Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

Jeg vil gerne indlede foredragssæsonen med et foredrag, jeg har kaldt "Ad Livets Kongevej". Denne titel vil egentlig kunne bruges om alle mine søndagsforedrag, idet de alle vil blive holdt over emner, der udelukkende har til opgave at belyse denne alle levende væseners livsvej.

Livets Kongevej er en vej, der fører igennem to store evige livsterræner eller livsepoker, der er at udtrykke som "indvikling" og "udvikling". Af disse to livsterræner befinder jordiske livsformer, mineral, planter og dyreformer indtil den menneskelige livsoplevelsestilstand, sig i den første epoke. Derfor begynder menneskene også at kende lidt til den. De begynder at forstå, at væsenerne forandrer sig fra en tilstand til en anden, fra en lavere eller primitiv tilstand til en mere fuldkommen. Men denne forståelse er endnu kun teoretisk for den lille gruppe, der begynder at forstå den, og for den øvrige store del af menneskene er den endnu næsten total uvirkelig, noget man ikke tror på, noget man anser for at være produktet af en abnorm fantasi.

Livets Kongevej er altså de levende væseners livsoplevelsestilstand og opleves i form af det, vi kalder skæbne. Alle levende væsener er således uløseligt knyttet til denne vej. At kunne rive sig løs af denne ville altså være det samme som at rive sig løs fra livsoplevelsen. Det ville være det samme som at kunne bevirke, at man blev til absolut intet. Men det kan umuligt lade sig gøre, eftersom "noget" umuligt kan blive til "intet", ligeså lidt som "noget" kan komme af "intet". Det er derfor, at det levende væsens livsoplevelse er evig. Livets Kongevej er altså det samme som den forvandlingsproces alt levende er underkastet. Da denne forvandlingsproces for den udviklede forsker afslører sig som den allerhøjeste modsætning til det, vi kalder tilfældighed og kaos, vil den være at udtrykke som "logisk". At den er logisk vil igen sige, at den i sit slutfacit ufravigeligt er til glæde og velsignelse for levende væsener. Tænk, hvad det til sige for det menneske, der i dag befinder sig i en ulykkelig skæbne med al dens lidelse, sorg og bekymring, og som tror det er en kastebold for tilfældige døde kræfter, i hvilke der hverken er plan, logisk hensigt eller styrelse. Det er denne totale uvidenhed om Livets Kongevej, om livets mening, der får mennesket til at kulminere i depression og begå selvmord. Depression og selvmord forekommer altså absolut udelukkende på grund af menneskets uvidenhed om den logiske bestemmelse, den guddommelige hensigt, der er Guddommens eller Forsynets urokkelige plan med de levende væsener, nemlig dette at skabe et "menneske i sit eget billede". Noget et væsen er uvidende om, kan det umuligt følge. Derfor kommer det til med sin væremåde at udløse tanker og handlinger, der ikke er i overensstemmelse med denne Guds plan med mennesket. Og når mennesket ikke er i overensstemmelse med Guds plan eller mening med dets liv, er det altså i modsætning eller i uoverensstemmelse med denne Guds plan. Det går ikke i den rigtige retning på Livets Kongevej, hvilket vil sige, at det ikke går fremad, men går tilbage på denne guddommelige vej. Men da tilbagegangen fører til det modsatte af det, der er den guddommelige vilje, nemlig til ulykke og lidelse, depression og selvmord, får mennesket igennem denne lidelsestilstand til sidst forståelsen af, at det ikke kan være den retning, der er den rigtige på Livets Kongevej. Det må gå fremad, thi kun denne retning fører til kulminationen af lykke, glæde og velsignelse for det levende væsen. Og alle vegne, hvor det netop går fremad, går det imod lyset, mens tilbagegangen altid er imod mørket. Men er det ikke også det, vi har lært igennem vor kristne børnelærdom? – Hedder det ikke her, at Gud sagde til Kain: "Gør du godt, da kan du se frit op! Gør du ondt, da ligger synden for døren!" Er det ikke netop således, at det glade menneske ser frit op! – Men Kain gjorde ikke godt. Han slog sin broder ihjel. Derved blev han bange og troede, at han kunne redde sig ved at flygte. Hvor mange mennesker går ikke rundt i dag og er bange for livet og tror, at de kan flygte fra det? Hvor mange mennesker ligger der ikke i dag på hospitalerne verden over og er syge og kropsligt mere eller mindre ødelagte? – Hvor mange mennesker begår ikke netop selvmord hver dag? – Hvor mange mennesker er der ikke i dag, der begår mord og drab på deres næste? – Hvor mange er der ikke netop, der lider af brødnid, jalousi og skinsyge over for deres næste? Hvor mange mennesker er der ikke i dag, der nærer antipati imod deres næste og udløser denne antipati i bagtalelse, usande og nedsættende beretninger eller udløser andre for denne næste ødelæggende foreteelser? – Er de ikke alle sammen mordere? – Er de ikke alle sammen udløsere af sabotage på deres næstes livsoplevelser?

