Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Nydelsen af kundskabens træ

 

af Martinus

 

"Det onde" og "det gode". Det levende væsen. Jeget

Det onde og det gode udgør henholdsvis to forskellige former for årsag og virkning. Disse to former for årsag og virkning udgør det levende væsens oplevelse af livet. Oplevelse af livet er igen det samme som det levende væsens jongleren med materien, hvilket er det samme som manifestation eller skabelse, der altså igen kun kan finde sted som livsoplevelse. Men for at livsoplevelse kan finde sted, må der være "noget", der kan opleve livet. Et sådant "noget" er det samme som det, vi kalder "jeget". Jeget udgør altså et "noget", der er tilknyttet en fysisk organisme, hvorigennem det kan opleve og skabe. Et sådant oplevende og skabende "noget" kender vi som det, vi udtrykker som "det levende væsen". Det levende væsens livsoplevelse er således noget, det skaber i kraft af sin jongleren med materien. Denne livsoplevelse kan være meget mørk og smertefuld. Og vi kalder en sådan livsoplevelse for "det onde". Men den kan også være vidunderlig lysende og velbehagelig, og vi kalder den "det gode".

Årsagen til det onde og det gode

Hvad er nu årsagen til "det onde" og "det gode"? – Årsagen til det onde og det gode er, at jegets jongleren med materien ikke er betingelsesløs. Den kræver særlige betingelsers opfyldelse, hvis ikke den skal blive til ødelæggelse, ulykke og lidelse, sygdom, nød og elendighed, krig og unaturlig død. Der forekommer altså i virkeligheden en lov for jongleren med materien. Hvis denne lov overholdes eller opfyldes, oplever væsenet det modsatte af mørke og lidelse, hvilket altså vil sige, at det i tilsvarende grad, som det overholder nævnte lov, oplever lys og lykke, glæde og velvære. Det onde i verden er altså virkningerne af væsenets forkerte jongleren med materien i sin daglige væremåde, mens det gode er virkningerne af væsenets rigtige jongleren med materien i sit daglige liv. [slut på side 163]

Materiens lovbundethed, reaktionsevner og stofarter

Hvis ikke jegets jongleren med materien var underkastet en sådan lov, ville al livsoplevelse være en absolut total umulighed. Hvordan skulle væsenet lære at skabe, hvis ikke materien var lovbundet i særlige kræfter, der kunne reagere og markere, når vi handler forkert, og når vi handler rigtigt? – Al materie eller stof er en kombination af forskellige kraftarter, der kan reagere hver på sin måde over for hverandre indbyrdes. Disse materiens kraftarter kender vi som ild, vand, jord, luft, olie, kul, guld, sølv og andre metaller og stoffer i det uendelige. Materien udgør således et ocean af kraftarter omkring det levende væsen. Ved hjælp af disse kraftarter og sin egen udfoldelse af kraft er det i stand til at skabe sin livsoplevelse.

Om livsoplevelsen skal blive ond eller god er som nævnt afhængig af, hvor fuldkommen eller begavet væsenet er til at kende stoffernes virkemåde og i kraft heraf sætte disse sammen i en fuldkommen harmoni. Disse materiens reaktionsevner sætter altså det levende væsen i stand til at skabe, til at manifestere og dermed til at opleve. Man forstår således her, hvorfor materien er underkastet denne reaktionslov. Hvordan skulle menneskene ellers kunne jonglere med ild, vand, mælk, salt, olie, jern, kobber, guld og sølv og andre metaller, væsker og stoffer. Hvordan skulle de levende væseners organismer blive til, væsenernes føde blive til, materialet for deres skabeevne blive til, hvis ikke materien var identisk med kraft og derved kunne reagere til fordel for væsenernes skabeevne, tænkeevne og vilje? – Uden materiernes eller stoffernes reaktionsevne ville al bevidsthedsskabelse og dermed livsoplevelse være en total umulighed.

Hvorfor det "ikke er godt for Adam at være ene"

Det er ikke nok, at materien er tildannet som skabemateriale for væsenets livsoplevelse. Væsenet må også tilegne sig en evne til at jonglere fuldkomment med materien. Men hvordan får væsenet denne evne? – Allerede Bibelen fortæller noget om denne evnes tilblivelse. Vi lærer først om Adam, som var i paradiset, hvor alt var fred. Men der udtrykkes også, at det ikke var godt for Adam at være ene. Og der står, at Gud lod Adam falde i en dyb søvn og tog et ribben ud af Adam og dannede heraf "Eva".

