Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Menneskets mentale kortslutninger

 

af Martinus

 

 

Væsenets kosmiske struktur

Det levende væsen er ikke identisk med sin organisme

Der er to principper, vi alle er knyttet nøje til, det er "oplevelse" og "skabelse". Det er evnen til at opleve og evnen til at skabe, der betinger, at vi fremtræder som levende væsener. Lige fra vi vågner om morgenen, til vi falder i søvn om aftenen, kan vi ikke undgå at opleve og skabe. Selv om man er syg og ligger i sengen, strømmer der oplevelser gennem hjernen, og vi danner os tanker og forestillinger, som vi i større eller mindre grad overfører til skabelse i fysisk materie. Det er denne oplevelses- og skabeproces, der udgør vor bevidsthed eller psyke. Vi udgør således hver især "Noget", der oplever og skaber livet gennem en bevidsthed. Det vi ser, når vi betragter hinanden, er ikke dette "Noget", som vi kan kalde Jeget eller skaberen og opleveren. Vi er derimod hinandens organismer. Er sådan en organisme da ikke det samme som Jeget eller det levende væsens selv? Nej, organismen kan umuligt være identisk med selve det levende væsen Jeg. Organismen er jo en skabt ting, den er et produkt af en skaber. Men skaberen kan absolut ikke i sig selv udgøre en skabt ting. En skabt ting kan ikke opfinde og udføre en logisk skabelse. Et hus, en bil, en symaskine eller et jakkesæt opfinder ikke et fotografiapparat, en flyvemaskine, elektronhjerne eller en sputnik. Det er soleklart, så klart, at man synes, det er noget nonsens at sige sådan. Ikke desto mindre godtager mennesker en sådan absurd tankegang, når de accepterer den opfattelse, at det levende væsen er identisk med sin organisme. Når en kunstner eller tekniker skaber noget, er det altså blot en skabt ting, der skaber noget, hvis han skulle være identisk med sin organisme. Det er fuldkommen ulogisk, thi den ene skabte ting kan ikke skabe den anden. En skabt foreteelse kan kun blive til i kraft af evner, som kun "noget levende" kan have. Hvad er det for evner? Det er evnen til at tænke, til at planlægge logisk skabelse. Denne [slut på side 163] evne plejer vi at kalde "intelligens".

Evneudfoldelsen og dens redskaber

Intelligensen er en evne, som er af umådelig stor betydning for mennesket, men den ville være absolut uden betydning, hvis ikke samme menneske eller levende "Noget" havde en sanseevne, i kraft af hvilken det kunne opleve og danne sig viden og erfaringer. Men viden og erfaringer ville også være af liden betydning, hvis det "levende noget" ikke havde den evne, vi kalder hukommelsen. Hvordan skulle det ellers kunne opsummere og genfremkalde den viden eller de erfaringer i sin vågne dagsbevidsthed, som det har fået gennem tidligere oplevelser? Uden en sådan genfremkaldelse ville en hvilken som helst planlægning af logisk skabelse være en total umulighed. Men foruden sin intelligens og hukommelse besidder det tænkende menneske også en højere evne, ved hvis hjælp det kan opleve den side ved livet, der ligger hinsides den fysiske verden og derfor er ganske utilgængelig for almindelig materialistisk intelligensmæssig forskning. Det er ganske vist en evne, som det jordiske menneske endnu ikke i synderlig grad er i stand til at bruge. Man kalder den "intuition", og den er mere eller mindre latent i jordmenneskets bevidsthed, men den er der. Når et menneske "får" en lys ide, der slår ned i ham som et lyn, er det intuitionen, som virker. Han ved blot ikke, at den kommer fra et andet plan end det fysiske, fra ideernes verden, som er hinsides det fysiske plan.