Med had og forfølgelse, bagtalelse og bitterhed, skaber man da umuligt glæde og inspiration eller livslyst hos sin næste. – Men at nedsætte livslysten hos sin næste, er det samme som i tilsvarende grad at lamme eller dræbe noget af denne sin næstes liv. Der findes kun én eneste overtrædelse af livsloven, og det er overtrædelsen af det femte bud: "Du skal ikke dræbe". Det er rigtigt, at vi har lært, at der findes ti bud, men af disse ti handler de ni om de forskellige variationer igennem hvilke man kan overtræde det femte. Ethvert menneske, der på en eller anden måde er med til at nedsætte sin næstes livslyst, er med til at føre denne ind i sorg, depression og livslede, er i tilsvarende grad en ødelægger af denne næstes livslyst og dermed af samme næstes livsoplevelse. Men en ødelæggelse af livsoplevelse er mord eller drab. I samme grad som et menneske forfølger og bagtaler er det i tilsvarende grad en morder. Men er en morder ikke netop det samme som det, Bibelen udtrykker igennem beretningen om Kain. Og hvor mange af alle Jordens mennesker kan i dag sige sig fri for at være morder, altså være i en tilstand, hvor det ikke på en eller anden måde har overtrådt næstekærlighedsloven, ikke har forulempet sin næste med sin bitterhed og vrede eller på anden måde generet denne med sin antipati? – Bliver det ikke en meget, meget lille gruppe? – Jo, den bliver så lille, at der kun kan være tale om det absolut fuldkomne menneske, et Kristusvæsen eller det væsen, der er blevet et færdigt menneske i Guds billede. Og lever ikke hele denne mangfoldighed af Jordens mennesker i en permanent frygt? Forsøger de ikke at flygte fra den sande virkelighed ved nye morderiske handlinger, løgn og bedrag? – Ja, er det ikke sådan, at den samlede menneskeheds livsbasis netop er en dygtiggørelse af evnen til at dræbe? – Hvorfor skaber man atom- og brintbomber og hele den øvrige mangfoldighed i udvikling af mordprocesser, tvungen værnepligt, tvungen militarisme?

