Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Har det jordiske menneske en fri vilje?

 

af Martinus

 

Besvarelsen af dette spørgsmål vil for det store flertal af menneskene virke fantastisk og fremmedartet

Da det levende væsen i sin absolutte analyse ikke udgør en blot og bar fysisk genstand, men er af en så dybtgående natur, at dets fremtræden og oplevelse af livet betinges af en serie kræfter og realiteter, som endnu ligger langt udenfor den alfare vej for det jordiske menneskes almindelige tankegang og forestilling om livet, kan ovennævnte spørgsmåls besvarelse naturligvis ikke manifesteres uden netop at repræsentere sådanne fremmede tankeområder. Nævnte besvarelse vil derfor for det store flertal af mennesker virke fantastisk og fremmedartet, især for sådanne individer, der endnu er så primitive, at de tror om sig selv at være autoriteter på enhver tænkelig form for analysering og derfor på forhånd benægter alt, hvad de ikke forstår eller har evne til at sanse. For sådanne mennesker er disse linjer naturligvis ikke skrevet, men derimod for individer, der virkelig har evne og tolerance nok til at rette blikket mod de dybder eller den virkelighed, der for almenheden endnu skjuler sig under det tågeslør, vi kalder fantasi.

Overfor disse væsener skal jeg her forsøge at give et lille strejflys ind over nogle enkelte af de realiteter, der betinger skabelsen af det levende væsens evne til at kunne gøre, hvad det vil.

For at få fri vilje må man kunne beherske energierne

For at kunne gøre, hvad man vil, må man have en hundrede procent fri vilje. Ved hundrede procent fri vilje vil her være at forstå en total overvindelse af hindringerne for sit normale begærs tilfredsstillelse. Men da overvindelse såvel som hindringer kun kan eksistere som identisk med energi, vil viljeudløsning således være det samme som en reaktion mellem to former for energi. Og den fri vilje vil altså kun kunne opleves der, hvor de kræfter, der repræsenterer viljen, er stærkere end de kræfter, der repræsenterer hindringerne. Der hvor det modsatte er tilfældet, vil individet jo ikke [slut på side 123] kunne få sit begær tilfredsstillet og føler derfor sin vilje fængslet eller bundet. For at få viljen fri, må man altså nå frem til at kunne befordre denne med kræfter, der er højere end de kræfter, der udgør hindringerne. Og det er netop denne tilegnelse af evnen til at benytte højere og højere kræfter for befordring af sin vilje, vi i den daglige tilværelse oplever under begrebet udvikling. Når de levende væsener udvikler sig fra lave, primitive til højt udviklede former for liv, vil det i virkeligheden kun sige, at de får evne til at benytte sig af mere og mere overlegne energier for befordring af deres vilje, hvorved hindringerne i tilsvarende grad bliver formindsket for til sidst helt at ophøre. Og individet har da en hundrede procent fri vilje. At få en fri vilje består altså i at gøre sig energierne eller kræfterne underdanige.

En nærmere redegørelse for disse kræfter kan jeg ikke komme ind på her, men må henvise til mit værk Livets Bog. Derimod kan jeg meddele, at de samlede verdenskræfter fremtræder under fem forskellige stigende grader, hvoraf de overliggende binder de underliggende. Viljens frihed vil altså fremtræde i forhold hertil og nærme sig det totale stadium, alt eftersom det pågældende individ når frem til at benytte sig af femte grad af energi. Hvis det f.eks. kun er nået til at benytte sig af anden eller tredje grad, har det altså ikke nået at få sin vilje fri, idet denne i så tilfælde endnu vil være ude af stand til at overvinde hindringer, der repræsenterer fjerde og femte grad af energi.

Som udtryk for væsener, der i udvikling kun er nået til at benytte sig af første grad af energi, kan nævnes de, der fremtræder for os som planter. Planter er jo også udtryk for levende væsener, men disse væsener har altså tilværelsens mest primitive vilje eller en vilje, der kun er latent. Dernæst komme de væsener, der hovedsageligt benytter sig af anden grad af energi. Disse væsener udgør det, vi kalder dyreriget. Dette udgør igen den zone, for hvilken jorden i særlig grad er skueplads. Væsener med tredje grads viljeenergi udgør det rigtige menneskerige. Men dette rige forekommer endnu kun i fostertilstand her på jorden, fordi jordens mennesker i overvejende grad endnu betjener sig af anden grads viljeenergi og kun i en næsten latent form eller i et mindre område kan betjene sig af de efterfølgende grader af energi. De bliver derfor at analysere som overgangsvæsener mellem dyr og mennesker.