Da evneudfoldelse og dermed skabelse er en funktion, og funktion kun kan finde sted i kraft af redskaber eller apparater, må det "levende noget" eller skaberen permanent være i besiddelse af sådanne redskaber, i kraft af hvilke det kan skabe og opleve. Sådanne permanente redskaber kender vi under begrebet "organer". Vi, hvilket vil sige vort Jeg eller Ego, er således i besiddelse af organer for de mange forskellige oplevelses- og skabeprocesser, der tilsammen danner hele vor livsoplevelse. Vi har fem sanser: syn, hørelse, lugt, smag og følesans. Disse sanser er knyttet til organer, som i forbindelse med de øvrige funktionsorganer (hjerte, lunger, mave, nyrer osv) er kombineret sammen i et stort sanse- og skaberedskab, vor organisme. Af denne organisme kender de fleste mennesker kun den ydre fysiske del, som vi udtrykker som vort fysiske legeme. Men dette legeme udgør kun en enkelt del af hele vort samlede oplevelses- og skabeapparatur.

Vor sjælelige struktur: "dags- og natbevidsthed" er rodfæstet i noget højere

Foruden dette fysiske legeme har vi også et andet område af nævnte apparatur, som er utilgængeligt for de fysiske sanser. Det er den del, der udgør det, vi kalder sjælen eller psyken. Mens det fysiske legeme til en vis grad udgør et dagsbevidst apparatur for menneskene, udgør sjælen derimod et mere underbevidst apparatur. Selve dagsbevidstheden har dog ikke sit sæde i det fysiske legeme. Dette legeme er udelukkende et organ til at opleve og skabe igennem, og dagsbevidstheden er rodfæstet i det sjælelige apparatur, der også er sæde for den del af menneskets bevidsthed, jeg kalder "natbevidstheden". Den kunne også kaldes "den psykiske dagsbevidsthed " i modsætning til "den fysiske dagsbevidsthed", men da det jordiske menneske i øjeblikket kun har en drømmeagtig forbindelse med denne del af sin bevidsthed, når det er vågen på det fysiske plan, har jeg valgt at kalde den "natbevidsthed".

Den fysiske dagsbevidsthed oplever vi, når vi sanser igennem det fysiske legemes sanser, natbevidstheden oplever vi, når det fysiske legeme sover. Derved bliver vor tilværelse et liv i to verdener. Den fysiske verden og den sjælelige eller psykiske verden. Dette vort liv i disse to verdener ville være en total umulighed, hvis ikke hele vor fysisk-sjælelige organisme med alle dens fysiske og sjælelige organer var knyttet til noget endnu højere, [slut på side 164] som vi må udtrykke som det levende væsens "overbevidsthed". Denne overbevidsthed er til en vis grad ét med det evigt oplevende og skabende "Noget", der er hinsides alt, hvad der er tilgængeligt for direkte sansning og oplevelse, altså vort evigt eksisterende jeg eller ego. Det område af dette jeg, som udgør dets overbevidsthed, kalder jeg det levende væsens "skæbneelement", fordi det har til opgave at opbevare hele vort erfaringsmateriale, vore evner og anlæg i form af "talentkerner". Talenter, evner og viden, som vi har oplevet eller tilegnet os, men som vi midlertidigt ikke har brug for i vort daglige liv, bliver opbevaret her, og herfra kan dette materiale atter bringes tilbage til det vågne dagsbevidste liv, når der bliver brug for det, dvs når det passer ind i vor skæbnedannelse at bruge det. Hele det levende væsens skæbnemønster af årsager og virkninger har sin rod i overbevidsthedens kombination af talentkerner, derfor bruger jeg udtrykket "skæbneelementet".

