ikke manden og kvinden, jeg elsker, det er mennesket i mennesket, mennesket i kvinden og mennesket i manden, det holder jeg af, når jeg ser, det stråler gennem deres øjne: det varmer mig, og det [slut på side 169] gør, at jeg bliver så lykkelig og glad for at se sådanne mennesker.

Men menneskene ved ikke, at de er nået til et stadium, hvor ægteskabet er mere eller mindre flygtigt. I den unge alder repeterer de og bliver forelsket og tror, at det kan holde hele livet; de ved ikke af, at det kun er en ganske kort periode, de gennemgår denne repetition, derfor gifter de sig ganske trygt for så at opdage, at det ikke holdt. Så prøver de en ny forelskelse, som heller ikke holder, og vi får de mange skilsmisser, disse mange former for degeneration af samlivet. Der vil blive skabt en anvisning på, hvordan samlivet bør forme sig for at være i kontakt med de kosmiske love, for at være i kontakt med den plan, Gud er i færd med at udføre, således at der ikke skal opstå alle de mange lidelsestilstande, som degenerationen af ægteskabet nu fører med sig. Den er kun et middel på vejen til at føre menneskene igennem dyreriget, et middel til at skabe mørket, og ved at opleve kulminationen af mørket, får de udviklet kærligheden.

Intuitionsevnen vokser frem i det udviklede menneske

Når mennesket når så langt frem, at det ikke kan nænne at gøre ondt, når det hellere selv vil lide, end det vil have, andre skal lide, så er det prædestineret til at få en ny evne udviklet. Denne evne kender vi som intuitionen, men ikke mange ved, hvordan den virker. Den er en evne, der, når den er færdigudviklet, bevirker, at væsenet kan opleve livsmysteriets løsning, alle de kosmiske og evige principper. Alt det, der ligger uden for det tids og rumdimensionelle, opleves med intuitionen, alle disse ting, som man umuligt kan forske sig til, ting, som umuligt kan blive til videnskabelige kendsgerninger ad forskningens vej, får man foræret som levende oplevelser, der opstår i en.

Når jeg kan skrive mit værk Livets Bog, så har jeg fået det fra oven. Jeg har ikke skullet studere noget som helst, jeg har fået disse facitter ind i min bevidsthed og får det stadig, jeg har kun til opgave med min intelligens at gøre begribeligt for andre, det jeg oplever. Det kommer til mig igennem min intuition fra det kosmiske visdomsplan. Den viden, man da kan åbenbare, er altså ikke en videnskab, man kan komme til ved forskning, den kan man kun komme til igennem sin kærlighedsstandard. Når man har den rette kærlighedsstandard, får man denne kosmiske bevidsthed. Da har også de sidste rester af tendensen til at gifte sig forladt mennesket, da er ægteskabets mission ophørt for denne spirals vedkommende.

Når mennesket når denne tilstand af kosmisk bevidsthed er det også slut med at skulle inkarnere på det fysiske plan. Menneskene behøver nu ikke mere at forske, behøver ikke mere at iagttage, de har igennem livene på det materielle plan, gennem inkarnationerne fået evnen til at kunne tænke, til at bruge sin intelligens, sin forstand og får nu hele denne sin oplysning fra det åndelige plan og kan så fortsætte sin guddommelige høje tilværelse i spiralkredsløbets kosmiske rigers højeste verdener, og det vil jo vare umindelige tider.

Der er mange mennesker, der ikke bryder sig om tanken at skulle tilbage til den materielle verden. Det behøver de ikke at være bange for, for alle bliver i de høje åndelige riger, så længe de overhovedet har glæde ved at opholde sig der. Så længe de overhovedet kan fryde sig over det, kommer de ikke tilbage til den materielle verden.

I de højeste verdener når dobbeltpoletheden sin fuldkommenhed

I disse højeste verdener er væsenerne som sagt dobbeltpolede. Her når dobbeltpoletheden sin fuldkommenhed, og den seksuelle drift afløses af kærligheden. Disse væsener har en sådan kosmisk struktur, at de ved hvert møde væsenerne imellem oplever en salighedsfornemmelse. Det er ikke noget, der bliver betragtet som umoralsk, det er et guddommeligt åbenlyst møde, hvor de hver især udstråler en guddommelig kærlighed. Når denne [slut på side 170] kærlighed går i kontakt, oplever menneskene den højeste og skønneste fornemmelse, der kan opleves. Man må her sige, at de oplever Guddommen. Det er det, der er målet.

I spiralens lavere sfærer skaber ægteskabet mørkekontraster

Men ægteskabet har altså sin betydning i spiralens lave sfærer ved at skabe mørkekontraster, ved at skabe en tilstand, hvor væsenerne ikke kunne elske hverandre. Herved kunne mørket skabes, og igennem ægteskabet kunne væsenerne udvikle sig videre til den tilstand, hvor ægteskabet ikke mere behøves. Ægteskabet eksisterer kun i en lille del af spiralkredsløbet. Det begynder i dyreriget og kulminerer dér i sin lystilstand. Dets mørketilstand finder vi inden for de ufærdige menneskers zone. Ægteskabets mørkestadium strækker sig fra det ufærdige menneskes begyndelse og til det når sin kosmiske bevidsthed; og dermed er det slut med ægteskabet i denne spiral. Når væsenerne har gennemlevet de kosmiske verdener og igen om umådelige tidsrum skal ind i en ny spiral, bliver princippet atter aktuelt.

Ægteskabets plads i det kosmiske spiralkredsløb, den guddommelige verdensplan

Hvis De lever i et uharmonisk ægteskab, og hvis De gerne vil følge livets love, må De finde frem til at gøre det kærligste, De overhovedet kan gøre. Det er meget ofte sådan, at hvad man end gør, er det et onde. Man må da finde frem til at gøre det mindste onde.

Selvfølgelig kan der være ægteskaber, hvor det er det mindste onde, at ægtefællerne skilles, fordi de slet ikke kan forstå hinanden, der kan ikke skabes harmoni imellem dem. Dér må det selvfølgelig være det kærligste at skilles, og det er bedre, at de to væsener skilles som gode venner, end at de lever sammen som fjender i permanent daglig krig, hvilket jo vil være ganske forfærdeligt for de børn, de sætter i verden. Men her vil der også igennem kosmiske analyser komme anvisninger på, hvordan menneskene lettest kan komme igennem disse sfærer, de her har tilbage.

De mennesker, der i dag er forelskede og er glade for ægteskabet, behøver ikke at være bange, for det varer jo tusinder af år endnu, så det kommer ikke til at genere de mennesker, der har deres største glæde i ægteskabet.

Jeg fortæller ikke disse ting, fordi jeg er imod ægteskabet, men fordi jeg mener, De alle sammen er interesseret i at se den guddommelige verdensplan, det kosmiske spiralkredsløb, og i at se, hvor ægteskabet befinder sig i dette kredsløb, og derved få nogenlunde svar på de gåder, der ellers kunne opstå.

Båndafskrift af foredrag holdt på Martinus Institut mandag den 13 juni 1960. Bragt første gang i Kosmos nr. 20/1972.