Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Dom og beskyttelse

 

af Martinus

 

Fysisk kemi og kosmisk kemi

Kristus sagde engang: "Døm ikke, for at I ikke skal dømmes, thi den dom I dømmer med, med den skal I selv dømmes, og det mål I måler med, med det skal I selv få tilmålt". For en masse mennesker er disse ord kun et dødt postulat, eller de bliver opfattet som overtro. Og så er sandheden dog den, at de er en af de alvorligste advarsler, der nogen siden er givet menneskeheden. Alvoren i denne advarsel er udtrykt som en kosmisk-kemisk formel, som et facit for loven om årsag og virkning. Hvad vil det sige, en kosmisk-kemisk formel? Det vil sige en læresætning eller grundsætning for åndelige love i universet. ligesom der findes formler, læresætninger eller grundsætninger for de fysiske love, man har fundet frem til ved studiet af og arbejde med den fysiske kemi.

I de kosmiske analyser, som det er blevet min opgave at give til menneskeheden, spiller udtrykket "kosmisk kemi" en meget væsentlig rolle, og jeg har anvendt flere hundrede sider i mit hovedværk Livets Bog til at forklare, at loven for stoffernes reaktion ikke blot gælder for den fysiske materie, men også for alle overfysiske materier og deriblandt det, vi kalder følelser, tanker og ideer. Ligesom det ikke er ligegyldigt, hvordan en kemiker blander de stoffer, hvormed han arbejder, når han ønsker et særligt resultat, således er det heller ikke ligegyldigt, hvordan et menneske blander tankestofferne i sine bevidsthed, når han gerne vil opnå et ønsket resultat. Hele tilværelsen, alt det, vi kalder "livet", er en stor kosmisk-kemisk proces, og den kendte kemi: læren om de fysiske stoffers reaktion, er i virkeligheden en begyndelse til åndsvidenskab, idet samme kemi endnu er begrænset til kun at omfatte de fysiske materier.

Skæbnevidenskab, straf og hævn

Den kosmiske kemi er den åndelige videnskab om, hvorledes et levende væsen skaber sin skæbne. Kristus kendte de åndelige love, og det er ud fra dette sit kendskab, at han fremkom med ovennævnte advarsel til menneskene. At ignorere denne advarsel er at ignorere den mest geniale metode, ved hvilken man kan skabe sine egen lykke som menneske. Men hvorfor talte Kristus ikke om "kosmisk kemi"? Fordi det var hans autoritet, [slut på side 203] der var brug for, da han levede på jorden og lang tid derefter. Menneskene var ikke modne for åndelig videnskab. Det er de knapt nok endnu, men nogle begynder at blive det, og mange flere vil blive det i kommende tider. Derfor må der nu gives den jordiske menneskehed et teoretisk grundlag for skæbnevidenskaben eller kosmisk kemi, således at samme menneskeheds enkelte individer, efterhånden som de modnes dertil, kan anvende disse teorier i praksis i deres daglige liv. Det vil i de kommende århundreder betyde en forvandling af hele menneskehedens skæbne.

Når Kristus talte om, at man ikke bør dømme andre, vil dette "at dømme" sige en ganske bestemt måde at blande tankematerier på. Det vil i almindelighed sige at straffe eller at ønske straf over et andet menneske. Og det er jo noget alment i vor verden. Staten råder over en autoriseret domstol, som har ret og pligt til at dømme et menneske, der har overtrådt statens love. I visse stater kan et menneske dømmes til døden for særlige forseelser, og hvor dødsstraffen er ophævet, dømmes den anklagede i stedet for til livsvarigt fængsel. Men hvad er straf egentlig? Hvad enten straffen ytrer sig som kortere eller længere tids indespærring i et fængsel, som dødsstraf eller blot som bøde eller mulkt, må den siges at være en form for hævn. Statens ret til at straffe forbrydere er egentlig dens ret til at hævne. Men hvordan kan en stat have ret til at hævne, når den autoriserede religion i samme stat lærer undersåtterne, at de ikke skal hade og hævne, men at de tværtimod bør vende den højre kind til, når de bliver slået på den venstre?

