Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Årstiderne og livets tale

 

af Martinus

 

Her på vore breddegrader har vi det store guddommelige gode, at den fysiske naturs principper bliver åbenbaret på en sådan måde, at samme naturs skiftende scenerier bliver et billede eller et symbol på selve det evige livs principper. Vi oplever her, at naturen åbenbarer for os fire store kontrastrige afsnit, som vi kalder "årstider". Vi har vinteren, foråret, sommeren og efteråret. Ved ækvator er der nærmest en evig sommer, og ved polerne en evig vinter. Men på vore breddegrader er hver årstid meget stærkt markeret. Og derfor har vi her på vore breddegrader naturens eller livets allerstørste undervisning eller åbenbaring af livets største, bærende principper for livets oplevelse. Vi ser hos os "vinteren" som et tidsafsnit, en lille epoke, hvor kulde og frost dræber og hindrer livets udfoldelse. Det er stilheden eller dødens princip. Vi ser de bladløse træer. Vi ser, at det liv, som fra millioner af væsener udfoldede sig, er stagneret. Insekterne er borte, trækfuglene er borte. Markens blomsterenge er tildækket med sne, der ligesom et liglagen ligger hen over disse. De spejlblanke søer med deres små klukkende bølger er stivnet til is. Vinteren er livets symbol på døden. Men takket være livets evige struktur må vinteren vige for et andet princip – det princip der udløser sig som "foråret". En ny magt begynder at gøre sig gældende. Der er en begyndende ændring i klimaet. Det bliver varmere. Isen og sneen smelter. Af sneen begynder de allerførste små blomster at komme frem. Til sidst er al sneen og isen borte. Trækfuglene kommer tilbage og fylder luften med deres tonevæld. Træerne begynder at få knopper, der efterhånden folder sig helt ud. Alle de små insekter kommer også frem, og menneskene får travlt i mark og have. Alt vågner op til liv og glæde over, at vinteren er forbi. "Foråret" er således symbolet på det vågnende liv, som efter en hvileperiode nu med fornyet kraft vælder frem. Efter foråret kommer "sommeren". Da er livet i sin allerhøjeste udfoldelse. Alt kulminerer da i farveorgier. Sommervarmen er den herskende. Blomster, blomster og atter blomster farver dagens hvide lys i en mangfoldighed af farvekombinationer. Af den sorte muld har en guddommelig kemi sammensat livets største kunstværker i farver og dufte. Og menneskene folder også deres liv [slut på side 43] ud. Det er feriernes og rejsernes tid. Alle forlader de mørke stuer for at være så meget i sollyset som muligt. Alt hvad man tidligere måtte værne og beskytte indenfor husenes kunstige varme og lys er nu fremme i selve naturens eget strålende favntag af kulminerende lys og varme. Dagene er lange, natten kort. Vi er i livets domæne.

Men vi er i den tids- og rumdimensionelle verden, hvor alt har begyndelse og afslutning. Sommeren må vige for den næste naturepoke, den vi kender som "efteråret". Nu er meget af blomsterfloret blevet forvandlet til modne og dejlige frugter, og på mange andre felter har livet modnet det, der tidligere var umodent og hjælpeløst. Kornet og markens afgrøder høstes og bringes i hus. Løvet visner. Det begynder at blive koldt. Lyset og varmen forsvinder. Sne og is vinder atter indpas, og vi er igen tilbage ved vort udgangspunkt, vinteren. Hvad er det, vi har været vidne til i et sådant kredsløb? – Vi har været vidne til intet mindre end selve Guds åbenbaring af livets evige grundprincipper, efter hvilke absolut alt i tilværelsen ordnes og gives liv.

Vi ser det samme princip i mange andre variationer. Hvad er et døgn andet end en åbenbaring af de samme fire store principper? Er ikke midnat kuldens og mørkets domæne. Ser vi ikke her, hvorledes dyr og mennesker er gået til ro og sover? – Hvad er morgenen? Er det ikke det samme som lysets og varmens tilbagekomst med befordringen af livets opvågnen? – Svarer ikke byernes myldretid omtrent til trækfuglenes liv. Alle har travlt med at komme til dagens gerning, til livets udfoldelse ligesom blomsterne eller vegetationen om foråret. Og hvad er middagstiden andet end midsommertidens princip? Da er dagens lys og varme på sit højeste. Derefter kommer eftermiddagens eller aftenens princip. Alle iler tilbage til hvilen efter dagens udfoldelse og høst. Lyset og varmen forsvinder og natten eller vinterens principper breder sig atter over en sovende verden.

