Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Hvordan modarbejder man sin mørke skæbne?

 

af Martinus

 

Alle mennesker forsøger at skabe sig en lykkelig skæbne

Alle levende væsener har en skæbne. Denne skæbne kan kun fremtræde under to former: enten som fornemmelse af lykke eller som fornemmelse af ulykke. For langt de fleste menneskers vedkommende befinder de sig i en tilstand, hvor de ikke føler sig særligt trygge med hensyn til deres skæbne, hvorfor de sætter en enorm energi ind på at bekæmpe denne utryghed. De fleste menneskers foretagsomhed eller daglige handlemåde er udelukkende beregnet på at skabe sig selv en lykkelig skæbne eller oplevelse af livet. Til dette formål lader forældre deres børn uddanne på skoler og læreanstalter, lader dem træne sig i håndværk eller fag. Og til dette formål jager de fleste efter at tjene penge, efter rigdom. Den almengældende opfattelse er jo netop den, at er man rig, har man penge, er man garderet imod ulykker. Andre søger at gardere sig imod en mørk eller ulykkelig skæbne igennem tilknytning til det, vi kalder religion. Vi ser, hvorledes disse mennesker knytter deres liv til religiøse ceremonier, sakramenter osv. for derigennem ligesom at ville skabe sig et bolværk imod den lidelse, den mørke skæbne, de frygter.

Mennesket lever i dag i dommedagsepoken

Men hvorledes er så det gennemsnitlige jordiske menneskes skæbne? Er den ikke fuld af sorg og bekymring? Er det jordiske menneskesamfund ikke fyldt med lidelse af enhver tænkelig art? Florerer sygdom, nød og elendighed, krig, had og fjendskab ikke, hvor man så end vender sit øje hen? Ja, er det ikke således, at vi i dag oplever det ragnarok, den "dommedag", som gennem alle tider har været frygtet, og som skulle udtrykke selve kulminationen af lidelse eller mørk skæbne, både for folkeslag og enkeltindivider? Intet under, at det største spørgsmål for alle tænkende mennesker er blevet spørgsmålet om, hvordan man kan bekæmpe al denne ulykke og ved sit liv bidrage til at skabe fred og harmoni i verden. [slut på side 203]

Sin erhvervede magt over den fysiske materie bruger mennesket i egoismens tjeneste

Ved at se tilbage på menneskehedens historie ser man, at individerne lige fra den tid, hvor de levede som dyr i skoven og frem til i dag, hvor de fremtræder som mennesker, der ved hjælp af deres tekniske kunnen og enorme indsigt i den rent fysiske materie behersker elementerne, har benyttet sig af brutal magt og overlegenhed, af hensynsløshed og rå egoisme for selv at komme frem og dermed redde liv, førlighed eller den såkaldte lykke.

Krigspropaganda og krigsråb har ned gennem alle århundrederne uafbrudt opflammet til krig, undertrykkelse og lemlæstelse, ja til total tilintetgørelse af dem, der stod ens begær, ens lykke imod. Så stor en del af det jordiske menneskes liv blev inficeret med krig, at den simpelt hen blev religion og det uanset, at man nåede frem til udviklingstrin, hvor man døbte sine børn i "Faderens, sønnens og den helligånds navn" for derved at gøre dem til disciple af ham, der sagde: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd". Ja, blev det i virkeligheden ikke således, at netop de til fred og næstekærlighed indviede nationer og folkeslag blev de største eksperter i kunsten at dræbe? Hvilke stater i verden er bedre udrustede med morderisk kunnen og altødelæggende tendenser end netop de kristne stater?

De kristne staters præsteskab prædiker næstekærlighed, men samtidig har disse stater tvungen værnepligt

Ved denne deres tilstand er disse stater imidlertid blevet en mental foreteelse af ganske speciel natur. De har et højt udviklet kirkevæsen med fornemme skoler og et præsteskab, der fra hundred tusinder af prædikestole råber ud over en millionfoldig menighed, at man skal elske sin næste som sig selv, at man skal elske den, der hader og forfølger en, at man skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre – osv. samtidig med, at de har vældige skoler eller militærakademier, hvor ungdommen opdrages til at blive specialister i den mest raffinerede mordteknik. Hvem har større hær, flåde og luftstridskræfter end de såkaldte "kristne stater"? Og vil noget menneske kunne bestride, at ungdommen inden for disse stater, som først igennem dåb, konfirmation og nadver er blevet forberedte til at være kristendommens disciple, senere af domstolene igennem tvungen værnepligt tvinges til at lade sig uddanne i en væremåde, der på alle områder udgør kristendommens mest diametrale modsætning? Nej, alle ved dette, og langt de fleste tror, at sådan må det være.

