Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1994/12 side 222
Kommentar
 
Udsynet til vidderne
 
Bag den enorme arbejdsindsats, Martinus udførte fra 1921 til sin død i 1981, lå bestandig dette, at vi mennesker aldrig må miste modet. Når det sker, gælder det om at åbne sit sind for et udsyn uden grænser. Det er også julens budskab, og det kommer han ind på i dette takkebrev, udsendt til abonnenterne af Kosmos. Det er i sin ånd tidløst, men i øvrigt skrevet i 1949. Se Erik Gerner Larssons og Tage Buchs artikler inde i bladet om julen med Martinus.
 
Mørkets time er inde. Vi passerer solhverv og er i årskredsløbets midnatstime, kuldens og nattens domæne. Sommerens sollyse dage, varme og liv er borte. Naturen er forstummet, men igennem den livløse stilhed, hen over vinterens hvide snemarker og isbelagte søer, sunde og bælter skinner et sølverne måneskin. Det glitrer i rimbelagte træer og buske og funkler om kap med mælkevejes og solbyers strålevæld gennem tusinder af stjerners skin fra frostnattens mørke himmel. Der er juleglans over dødens rige. Gud er til stede i mørket. Hans nærhed overskygger alt.
Ligesom Han igennem denne sin nærhed i den fysiske vinternats mørke overskygger alt med sit strålevæld fra fjerne kyster og her lader os ane sit fysiske riges umådelige vidder, således åbenbarer Han også i mentale mørkezoner eller det dræbende princips regioner sin nærhed, sit himmelske lys og dermed sin overjordiske udstrækning, sin ånds gigantiske domæne helt ud over tid og rum og dens værende ét med Almagten og evigheden. Væsener som Rama, Krishna, Hermes, Moses, Orfeus, Pythagoras, Platon, Confusius, Buddha, Muhamed, Kristus og mange flere er lysende stjerner på det dræbende princips jordmenneskelige, mentale nathimmel. Igennem dem stråler mere eller mindre lyset fra næstekærlighedens og fredens solrige egne. De udgør Guds nærhed i spiralkredsløbets jordiske vintersfære eller dødsregion. De er denne natsfæres lysende solby eller stjerneverden. Hver mørkezone, hver nathimmel har sin lysende solby eller stjerneverden og dermed sit lys og sit udsyn til vidderne, til universet, til lyset og varmen, til kærligheden og Faderen. Dette udsyn og dette lys i mørket er det evige julebudskab, det evige forbillede, den evige model for udformningen af vor egen eksistens, manifesteret af Guddommen selv igennem Universets tale.
Ligesom Guddommen er et evigt lys i mørket, således skal ethvert levende væsen blive lysende i natten. Det er livsgådens løsning, det er væsenets opvågnen fra døden til livet, det er indvielse, den store fødsel eller væsenets oplevelse af sig selv som ét med Faderen, Vejen, Sandheden og Livet.
Det er lyset fra denne Guddommens skabelse af mennesket i sit billede, der hvert år ved midvinter med sit genskin lyser op i jordmenneskehedens grå hverdag i form af julens lyse stemning. Det væld af kærlige hilsener, breve og gaver til slægt og venner, til nødstedte og forladte, de kærlige ønsker om, at ingen må sulte, ingen må fryse, ingen må være ulykkelig, er jordmenneskets begyndende åbenbaring af sit slægtskab med Gud. Det er dets begyndende evne til at være et lys i mørket, være Guds varmende nærhed i vinteren, kulden og natten.
I samklang med denne guddommelige nærhed vil jeg gerne hermed udtrykke min inderligste tak til alle mine venner for den trofasthed og kærlighed, De har udvist over for min mission, mine medarbejdere og mig selv i det nu svindende år. Den hjertevarme i form af venlige hilsener, sympatiske breve og andre kærlighedsudtryk, jeg har modtaget fra Dem, har været med til at bane den stenede vej mod lyset og været en overordentlig stor opmuntring og inspiration for mig i vort fælles store arbejde i lysets tjeneste. I dette kærlige samarbejdes fortsættelse, udbredelse og vækst ser jeg det himmelske lys blive tændt og næret i det betyngte og ulykkelige jordmenneskes sind og Guds befaling "der vorde lys" eller kærligheden, blive til videnskab, kunst og skønhed og dermed til varig fred og glæde ud over hele verden.
Martinus