Ser vi på vort eget jordliv fra fødslen til graven, ser vi manifestationen af de samme principper. Det lille spæde barn repræsenterer vinterens princip. Det er ligesom det bladløse træ i skoven. Det er en indre livskraft, som efterhånden vil komme til at give sig udtryk i den ydre verden, ligesom træets indre livskraft efterhånden fylder sine grene med det vidunderskønne løv. Barnets bevidsthed vil ligeledes komme frem. Og den epoke i hvilken barnets bevidsthed således vokser frem kalder vi "ungdommen". Denne svarer altså til foråret. – Så kommer "manddommen". Det er ikke vanskeligt at se, at den svarer til sommerens princip. Her er mennesket i sin højeste fysiske udfoldelse. Herefter kommer efterårets princip i organismen. Dette kender vi som "alderdommen". Og væsenets udfoldelse stagnerer. Det kaster sin visne løvkrone, organismen.

Men hvad kan så alle disse kredsløbsprincipper, disse fire årstider, fortælle os. De fortæller intet mindre end det evige livs eventyr. De fortæller ganske vist direkte om liv og død, men de fortæller også, at liv og død er de to kontraster, som oplevelsen af livet må opbygges af. Var der ikke disse to kontraster, ville ingen som helst form for livsoplevelse kunne finde sted. Og da ville en evig død ruge over vandene i stedet for Guds evige ånd, hvilket vil sige Guds evige bevidsthed. Til en hvilken som helst oplevelse skal der absolut kontraster eller modsætninger. Uden modsætninger vil enhver form for sansning være totalt umulig. Hvad skulle der netop være at sanse, hvis ikke modsætningerne eksisterede? Alt hvad vi oplever eller sanser er modsætninger til andre ting, vi har oplevet. Det der ikke har modsætninger eksisterer ikke for sanserne. Derfor må der eksistere lys og mørke. Og derfor må der lige så vel eksistere det såkaldte "gode" som det såkaldte "onde". Det er altså de kontraster, af hvilke livet skabes. Men årstiderne viser os ikke blot disse kontrasters nødvendighed for at skabe livsoplevelse. De viser os også, hvilken kombination [slut på side 44] disse to kontraster skal være i for at livet kan folde sig ud. Ser vi f.eks. på nord- eller sydpolsegnene, ser vi følgerne af en altfor overvældende fremtræden af mørkets og kuldens kontrast, og vi får kun is og sne og atter is og sne, en evig dødbringende tilstand.

Hvis vi ser på ækvator, ser vi en altfor overvældende kontrast af lyset og varmen. Det er rigtigt, at der mange steder ved jordens ækvator er en altovervældende frodighed, men der skal kun nogle få varmegrader lægges til og ækvatoregnene ville være et dødbringende ørkenterræn. Det skyldes jo i virkeligheden kulden andre steder fra, at der overhovedet kan blive regn og dermed vegetation i ækvatorzonen, ligesom det skyldes varmen andre steder fra, at der overhovedet kan blive sne ved polerne. Således ville jorden være ganske uden manifestation af liv, hvis den ene af disse to kontraster totalt manglede.