Også stater sår og høster deres skæbne

Statens ret til straf og hævn viser os tydeligt, at samme stat egentlig ikke kan have noget som helst krav på at kaldes en kristen stat, om den så nok så meget har kristendommen som "statsreligion". Den må i forhold til, som den udøver straf og hævn, og det vil i særlig grad sige i forhold til, som den udøver dette med brutalitet og voldsmetoder, kaldes en hedensk stat. Overalt hvor der er dødsstraf, koncentrationslejre og fysisk og åndeligt brutalitet, hvor man påfører mennesker fysisk og sjælelig pine, overtræder selve staten, dvs. dens autoriserede magthavere, universelle love. De overtræder måske ikke juridiske love, som de i mange tilfælde selv har skabt, og dog overtræder de lovene og må tage konsekvensen af en sådan handling. Hvad er konsekvensen af, at man dømmer til døden? Det er statens død. Thi med hvad dom den dømmer, skal den selv dømmes. Fortæller menneskehedens historie ikke netop om masser af staters død og undergang? Stater, hvori dødsstraf, tortur, brutal indespærring, slaveri og lignende straffemetoder var almindelige? Det er ikke så mærkeligt, at ingen kultur hidtil har kunne bestå. De har alle undermineret sig selv, fordi deres love ikke var i overensstemmelse med selve livets love. De har været – og det samme gælder mange stater i vor tid – stater "skabt i forbryderens billede". Det lyder måske mærkeligt, og det er heller ikke ment som kritik af nogle stater, hvoraf ingen i dette øjeblik kan være anderledes end de er, ligesom deres enkelte undersåtter heller ikke kan være anderledes end de er. Men hvor såvel stater som enkeltindivider dræber, hævner, straffer og på anden måde udøver brutalitet, afslører disse kendsgerninger for den udviklede forsker, at de pågældende stater og individer er primitive og uudviklede. Er det ikke en kendsgerning inden for enhver stats universiteter og læreanstalter, at når man koncentrerer sig stærkt om en ting og dyrker den, så udvikles den og styrkes og formeres? Men når man virkelig ønsker, at staten skal gøre sig fri af mord, hvad nytter det så, at samme stat myrder et menneske som straf, fordi vedkommende selv har myrdet et menneske? Vil det ikke sige, at staten ligefrem konkurrerer med mordere og forbrydere i at dræbe? Derved bliver staten forbryderens udtrykte billede, hvordan kan den [slut på side 204] da blive en kulturstat?

En døende verden baseret på dyrerigets principper

Nu vil mange rimeligvis indvende, at der dog er forskel på motivet til statens udløsning af henrettelse og straf og forbryderens motiv til sin forbrydelse. Men hvad forskel er der? I begge tilfælde er motivet: selvopholdelsesdriften. Når et menneske vil hævne sig og gør det ved at myrde, skyldes det den forestilling, at hævneren føler udløsningen af sin hævn som retfærdighed. Ja, selv når det er rovmord eller tyveri, der udøves, har forbryderen i de fleste tilfælde den opfattelse, at han i det samfund, hvori han lever, og hvor de materielle goder er så uretfærdigt fordelt, begår en retfærdig handling. Og staten begår en retfærdig handling ved at henrette forbryderen, der er en trussel mod dens eksistens. Princippet er i begge tilfælde det samme som i dyreriget: selvopholdelsesdriften.

Vi har altså for os to udøvere af en særlig gensidig dom over hinanden. Forbryderen betragter sin selvtægt som nødvendig og påberåber sig staten eller samfundet som værende uretfærdigt, mens samfundet bedømmer hans selvtægt som værende uretfærdig og forbryderisk og derfor dømmer ham. Hver af de to parter er netop sådan som de dømmer den anden part til at være, og de vil begge opnå samme resultat af deres dom, først forbryderen og engang staten, der ikke kan vedblive at eksistere som kulturstat, så længe den endnu anvender samme principper som i dyreriget. Er verdensgenløserens advarsel ikke stadig aktuel? Og da det tager lang tid for staterne at tage ved lære, må det blive de enkelte individer, der først skal gøre det. Men også det tager sin tid.