Nu skal man ikke tro, at denne Adam var et menneske. Så langt i udviklingen var Adam absolut ikke nået. Adam var et plantevæsen, der havde udviklet sig fra mineralriget. Adam var naturligvis heller ikke ét væsen, men udgjorde en mangfoldighed af væsener. Disse væsener var i udviklingen på vej til at blive dyr, dvs. de var plantevæsener, som var seksuelt dobbeltpolede. De var således endnu ikke blevet til hankønsvæsener eller hunkønsvæsener. De havde begge polerne, den maskuline og den feminine pol i balance i deres eget indre. Væsenerne var således seksuelt eller kønsligt ens. Og det var denne væsenernes seksuelle ensartethed eller enhedstilstand, der mentes med ordene: "Det var ikke godt for Adam at være ene". Det var således ikke godt for adamsvæsenerne at være ens. I denne tilstand kunne Adam eller væsenet absolut ikke komme videre i udviklingen, kunne umuligt lære at kende forskel på godt og ondt. Men dette kendskab var jo en livsbetingelse, hvis Adam eller væsenet skulle kunne blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse.

"Evas skabelse". Adams omskabelse til "Evavæsener". Enpolede væsener

For at væsenet eller Adam kunne få dette kendskab, måtte han skabes om. Og det var denne omskabelse, der symboliseres med fortællingen om "Evas skabelse". Der berettes i Bibelen, at Gud lod Adam falde i en dyb søvn. Han tog under denne Adams tilstand et ribben ud af ham, og af dette ribben dannede han "Eva". Operationen var nu ikke så drastisk, som den [slut på side 164] her synes at formode. Der skete blot dette, at Gud lod den ene pol i adams- eller plantevæsenerne stagnere. I nogle væsener var det den feminine pol, der stagnerede, hvorved den maskuline pol blev enevældig i de pågældende væsener. Disse væsener blev til "hankønsvæsener". I andre adamsvæsener var det den maskuline pol, der stagnerede og den feminine pol, der blev den herskende. Disse væsener blev til "hunkønsvæsener". Adamvæsenerne var nu blevet forvandlede fra at være dobbeltpolede væsener til enpolede væsener. De var altså ikke mere adamvæsener. De var nu blevet til "evavæsener". Alle enpolede væsener i verden, dyr og ufærdige mennesker er enpolede væsener og er dermed "evavæsener". Deres organiske struktur var nu dannet til således, at de kunne begynde at skabe og opleve ondt og godt.

Hvorfor det onde ved evavæsenerne kom ind i verden

Adamvæsenerne var jo væsener, der havde gennemlevet hele spiralkredsløbets åndelige verdener: visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Deres kosmiske bevidsthed var degenereret. De havde ikke anden sansebegavelse end hukommelsesevnen. Og de måtte derfor omformes til plantevæsener og som evavæsener bringes til at leve på det fysiske plan for dér at skabe en ny kosmisk bevidsthed igennem reinkarnationen eller genfødelserne på det materielle plan. Det var således nødvendigt, at de blev til enpolede væsener, blev til evavæsener. Herved var de skabt til at kunne elske det modsatte køn. Deres eget køn kunne de ikke elske. Det modsatte køns væsener var en livsbetingelse for dem, idet de med disse kunne opleve kulminationen af det højeste velvære eller lys i parringsakten, som blev deres inspirationskilde eller fundamentet for deres livslyst. Da de var aldeles blottet for næste- eller alkærlighed, blev der her rivalisering og krig mellem væsenerne af eget køn om det modsatte køns gunst. Skinsygen var dermed kommet ind i verden. Og denne er netop kimen til alt det onde verden.