Hvordan er det med retsvæsenet, der skal repræsentere retfærdighed i samfundet gennem lov og ret? – Er det ikke også baseret på at udløse attentat på "lovovertræderens" livsoplevelse? – Hvad er indespærring, hvad er mørk arrest og fængsling på vand og brød? – Hvad er dødsstraf og alle andre benyttede torturforanstaltninger andet end sabotage på eller nedsættelse af den fængsledes livsoplevelse? Og er det ikke i tilsvarende grad det samme som mord? – Der er således mord både i nationerne og i de enkelte menneskers livsbasis. Er Bibelens udtryk om Kain således ikke en levende beretning om en i menneskeheden forekommende almengældende tilstand? – Hvem kan sige sig fri for at være en Kain? Men så længe man ikke kan det, er det altså ikke så mærkeligt, at man ikke kan se frit op. Da er man nødsaget til at være overskygget af dårlig samvittighed, frygt for livet, frygt for mennesker og dyr, frygt for ikke at kunne få det daglige brød, frygt for at blive syg, etc. Og hvor denne frygt således dominerer et væsens mentalitet, kan den normale glæde ved at være til umuligt have til huse. Og hvor glæden og livslysten spærres ude, kan kun depression og livslede blomstre. Og der hvor misfornøjelsen med ens næste, livet og naturen, raser så stærkt i ens indre, at den udløser sig i en permanent bitterhed og vrede, er man i et misforhold til Livets Kongevej. Dér er man i et misforhold til Guds plan med mennesket. Dér søger man, ganske vist uden at vide det, at gå tilbage i stedet for at gå fremad på den guddommelige vej imod det evige lys.

Alle former for ulykkelige skæbner med sorg og lidelse, depression og livslede er således virkningerne af den side af Kainsmentaliteten, der befordrede det onde. Det er livets egen bekræftelse på, at den der gør det onde, hvilket igen vil sige: ikke elsker sin næste, ikke kan se frit op. For ham ligger synden for døren. At man har sorg og bekymring, lidelse og besvær eller rettere sagt, er inde i en mere eller mindre fremtrædende ulykkelig skæbne, er altså et urokkeligt symptom eller kendetegn på, at man ikke er i kontakt med Livets Kongevej. Man er afsporet fra denne. Man søger bort fra den. Den går nemlig ofte meget stejlt opad. Og det er altid lettere at gå nedad. Det er denne uvilje mod at gå opad, der får menneskene til at ville undgå at følge kongevejen. Op til Livets Kongevej grænser der mange småveje, som ikke fører opad, men derimod ud til siderne og i de fleste tilfælde nedad. Og ser vi nu på menneskenes livsterræn, så ser man, hvordan menneskene med stor fart bevæger sig bort fra kongevejen, er ude på bivejene, der ikke fører opad. Men disse kortere eller længere omveje, igennem mentale sumpe og dyndterræner i ulykkelige tilstande uden nogen udsigt til det kosmiske dagslys, fører slutteligt igen tilbage til kongevejen. Og efter disse skrækkelige biveje, som gik igennem sumpe og dødsterræner, bliver mennesker lykkelige ved at komme tilbage til kongevejen, fordi de netop ser, at den fører opad til højderne, hvor intet lys kan skjules. Her er der fri udsigt til alle sider. Og hvad ser man så oppe på disse højder eller der, hvor livets vej passerer hen over det evige livs tinder? – Her ser man hele universet som Guds stråleglorie, som Guds bevidsthed og væremåde. Her ser man sin egen udødelighed og sig selv som værende i "Guds billede efter Hans lignelse". Her er man ét med den kærlighed, der er universets grundtone, og i kraft af hvilken hele universet både dets mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos styres. Her ser man, at Gud ikke er et lokalt væsen, der bor i et eller andet tilsvarende lokalt terræn, men at alle levende væsener er Guds organer, og igennem hvilke han netop er i stand til at åbenbare sig som almagten, alvisdommen og alkærligheden. Her har man lært sig, at det er en strålende lykke eller salighedsfornemmelse at være til glæde og velsignelse for alt levende, fordi det er Guds åbenbaring og væremåde. Og i denne mentale tilstand, i denne kosmiske bevidsthed eller i denne Kristusmentalitet, er det levende væsen blevet ét med Gud. Sønnen er blevet forenet med sin fader. Han er blevet livets konge. Hans krone er "Vejen, Sandheden og Livet".

Fra et foredrag holdt på Martinus Institut
søndag den 18. september 1955.
Senest bragt i Kosmos nr. 1/1981.
Bearbejdet af Erik Gerner Larsson.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.