Overbevidsthedens struktur

I skæbneelementet og dermed i overbevidstheden findes også vort evige organsæt for selve livsoplevelsens mulighed. Dette organsæt er talentkernerne for afgivelse og modtagelse af energi, to poler af hvis indbyrdes forhold al livsudfoldelse og oplevelse er afhængig. Det er det levende væsens "maskuline pol" og feminine pol". De ligger til grund for al kontrastskabelse og dermed for al sansning. I kraft af disse to poler skabes alt mørke, krig, had, sorg og lidelse lige fra de mindste til de største sanselige foreteelser, ligesom det også er i kraft af disse polers konstellation, at det højeste lys, det største velvære, den stærkeste kærlighed og den mest intense salighedsoplevelse kan skabes. Uden disse to polers eksistens var al livsoplevelse totalt umulig. Det er således i kraft af polernes forskellige konstellationer i de levende væsener, at disse befinder sig på forskellige stadier i de kosmiske spiralkredsløb. Konstellationen mellem polerne betinger, om det levende væsen fremtræder som plante, dyr eller menneske eller udgør en endnu højere livsform. Det er naturligvis også disse to poler, der bestemmer væsenets fremtræden som hankønsvæsen eller hunkønsvæsen eller som et væsen, der har balance mellem polerne og derfor fremtræder som et dobbeltpolet væsen.

Til overbevidsthedsområdet knytter der sig endnu en vigtig faktor. Den er bindeleddet mellem vor overbevidsthed og underbevidstheden med den sjælelige og fysiske organstruktur. Over- og underbevidsthedens apparatur fungerer nemlig udelukkende i kraft af en særlig energi, som jeg kalder "moderenergien". Denne energi såvel som hvert eneste af overbevidsthedens eksisterende apparaturer er evige, uforanderlige realiteter, som gør det levende væsen til en evig skaber og oplever. De er ikke resultater af opfindelser, fantasi eller tænkning hos en skaber, de er en del af skaberen selv. De underbevidste sjælelige og fysiske apparaturer, organer og legemer derimod er resultater og virkninger af moderenergien, polernes og talentkernernes indbyrdes forhold. De er skaberens selvskabte instrumenter bygget op af psykisk og fysisk materie. Gennem disse instrumenter kan skaberen yderligere skabe i materien, således som det jordiske menneske gør, og som højere udviklede væsener end mennesket gør i langt stærkere grad. Og gennem de sjælelige og fysiske legemer foregår også alt det, vi kalder oplevelse. Uden sin underbevidste struktur, i alt fald uden den sjælelige del af den, ville skaberen ikke have noget at skabe og opleve igennem. Og selv om disse psykiske organer ligesom de fysiske er "skabte ting" og derfor har en begyndelse og en afslutning, er det levende væsen i stand til i kraft af sin overbevidsthed at skabe nye og måske endnu bedre instrumenter at opleve og skabe igennem.

Opbygning og nedbrydning

Da det levende væsens jeg og dets overbevidsthed ikke udgør resultater af en skaber, kan de ikke være identiske med [slut på side 165] skabte ting, og derfor kan de heller ikke som andre skabte ting direkte sanses og opleves af det jordiske menneske. Men gennem de for sanserne tilgængelige skabte ting, såsom væsenernes fysiske organismer med deres indviklede men geniale struktur, kan overbevidsthedens og jegets eller skaberens eksistens teoretisk erkendes af det udviklede jordmenneske. Den virkelige absolutte oplevelse af jegets og overbevidsthedens evige eksistens kan kun ske gennem den højeste sanseevne, intuitionen, men den kommer ikke i virkelig dagsbevidst funktion hos jordmennesket, førend dette har nået en langt højere kapacitet af menneskelig moral og human væremåde i sit daglige liv, end det nu repræsenterer. I kraft af vort jeg og vor overbevidsthed, hvis apparatur eksisterer uden for tid og rum, udgør hvert eneste levende væsen en uudslettelig, evig individualitet, som i al evighed kan skabe sig nye sjælelige og fysiske legemer til livsudfoldelse og skabende oplevelse. Men ligesom det levende væsen kan bygge op, kan det også bryde ned, og på sit nuværende udviklingstrin bryder det jordiske menneske næsten mere ned, end det bygger op. Hvad er vore utallige hospitaler og sygehuse, såvel som statshospitaler og hjem for evnesvage andet end "koncentrationslejre" for nedbrudte fysiske og sjælelige organismer? Man forsøger at "lappe" og "reparere", så godt man kan, og det er på sin vis beundringsværdigt, hvad tålmodige og dygtige læger og sygeplejersker udretter. Men så længe mennesket ikke kender sin egen kosmiske struktur, er og bliver det kun lapperier, der kan udføres. For at en sygdom kan fjernes, må man fjerne dens årsag, og alle sygdommes årsager, også de fysiske sygdommes, findes i den sjælelige struktur, hvori der er opstået spændinger og kortslutninger, fordi – og det er den dybeste årsag – visse talenters og evners udstråling fra overbevidsthedens talentkerner direkte modarbejder hinanden i stedet for at arbejde til gavn for helheden.

