Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Den hellige ånd

 

af Martinus

 

Den hellige ånds betydning for alt levende

I almindelighed opfattes udtrykket "den hellige ånd" som et abstrakt begreb, hvorfor det af mange mennesker både føles uvirkeligt og som et resultat af en slags overtro i lighed med mange andre religiøse forestillinger. Det kan derfor være af betydning for det åndeligt interesserede menneske at komme til klarhed over, hvad det virkeligt er, der skjuler sig bag dette begreb. Sagen er nemlig den, at den kraft, som udtrykket "den hellige ånd" dækker over, betyder umådeligt meget for alle levende væsener, for alle eksisterende livsformer. Uden "den hellige ånd", denne det allerhøjeste udtryk for kraft, ville ingen skov nogen sinde grønnes, ingen eng dækkes af vårens blomster og intet væsen nogen sinde opleve total sundhed eller velvære. Ja, så betydningsfuld er denne kraft, at uden den ville vor klode aldrig nogen sinde være blevet omformet fra en glødende ildkugle til den vidunderlige boplads for mennesker, den er i dag. Og uden denne kraft ville mennesket aldrig være kommet i besiddelse af den fuldkomne organisme, det har i dag, dette guddommelige redskab, gennem hvilket det på et givet tidspunkt i sin udvikling vil komme til at opleve at blive "ét med Gud", blive et væsen "i Guds billede". Ja uden "den hellige ånd"s eksistens ville der overhovedet ikke eksistere nogen som helst form for bevidsthed eller oplevelse af liv.

Den hellige ånd er ikke blot et abstrakt begreb, men selve Guds ånd

Da udtrykket "den hellige ånd" i virkeligheden er det samme som Guds ånd eller bevidsthed, er det ikke uden grund, at Bibelen begynder skabelsesberetningen med ordene "Guds ånd svævede over vandene". Nu er tiden imidlertid kommet, da begrebet "den hellige ånd" ikke skal vedblive blot at være et abstrakt begreb. Årsagen hertil er den, at dersom den kraft, der skjuler sig bag dette begreb, ikke bliver åbenbaret i sin virkelige natur i form af en klar og realistisk viden, tilgængelig for ethvert udviklet menneske, vil menneskeheden aldrig blive fri af krigens byrder og elendighed. Den vil da aldrig kunne undvære hospitaler og sygehuse, krykker eller kunstige [slut på side 103] lemmer. Sult, trældom og undertrykkelse vil da fremdeles beherske store domæner inden for den jordmenneskelige kultur, og den så længselsfuldt begærede varige fred vil forblive en utopi.

Hvad er da "den hellige ånd"? Ja, hvad er "ånd" i det hele taget? Ånd er liv, og liv er det, der gør en organisme levende. Når ånden eller livet totalt forlader en organisme, bliver organismen til et lig. Vi siger da om det væsen, der før åbenbarede sig igennem organismen, at det er "afgået ved døden". Den organisme, som før var et levende udtryk for liv og ånd, ligger nu stille hen og går sin opløsning i møde. Undersøger vi imidlertid denne døde organisme, vil vi i de fleste tilfælde se, at den endnu indeholder alle de organer, der før betingede dens tilsynekomst som levende. Den hjerne, det hjerte, de lunger og de nyrer, kirtler, tarme osv. der før eksisterede, eksisterer stadigt, der mangler absolut ikke noget synligt, noget fysisk. Derimod mangler der nu det, der før gjorde organismen levende. At dette ikke skulle være noget, fordi det er usynligt, er en alt for absurd tankegang i røntgen- og radiobølgernes tidsalder til, at man kan tage denne tanke alvorligt.

Det er det åndelige, der gør organismen levende

Det er i dag en urokkelig videnskabelig kendsgerning, at der udover den faste, flydende og luftformige materie eksisterer en fjerde form for materie, nemlig den stråleformige. Og intet menneske kan bestride den kendsgerning, at forskellen mellem et lig og et levende væsen ikke bestemmes af noget fysisk synligt, men derimod af dette, at det, der før viste sig som ønske, vilje, handling, kort sagt som væremåde, nu er forsvundet. Tilbage er kun redskabet for disse funktioner. Det der er forsvundet, er således det primære ved det levende væsen, som organismen før udgjorde. Men da det, der ytrede sig som ønske, vilje og begær, var det vigtigste ved organismen, bliver det også en kendsgerning, at det er det, der var det primære og ikke organismen selv, der ganske tydeligt kun var et redskab for disse ytringer. Det var disse kræfter, som fik organismen til at bevæge sig og handle, og ikke omvendt.

Det usynlige "noget" er kraften bag al manifestation

Og på samme måde som med det jordiske menneske, således også med dyrene, ja med alt, hvad vi kalder levende. Når det "noget", som udtrykker livet, går ud af en plante eller et dyr, visner eller dør organismen. Når alle tilsyneladende døde eller visne planter og træer om foråret på ny grønnes og blomstrer, er det udtryk for, at det samme usynlige "noget", der året før forlod det, på ny er vendt tilbage. Det er dette usynlige "noget", vi kalder livet eller det levende, og det er, som vi ved, absolut ikke detaljeløst, selv om vi ikke kan tage og føle på disse detaljer på samme måde, som vi kan erkende, veje og måle den fysiske organismes detaljer, dens organer, lemmer og hjerne.

