Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1994/3 side 43
 
Stjernesymbolet
 
"Det onde" og dets årsag
 
af Martinus
 
I en lang årrække holdt Martinus et ugentlig foredrag i Instituttets foredragssal. Han forberedte normalt disse foredrag ved tidligt samme dag at nedskrive et tekstgrundlag, der kan betegnes som en simplificeret form for foredragsmanuskript. Med udgangspunkt i det nedskrevne tekstgrundlag, men uden anvendelse af det som manuskript, holdt Martinus sædvanligvis et langt længere foredrag. Efter foredragene bearbejdedes mange af tekstgrundlagene til artikler. Bearbejdelsen til færdige artikler foretoges enten af Martinus selv eller, såfremt tekstgrundlaget var tilstrækkelig udførligt, af hans nærmeste medarbejdere, først Erik Gerner Larsson og i de seneste år Mogens Møller. Sådanne bearbejdelser har altid været godkendt af Martinus før offentliggørelse.
Nedenstående tekst er grundlaget for et foredrag: "Det onde" og dets årsag, som Martinus holdt søndag den 5. februar 1956. Teksten er ikke viderebearbejdet til artikel og adskiller sig derfor i stilen fra Martinus sædvanlige artikelform. Artiklen er tidligere bragt i Kosmos nr. 7/1981.
 
