Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1996/8 side 143
 
Stjernesymbolet
 
Tids- og rumdimensionel sansning og livsmysteriets løsning
 
af Martinus
 
Evigheden kan kun opleves med dertil egnede sanser
Livet er for de fleste mennesker stadig væk et mysterium. Der eksisterer forskellige anskuelser, når der er tale om livsmysteriets løsning, men de er alle baseret på tro. Nogle mennesker tror absolut på et evigt liv, medens andre lige så absolut benægter en evig tilværelse. Hvordan kan der overhovedet opstå sådan en divergens? Er der nogen mulighed for ad tankens vej at komme til klarhed over, hvem der har ret? Er der et evigt liv, eller er menneskets jordliv fra vuggen til graven hele dets eksistens og tilværelse?
Med den intelligens og logiske sans, som det moderne menneske er i besiddelse af, skulle det være muligt, hvis samme menneske har en udogmatisk og fordomsfri indstilling, rent teoretisk at påvise det levende væsens eksistens som evig. Denne teoretiske påvisning vil dog kun være en begyndelse, idet selve oplevelsen af den evige tilværelse er en organisk proces, der indtræder i ethvert menneskes liv, når vedkommende har nået en mental modenhedsgrad, der er baseret på meget stærk næstekærlighed og et inderligt guddomsforhold. I denne tilstand vil mennesket i vågen dagsbevidst sansning opleve sin evige tilværelse lige så absolut, som det i forvejen oplevede sin fysiske tilværelse. Om man kan opleve den evige tilværelse, er altså et sansespørgsmål. Ligesom lyset eksisterer, men kun kan opleves ved hjælp af øjnene, således eksisterer evigheden også, men kan kun opleves med dertil egnede sanser.
Mennesket kan kun sanse ting, som er begrænsede
At se lyset, at høre lyden, at fornemme behag og ubehag er gamle og almenkendte evner hos det jordiske menneske, men at opleve evigheden er noget, der endnu er ganske nyt for menneskene og kun er oplevet af et meget lille procenttal af dem. Evnen til at se, høre, føle, lugte og smage og evnen til at fornemme behag og ubehag igennem sin sansning, er en oplevelse af kontraster eller modsætninger. Det er at opleve ting ved hjælp af deres afvigelse fra andre ting. Det er at opleve tingenes begrænsning. At se at noget er sort, er det samme som at se et område eller en ting, der mere eller mindre afviger fra hvidt. At høre en lyd er det samme som at sanse noget, der afviger fra stilhed. At fornemme noget som ubehag er at fornemme et område, der afviger fra behag. Imellem to ting, der afviger fra hinanden, må der være en grænse, og noget, der har en grænse, er altså begrænset. Denne begrænsning danner grundlag for, at tingene kan sanses med fysiske sanser, og den almene sansning hos dyr og mennesker er kun en sansning af ting, der er begrænsede, hvilket vil sige ting, der sanses i kontrast til andre ting.
Med hvert specielt sanseorgan kan det levende væsen opleve en sansedimension
Ting, der sanses side om side med andre ting, vil uvilkårligt sanses som udfyldende en "plads", der igen er det samme som "rum". Den daglige sansning er det samme som at sanse plads eller rum, det er sansning af en særlig art. En sanseart vil sige det samme som en dimension, og med hvert specielt sanseorgan, det levende væsen er i besiddelse af, kan det opleve en sansedimension. Således er for eksempel lyset en sansedimension, som vi ikke ville kende det mindste til, hvis vi ikke havde øjne. Det samme gælder lyden, som ikke ville eksistere for os, hvis vi ikke havde øren. Med vor lugtesans, smagsevne og almindelige føleevne oplever vi også specielle sansedimensioner, der helt ville ligge uden for vort oplevelsesfelt og dermed vor erkendelse, hvis ikke vi besad de specielle sanseapparater, som disse evner er knyttet til. Ser vi tilbage på de levende væseners udvikling, ser vi, at deres evne til at sanse efterhånden har udviklet sig til at rumme flere og flere dimensioner. I plante- og dyreriget er efterhånden de sanseapparater blevet til, som vi i dag betragter det som en selvfølge at være i besiddelse af. Men det har taget årmillioner at udvikle så fine sanseorganer, som de jordiske mennesker har. Engang kunne de levende væsener slet ikke se, høre, lugte eller smage, de kunne kun lige akkurat ane en udefineret behags- eller ubehagsfornemmelse. Således er der jo også væsener, der fremtræder i dag. Hvad berettiger os til at mene, at udviklingen af sanseevner skulle være standset med det jordiske menneskes nuværende tilstand? Er det ikke tåbeligt at tro, at der ikke skulle eksistere sansedimensioner, som det jordiske menneske ikke kan sanse? Hvordan skulle man begrunde en sådan opfattelse? At den blinde ikke kan se, er dog intet bevis på, at lyset ikke eksisterer. Findes der i mennesket noget, der kunne tyde på, at det er på vej mod en ny sansedimension? Ja, det gør der. Hvorfor søger og udforsker mennesket, og hvorfor findes der i dets bevidsthed en trang til stadig at udvide sin horisont? Fordi det inderst inde fornemmer, at det er på vej mod noget, som det endnu ikke ved, hvad er. Det er i virkeligheden skabelsen af nye sanser, der er det egentlige mål for menneskets higen og søgen.
