Ældre årgange af Kosmos mv.

 

Hvad med børnene?

 

Spørgsmål:

Vil kvindens trang til at føde og have børn efterhånden formindskes?

Svar:

For at klarlægge dette spørgsmål må man først og fremmest blive klar over, at antallet af de levende væseners afkom ikke helt afgøres af forældrenes vilje. Selv om forældrene inden for menneskeheden er i besiddelse af en vis evne til at kunne forebygge svangerskab, vil det dog ikke være denne evne, der er det primære bag det formeringsbestemmende princip. Der eksisterer et helt andet princip over for hvilket nævnte evne kun kan blive noget sekundært, noget ganske lokalt. Dette andet princip er naturligvis selve polprincippet. Ethvert levende væsens hele både legemlige og åndelige struktur formes, føres og opretholdes i kraft af to principper, det maskuline og det feminine. Disse to principper eller poler udløser i sig selv en bestemt afmålt forvandlingstilstand. Således forvandler hvert af de to principper sig fra en latent til en kulminerende tilstand og tilbage igen for så atter at gentage sig og således fortsættende. De danner således en bevægelsesrunde, vi kalder et kredsløb. Begge polerne i det levende væsen er således underkastet hvert sit kredsløb. Disse to kredsløb er således afstemt, at samtidig med, at den ene pol er i kulmination eller maksimum af udfoldelse, er den anden pol i en tilsvarende minimums- eller mindsteudfoldelse. Når den maskuline pol i sit kredsløb kulminerer i væsenet, er den feminine pol i en latent tilstand, og væsenet fremtræder da som et maskulint væsen, hvilket vil sige: som et hankønsvæsen, mens det modsatte naturligvis er tilfældet der, hvor den feminine pol er kulminerende, og den maskuline er latent. Her fremtræder væsenet som et hunkønsvæsen. Og vi får da de to slags væsener, som inden for menneskeracen hedder "mand" og "kvinde".

Men da de to poler stadig befinder sig i hvert sit kredsløb, vil den kulminerende pol forvandle sig ud af kulminationen, mens den anden pol vil tage til i forvandling hen imod en kulmination. Og herved ændres altså den konstellation af de to polers indbyrdes forhold i væsenet, der betingede væsenernes hundrede procents tilstand som hankøns- og hunkønsvæsen. På et givet sted i polernes indbyrdes kredsløb vil deres konstellation blive en jævnbyrdig tilstand, således at væsenet nu ikke mere er et hankøns- eller hunkønsvæsen, men derimod fremtræder som et væsen, der er lige bevidst i begge sine poler. Det bliver da "kosmisk bevidst" i sin tilværelse. Et sådant væsen er det fuldkomne menneske eller mennesket i Guds billede. Da det nu ikke mere er et hankøns- eller hunkønsvæsen, kan det ikke mere føle ejendomsbegær og kan derfor heller ikke føle jalousi eller skinsyge. Da ejendomsbegær, jalousi og skinsyge er roden til alt mentalt mørke i verden, er de topolede væsener hævet op over de tankearter, der i den daglige tilværelse [slut på side 235] skaber krig, sorg og sygdom. Den fred og lykke, denne polkonstellation giver, er det samme som "himmeriges rige" eller juleevangeliets fred på jorden og menneskene en velbehagelighed. Det er den "fred", menneskeheden i dag ønsker, men tror at kunne vinde med atomvåben eller andre forfærdelige ødelæggelsesmaskiner. Det jordiske menneske af i dag er således i kraft af sin seksuelle polkonstellation ikke noget hanvæsen eller hunvæsen i renkultur. Det er i færd med at fjerne sig fra denne tilstand mere og mere. Og i samme grad, som det fjerner sig fra denne tilstand, bliver det uegnet til ægteskab. Forelskelsestendensen eller ejendomsbegæret over den anden seksuelle partner er i større eller mindre grad ved at falde bort. Og vi har en mental zone, hvor ægteskabet degenererer. Det er denne zone, der i Livets Bog hedder "de ulykkelige ægteskabers zone". Væsenerne er altså på vej til en helt anden kønslig væsenstilstand, inden for hvilken forplantningsprincippet vil foregå på en anden måde.

Efterhånden som polforvandlingen finder sted, forvandles også kvindens organisme noget til fordel for det i hende nu voksende maskuline princip og en tilsvarende vækst af det feminine princip i manden. Med denne forvandling får kvinden en mere og mere drengeagtig slank organisme, ligesom mandens grove og robuste muskuløse maskuline organisme også arbejder sig frem til den samme drengeslanke legemsform, der i sig selv er en mellemting mellem den stærkt maskuline mandskrop og den stærkt feminine kvindekrop. Med denne kropsforvandling hos kvinden bliver hendes organisme mindre og mindre egnet til at føde børn. Ja, det kan endog være livsfarligt for en sådan kvinde at føde. Til sidst vil denne evne helt ophøre til fordel for en helt anden forplantningstilstand, den der hører menneskehedens kommende nye livsepoke eller det rige til, i hvilket man ikke tager til ægte. Det er således denne polkonstellation, der er afgørende for formeringsprocessen. Det er den, der dirigerer menneskets vilje og er således den bestemmende faktor i ægteskaber og forhold, hvor man nærer ulyst til at føde eller at have børn.