Nydelsen af kundskabers træ

Idet væsenet således nu var udviklet til dyrets livsform og her måtte kæmpe for at leve, ikke blot for dets parringstilstand, men også for dets eksistens, måtte det leve i krige og drabstilstand, som igen kun kan give væsenet en livsoplevelse eller skæbne nøjagtig af samme slags. Da virkningerne af væsenets væremåde overfor dets omgivelser bliver dets skæbne, hvad enten denne væremåde er lys eller mørk, er der således her skabt betingelser for, at væsenet til sidst gennem sin væremåde kommer til at lære at kende, hvad der er ondt, og hvad der er godt. Og jo mere væsenet udvikler sig i menneskelig retning, jo større omfang og mere detaljeret bliver dets væremåde og den heraf følgende tilbagevirkende skæbnedannelse. Og denne væsenets daglige væremåde og dens virkninger på skæbnedannelsen er det, der er udtrykt i Bibelen som "nydelsen af kundskabens træ".

Menneskene og nydelsen af kundskabens træ

Ser vi ud over menneskeheden af i dag, kan vi se, at dens nydelse af kundskabens træ er vokset kolossalt, både i omfang og detaljer. Vi ser også, at den i en overordentlig stor grad nyder meget giftige og dødbringende æbler eller frugter fra kundskabens træ. Det er disse frugters gift, der forpester verden i form af krige, tortur, mord og drab, koncentrationslejre, sorg og sygdom, ja, alle lidelser af enhver art er virkninger af giftige frugter fra kundskabens træ på godt og ondt. Menneskenes nydelse af kundskabens træ foregår i dag i en stærkt forceret og udvidet form i forhold til tidligere epoker. Menneskene får i en tilsvarende forstærket form virkningerne af denne nydelse. På disse virkninger kan vi se, hvor langt menneskene er kommet med evnen til at kende forskel på godt og ondt. Vi ser, at der er mennesker, der er nået relativt langt frem med hensyn til denne evne. [slut på side 165] Men vi ser også mennesker, der endnu er relativt langt tilbage med hensyn til nævnte evne. Virkningerne af menneskenes nydelse af kundskabens træ er jo det samme som deres skæbne. Den store part af menneskene nyder endnu de meget farlige, lemlæstende og dødbringende frugter af kundskabens træ.

Menneskene nyder i blindhed eller god tro de dødbringende, giftige og sygdomsbefordrende frugter af kundskabens træ i ernæringen

Vi ser f.eks. også, at en umådelig stor procentdel af menneskehedens individer er syge. Ja, man kan end ikke bygge sygehuse, hospitaler, nerveklinikker og andre foranstaltninger i så stor en udstrækning, som der er brug for. Der er alt for lange ventetider for syge mennesker, der trænger til hospitals- og lægehjælp. Hvorfor al denne sygdom? – Hvad er årsagen? – Den skyldes udelukkende forkert nydelse af kundskabens træ. Menneskene nyder dette træs sygdoms og dødbringende frugter og bliver derved syge, får mere eller mindre ødelagt deres organisme og kommer til at opleve en alt for tidlig og unaturlig død. Menneskene spiser unaturlig føde og nyder unaturlige drikke. De fylder sig med nikotin, alkohol og andre for sjælen og legemet giftige stoffer. De spiser i stor udstrækning animalsk føde. Det betyder drab af fremskredent udviklet levende mikroliv. Drab eller ihjelslåning samt nydelsen af animalske produkter hører til kundskabens træs giftigste og mest sygdomsbefordrende, dødbringende frugter. Den store part af menneskene er endnu i stor udstrækning blinde væsener på det virkelige menneskelige ernæringsfelt. De nyder i god tro, ja, indtil frådseri og kropsødelæggelse, alskens unaturlig føde i form af giftstoffer, det være sig både i fast, flydende og luftformig tilstand. Det er meget ejendommeligt fra en højere verden at skue ud over jordens menneskehed og se, at den endnu på dette vigtige livsfelt, som ernæringsfeltet er, udgør en total blind, naiv og uvidende "nyder" af kundskabens træ og her endnu slet ikke har lært at kende forskel på godt og ondt. Det er ikke så mærkeligt, at sygdomsfeltet og unaturlig dødelighed i jordens menneskehed er så enormt eller altoverskyggende. Men denne tilstand kan ikke bebrejdes menneskeheden. Men det udtrykkes her bare for at vise, hvor den endnu ikke har lært at kende forskel på godt og ondt.