Det jordiske menneske kan med sine nuværende sanser kun opleve kontraster og begrænsninger
Hvordan bliver sanser overhovedet til? Ved en ydre påvirkning af de levende væsener fra de sansedimensioner, som i forvejen eksisterer. Øjnene var aldrig blevet til, hvis der ikke havde eksisteret lys, og således gælder det også for det jordiske menneskes øvrige sanseorganer. Hvis ikke energierne eller vibrationerne udefra havde påvirket de levende væseners organismer, var sanseorganerne aldrig opstået. Den blinde fornemmelse af lyset er gradvis blevet til syn, ligesom den lydløse fornemmelse af lydenes vibrationer til sidst skabte hørelsen. Således blev koncentrationen på behags- og ubehagsfornemmelserne efterhånden til de sanseevner, gennem hvilke fornemmelserne kunne defineres ud i særlige detaljer. Et sådant væsen med evne til at opleve detaljerede sanseindtryk har vi i det jordiske menneske. Men dette væsen kan jo endnu kun opleve kontraster og begrænsninger, det kan kun opleve tids- og rumdimensionelt, det er endnu et primitivt, ufærdigt væsen. Det bliver til kendsgerning gennem den omstændighed, at der i dets bevidsthed eksisterer en masse ubesvarede spørgsmål. Spørgsmål hvis besvarelse ikke er ligegyldig, men ligefrem er en livsbetingelse for væsenet. Hvordan kan sådanne spørgsmål opstå? De kan kun være opstået gennem en ukendt påvirkning, en påvirkning, dets nuværende sanser ikke kan klare, thi i så fald var der ikke noget problem. Over for visse store livsproblemer har mennesket det ligesom det væsen, der blindt aner lysets eksistens. Dette væsen vil engang komme til at se, og det jordiske menneske vil også engang blive i stand til bevidst at opleve sin identitet som et åndeligt, evigt væsen, der eksisterer som en gudesøn i det evige univers.
Mennesket står i dag ved en grænse til en højere sansedimension, evighedsdimensionen.
En ydre påvirkning får mennesket til at ane dimensioner, hvis eksistens det endnu ikke sansemæssigt kan opleve i detaljer. Det er også en ydre påvirkning, som har skabt de allerede eksisterende sanser. Hvorfor skulle så en ny påvirkning ikke kunne skabe nye sanser hos mennesket? Denne nye påvirkning oplever mennesket som en bestandig større trang til at udforske og forstå livets og universets logiske sammenhæng. Der er mennesker, der føler, at de slet ikke kan få fred i deres sind, hvis ikke de finder løsningen på livsmysteriet. Mange forskere har i dag en anelse om, at de står ved en grænse til en højere sansedimension. De begynder også at blive klar over, at deres forskning ikke kan baseres på de samme metoder, som den fysiske videnskab er baseret på, vægt, mål og hastighedsbedømmelser. Den sansedimension, menneskene står over for at skulle opleve, er ikke tids- og rumdimensionel, derfor kan den ikke analyseres gennem mål- og vægtfacitter. Hvad er det for en dimension, menneskene i større eller mindre grad begynder at ane? Det er evighedsdimensionen, og det vil komme til at spille en så stor rolle i menneskenes daglige tilværelse og helt komme til at ændre deres livssyn og væremåde, efterhånden som deres anelse af denne dimension gradvis ændres til forståelse, oplevelse og erkendelse.
Menneskene søger overalt i materien efter verdensgådens løsning
Hvad er det for spørgsmål, der da vil blive besvaret? Det er blandt andet spørgsmålet, om der er et liv efter døden. Der findes i ethvert menneske en naturlig trang til at få dette spørgsmål besvaret. Det er også spørgsmålet om, hvorfor der hersker en så tilsyneladende uretfærdighed og tilfældighed i verden, specielt i menneskenes liv, og det er spørgsmålet om "det ondes" eksistens, og om det ikke skulle være muligt at skabe fred i verden. Disse spørgsmål og mange flere kan ikke løses gennem mål- og vægtfacitter eller tids- og rumdimensionelle opdagelser. Selv om det er lykkedes forskerne at trænge længere og længere ned i mikrokosmos og længere og længere ud i makrokosmos i deres søgen, har de ikke fundet en løsning på verdensgåden. Hvorfor søger de i det umådeligt store og det uendeligt små? Er det ikke en løsning på verdensgåden de søger? Det gør de, fordi de aner, at en sådan løsning eksisterer. Hvis de ikke anede det, var der ingen som helst drivende kraft i bevidstheden til at søge den. Noget man ikke aner eksisterer, kommer jo overhovedet aldrig frem i tanken eller bevidstheden. Kun anelser, tro og erkendelse kan bringe mennesket til at handle. Ud over dette eksisterer kun den totale bevidstløshed, og man vil vel ikke påstå, at det er en sådan, der får videnskaben til at søge. Man ved blot endnu ikke, hvor man skal søge.
