Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Rumrejser og det fysiske jordmenneske

 

af Martinus

 

Artiklen er baseret på Martinus egne manuskripter. Disse er udaterede, men skrevet i begyndelsen af halvfjerdserne. Der er foretaget nogle mindre sproglige rettelser i teksten, og der er anvendt rubrikoverskrifter på basis af teksten i de enkelte afsnit. Artiklen er godkendt af Rådet november 1996 og er ikke tidligere bragt i Kosmos.

 

Kan et fysisk jordmenneske normalt leve på månen?

Jeg har engang ved et foredrag udtalt, som svar på ovennævnte spørgsmål, at et fysisk jordmenneske normalt ikke kan leve på månen. Da man, siden denne udtalelse fandt sted, er blevet i stand til at sende raketter, der samtidig udgør en slags rumfartøjer, i hvilke man kan bringe mennesker tæt på månen og tilbage til jorden igen, har jeg modtaget enkelte breve fra mennesker, der er blevet desorienterede på grund af min førnævnte udtalelse. De mener, i henhold til de foretagne "månerejser", at det nu er en kendsgerning, at mennesker udmærket kan leve og færdes på månen. Min nævnte opfattelse skulle derfor ikke være i overensstemmelse med virkeligheden. Den skulle slet og ret være en total fejltagelse. Og når jeg kunne afstedkomme en sådan fejl, kunne alle mine øvrige kosmiske analyser også være fejlagtige.

Jeg vil derfor her gerne gøre bekendt, at jeg aldrig har benægtet, at menneskene muligvis ville blive i stand til at sende livløse, af fysisk materiale fremstillede objekter til månen. Derimod må jeg stadig som kosmisk analyse udtrykke, at det vil være ganske umuligt for et jordisk fysisk menneske totalt at træde ud af jordens for mennesket bestemte fysiske livsbetingelser. Da disse absolut ikke findes på månen, er det således i realiteten kosmisk set umuligt for det jordiske menneske fysisk at leve på månen. Dennes livsbetingelser for levende animalske væsener er forlængst ophørt, og den er afgået ved døden og er således et klodelig. Et lig her på jorden i menneskespiralen er som regel kun beregnet til "ådselæderi", hvor intet andet sker med det. At dette [slut på side 23] princip i sin dertil egnede form udgør en undtagelse i "klodernes spiralkredsløb" er der ikke nogen som helst grund til at antage, og i særdeleshed ikke, når man ser den lovprisning, menneskene i dag udfolder med hensyn til deres forventede måne- og rumrejser.

Månen kan ikke opfylde menneskets livsbetingelser

Månen er således et klodelig. Den har engang for milliarder af år siden været en levende klode, har været organisme eller bolig for et klodejeg. Den har været et makrokosmos for mikroliv, en verden for levende væsener af højere eller lavere art, som altså ved måneklodens død, eller dens jegs frigørelse fra sin fysiske organisme, langsomt uddøde. Dette "klodelig" kom ud af sin bane i rummet og blev til sidst indfanget af vort solsystem og knyttet til jordkloden, endnu før der var højere udviklet animalsk liv på denne. Og her fik den en vis indflydelse på jordens liv og skæbne, men den er som nævnt et "klodelig". Den har ingen som helst mulighed for at opfylde de fysiske betingelser, det jordiske menneskes normale eksistens umuligt kan være foruden.

Når man nu hævder, at menneskene har været på månen og udmærket kan leve på dette klodelig, er det i absolut kosmisk forstand en fejlvurdering.

Det er en kendsgerning, at der nu har været mennesker, der i rumfartøjer og rumdragter har været på månen. Men i dette hermetisk tætte rumfartøj og i de ligeledes hermetisk tætte rumdragter havde de opmagasineret deres jordiske livsbetingelser, hvilket vil sige: luft, ilt, vand, fødemidler, klæder, fodtøj, lys, varme, kraftelementer og andre for mennesket livsbetingende jordiske fysiske objekter. Astronauterne eller rumflyverne var således i rumskibet hermetisk indelukkede i jordens atmosfære og livsbetingelser for deres fysiske eksistens som levende væsener, akkurat som fisk i et akvarium. Ved hjælp af en menneskemængde på mange hundrede personers medvirken og en overlyds kæmpekraftkilde og et økonomibjerg på milliarder lykkedes det menneskene at få dette "akvarium" eller dette lille stykke afskårne jordklode til månen. For astronauterne var det den visse død at vove sig ud af nævnte lille stykke jordklode og tilhørende hermetisk tætte rumdragter, de måttevære indelukkede i, ligesom fiskene i akvariet.

Det er også rigtigt, at de var ude at vandre på månen, men de var dog stadig hermetisk indelukkede i rumdragterne og var således på deres "månevandring" ikke ude af jordens livsbetingende beskyttelse. De var ikke et eneste øjeblik ude af deres jordiske makrokosmiske isolation. Der var gjort alt, for at de netop ikke skulle komme ud af den og ind i måneligets livløse og for mennesket dødbringende sfære. Selv med denne sikring kunne det dog ikke garanteres, at rumfarerne ikke på anden måde kunne omkomme. Flere astronauter er allerede omkommet ved denne usikre færd ind i en bevidsthedsdimension, de hverken havde medfødt krop eller sanser til at leve i. Det kan således absolut ikke udtrykkes som en virkelig korrekt kendsgerning, at menneskene har været på månen og kan leve der. Måneastronauterne har ikke et eneste øjeblik været uden for grænsen af jordens virkelige fysiske område. Overstigelsen af denne grænse vil medføre den absolutte fysiske død. Det er rigtigt, at de har været meget tæt ved månen, så tæt som tykkelsen af deres rumdragt har tilladt, men dette forandrer absolut intet i princippet. De var stadig uden for månens dødssfære og indelukket i deres egen jordiske livssfære. Men de har, takket være rumfartøjet, været i stand til at gøre deres fysiske iagttagelser af månens detaljer på meget nært hold og ligeledes af jorden ude fra verdensrummet. Disse iagttagelser var dog stadig urokkeligt gjort ved jordisk, fysisk mulighed og livsbetingelse.