Nu vil en masse mennesker straks indvende: "Hvordan kan staten komme uden om at straffe? En stat ville jo gå totalt til grunde, hvis ikke den straffede sine forbrydere?" Men er der da nogle af de gamle såkaldte kulturstater, der ikke er gået til grunde? Og hvad med vore egne i vore dage så højt priste civiliserede velfærdsstater? Er der ikke en hel del, der tyder på, at også de er på vej mod så store og væsentlige forandringer, at man faktisk må kalde det disse staters undergang, fordi det er undergangen af de principper, deres eksistens hviler på? Verdenskrige, kolde krige, racehad, arbejdskriser, finanskriser og mange andre slags kriser, der når som helst kan blive til krige og revolutioner, dominerer verden, og det betyder ganske simpelt, at en gammel verden, der er opbygget efter junglens principper, er ved at gå under. Dens stater har dømt sig selv til døden og er nu i færd med at eksekvere dommene over hinanden.

Gensidig beskyttelse

Hvis de stater, der har været de bedste til at opfylde den autoriserede straffelov "øje og øje og tand for tand", var de bedste til at hævde sig, så måtte de jo dominere i verden i dag som verdensstater. Men gør de det? Hvordan gik det Nazityskland? Hvordan er det gået de store kolonimagter? Giver det ikke en alvorlig grund til eftertanke? Disse magter troede om dem selv, at de skulle blive denne verdens herre. De var de bedste til at udløse straffe og dødsdomme, og de blev dømt med deres egen dom. Det vil hver eneste stat blive i forhold til som dens dom er jungleagtig og umenneskelig. Men lad os vende tilbage til spørgsmålet: "Hvordan kan staten komme uden om at straffe?" Naturligvis kan en stat eller et samfund ikke lade sine mest primitive medlemmer, forbrydere, skalte og valte, som de vil. Det er statens opgave at beskytte samfundets øvrige medlemmer mod forbryderne. Men en sådan opgave løses ikke gennem dødsstraf eller nogen anden form for hævnagtig reaktion fra statens side. Hvis staten skal have en fremtid for sig af menneskelig karakter og human udvikling, må den være beskyttet, og hvordan bliver den det? Ved at skabe beskyttelse for andre, ikke blot ved at beskytte borgerne mod forbryderiske elementer, men også, og det er noget [slut på side 205] meget væsentligt, ved at beskytte de såkaldte forbrydere mod en sådan vekselvirkning med omgivelserne, som de endnu ikke er modne til at opleve.

Problemet bliver altså dette at avle en beskyttelse, der er virkelig effektiv, og er det til begge sider. Og det er netop noget af det, menneskene nu og i fremtiden kommer at lære: hvad beskyttelse egentlig er. At det aldrig er våben, magtmidler eller vold. Det vil altid senere blive vendt mod en selv, enten det er en stat eller et individ, som udøver den. Med den dom man dømmer, skal man selv dømmes, og i forhold til den beskyttelse, man selv udøver, er man selv beskyttet. Fremtidens mennesker vil efterhånden indtil genialitet forstå at avle denne beskyttelse og gøre verdensgenløserens ord til en videnskabelig sandhed.

Et "undersamfund" i hovedsamfundet

Den beskyttelse, der bliver tale om i fremtidsstaten, bliver altså ikke en fysisk afvæbning af forbryderne ved at spærre dem inde i fængsler eller koncentrationslejre eller ved at myrde dem, men udelukkende en sjælelig afvæbning. En virkelig kulturstat vil i fremtiden blive ledet af en regering, som er hævet over hedenskabets, overtroens og naivitetens inkvisitoriske straffebegreber. En sådan regering vil arbejde på at udrydde og uskadeliggøre disse begreber hos befolkningen, ikke ved diktatur naturligvis, det ville jo være tilbagegang til metoder, der allerede har dømt sig selv til døden, men på den af naturen selv foreskrevne måde: erfaring og udvikling. Fremtidsstaten vil derfor se det som et vigtigt fundament for sin egen beståen, at den beskytter og udvikler sin "underverden".

