Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1995/12 side 232
Glimt af sagens historie
Foto af Martinus
 
Fra Calcutta over Siam til Tokyo
af Martinus
 
I 1954 befandt Martinus sig i en DC-6 på vej til Japan. Han var blevet inviteret til en videnskabelig /religiøs verdenskongres. I dette brudstykke fra hans dagbog finder vi ham lysvågen i nattens stilhed. Hastigheden er 400 km i timen, og man er under indflyvning til Calcutta, hvor der skal tankes.
 
Igennem nattens stilhed i kabinen lyder den arbejdende maskines fjerne brummen som en behagelig, søvndyssende vuggesang for de trætte passagerer, der slumrer blidt i deres bløde stole under den stærkt neddæmpede natbelysning. Jeg har endnu et døgns flyvning, inden jeg er nået frem til min rejses fjerne mål i Japan, det himmelske riges lillebror. Men nu vækkes de sovende passagerer af deres blide slummer. Vi nærmer os lyshavet fra millionbyen Calcutta. Passagererne må spænde sig fast til sæderne med deres sikkerhedsbælter. – Maskinen lander, tager cementbanen og løber farten af sig. Vi kan stige ud. Nej, hvor er her varmt. Vi føres som sædvanlig frem til flyvestationens transit-lokaler og restauranter. Vifterne går alle vegne under lofterne for dog at skabe en smule kølighed i denne bagende varme, ligesom alle vinduer og døre er åbnet på vid gab. Vi er af SAS inviteret til at nyde kaffe, the eller en anden forfriskning alt efter eget ønske. Meget mørke, barfodede, hvidklædte tjenere med stor turban iler sveddryppende frem og tilbage for hurtigst muligt at betjene os, der snart skal på vingerne igen.
Fra Calcutta over Siam til Tokyo
Det er over midnat. Vi er atter kommet på vingerne. Vi flyver nu hen over Det bengalske Hav. Vi flyver i det sædvanlige klare stjerneskin. Passagererne har alle sat sig til at blunde. Der er stille i maskinen. Kun den sædvanlige brummen fra de arbejdende hestekræfter mærkes som en behagelig søvndyssende vuggesang for den, hvis nerver er i orden og gerne vil sove. Og selv får jeg også mit tiltrængte blund. Da jeg efter nogle timers forløb atter vågnede, havde vi forladt Det bengalske Hav og passerede nu hen over sydspidsen af Burma og videre ind over grænsen til Siam (Thailand), for derefter i skæret fra en blændende solopgangs første stråler at lande på flyvepladsen i Bangkok, Siams hovedstad. Flyvestationen her syntes at være på højde med både Zürichs og Kastrups lufthavne. Her var en meget flot restaurant, hvor vi fik dejlig europæisk morgenmad på flyveselskabets regning. Da vi atter en times tid senere lettede fra cementbanen og var kommet i luften, kunne vi rigtigt se, hvor vidunderligt smukt der var omkring Bangkok. Terrænet tegnede sig som en mangfoldighed af små grønne kvadrater. Det var rismarkerne. Ligeledes lå her også en mangfoldighed af smukke villaer i siamesisk stil omgivet af svajende palmer og i bagende solskin. Her var også en mængde kanaler, ligesom floden Menam lyste som en bugtende sølvstribe i det blændende panorama.
Men snart fortabte Siams frugtbare terræner sig langt bagude, og vi fløj nu ind over Indokinas jungler og hede områder. Her havde maskinen hævet sig op til 4600 meters højde fra de 3000 meter, der ellers var den højde, vi mest havde fløjet i. I denne højde kildrede det lidt i ørerne, men ellers mærkede vi ikke nogen gene på grund af den. Vi passerede herefter ind over Det syd kinesiske Hav med kurs direkte mod Tokyo, målet for min rejse og endestationen på SAS' længste flyverute. Hvorfor fløj vi nu i denne store højde? – Var det mon, fordi vi her fløj i nærheden af områder, der endnu var ømfindtlige efter det blodige ragnarok, vi havde lært at kende under begrebet: Korea-krigen? – Jeg ved det ikke. – Men blot nogle måneder i forvejen var der skudt en stor passagermaskine ned over de samme terræner.