 

Væsenets evne til nedbrydning og opbygning

Jeget, overbevidstheden og materien udgør en uadskillelig enhed

Bag den del af det levende væsen, vi direkte eller indirekte oplever med vore fysiske sanser, eksisterer en for sanser og intelligens utilgængelig del. Vi kan også sige, at bag den tids- og rumdimensionelle organisme og sjæl (for sjælen er også tids- og rumdimensionel om end på en anden måde end det fysiske legeme) eksisterer en ikke tids- og rumdimensionel del af samme væsen: dets Jeg og dets overbevidsthedsapparatur. Om overbevidstheden kan man ud fra den højeste analyse ikke sige andet, end at den er "noget, som er". Den er et evigt, uforanderligt kosmisk princip. Den har altså samme analyse som jeget, og derfor er jeget og overbevidstheden tilsammen en uadskillelig enhed. Det er denne enhed, der udgør det virkelige levende væsen bag organismens sjælelige og fysiske områder. Det er det levende væsens absolut faste punkt, og det er ud fra dette faste punkt, at det atter og atter kan bygge nye organismer op i psykisk (stråleformig) og fysisk materie.

Det levende væsen kan altså aldrig dø. Dets fysiske legeme kan dø, for det er tidsdimensionelt og er underkastet begrebet begyndelse og afslutning. Men hvad med dets sjælelige organisme? Kan den dø? Når den er tidsdimensionel, er også den underkastet begyndelse og afslutning, og så må den vel også kunne dø? Her er det nok bedst at indskyde, at det jordiske menneske i almindelighed fuldkommen misforstår, hvad det, man kalder "død", egentlig er. Man opfatter døden som en slags tilintetgørelse, men intet af det, som er, kan tilintetgøres, det gælder også materien. Materien i sig selv er også en evig realitet, om hvilken man i den højeste analyse ikke kan sige andet end, at den er "noget, som er". Den har [slut på side 166] altså samme analyse som jeget og overbevidstheden og er tilsammen med disse to andre evige livsfaktorer en uadskillelig enhed. Men materiens evige natur er den, at den er det evigt foranderlige, det, hvori forvandling kan foregå baseret på evige love og principper.

Forvandling, tid og evighed

Både det, vi kalder "undfangelse" og det, vi kalder "død", er virkninger af jegets forvandlinger af materien. Men jeget skaber naturligvis ikke blot forvandlinger i fysisk materie. De fysiske forvandlinger er i virkeligheden sekundære i forhold til jegets forvandling af psykisk eller stråleformig materie. Det levende væsens sjæleliv er jo stadig i bevægelse. Tanker, følelser, hukommelse og intuition er alt sammen former for bevægelse. Og det er samtidig forvandling. Hvor meget forvandles ikke et menneske rent psykisk fra barndom til manddom? Denne forvandling skyldes jegets bevægelse af den psykiske materie. At de sjælelige organer er underkastet begyndelse og afslutning opleves ikke af det levende væsen som nogen "død", men netop som det, det virkelig er, en forvandling, hvor der er begyndelse og afslutning, men hvor hver eneste afslutning afløses af en ny begyndelse.