Livsytringsforskning vil efterhånden afløse materieforskning
Ved forskningen i makro- og mikrokosmos vil de fysiske forskere efterhånden blive nødsaget til at erkende, at muligheden for at forske tids- og rumdimensionelt ophører. Men man vil naturligvis ikke af den grund ophøre med at søge efter den løsning på livets gåde, som man aner eksisterer. Når man kommer til erkendelse af, at livsmysteriets løsning ikke er at finde i den tids- og rumdimensionelle verden, der synes at fortsætte i det uendeligt store og det uendeligt små, må man nødvendigvis komme ind på at udforske selve det levende i stedet for materien, altså livsytringsforskning. I stedet for blot at studere bevægelser, hastigheder, vibrationer og bølgelængder vil man koncentrere sig om det "noget", der sætter alle disse bevægelser i gang, og dermed vil man være på rette vej.
Evigheden, stilheden, det faste punkt eller jeget er udtryk for noget levende
Evigheden er den stilhed, ud fra hvilken al bevægelse kan konstateres. "Er den ikke andet", vil nogle mennesker måske sige, "stilhed er jo bare noget abstrakt, ja, er det ikke ligefrem udtryk for noget dødt?" Men evigheden, stilheden eller det faste punkt er i allerhøjeste grad udtryk for noget levende og hvert eneste menneske har mulighed for at opleve denne realitet som sin egen centrumsfornemmelse, som det har givet navnet "jeg". Hvis ikke dette faste punkt var en realitet, ville der overhovedet ikke være noget, der hed oplevelse. Men det er jo netop en kendsgerning, at vi oplever, vi eksisterer og skaber, og ude omkring os i naturen udfolder de såkaldte naturkræfter også manifestation og skabelse. Da denne manifestation eller skabelse er lige så logisk, ja, overtrumfer den menneskelige skabelse i logik og genialitet, findes der ikke noget som helst grundlag for at antage, at denne skabelse ikke er udtryk for tanke og viljeføring. Er der noget som helst inden for menneskenes eget skabeområde, der kan blive til uden tanke og vilje? Det er der absolut ikke. Og menneskenes skabeevne er kun ringe og dilettantisk i forhold til den skabelse, der finder sted i naturen, som faktisk er menneskenes læremester. Gennem sin påvirkning i årmillioner har den udviklet både deres tænkeevne og deres sanseorganer, uden hvilke skabelse og oplevelse i en fysisk verden var umulig. Da denne natur, der rummer alt det skabte, altså er i besiddelse af skabeevne, af tanke og viljeføring, så må samme natur også besidde en evne til at opleve og have et jeg, thi uden oplevelse var der ingen tanke og uden skaber ingen skabelse. Det vi kalder naturen eller universet, fremtræder da også for den udviklede forsker som et levende væsen, en guddom, hvori vi lever, røres og er.
Menneskets anelse om evighedsdimensionen er blevet forstærket på grund af kosmiske impulser
Denne evige guddom ønsker, som vi har lært det i vor børnelærdom, at skabe mennesker i sit billede efter sin lignelse. Men sådanne væsener er naturligvis ikke væsener, der kun er i stand til at opleve tids- og rumdimensionelt og derfor tror på døden. De må kunne opleve både tiden, rummet og evigheden. Gennem den skabelsesproces, der har fundet sted som en udvikling på denne klode i millioner af år, har Guddommen påvirket og påvirker stadig de levende væsener. Det finder sted gennem naturens kræfter. Men naturkræfterne er ikke blot de fysiske vibrationer, der nu opleves af de jordiske mennesker gennem fint udviklede fysiske sanser og kaldes lys, lyde, dufte, kulde, varme osv. I naturen findes også endnu finere vibrationer eller kosmiske impulser af mental karakter. Alle religionerne er virkninger af sådanne impulser, der har medvirket til, at menneskenes anelse om evighedsdimensionen er blevet forstærket. Men det er kun en begyndelse. Gennem sin skæbnedannelse kommer hvert enkelt menneske i dag ud for de ting, der lidt efter lidt vil åbne nye perspektiver i dets tilværelse. Evighedsdimensionen påvirker menneskene og får dem til at ane, søge og forske også uden for tiden og rummet. Deres søgen vil bringe dem i kontakt med den videnskab, der kan lære dem at forstå reinkarnation og skæbnedannelse. Forståelsen vil ændre deres tankegang og livsførelse, og lidt efter lidt vil de erkende og opleve, at deres jeg er ét med Guddommens jeg, som er selve evigheden eller universets faste punkt. De vil opleve, at livet er evigt, og det, mennesket kalder døden, kun er en illusion, da det kun er den tids- og rumdimensionelle krop, der kan dø, og ikke det evige væsen, som en tid har den som redskab.
Fra et foredrag på Martinus Institut
søndag den 12. december 1948.
Senest bragt i Kosmos nr. 9/1985.
Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.