Imidlertid fløj vi i et blændende solskin. Det var tydeligt at se, at der nede i dybet under os herskede stor varme. Men i maskinen havde vi en dejlig tilpas temperatur. På dette vort sidste stræk fra Bangkok til Tokyo var der kun ganske få passagerer. Vi havde det dejligt og var genstand for stor venlighed fra personalets side. Jeg nød som sædvanlig udsigten fra min gode vinduesplads. Der var ikke mange skyformationer, og i dybet lå Det sydkinesiske Hav slumrende under et tykt tæppe af varmedis. Hen på eftermiddagen ved 15-tiden kom en af flyverne med et atlas i hånden og satte sig venligt ved siden af mig og sagde: "det er Formosa, vi nu flyver ind over". Jeg takkede ham for venligheden og bemærkede, at her gik det vel ikke an at optage film, hvortil han svarede venligt: "nej, det går ikke an. Her må vi være forsigtige". – Han viste mig på kortene vor rute og forklarede, at om en kort stund ville vi passere hen over Okinawa-øerne. Jeg stirrede ned i dybet. Det land, med sin vældigt stigende bjergkæde, hvis sydspids vi her passerede, var altså Formosa, tilflugtsstedet for Det himmelske Riges sidste legale regering, Chiang Kai-Sheks domæne. Til venstre for os bredte landet sig stærkt ud til siderne. De vældige bjergskråninger var beklædt med mørkegrønne jungler. Langt ude mod nord fortonede bjergtoppene sig og blev til et med himlen. Kun ca. 300 kilometer ude mod vest lå det vældige Kinas øvrige udstrakte terræner, der i vor barndomserindringer hørte med til eventyrets drømmelande, regeret af intet mindre end mægtige kejsere, der var "sønner af himlen". I dag er eventyrlandet forsvundet i revolutioner og omvæltninger af nye tiders og nye generationers march hen over verden, befordrende den evige Guddoms skabende magt, der i sit slutfacit vil gøre jorden til en lysende verden for det færdige menneske i Guds billede.
Rent bortset fra denne mentale dvælen i menneskeudviklingens "sure stadium før det modne" går dagen på hæld. I seneftermiddagens lysstemning flyver vi nu hen over Okinawa-øerne og passerer herefter ind over Stillehavet. Aftenen stunder til. Og for tredje gang ser jeg solnedgangen fra mit vindue heroppe over skyerne. Første gang var over Schweiz, anden gang var over Pakistan, og nu over Stillehavet på den modsatte side af jorden, set hjemme fra Danmark. Men alle tre solnedgange var lige funklende og strålende i lysvæld og farver. I dem alle tre så jeg den samme nærhed, de samme farveorgier, den samme forgyldte aftenrøde som i de hjemlige solnedgange, set fra min altan på Mariendalsvej og ved Klint. Jeg var kommet meget langt bort fra mit hjem, mine trofaste venner og alle de mennesker, jeg i det hele taget kendte, men jeg var ikke kommet længere bort fra solnedgangen. Gud viste mig her, at dens lysende strålevæld var et stykke hjemligt terræn, som man havde med sig, ligegyldigt hvor man så end befandt sig på jorden. Men ligesom solnedgangen var et stykke hjemligt terræn, således følte jeg også Guds nærhed under disse fremmede himmelstrøg. Der er således områder i livet, inden for hvilke man kan blive ved med at være på hjemlige strande, selv om man befinder sig på fremmede kyster. Til disse områder hørte også mine mange trofaste venners kærlighed. Jeg vidste, at jeg var omgivet af deres kærligste tanker og ønsker om beskyttelse, held og lykke for min rejse. Det var derfor i en vidunderlig følelse af fred og tryghed, jeg mødte natten og stjernerne for tredje gang heroppe mellem himmel og jord.
 

Martinus foran Kæmpe-Buddha i Japan
 
Nu var jeg snart ved min rejses mål. Om en kort stund skulle jeg stå ansigt til ansigt med mennesker af en anden race end jeg. Gud havde igennem dem bedt mig komme. Jeg var sendt med et budskab. Jeg var her altså på Guds bud. Hvad der videre skulle hænde mig, lå i Guds hånd. Og i en bedre situation kunne jeg ikke være. Og med denne guddommelige tryghedsfølelse i tanke og sind så jeg nu det vældige lysocean fra de to sammenvoksede millionbyer Tokyo og Yokohama stige frem over horisonten langt forude.