I det kommende samfund vil der være bestemte, foreskrevne, absolut retfærdige betingelser for selve hovedsamfundet, som vil bestå af de individer, der er vokset ud over alt, hvad der hedder forbryderiske tendenser, fordi de har udlevet dem helt i tidligere liv og gjort de erfaringer, forbrydelser bringer med sig, når de komme tilbage som høsten af det, man har sået. Sådanne mennesker vil naturligt danne et samfund, hvor forbrydelser er utænkelige. Men det vil jo tage lang tid, inden alle indbyggerne har nået et sådant udviklingstrin. Når flertallet har det, vil man for at opnå gensidig beskyttelse skabe en "understat" i staten, som naturligt vil passe for de væsener, som ikke kan indordne sig under hovedsamfundets love. Derved beskytter man hovedsamfundet mod disse væsener, og man beskytter væsenerne selv mod de fristelser og tillokkelser, som hovedsamfundet ville rumme for dem. Det vil sige, at man beskytter dem mod deres egen natur, idet de i det undersamfund, hvori de kommer til at leve, ikke vil møde nævnte fristelser. Omtalte undersamfund skal ikke på nogen måde have præg af fængselsvæsen, og dets ansvarshavende skal ikke være dommere og fængselsbetjente. Det skal være videnskabsmænd, psykologer i dette ords mest udvidede betydning. Det skal være mennesker, som selv engang har været forbrydere, selv om det er længe siden, mennesker som ved, hvad det er de kosmisk set har med at gøre. De skal være skolede væsener i tålmodighed og beherskelse af deres eget sind. Deres opgave vil først og fremmest være at finde ud af de forskellige forbryderes specielle anlæg og finde frem netop den lille spire af højere livsgnist i dem, der kan bringes til en sådan vækst, at den vil kvæle og underminere de dyriske og morderiske anlæg. Det er ikke noget, der skal ske ved hjælp af hypnose eller ved at få magt over forbryderen, men ved en naturlig udvikling af de skabende anlæg, der findes i ethvert jordmenneskes sind.

Senior- og juniorsamfund

Man vil i fremtidsstaten være ganske fortrolig med, at den såkaldte forbryderiske underverden er forholdsvis "unge sjæle" inden for menneskelivet. Det et virkeligt kulturmenneske har fremme i sit sind i fuld blomstring, kan en sådan ung sjæl kun have i sin første spirende tilstand. [slut på side 206] Med denne indsigt som basis er det, at man anlægger undersamfundet. Alle pædagogiske eksperter vil blive taget i dette samfunds tjeneste, og alle tænkelige humane principper vil blive anvendt med genial indlevelsesevne. Forbrydelse og forbrydere er udtryk, der da kun vil eksistere som overleverede levninger fra en rå og barbarisk tidsalder, hvor overtro og misforståelser endnu dominerede verden. Undersamfundets borgere vil ikke føle sig set ned på som" lavere væsener". De betragtes som samfundets yngste, og da de samtidig véd, at de betragtes som evige væsener, ligger der ikke noget nedsættende i den betragtning, eftersom der ikke kan være noget diskriminerende i, om ét væsen er kommet ind i en udviklingsspiral på et senere tidspunkt end et andet. At undersamfundets borgere ikke har adgang til hovedsamfundet, vil være lige så naturligt, som det i en skole er naturligt, at eleverne i 1. eller 2. klasse ikke har adgang til gymnasiet. Inden for deres eget område lever "de yngste" i fuld frihed, og efterhånden som det fornemmes, at deres ansvarsbevidsthed vokser, vil de også selv kunne mærke virkningerne deraf. Undersamfundet er blot en betegnelse eller karakteristik, jeg bruger, men det vil snarere komme til at hedde juniorsamfundet i modsætning til seniorsamfundet, og man vil føle det lige så naturligt at være medlem af det ene som af det andet.

