Ældre årgange af Kosmos mv.

 

Sådan er det at have kosmisk bevidsthed

af Martinus

 

Set under evighedens synsvinkel bliver alt andet end kærlighed til en illusion. Læs her, hvordan det kosmisk bevidste væsen oplever en tilværelse, hvor det er nemt at tilgive, og hvor problemer så at sige ikke eksisterer.

 

Når man skuer bag illusionernes verden og ser den absolutte virkelighed bag formerne, lader man sig ikke anfægte af en illusion. Hvad betyder det, om en mand er i laser og pjalter, eller han er klædt i purpur og guld, hvad betyder det, om han er kejser eller lazaron? Disse foreteelser er lige timelige, lige illusoriske. Hvad betyder det, at et væsen kritiserer og bagtaler en, det er jo illusioner og blændværk, han manifesterer, ligesåvel som det, han kan berøre med sin kritik og bagtalelse, heller aldrig i noget som helst tilfælde kan være andet. Overfor "det absolutte" eller "evige" preller enhver kritik eller bagtalelse af, hvorved dets "hellighed" eller ukrænkelighed kommer til syne. At andre geråder i raseri eller had imod et bagtalende eller forfølgende væsen, forstår man også, når man er bevidst i sin overbevidsthed, thi den bagtalte kender, i et sådant tilfælde, ikke blændværket. For ham er illusionernes verden det eneste virkelige. Det er den samme overtro, der befordrer al krig og ufred i verden. Men denne overtro er naturligvis nødsaget til at fornemmes som virkelighed, sålænge man ikke kender noget som helst til den absolutte virkelighed. Men det er guddommeligt, at fejltagelserne fører til virkelighedens afsløring, og at alle derved kommer til den absolutte viden. Og at livet derfor kun kan udtrykkes i det ene store facit "Alt er såre godt".

– Ligeledes er det udtryk for det klareste indblik i illusionernes verden og den på samme kosmiske syn baserede højeste viljeføring, når verdensgenløseren på korset siger: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Her ses det tydeligt, at en absolut viden om, at alle "korsfæstere" er fængslet i troen på illusionernes verden som virkelighed og derfor selvfølgeligt kun kan handle herudfra, må borteliminere al antipati, al irritation, uvilje og vrede imod disse livets bødler, og at kærlighed bliver det altdominerende væsen hos "den klarsynede" eller det med Guddommen forenede væsen, og at kun denne indstilling til livet og tilværelsen kan være fundamentet for oplevelsen af den virkelige, absolutte og dermed evige fred.

Fra Livets Bog 2, stk. 548.