Menneskenes mange andre nydelser af livsfarlige frugter af kundskabens træ. Krige, mord og drab

Men det er ikke blot på ernæringens område, at menneskene endnu ikke har nydt så meget af kundskabens træ, at de kender forskel på godt og ondt. Vi ser, at menneskene lever i blodige krige og verdenskrige. Der er krig mand og mand imellem, og der er krig mellem forældre og børn. Der er krig mellem arbejdsgiver og arbejdere, mellem mand og hustru og mellem søskende. Der er krig i familier, indenfor politik, religion og videnskab, og der er krig og forvirring i menneskets egen indre tankeverden eller sindelag. Vi ser atter menneskenes meget mangelfulde kendskab til, hvad der virkelig er godt, og hvad der virkelig er ondt. Hvis menneskene var blevet eksperter i dette kendskab, ville alle disse dødbringende og lemlæstende manifestationer af menneskene indbyrdes og den heraf følgende helvedes- eller ragnarokatmosfære være en umulighed. Menneskene ville leve i en virkelig altgennemtrængende fred og det heraf følgende store velvære og en tilsvarende stor glæde ved at være til.

Hvorfor vi ikke kan bebrejde menneskene deres forkerte nydelser af kundskabens træ

Vi kan dog heller ikke her bebrejde menneskene denne deres væremåde. Den skyldes jo udelukkende, at de endnu ikke er kommet så langt i nydelsen af kundskabens træ, at de her har fået tilegnet sig kendskabet til, hvad der virkelig er godt, og hvad der virkelig er ondt i væremåden [slut på side 166] overfor andre levende væsener. Og en viden, de ikke har, kan de jo umuligt handle efter. Men til gengæld lever de jo i allerhøjeste grad i virkningerne af denne deres ufuldkomne væremåde og vil stadig gøre det, indtil de igennem disse har fået indpodet, at denne deres nydelse af kundskabens træ i allerhøjeste grad er forkert. Og denne opdagelse er de urokkeligt på vej hen imod.

Hvorfor det levende væsen må tilegne sig kendskabet til det onde og det gode

Når man er kommet igennem en så omfattende nydelse af kundskabens træ, at man ufejlbarligt kender forskel på godt og ondt, så er det soleklart, at man ikke længere skaber handlinger, der er dødbringende eller livsfarlige situationer for en selv. Så er det klart, at man i alle de ny felter, man har fået kendskab til, handler logisk, ligesom man handler logisk i alle de andre felter, man tidligere har fået kendskab til. Nydelsen af kundskabens træ har jo lært menneskene, at al materiel skabelse, det være sig opførelse af bygningsværker, skabelse af oceandampere, skabelse af flyvemaskiner, ja, skabelse af alt, hvad der skal være til nytte eller opfylde et formål, må bygges logisk op. Dette vil altså igen sige, at det skal være opbygget på en sådan måde, at det netop kan opfylde det formål, det er beregnet til. Når det levende væsen er beregnet til at skulle kunne præstere en væremåde, der er Guds billede, hvilket vil sige en væremåde, der er kulminerende visdom og alkærlighed og den heraf dirigerede magt over materien, er det klart, at det levende væsen må tilegnes et fuldendt kendskab til, hvad der er ondt, og hvad der er godt for at kunne opfylde en sådan væremåde. Og derfor er det forbundet med kundskabens træ på en sådan måde, at dets daglige liv netop kun kan ske som en nydelse af dette træ. Kun denne nydelse alene kan give væsenet kendskabet til, hvad der virkeligt er godt, og hvad der virkeligt er ondt.

Det sidste store resultat af nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt

Og hvad bliver så det sidste store kendskab til ondt og godt, som væsenet oplever igennem denne nydelse? – Det bliver selve livsmysteriets løsning. Det bliver dette, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv – og opdage, at denne evne er blevet et altoverstrålende talent i ens fremtræden og daglige liv. Man er blevet en sol for sine omgivelser. Man er blevet lysende og varmende med visdommen og alkærlighedens stråler overfor alt levende. Man er således til fulde blevet til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Guds skabelse af mennesket i sit billede er hermed fuldbragt. Hans syn på sin egen skabelsesproces, "Alt er såre godt", er livets største facit og virkelighed.

Første gang bragt i Kosmos nr. 20/1970. Senest bragt i Kosmos nr. 7/1984.