Kristusmentaliteten må fødes i hvert eneste menneskes viljeføring og tankekoncentration

Men en verden, der er opbygget på en så speciel form for logik, som denne tilstand afslører, må nødvendigvis få en skæbne som den, livet af i dag lader os være vidne til. Og var det ikke netop det, verdensgenløseren bebudede sine disciple, da han græd over Jerusalems ødelæggelse, fordi den ikke kendte sin besøgelsestid. Og var det ikke den samme indre viden, der fik ham til at se den kommende "dommedag" over den jordiske menneskehed? Det var en selvfølge for ham, at "himmeriges rige" ikke kunne blive noget udvendigt rige, før det var fuldbyrdet indvendigt i hvert eneste jordisk menneske. "Himmeriges rige" kan kun blive til et udvendigt rige, når hver eneste borger i dette rige bærer næstekærligheden og uselviskheden i sit hjerte. Derfor så Jesus, at "himmeriges rige" ikke kunne blive nogen sand virkelighed i den ydre verden ved religions- eller menighedsdannelse, ved dåb eller sakramenter alene, men måtte krones og stadfæstes med "hans genkomst i skyerne med megen herlighed", hvilket vil sige: med fødslen af hans mentalitet i hvert eneste individs viljeføring og tankekoncentration. Og da det således er denne fødsel af kristusmentaliteten [slut på side 204] i hvert enkelt individs mentale verden, der alene udgør "himmeriges rige", hvilket vil sige den højeste livslykke, der eksisterer, har det jordiske menneske altså i denne, i dets egen mentalitet forekommende "Kristi genkomst", det eneste absolut effektive middel til at imødegå sin ulykke og lidelse, sin disharmoni med livet.

Ethvert jordisk menneske må forberede sig til "Kristi genkomst" i sin egen mentalitet

Ethvert jordisk menneske må derfor, hvad enten det er buddhist, muhamedaner eller kristen, arbejde hen på at forberede sig til denne "Kristi genkomst" i sin egen mentalitet eller tankeverden. Derved underbygger og konsoliderer det ikke blot sin egen livslykke eller lysende skæbne, men derved gør det sig også til en af den slags borgere, af hvilke en stat må bestå, om himmeriges rige skal blive en virkelig ydre realitet.

Hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte "onde" med at eksistere

Hvordan forbereder man så denne "Kristi genkomst" i vort eget indre, i vor egen mentalitet eller tankeverden? Først og fremmest ved at bringe oplevelsen af kendskabet til de livslove, på hvilke al skæbneoplevelse beror, inden for sin hjernefunktions rækkevidde, således at man med sin intelligens eller vågne, klare forstand og logiske dømmekraft kan komme til at forstå årsagen til sin næstes mentalitet og væremåde og derigennem lære at indse det tåbelige i enhver form for had, hævn eller forfølgelse af denne næste. Al ulykkelig skæbne har sin rod og årsag i uvidenhed. Der hvor man er uvidende, tænker man forkert, og tænker man forkert, bliver viljeføringen også forkert. Da en forkert viljeføring uundgåeligt udløser ulykke- eller smertebringende reaktioner, kan man umuligt på dette grundlag skabe den kontakt mellem sig og sine omgivelser, der resulterer i harmoni og lykke. Og hvor der ikke er fred, harmoni eller lykke mellem en selv og omgivelserne, der er der krig. Og krig betyder lidelse og død eller selve modsætningen til det "himmeriges rige", man ønskede at skabe. Og denne modsætning er helvede.

Mennesket må lære de kosmiske love og principper og dermed også sig selv at kende

Der findes således kun to måder at leve sit liv på, nemlig den forkerte og den rigtige. Da den forkerte giver oplevelsen af "helvede", og den rigtige giver oplevelsen af "himmeriges rige", er det ikke vanskeligt selv at konstatere, om man er i kontakt med den rigtige eller den forkerte livsform eller væremåde. At det almindelige jordiske menneske i kraft af sit ukendskab til tilværelsens åndelige love og principper for det meste praktiserer den forkerte væremåde, afsløres igennem den mere eller mindre ulykkelige skæbnetilstand, det oplever.

For mange af disse mennesker kan det derfor være af stor betydning at lære at se, at årsagen til dette forhold udelukkende er at finde hos dem selv. Uden kendskab til de dybereliggende skæbnelove vil langt de fleste mennesker søge årsagen til deres ulykkelige skæbne uden for dem selv eller i foreteelser, de er uden indflydelse på. Sådanne mennesker vil altid tro, at det er "de andre", der er årsag til deres smerteoplevelse, og at de selv lider uretfærdigt, er forfulgte eller på anden vis ofre for omgivelsernes had og ondskab. Denne indstilling avler bitterhed, selvmedlidenhed og ender altid med at gøre sit offer til martyr.

Det er denne indstilling til livet, der fører menneskene ind i en "ond cirkel", idet den uundgåeligt fører til nye konflikter i én uendelighed. Det er derfor af største vigtighed, at mennesket bliver undergivet en kosmisk opdragelse, hvor det lærer sig selv at kende og lærer at forstå sammenhængen mellem tænkemåde og livsoplevelse. Uden kendskab til denne sammenhæng bliver man alt for let et bytte for en tænkemåde, der fører til [slut på side 205] selvdyrkelse, selvoverfølsomhed og dermed til en sjælelig tilstand, som i sin natur udgør den allerbedste grobund for livs- og lykkenedbrydende tendenser. Kun den, der "våger og beder", hvilket vil sige kun den, der hele tiden har sine tanker, ønsker og begær under kontrol og i alt er indstillet på ved sit liv og sin væremåde at følge verdensgenløseren, har mulighed for at undgå at blive offer for at tænke forkert. Og kun dette menneske formår at møde enhver mørk skæbneudløsning med den sjælelige ro og overlegenhed, med den dybe ydmyghed, som skjuler sig bag verdensgenløserens udødelige ord: "Fader, ske ikke min, men din guddommelige vilje".

Fra et foredrag på Martinus Institut
søndag dan 11. maj 1947.
Senest bragt i Kosmos nr. 6/1985.
Bearbejdet af Erik Gerner Larsson.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.