Hvis jeget og overbevidstheden skal kunne skabe noget som helst, kan dette skabte absolut ikke være noget, der er evigt, så ville det umuligt kunne skabes. Hvis det var evigt, ville det heller ikke kunne danne den nødvendige kontrast til det evige jeg, hvor igennem det er muligt for jeget at opleve sin egen eksistens. Hvis en ting ikke markerer nogen afvigelse fra en anden ting, er den totalt utilgængelig for sansning. Derfor må det evige "noget" for at kunne opleve og skabe have evne til at kunne skabe den begrænsning af "noget" (den evige materie), så det kan have begyndelse og afslutning. Men ved at skabe en begyndelse og afslutning af "noget", opstår der det forhold mellem begyndelse og afslutning, vi kalder et "tidsrum". Fra tingens opståen og til tingens undergang er den blevet så og så "gammel", den er blevet tidsdimensionel. Men tiden er på denne måde noget, det levende væsen selv skaber ved at skabe begyndelser og afslutninger, der bliver årsag til nye begyndelser. Tiden bliver den faktor, hvorigennem det er muligt at markere evigheden og dermed opleve den. Derved opstår "det evige nu", som gør det muligt for det levende væsen at opleve sig selv i modsætning til noget andet.

Materien

Enhver skabt ting må bygges op af noget materiale, hvad enten den er psykisk eller fysisk. Man kan ikke skabe noget ud af intet. Men arbejds- og skabematerialet eksisterer jo også som før nævnt som en evig realitet. Moderenergien eksisterer i seks grundvariationer af energi, som jeg benævner: instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Disse seks grundvibrationer af moderenergien, eller, som jeg kalder dem: "seks grundenergier", står i al evighed til de levende væseners disposition, fordi alle levende væsener i deres skæbneelement besidder permanente talentkerner, eller som jeg kalder dem "spiralcentre", ud fra hvilke det bestandigt vil være muligt at kombinere disse energier i nye materie- eller stofvariationer, der dels danner psykiske og fysiske organer og legemer, dels med organer og legemer som apparatur udfolder sig som en skabeproces uden for det levende væsens eget psykiske og fysiske område.

Men om materien kan der siges andet, end at den er en evig realitet. Materien eller stoffet viser sig for det jordiske menneske i fire grundvariationer: faste, flydende, luftformige og stråleformige materier. Forskellen mellem dem er ikke en arts-, men en gradsforskel, man kan sige, at de er mere eller mindre bundet energi. Desuden skelner man inden for den fysiske videnskab mellem organisk og uorganisk stof, dvs levende og "død" materie. Fra et kosmisk synspunkt må man se lidt anderledes på det. Al materie [slut på side 167] består af mikropartikler, som er levende mikrovæseners organismer, og forskellen mellem, hvad vi kalder "organisk" og "uorganisk" stof er kosmisk set den, at mens det organiske stof, som vi opfatter som levende, består af mikroorganismer, der tilhører væsener, som har dagsbevidsthed på det fysiske plan, består det uorganiske stof eller mineralmaterien af mikro-kraftcentre, som tilhører mikrovæsener, der ikke har fysisk dagsbevidsthed. Disse kraftcentre er i virkeligheden også en slags organismer, gennem hvilke deres ophav sender underbevidste automatfunktioner ind på det fysiske plan. Men da samme ophav ikke kan reagere, føle eller fornemme gennem disse organismer, bliver det stof, som de tilsammen danner, opfattet som "død" materie, hvilket kun er udtryk for manglende viden om den kosmiske virkelighed.