Vi har allesammen oplevet, at der forekommer noget i menneskenes væremåde, vi kalder "det onde". Og hele den menneskelige tilværelse har igennem utallige årtusinder været en kamp imod dette onde. Dette onde giver sig til kende i væsenernes væremåde som en sabotage imod andre væseners liv. Og så længe menneskets væremåde er inficeret med denne tendens til i større eller mindre grad at skabe sabotage imod andre levende væsener, må de levende væsener således frygte hverandre. De må danne sig værn imod hverandre. De levende væsener er de levende væseners fjender. Og hvem har i virkeligheden ikke grund til at frygte sine medvæsener? Selv om et væsen i dag kan vise en væremåde, der er overordentlig elskværdig, kan det senere hen skifte sind, og "det onde" kommer frem i væremåden. Og væsenet kan da i værste tilfælde blive en dødsfjende, der gør alt for at ødelægge livet for mennesker, der før var dets ualmindelig gode venner. At denne tendens i den menneskelige væremåde i første instans må være et "onde" for de levende væsener selv, er selvfølgeligt. Men hvori har dette onde sin oprindelse? – Er det noget man kan gardere sig imod? – Menneskene har igennem tiderne fået mange forskrifter på, hvordan man kan bekæmpe "dette onde", men man kan ikke sige, at dette er blevet mindre i sin udfoldelse hos menneskene. Forskrifterne har undertiden været lige akkurat stik modsat hverandre. Det man tidligere har anset for at være vejen ud af det onde, er senere blevet doceret som netop det, der førte menneskene lige ind i det onde. Ja, man har ligefrem dyrket det onde religiøst. Man har myrdet og dræbt og selv søgt at blive dræbt, fordi man troede, at dette var guderne velbehageligt og således måtte være det rigtige eller fuldkomne i tilværelsen. Senere har man påberåbt sig, at dette at dræbe og myrde jo netop ikke er guderne eller Forsynet velbehageligt og derfor er syndigt, er noget man ikke må gøre. Men her kniber det skrækkeligt for menneskene at efterkomme denne religiøse advarsel, eller dette ikke at måtte dræbe. Man påberåber sig, at man er nødsaget til at "forsvare" sig overfor andre menneskers ondskab. Hvis man ikke forsvarer sig, bliver man selv trampet med, underkuet eller udslettet. Advarslen eller det femte bud "du skal ikke dræbe" eller dette "vend den højre kind til, når du bliver slået på din venstre" eller dette, at man skal tilgive sin næstes ondskab ikke blot syv gange dagligt, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange, synes at være det reneste vanvid, en fanatikers tåbelige indstilling og tilsyneladende kulmination i primitivitet eller ren dumhed. Men det moderne intelligente og humant indstillede menneske er i virkeligheden slet ikke sagesløs og heller ikke hjælpeløs overfor dette at få sandheden at vide om, hvad man skal og ikke skal i den eller den situation af ondskab, man kan komme ud for fra sin næstes side. Vi må se på livet som det har formet sig. Ser vi tilbage på livet i det store udviklingsperspektiv, ser vi, at livet har udviklet sig fra en primitiv til en mere fuldkommen tilstand. Først var Jorden et ildocean, derefter blev den afkølet. Den var en eneste stor vulkanørken. Intet liv kunne endnu leve på det fysiske plan. Efterhånden blev der mulighed for plantevækst og dernæst for dyrenes fremkomst på Jorden. Og ud af dyreriget voksede mennesket. Og mennesket er også i stadig udvikling. Ser vi på denne udvikling, har den altså ført livet frem til fuldkomnere og mere komplicerede livsformer. Det kan allerede ses, at målet for denne udvikling er at fuldkommengøre livet for det levende væsen. Det er altså et og det samme væsen, der har udviklet sig igennem mineral-, plante- og dyreriget frem til det nu begyndende menneskerige. Da udviklingen således fortsætter, bliver det altså til kendsgerning, at intet endnu er færdigt eller fuldkomment i denne livsforbedringsproces. Menneskene er altså de væsener, der er nået længst frem i forbedringen eller fuldkommengørelsen af livsoplevelsen eller tilværelsen. Men de er ikke endnu blevet færdige væsener. Dette er altså udviklingens eller livets egen tale, dets egen udsagn om tilværelsen og mennesket.
Hvad er der da tilbage i det menneskelige væsen for naturen at fuldkommengøre? – Ja, hvad er der i den menneskelige tilværelse, der er generende for væsenet i dets daglige tilværelse? – Er det ikke netop det, det kalder "det onde". Og dette onde er i sin værste form det, der fremkalder fjendskab imellem menneskene. Dette, at der kan opstå fjendskab imellem menneskene, er altså i virkeligheden det, der er tilbage for udviklingen at få bortfjernet fra den menneskelige tilværelse. Når der ikke mere kan opstå fjendskab imellem menneskene, har udviklingen nået sin missions afslutning. Da fremtræder mennesket i Guds billede.
Det er rigtigt, at dyrene lever i kamp med hverandre. Her er livsbetingelsen dette, at man må dræbe for at leve. Men her er udviklingen jo heller ikke nået så langt i sin fuldkommengørelse af det levende væsen, som den er hos menneskene. Det er jo derfor, at menneskene er blevet til mennesker, de er mere fremskredne i udviklingen og står således over dyrene. Mennesket kan derfor ikke bruge dyret som forbillede for sin egen tilværelse. At dyret dræber for at leve, er jo en betingelse for dets eksistens. Men det kan man ikke sige, at det er for mennesket. Det er rigtigt, at menneskene slet ikke endnu har opdaget det. Mennesket er kun lige i sin første spæde opvågnen fra de dyriske tilstande. Det har endnu ikke opdaget, at det i virkeligheden er frigjort fra det dræbende princip. Det tror stadig, at det må forsvare sig. Det er en følge af dets tusindårige traditioner som fortidigt dyr.