Livet er således ikke blot en ensartet kraft, der strømmer ind i organismerne og gør dem levende. Denne kraft er organiseret og inddelt i særlige fra hverandre afvigende "bølgelængder". Det er denne organisering af ånd, der betinger, at nogle organismer bliver til menneskeorganismer, andre til dyr og atter andre til planter. At denne kraft også er til stede i mineralmateriens verden, nævnes blot for fuldstændighedens skyld.

Den åndelige verden bliver en kendsgerning

Når denne umådelige mængde af fysiske forskelligartetheder, der allerede er tilrettelagt og bestemmes af den usynlige kraft eller materie, der inkarnerer i organismerne, vitterligt eksisterer som en for alle aldeles åbenlys kendsgerning, bliver det også en kendsgerning, at denne usynlige kraft i tilsvarende grad i forvejen må være bearbejdet af organer eller organismer, der ikke er af fysisk karakter. Hvorledes skulle de ellers kunne give sig udslag i alle de forskellige fysiske virkninger, [slut på side 104] vi er vidne til, og som får den fysiske materie til at fremtræde i den mangfoldighed af organismer, vi på alle sider er omgivet af? De usynlige organer eller organismer, igennem hvilke den lige så usynlige ånd skaber og inkarnerer i de fysiske organismer, er således udtryk for, at der eksisterer en verden uden for den fysiske, en verden, som kun kan betegnes som værende af åndelig natur.

Døden er kun det levende væsens udskillelse fra en fysisk organisme

Da denne åndelige verden kan inkarnere i eller overskygge den fysiske, og ikke omvendt, så finder vi her det levende væsens virkelige verden eller hjemsted. Her er en verden, der er hinsides døden. Døden udtrykker kun det levende væsens udskillelse fra en fysisk organisme. Den udtrykker aldrig i noget som helst tilfælde eller situation en tilintetgørelse eller et totalt ophør. Det levende væsen er et åndeligt væsen og hjemmehørende i en åndelig verden. At dette er en urokkelig kendsgerning, ses let deraf, at alt det, vi kalder vor bevidsthed, vore erfaringer og oplevelser, kun kan erkendes i form af "tanker", der helt er af psykisk natur. Hvis de var fysiske, behøvede vi ikke at oversætte dem til fysisk tale eller skrift eller på anden måde indirekte overføre dem til fysisk materie. Var de fysiske, kunne alle og enhver se dem, og vi behøvede da ikke at fortælle eller nedskrive dem.

Ånd kan fremtræde både som had og kærlighed eller uvidenhed og viden

For at gøre vore ønsker, begær og længsler, vor viden og vor hensigt begribelig for vore omgivelser, må vi overføre denne vor indre skjulte psykiske tilstand til enten tale, skrift eller lyd. Heraf ser vi, at det levende i verdensaltet, i mineraler, planter, dyr og mennesker er ånd. Ånd er igen bevidsthed, og bevidsthed er tanker. Tanker er viden, forestillinger, begær, had, bitterhed og vrede, ligesom de er sympati, forståelse og kærlighed. Ånd fremtræder altså som to store modsætninger: had og kærlighed. Disse viser sig igen som to andre store modsætninger: uvidenhed og viden. Og dermed er vi nået frem til hovedproblemet i denne artikel: "Den hellige ånd".

Hvordan menneskene lærer at kende forskel på godt og ondt

Naturligvis er al ånd i sin dybeste analyse hellig. Når der er tale om den samlede manifestation af universets ånd, vil denne ånds slutfacit vise sig at være fuldkomment, deraf de evige ord: "Og Gud så alt, hvad han gjorde, og se, det var såre godt", hvilket vil sige: til glæde og velsignelse for alt og alle. Men for det jordiske menneske forekommer der alligevel ånd, som ikke er hellig, hvilket altså vil sige: ikke er til glæde og velsignelse for alt og alle. Tværtimod viser denne ånd, disse tanker sig som årsag til forbandelse og smerte for de levende væsener. Den ånd, der skaber direkte forbandelse, smerte eller lidelse, skaber ødelæggelse af andre menneskers lykke og tilværelse, kan ikke udtrykkes som hellig. Og det er denne ånd, der for tiden martrer det jordiske menneskesamfund.

Alt for mange mennesker tror, at de kan skabe glæde og velsignelse for dem selv ved at mangfoldiggøre overtrædelsen af det femte bud: "Du skal ikke dræbe". Derved bliver de udtryk for det princip, der i form af frost og kulde får plante- og dyrelivet til at stagnere om vinteren. Disse menneskers ånd er således dødbringende, og deres væremåde kan ikke i menneskelig forstand kaldes hellig. Den er kun hellig inden for universets styrelse i form af dette, at uden det levende væsens adgang til at udløse død og forbandelse kunne det aldrig komme til at forstå forskellen mellem godt og ondt, forskellen på, hvad der er til velsignelse, og hvad der er til forbandelse.