Jordmennesket som makro- og mikrovæsen

Al materie, enten den set i jordmenneskets perspektiv er fast, flydende, luftformig eller stråleformig, enten den kaldes organisk eller uorganisk, består af levende mikrovæseners organismer og kraftcentre. Alt er levende, fordi universet består af levende væsener inden i levende væsener, der danner universer og materier for hverandre. Jordmennesket er på samme tid både makro- og mikrovæsen, idet dets organisme, både den fysiske og psykiske del, danner et fysisk og stråleformigt univers for myriader af levende mikrovæsener, der lever, røres og er, snart som fysiske celler, molekyler, atomer osv, og snart, når de er "døde", som stråleformige partikler i jordmenneskets psykiske organstruktur. De samme betingelser gør sig gældende i jordmenneskets forhold som mikrovæsen i jordklodens, solsystemets og mælkevejssystemets fysiske og stråleformige organismer, thi også disse himmellegemer med deres udstråling er bærere af levende væseners skabe- og oplevelsesevne. Når vi er fysisk inkarneret, er vi fysiske partikler i disse makroindividers fysiske legemer, når vi er "døde", er vi stråleformige partikler i deres psykiske legemer og har stadig individuel bevidsthed, om end ikke fysisk dagsbevidsthed, før vi igen skaber en organisme i fysisk materie ved hjælp af det stof, et par vordende forældre stiller til vor rådighed.

Vi kan altså bestandigt, så længe det endnu passer ind i vor skæbne at inkarnere i en fysiske verden (og det gør det, indtil vi har lært at overvinde alle former for disharmoni), skabe os nye fysiske legemer. Vi kan bygge op, men vi kan også bryde ned, thi opbygning og nedbrydning er de to principper, der forårsager al forvandling i materien, såvel den fysiske som den psykiske. Nedbrydning er nødvendig for at noget nyt og bedre kan bygges op, det er logisk. Men det vil jo ikke i almindelighed være logisk at nedrive et forholdsvis nyt hus, ja, måske et helt nyopført. Og dog ser man tusindvis af eksempler på, at noget sådant finder sted blandt menneskene i dag. "Husene", jeg her tænker på, er menneskenes egne fysiske legemer. Hvor mange af disse "huse" bliver ikke brudt ned mens de er forholdsvis nye, helt nye eller måske endda mens de er under "opførelse" i moders liv? Hvor mange er ikke hele eller halve "ruiner", selv om de stadig er beboet? De rigtige huse, som menneskene bor i, bliver somme tider helt eller delvis ødelagt ved brand på grund af elektrisk kortslutning. Det sker dog heldigvis ikke så ofte. Men de "boliger", som menneskenes egne fysiske legemer udgør for deres sjæleliv og deres ånd, er alle mere eller mindre ødelagt af elektriske kortslutninger. Sunde og raske menneskers legemer er ikke mere ødelagt, end at de føler det som en naturlig træthed om aftenen, en tilstand der forsvinder efter en nats god søvn, hvor den naturlige slitage på nervesystemet eller "ledningsnettet" bliver udbedret. Men er det ikke efterhånden almindeligt, at mennesker om morgenen ikke føler sig udhvilet, og at de i dagens løb føler sig trætte og uoplagte? Ender denne tilstand ikke ofte med en fysisk eller psykisk sygdom? [slut på side 168] Enten som et pludseligt slag eller som lang tids skranten og tilbøjelighed til utilpashed, smerter, svimmelhed osv? Selv ældre mennesker behøvede ikke at lide under alt dette, hvis de havde iagttaget lige så megen psykisk eller mental hygiejne i deres liv, som det har været naturligt for dem at udøve fysisk hygiejne. Men det er jo ikke blot ældre mennesker, hvis legemer kan være en ret dårlig "bolig" for bevidstheden. Mennesker i den modne alder, hvor de skulle stå på deres nuværende livs højdepunkt, unge mennesker, ja, små børn kan man finde på sygehuse og hospitaler, nedbrudt på sjæl og legeme. Hvorfor er det sådan, og hvad kan man gøre for at afhjælpe det?