Men det er ikke blot denne forestilling, at mennesket må forsvare sig mod vold, det er også dets fejlagtige opfattelse af, at det fortsat må anvende princippet "øje for øje og tand for tand" som det virkelige livsfundament, der stadig afføder dets kamp med næsten. Det er også dets tro på, at det ikke kan leve uden at måtte spise andre dyrs organismer, at det er helt afhængig af at spise animalsk føde og derfor er nødsaget til her at måtte dræbe. Selv om mennesket for længst har forladt det område, hvor dette at spise animalsk føde er en livsbetingelse, tror det endnu rent instinktmæssigt – for forstandsmæssigt kan det ikke være – på disse traditioner som livsbetingelse. Det aner ikke den store frigørelse, det i virkeligheden er kommet ind i. I hele dette område er forholdet med hensyn til næsten traditionsmæssigt og underkastet princippet øje for øje og tand for tand, og i forholdet til sin ernæring lever det ligeledes på traditioner, hvilket vil sige på instinktmæssige forestillinger. Her er det moderne kulturmenneske bare et troende væsen, akkurat som det religiøse menneske er troende på kirkens traditioner og dogmer. Selv om disse væsener, der således hævder hævnmoralen, øje for øje og tand for tand og tror, at animalsk føde er den retmæssige, og at drab på dyr er ganske selvfølgeligt og naturligt, er meget stærkt intellektuelt udviklet, når det drejer sig om materielle stoffer, drejer sig om teknik, kemi og mange andre materialistisk videnskabelige fag og områder, så er de alligevel her kun troende mennesker på livets vigtigste felter. Og det vil altså sige, at de i forholdet til næsten, i forholdet til dyrene og i forholdet til deres egen ernæring, kun er almindeligt instinktførte, troende mennesker. Deres liv er endnu kun på rent døde felter blevet intellektuelt. På disse døde felter, hvilket vil sige de materialistiske, er det snart blevet geni i intellektualitet og skabelse. Vi har set, hvilken kolossal forskel udviklingen her har skabt mellem dyr og mennesker. Men i forholdet til de levende foreteelser, næsten, hvilket vil sige medmenneskene og dyrene, lever de endnu i et mørke, der stammer helt tilbage fra dets dyriske oprindelse. Det er her let at se, at det, der er tilbage for udviklingen at fuldkommengøre, er denne menneskets endnu ufærdige tilstand i forholdet til dets næste. Og det er lige så soleklart, at før mennesket bliver lige så intellektualiseret på dette sit forhold til det levende, som det nu er blevet intellektualiseret med hensyn til de døde ting eller i forholdet til materien, kan det umuligt her på dette felt høste en tilsvarende lykke og velsignelse som den, det for længst har høstet i sit forhold til den fysiske materie.
Hvad vil udviklingen da forvandle i dette menneskenes endnu ufærdige felt? Udviklingen vil frigøre mennesket fra den tunge byrde at skulle opretholde sit liv i kamp mod fjender, at skulle opretholde sit liv ved at dræbe, at skule leve i angst og frygt for andre væsener, at skulle leve i frygt for døden. Denne tunge byrde, som i dag tynger menneskene til jorden og befordrer en mangfoldighed af lidelser, ja ligefrem helvede eller ragnarok, skal selvfølgelig ligeledes fjernes fra menneskets daglige liv, ligesom den tunge byrde, det var at arbejde med den fysiske materie, nu i kraft af teknik, videnskab og maskiner blev fjernet fra menneskenes fysiske ryg og hænder.
Men ligesom menneskene ikke fik herredømmet over den fysiske materie ved tro, men ved intellektualitet, således kan de ikke få herredømmet over den psykiske materie, blive frigjort fra krigens og myrderiernes mørke trældom, uden intellektualitet plus en ny begyndende evne i mennesket nemlig humanitet. Ved intellektualitetens og humanitetens kombinerede samarbejde i bevidstheden og dermed deres indvirken på viljeføringen bliver mennesket frigjort fra troens og dogmernes fængsel i forholdet til næsten. Denne kombinerede intellektualitet og humanitet, højintellektualiteten, vil nemlig forklare menneskene, at alle de manifestationer, der er dødbringende, der er giftige og skaber fjendtlighed mellem mennesker, er tåbelige, er sygdomsbefordrende, er underminerende al kultur og alt hvad der arbejder i retning af fred. Den vil vise menneskene, at fjendskab ikke kan besejres med fjendskab, men kun med venskab. Alt hvad menneskene gør imod hinanden i retning af at skabe fjendskaber sker altså udelukkende på grund af uvidenhed og overtro. Derfor bliver det nødvendigt at undskylde disse væsener, selv om man naturligvis må beskytte sig imod dem, men absolut ikke ved vrede, straf eller henrettelser. Her ligger den store redning eller menneskehedens frelse, nemlig ved dette, at forstå, at det onde ikke sker af ondskab, men af uvidenhed hos dets ophav. Det var det Kristus vidste, da han på korset sagde om sine bødler, "de vide ikke hvad de gøre". Ligeledes vil menneskene også igennem deres humanitets- og følelsestalent blive frigjort af den overtro, at kødspisning og drab af dyr er en livsbetingelse og derved komme til at spise planteføde, hvor drabstilstanden udgør en meget lille brøkdel af den drabstilstand, der befordres ved fremskaffelsen af den animalske føde, rent bortset fra de sygdomme, man bliver frigjort fra ved den vegetariske ernæring, der udelukkende er den retmæssige for mennesket.
Udviklingen vil yderlige føre menneskene frem til at kunne leve af det rene frugtkød omkring kernen, hvorved drabstilstanden er totalt ophørt. Dette frugtkød dør unaturligt, hvis det ikke bliver optaget som næring i en organisme.
Årsagen til det onde er altså dette, at næsten alle mennesker på Jorden endnu er uvidende instinktstyrede trosmennesker i deres forhold til den levende materie, deres næste, de levende væsener, selv om de er højvidenskabelige i deres forhold til den fysiske materie. De vil komme til at se, at årsagen til al ondskab er uvidenhed. Og overfor uvidenhed er den eneste vej oplysning, undervisning, erfaringsdannelse, forståelse og venskab og ikke fjendskab. Menneskenes overtro i dag er altså denne, at de tror, at fjendskab kan udryddes ved fjendskab, had ved had og krig ved krig. Fjendskab kan kun fjernes med venskab, had med kærlighed, krig med fred. Videnskaben på de åndelige eller sjælelige områder er derfor verdens frelse eller frigørelse fra det onde.