Et sådant juniorsamfund vil altså være en slags forgård til det virkelige samfund, hvis videre udvikling ligefrem vil være afhængig af, hvorledes undervisningen og udviklingen i juniorsamfundet skrider frem.

Fremtidsstaten skal spire frem i det enkelte menneskes tankeverden

Det var lidt om fremtidsstaten og dens forhold til begreberne dom og beskyttelse. Men lad mig slutte med at understrege, at denne fremtidsstats grundvold er ved at blive lagt i dag i det enkelte menneskes bevidsthed. De mennesker, der lever i dag, skal jo også leve i fremtidsstaten, ja, de skal endda være med at skabe den. Og hvis ikke nævnte stat vokser frem i Deres bevidsthed, så vokser den ikke. De vil måske synes, at så har det ringe udsigter. Men de er nu ikke så ringe endda, selv om udviklingen naturligvis tager sin tid. Der er jo intet, der fødes voksent. Men det er i Deres bevidsthed, at dette med at dømme og fordømme andre skal ophøre. Hvis De offentlig i tale til andre mennesker dømmer et tredje menneske som en løgner, en upålidelig person eller det, der er værre, og siger: "Han skulle nu også klapses af", eller "det ville nu være retfærdigt, om han fik en ordentlig lærestreg", så er det ikke sikkert, at det just er ønsket om vedkommendes undervisning, der ligger Dem på sinde, men ønsket om straf, faktisk om hævn. Og dermed dømmer De Dem selv. Men ender vi da ikke i den rene tossegodhed og øllebrødsbarmhjertighed, vil De måske spørge. Det er der måske nogle, der gør, og de vil gøre det alligevel. Men det er absolut ikke noget sådant, jeg appellerer til, tværtimod, det er til klar og logisk tænkning og stillingtagen til de aktuelle forhold og vejen bort fra den intellektuelle jungle, bort fra bagtalelse og spredning af rygter og sladder, bag hvilken der i virkeligheden kun ligger misundelse og intolerance. Med den dom, hvormed De dømmer et andet menneske, dømmer De deres egen fremtidige skæbne. Det åndelige mål, De måler ham eller hende med, med samme mål vil også De blive målt af andre i fremtiden.

Dér vil kosmologien kunne være Dem til stor hjælp. Gennem den får De en logisk forklaring på, hvorfor intet individ i dette øjeblik kan være anderledes, end han eller hun er på basis af deres evige fortid og med henblik på deres evige fremtid. Naturligvis har vi lov at bedømme andre, ja, det har vi ligefrem pligt til, for på basis af en bedømmelse kan vi bedst vide, hvordan vi i vor vekselvirkning med dem kan være mest positive. I en bedømmelse, hvis den virkelig kun er en bedømmelse, vil der ikke ligge noget negativt eller nedvurderende. Tænk også [slut på side 207] på, hvor let det er at kunne lide mennesker, der er gode og kærlige mod en, det er ingen kunst. Men det jordiske menneske skal lære at blive kunstner i at elske sin næste som sig selv, også alle dem, han eller hun vil være tilbøjelig til at dømme og straks sætte i en eller anden negativ bås. Men det kunne jo være, at nogle af de personer, De ikke rigtigt kan lide, rummer spiren til evner og talenter, som netop Deres venlighed og kærlige omtanke kunne få til at vokse frem i lyset? Alle jordiske mennesker vil engang komme til at leve under en fuldkommen kosmisk beskyttelse, men det kan kun ske gennem deres beskyttelse af andre og deres spirende evne til at lade en kærlig bedømmelse afløse en dom.

Fra et foredrag på Martinus Institut
søndag den 16. november 1947.
Sidst bragt i Kosmos nr. 12/79.
Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.

 


Martinus barndomshjem "Moskildvad", hvor Ulstedbovej fører ned over Glommens bæk og Moskildvad bro. I husets nordside er der en "udskudsgang", så husets stråtag går næsten ned til jorden. Her opbevaredes brænde og madvarer m.m.
     Bestyrerparret hedder Aksel og Marianne Kristensen, og de kan træffes på telefon 98 93 42 80. Adressen er Ulstedbovej, DK-9870 Sindal.