Da mennesket kun til en vis grad er herre over energierne, føler det tanken om fri vilje som en utopi

Vi er altså her nået til grænsen for de kræfter, som de jordiske mennesker i udvikling er nået frem til at beherske, og dem de ikke behersker. De energiformer, de nævnte væsener behersker, vil altså repræsentere første og anden grad. Disse to grader i forbindelse med tredje grad udgør det, vi kalder fysisk materie eller de materielle kræfter. Og indenfor disse kræfter er de jordiske mennesker i et ikke helt ringe område nået frem til at gøre sig disse underdanige. De har således til en vis grad gjort sig til herre over ilden, til leder af lynet. I form af hestekræfter lader de elementerne befordre sig over land og hav, gennem luft, vand og æter. Ved hjælp af tekniske apparater har de forlænget deres fysiske sanser. De begynder at få indblik i fremmede verdener. De er indviet i elektronernes gang. Det enkelte individ kan tale til hele jorden og høres gennem hele verden på en gang. Gennem fototeknikken kan det endog midt i nattens mørke skue dagens lys. Menneskene er således godt på vej til at gøre sig til en hundrede procent hersker over visse dele af verdensenergiernes område og er dermed i tilsvarende grad på vej til at få en hundrede procent fri vilje eller evne til at gøre, hvad de vil i samme område. Men ikke desto mindre er det således erobrede område alligevel af en så ringe dimension i forhold til det område, der endnu ikke beherskes af den menneskelige bevidsthed, at menneskene føler tanken om fri vilje som en utopi, [slut på side 124] som en abnormitet, i særdeleshed fordi kræfterne jo netop er herre over menneskene, der hvor menneskene ikke er herre over kræfterne.

Enhver fuldkommen beherskelse af energierne er udtryk for kærlighed

Da al absolut fuldkommenhed er baseret på det levende væsens beherskelse af kræfterne og ikke på det omvendte, og nævnte fuldkommenhed igen er basis for det absolut behagelige, mens ufuldkommenhed er basis for det absolut ubehagelige, vil kræfterne være overordentlig behagelige der, hvor de er gjort til tjener, men højst ubehagelige der, hvor de endnu er herre over væsenerne. Og det er netop i henhold hertil, at man kalder manifestationer, der repræsenterer en absolut beherskelse af kræfterne, for idealer, for det gode, ligesom de samme manifestationer jo også fremtræder som kernen i al religion og gudsdyrkelse. Er det ikke netop manifestationsformen, "at kunne gøre, hvad man vil", man har tillagt det højeste væsen eller Guddommen og samtidigt forjættet menneskene fremtrædende "i samme billede efter hans lignelse"? Og er det ikke også netop i henhold til ovennævnte, at man kalder manifestationer, der ikke repræsenterer en total beherskelse af energierne for "det onde", for "straf"? Er ikke "helvede" udtrykket for den tænkte højeste kontrast til det behagelige og "djævelen" udtrykket for den tænkte højeste modsætning til idealvæsenet?

For den højt udviklede okkultist, hvilket vil sige et væsen, der i udvikling er langt længere fremme end den store hob af sine medvæsener, og derfor har fuldt udviklede sanser på felter, hvor medvæsenerne endnu er ubevidste, eksisterer intet som "ondt", som "straf" og ingen som "djævel" eller "den onde". Alt det absolut ubehagelige såvel som det absolut behagelige er for ham henholdsvis kun udtryk for ikke-beherskede og beherskede energier. Som følge af dette klarsyn vil han naturligvis være indstillet på at tilegne sig det fulde herredømme over energierne og kommer derved til at fremtræde som en desto større repræsentant for det absolut behagelige, desto mere han i denne tilegnelse er forud for sine medvæsener. Hans manifestationer vil altså være at udtrykke som absolut behagsmanifestationer i samme grad, som han har tilegnet sig herredømme over kræfterne. Det af dette herredømme affødte behag er igen det samme som det, vi kalder kærlighed. Enhver fuldkommen manifestation eller beherskelse af kræfterne kan således i virkeligheden kun eksistere som udtryk for kærlighed. Og vi kommer her til afsløringen af, hvorfor det store bud "elsker hverandre" udgør "al lovens fylde" og anvises som vejen til livet, idet livet i sin højeste kulmination eller fuldkommenhed jo kun kan eksistere som kræfternes beherskelse, og denne igen er kærlighed.

Menneskets åndelige funktioner befordres af finere former for elektriske strømme, stråler eller bølger

Men når kærlighed er udtryk for kræfternes virkelige beherskelse, har jordens mennesker et godt stykke vej tilbage endnu at skulle træne sig op til at overvinde de højere grader af energier, før de fornemmer en absolut fri vilje. Disse energier er altså ikke fysiske og udtrykkes derfor også i den daglige tilværelse som åndskræfter. Disse kræfter er ikke direkte synlige for de fysiske sanser, fordi de vibrerer i svingningsgrader, der er rent mikroskopiske i forhold til de grovere svingningsgrader, de fysiske energier repræsenterer, og til hvilke de fysiske sanser er afstemte. Men selv om disse åndskræfter ikke er fysisk synlige, betyder dette naturligvis ikke, at de er unaturlige eller uvirkelige, tværtimod. De er lige så virkelige som de fysiske kræfter og vil i virkeligheden kunne udtrykkes som en slags højere eller finere form for elektricitet. Dette vil igen sige, at individets åndsfunktioner i realiteten er det samme som en udløsning af tilsvarende højere eller finere former for elektriske strømme, [slut på side 125] stråler eller bølger. For at det levende væsen kan benytte sig af disse strømme, må det have et antennesystem. Og dette genfinder vi netop i form at dets organisme. Denne udgør i form af hjerne, nervesystem og øvrige organer i virkeligheden et akkumulator- og antenneanlæg opretholdt af et evigt Noget, som jeg heller ikke her har plads til at definere, men som i Livets Bog er beskrevet under udtrykket "X1" og som jeget i det levende væsen. Denne jegets tilknytning til energierne fornemmes af det levende væsen selv som "tanke", hvilken fornemmelse igen er det samme som livets oplevelse.