Mental hygiejne

Som tidligere nævnt gør læger og sygeplejersker et stort og dygtigt arbejde, men det er som regel kun fysiske reparationer og lapperier, de kan foretage. Den virkelige helbredelse er forebyggelse, og det er noget, som kun væsenet selv kan skabe. Det kan prøve at undgå mentale kortslutninger. Mentale kortslutninger er som før nævnt et resultat af, at udstrålinger fra visse talentkerner i overbevidstheden via de psykiske og fysiske organer modarbejder hinanden i stedet for at samarbejde. Det giver mentale konflikter, idet modstridende tanker og følelser så at sige forsøger at dræbe, underminere eller fjerne hinanden. Det er naturligt, at det er sådan, idet jordmennesket er et overgangsvæsen fra dyr til rigtigt menneske, og det endnu besidder en hel del talentkerner, som er udviklet gennem dyreriget og primitive naturmennesketilstande, samtidig med at det har begyndende menneskelige eller humane talenter, hvoraf nogle måske endnu kun er på A-stadiet eller ønske- og begærstadiet, mens enkelte er blevet til en begyndende evne eller B-stadiet. Men da de dyriske talenter skal degenerere fra et C-stadium eller et genialt stadium, hvor de fungerer som automatfunktion, er det rimeligt som Paulus sagde, at det gode, han ville, det gjorde han ikke, og det onde, han ikke ville, det gjorde han. Men hvordan kan en naturlig tilstand, dette at vi er overgangsvæsener, føre til noget unaturligt: mentale kortslutninger, stress, nervesammenbrud, sindssyge, mavesår, hjertesygdomme, kræft og meget andet. Fordi mennesket skaber alt for store spændinger i sit nervesystem, enten ved fanatisk at kræve alt for meget af sig selv lige på én gang, eller også ved at give efter – også i alt for stærk en grad – for jalousi, misundelse, vrede, irritation, skuffelse og lignende mentale klimaer, der er en så grov tankematerie, at det stof, menneskenes nervetråde og visse andre organer består af, og som nu er vant til at vibrere på bølgelængde med menneskets konstruktive ideer og humane følelser, nedbrydes af de grove vibrationer. Fra den ene inkarnation til den næste er det også muligt at så en nedbrydende skæbne ved at ødelægge sine talentkerner for opbygning af et nyt fysisk legeme gennem storforbrug af alkohol, tobak og narkotika. Det kan i værste fald føre til, at man fødes åndssvag i næste liv, en tilstand, der dog også kun er midlertidig, selv om det kan vare flere inkarnationer, før man igen har evne til at bygge et normalt nervesystem og legeme op. Det fornødne i livet er altså dette: At forsøge ikke at tænke ondt om andre, men tværtimod at tilgive dem. At prøve at se det positive i enhver situation, bl.a. hvad man kan lære af den. At elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, det er al lovens fylde, hedder det, og det er den bedste mentalhygiejne som findes, det mest ufejlbarlige middel mod mentale kortslutninger. Gud er hele det levende univers, hvis skabende kærlighedskræfter findes alle vegne og kan give mennesket kraft, ideer og tålmodighed, hvis det i bøn åbner sig for disse kræfter. Og da vor næste er Guddommens organer, elsker vi også Gud ved at elske vor næste. Sig selv elsker man ved at rense sig for mørke følelser og tanker, ligesom man vasker sit legeme. Det er af den allerstørste betydning, at mennesket lærer, at [slut på side 169] det i virkeligheden er herre over tid og rum, at det kan forvandle sin egen og efterhånden hele menneskehedens skæbne ved at overvinde de animalske kræfter i sit sind, der, når de intellektualiseres, bliver til "djævlebevidsthed", som skaber sådanne spændinger i et ellers forfinet nervesystem, at resultatet kan blive ikke blot små kortslutninger, men katastrofale mentale tilstande, som det kan vare flere liv at bygge op igen.

Fra et foredrag holdt på Martinus Institut
mandag den 17. oktober 1960.
Sidst bragt i
Kosmos nr. 6/1980.
Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.

 


Den nye terrassebygning i Martinus Center, Klint
Tegning: Poul Brinkhard