Når forbandelse, død og undergang kan finde sted blandt de levende væsener, så er dette, set i kosmisk perspektiv fra Guds eget udsigtspunkt, en absolut [slut på side 105] nødvendighed, for at mennesket i kraft af sin egen fri vilje kan komme til at vide, hvordan det bedst kan tilegne sig en væremåde, der absolut kun kan skabe glæde og velsignelse for andre levende væsener. Uden denne frie adgang til at skabe mentalt mørke, skabe lidelse og død, kunne det levende væsen aldrig ved egen viden og forstand, ved egne erfaringer arbejde sig frem til en væremåde, hvor det hundrede procent fremtræder som et væsen "i Guds billede". Hvis det var således, at det levende væsen ikke havde nogen som helst mulighed for at skabe mørke, men helt automatisk var godt og kærligt, ja så havde det jo ingen bevidsthed. Da var det blot en slags maskine. At kærlighed ikke alene er et gode, men er det største gode, har man kun adgang til at opleve igennem det realistiske møde med dets modsætning. Kosmisk set er al ånd således hellig.

Guddommen former mennesket "i sit billede"

Men nu er det altså menneskets forhold til "den hellige ånd". Mennesket er på et udviklingsstadium, hvor Guddommen er i færd med at forme det "i sit billede", hvilket vil sige: lære det alt det onde, det mørke at kende derved, at det af egen fri vilje udøver mørkets gerninger. Da det ved denne sin handlemåde handler imod næstekærlighedens lov, udløser det uundgåeligt kræfter, som vender sig imod det selv i form af en ulykkelig skæbne.

Ulykkelige skæbner opstår således der, hvor det levende væsen er til ulykke, til forbandelse, smerte og lidelse for sine omgivelser. Inden for dette mentale område er det således ikke den hellige ånds princip, det manifesterer, men derimod den mentale vinters princip. Men vinterens princip er dødbringende. Ved at udløse dette princip liv efter liv og høste virkningerne deraf i form af en ulykkelig skæbne, vil det levende væsen uundgåeligt opdage årsagen til sin ulykkelige tilstand og begynde at gøre sin ånd hellig, hvilket altså vil sige: bringe den i kontakt med universets kærlighedskræfter.

Når vi igennem naturen har adgang til at opleve forskellen på vinter og sommer, på nat og dag, så er det jo netop for at se forskellen på de to slags manifestationer, på de dødbringende og de livgivende, på de der skaber undergang, og de der skaber velsignelse, glæde og lykke for de levende væsener.

Mennesket må lære at gøre sin ånd hellig

Mennesket der hader og forfølger, mennesket der ved sin bitterhed, vrede og skuffelse hæmmer andre menneskers glæde og lykke og får dem til at føle sig ulykkelige, er alt for meget i kontakt med vinterens princip og må uundgåeligt høste virkningerne heraf. Det udfolder ikke den ånd, der får forårets dejlige liv til at bryde frem i sin næstes mentalitet, den ånd der tænder lyset i den håbløst syges øjne og får smilet til at bryde frem på den sørgendes ansigt. Man må således lære at gøre sin ånd hellig. I samme grad som man formår at træne sig op til kun at leve for at gøre andre lykkelige og glade ved livet, er man i kontakt med den væremåde, som er sommerens princip, den væremåde der giver liv, den væremåde der lader ens ånd være hellig på samme måde, som Guds ånd er det.

Det er denne sin ånds væren ét med Guds ånd, der betinger, at man er "i Guds billede". Igennem dette at være "i Guds billede" åbnes ens bevidsthed, og man får del i Guds bevidsthed, hvad der er det samme som at opleve den store indvielse eller "den store fødsel". Fra det øjeblik, man har oplevet denne totalt og fået kosmisk bevidsthed, er man blevet åndeligt suveræn. Man har da universets højeste viden i sit eget indre og skal ikke længere tilegne sig viden gennem andre. Man oplever da universets højeste viden og visdom gennem sine egne sanser, og man ser da den hellige ånd lyse i alle levende væsener, ganske uafhængigt af, hvordan de så end måtte manifestere sig i øjeblikket. Er de banditter, røvere, mordere eller kun simple bagtalere, ved [slut på side 106] man, at de blot er i færd med at lære, hvorledes man ikke skal bære sig ad i det virkelige liv hinsides al jordisk vildfarelse og overtro, hvordan man ikke skal leve, om man ønsker at være ét med Gud.

Med denne, den højeste åndelige oplevelse bag sig, er man for bestandigt trådt ud af den mentale vinters kolde og dødbringende område og i stedet trådt ind i det kosmiske forårs varmende og livgivende tankeklima. Den evige Faders guddommelige ånd gennemstrømmer nu ens bevidsthed, og ens vandring gennem livet bliver, takket være ham, en uafbrudt åbenbaring af verdensaltets evige grundtone: næstekærligheden, der er lyset i den evige ånd over vandene.

Fra et foredrag i Klint søndag den 6. juni 1954. Senest bragt i Kosmos nr. 4/1985. Bearbejdet af Erik Gerner Larsson. Bearbejdelsen godkendt af Martinus.