Med hensyn til denne oplevelse, da vil den altså fremtræde desto behageligere, desto højere grad af energi det levende væsen har trænet sig op til at anvende som materiale for dets tanke og dermed for dets vilje. Da vi her på jorden foruden de behagstilstande, jeg tidligere nævnte som udtryk for beherskelsen af den fysiske energi, også finder et utal af ubehagstilstande såsom: krig, mord, drab, lemlæstelse og lidelse af enhver art, vil disse sidste altså være udtryk for, at det jordiske menneske endnu ikke i tilstrækkelig grad er herre over eller kan arbejde med de højeste energier og derfor endnu i tilsvarende grad må være afskåret fra at besidde en total fri vilje. Det, der derfor vil være det store fornødne for disse væsener, er dette at få trænet sig op til, til fuldkommenhed at kunne befordre sin tanke eller vilje med de højeste energier eller åndskræfter.

Endnu er de jordiske mennesker i deres udvikling kun nået frem til at beherske instinkt- og tyngdeenergi

Som nævnt har jordens mennesker i udvikling passeret kulminationen af første og anden grad af verdensenergierne. Disse to grader ligger igen til grund for de realiteter, vi kalder instinkt og tyngde. Disse to energiformer i forbindelse med en latent form for tredje grads energi udgør tilsammen basis for enhver form for viljeudløsning, der befordrer princippet "at dræbe". Dette princip eller denne viljeudløsning bliver derfor den bærende livsbetingelse i dyreriget. Og jordens mennesker vil således være at betragte som hørende dette rige til i samme grad som de repræsenterer en sådan form for viljeudløsning.

De energiformer eller højere åndskræfter, som menneskene på jorden endnu ikke behersker, vil altså være de tre sidste grader af verdensenergierne. Disse ligger igen til grund for de realiteter, vi oplever som: følelse, intelligens og intuition. Men her må det bemærkes, at den sidste grad foruden intuitionen også udgøres af den energiform, der er basis for det, vi kalder hukommelse. Disse her nævnte energier udgør altså de åndskræfter, som menneskene på jorden endnu kun kan anvende i ganske elementære eller primitive former, hvilket de store ubehags- eller lidelsestilstande, under hvilke de lever, giver udtryk for. Den jordmenneskelige udvikling går da også i retning af at træne individerne mere og mere op til en fuldkommen beherskelse af disse energier. Og vi ser derfor denne gennem forskellige realiteter blive kraftigt stimuleret. Gennem religioner, kirker og templer tilsigtes en forædling af følelsen. Og gennem universiteter, skoler og læreanstalter bliver intelligensen udvidet. Og når individet opnår en vis fuldkommen ligevægtig beherskelse af disse energier, opstår den fuldkomne kærlighed. Og gennem denne opstår efterhånden den fuldkomne beherskelse af tilværelsens højeste sekraft og skabeevne: intuitionen, der igen i forbindelse med en fuldkommen hukommelse gør livet til en kulmination i den oplevelse af udødelighed, vi kalder salighed.

Det evige bud "elsker hverandre" er videnskab og ikke overtro

Gennem en total beherskelse af verdensaltets grundenergier i viljeføring opnår det levende væsen således den højeste oplevelse af kærlighed, skabelse og salighed. Men når jordens mennesker når til at repræsentere en sådan bevidsthedstilstand, er de ikke mere mennesker efter [slut på side 126] jordiske begreber, men tilhører zoner eller riger, der ikke er af denne verden, og svaret på, om det jordiske menneske har fri vilje, vil derfor være af udtrykke således:

Da oplevelse af absolut fri vilje betinges af en beherskelse af verdensaltets fem grader for grundenergi, og jordens mennesker kun godt og vel har passeret kulminationen af beherskelsen af anden grad, vil ingen af disse væsener være i stand til totalt at kunne gøre, hvad de vil, men er bundet af de kræfter, de endnu ikke er udviklet til at beherske.

Men vi har set, at det evige bud "elsker hverandre" er videnskab og ikke overtro, når det opgives som midlet til frigørelse eller som vejen til livet.

Første gang bragt i Kosmos 1933 nr. 1 og 2.
Senest bragt i
Kosmos nr. 8/1975.