Når disse principper også forekommer i selve væsenernes organismer og i deres livsoplevelse, er det jo fordi det såkaldte "onde" og "gode" ligeledes her er nødvendige for at de overhovedet kan opleve liv. Men her ser vi også, at der bliver polarklima i mentaliteten, hvor der er for meget af den mørke kontrast, og ørkenklima hvor der er for meget af lysets kontrast. Indenfor vore breddegrader ser vi altså fire forskellige prøver på kontrasternes sammensætning for at livet kan holdes ved lige. Vi ser, at vinterprincippet udgør lige akkurat en sådan tilpasning af mørkekontrasten, at livet kan bevares i en slags sovende tilstand uden en virkelig død. Og vi ser ligeledes, hvordan lysets kontrast atter får mere og mere magt, og der sker en opvågnen. Frugtbarhed og liv gør sig mere gældende, indtil et særlig bestemt forhold imellem de to kontraster er opnået, og livet befinder sig da i sin rigeste og mest behagelige og glædesbefordrende udfoldelse. Da er livsoplevelsen i sit sommerprincip. Efter således at have kulmineret i livsoplevelse, må der atter hvile og stilhed til. Og mørkets kontrast tager til og alderdommen indtræder med sin affældighed og henvisnen. Det vi kalder "det onde" er i virkeligheden ikke ondt, hvis det forekommer i et vist særlig tilpasset kombinationsforhold til lyset, ligesom lyset ikke er et "gode", hvis det ikke ligeledes forekommer i en særlig tilpasset form til mørket. Det vi kalder "det onde" og "det gode" er i virkeligheden kun de to store kontraster, der begge er lige nødvendige og derfor lige "gode" i livsoplevelsen. Når vi kalder dem "onde", er det blot fordi vi ikke har lært at kombinere dem i det rette forhold til hinanden i vor bevidsthed. I nogle tilfælde har vi altfor stor en mørkekontrast i forhold til vor lyskontrast. Det har vi overfor dem vi hader. Og i andre tilfælde har vi en altfor stor lyskontrast i forhold til vor mørkekontrast. Det har vi, når vi er forelskede, og det afføder den ulykkelige kærlighed, der flammer i form af den dødbringende jalousi og skinsyge under forelskelsen.

Ved at studere sommerens kontrastforhold ser vi altså, at denne udelukkende er baseret på et vist forhold mellem varme og kulde, ligesom vinteren og de to andre årstider, foråret og efteråret, også er baseret på et vist særligt forhold mellem disse to kontraster. Som De her har set, er naturen således livets egen undervisning. Da de samme to kontraster bor i menneskenes mentalitet, kan mennesket altså kombinere sin lys- og mørkekontrast, således at det bliver "vinter" eller "sommer" det udviser overfor sine omgivelser. Nu skulle De prøve at gøre op med Dem selv og finde ud af, om De skaber sommer eller vinter i Deres forhold til Deres medvæsener. Den virkelige kærlighed – uden forelskelse – er altså sommerens princip, og overdimensioneret mørke er altså hadets princip. At blande sine følelser med lyse og mørke kontraster på en sådan måde, at de udgør sommerens sollyse, varmende og livgivende princip, er altså naturens egen lære. Hvis De har for meget mørke i Deres mentalitet i forhold til lyset, kan let kendes derpå, om De ønsker noget ondt over [slut på side 45] Deres næste, ønsker at han på en eller anden måde skal pines. Så har De altfor meget mørkekontrast i Deres mentalitet. Og De må absolut her, hvor denne kombination hersker i Deres mentalitet, fremtræde i en dødbringende vintertilstand. Deres had eller antipati er det samme som kulde og frost. Og her bliver det rigtigt at kalde det "det onde". Om denne Deres antipati eller overdimensionerede mørkekontrast er rettet mod et menneske, der har gjort Dem ondt eller på en eller anden måde generet Dem, er ganske ligegyldigt. Denne hans tilstand ophæver ikke virkningerne af Deres særlige vintermentalitet. Hvis De ikke søger at ændre denne Deres vintermentalitet overfor ham, vil den stadig holde Deres egen livsglæde indefrosset i Deres egen is og kulde.

Det gælder altså om at komme til at tilgive sin næste. Men for at lette udviklingen af denne evne, er det nødvendigt at lære at erkende, at han ikke kan være anderledes end han netop er. Hans blanding af kontrasterne må jo repræsentere det stadium, den "årstid", han er nået til i skabelsen af sin mentalitet og væremåde overfor omgivelserne. Efterhånden som man igennem udviklingen lærer dette, nænner man ikke at have så meget ondt eller så megen mørkekontrast i sin bevidsthed overfor næsten. Og på denne måde vokser mennesket selv fremad imod foråret og sommerens mentalitet, frem til den rigtige blanding af lys og mørke, den blanding i hvilken hverken lyset eller mørket bliver ondt, men indgår som en guddommelig velsignelse, et overjordisk kærtegn, et lysglimt fra Guds åsyns strålevæld. Og det gør det ufejlbarligt der, hvor vi elsker vor næste som os selv og dermed Gud, som er selve lyskilden bag begge kontraster i os.

Fra et foredrag på Martinus Institut
søndag d. 27. maj 1956.
Senest bragt i
Kosmos nr. 12/1982.
Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdelsen er godkendt af Martinus.