Da jordmenneskets fysiske organisme eller legemsstruktur af i dag umuligt kan leve uden for jordens fysiske livssfære, [slut på side 24] og denne livssfære absolut ikke findes på månen, kan intet som helst fysisk menneske træde ud af nævnte livssfære uden fysisk at dø. Dette vil altså igen sige, at ingen som helst måneastronaut vil kunne afklæde sig sin hermetisk tillukkede rumdragt og åbne sit rumfartøj og træde ud på månen og dermed træde ud af jordens i rumfartøjet for ham opbevarede jordiske livsbetingelser, uden at dette for ham uundgåeligt vil betyde en brat afslutning på hans fysiske livsoplevelse eller den såkaldte død.

Menneskene håber på fremtidens muligheder

Nu er der måske nogen, der vil hævde, at det vidste man godt i forvejen. Det havde jeg ikke her behøvet at forklare. Ikke desto mindre får man absolut ikke indtrykket af, at menneskene tager denne deres falske opfattelse alvorlig, når de i bøger og blade, aviser og TV, som en selvfølgelighed fremkommer med stærke forestillinger om fremtidens muligheder til at foretage måne- og rumrejser til fjerne klode- og solsystemer så at sige ubegrænsede lysår borte. Jeg ser deres mangfoldighed af spekulationer over, hvorledes de skal komme til at kunne overvinde de store fysiske gigantafstande, der er mellem solsystemerne. Deres fysiske levetid, det enkelte lille jordliv på 70 til 80 eller måske endog i enkelte tilfælde på 90 år, som de i heldigste tilfælde regner med er deres normale levetid, er mindre end ét minut i forhold til disse fremmede sole og verdeners gigantiske lysårs afstand fra jorden.

Men menneskene håber, de kan opfinde et middel, med hvilket de i heldigste tilfælde kan ophæve alderdommen. De tænker også på muligheden af at kunne nedfryse mennesker i lange tidsrum og derefter atter at kunne tø dem op til liv og virksomhed for på denne måde at forlænge deres fysiske levetid. På denne måde skulle de så kunne forlænge de rumrejsendes liv og dermed gøre dem til kvalificerede skiftehold til betjening af rumskibet og dets passagerer. Disse sidste må naturligvis også gennemgå en nedfrysning eller en eventuelt anden opfundet livsforlængelsesmetode for at kunne overleve sådanne årtusinders eller lysårs lange rejser i uendelighedens tomrum mellem solsystemerne og mælkevejene i det evige verdensrum.

Ikke alle analyser er lige livsvigtige

Da kloder og planeter ifølge mine kosmiske analyser er levende væsener, der er udviklingen og reinkarnationen underkastet, er disse, ligesom menneskespiralen, inddelt i seks riger: plante-, dyre-, menneske-, visdoms-, intuitions- og salighedsriget. Der eksisterer derfor kloder tilhørende de forskellige riger. Jordkloden befinder sig for tiden i overgangen til den store fødsel eller det rigtige menneskerige. Kloder er underkastet klodespiraler, hvortil jordkloden eller vor egen verden hører. Over denne igen eksisterer solsystemspiralen og dernæst mælkevejsspiralen og således fortsættende i det uendelige opad i det store. Dette er de evige levende jegers evige livsoplevelses- og tilværelsesbaner. Uden denne spiralkredsløbsindeling, skiftende mellem lys- og mørkeepoken i hvert spiralkredsløb, ville et evigt liv være en total umulighed. Uden væsenernes skiftende oplevelse af lys- og mørkekontraster kan absolut ingen sansning og dermed ingen som helst livsoplevelse finde sted.

Og det var analysen af klodespiralområdet, hvortil også månen henhører, jeg havde valgt som mit første objekt for min nyfødte kosmiske sanseevne. Men det gik hurtigt op for mig, at menneskene først og fremmest måtte have en forklaring på selve menneskespiralen, der er deres primære kosmiske hjemsted, og hvor alle deres erfaringer og viden stammer fra. Her var der større mulighed for, at menneskene ville forstå mine analyser, end analyserne for overliggende og for dem helt fremmede spiralkredsløb. Jeg fik impulser, der gav mig evne til at forstå, at jeg først og fremmest skulle kosmisk analysere det materiale, som menneskene med deres erfaringer eller selvoplevelse [slut på side 25] kunne acceptere og forstå.

 


Martinus ved et af de symboler over de 18 klodespiraler, som ikke er blevet forklaret og derfor ikke er udgivet

 

Jeg følte derfor, at disse analyser ikke skulle frigives foreløbig, men henlægges til eventuel senere brug. Mange år senere fik jeg også nogle meget stærke og omfattende oplevelser af klodespiralerne, ja et ligefrem gigantisk udsyn over 18 klodespiraler. Og jeg fik også skabt en delsymbolmateriale over disse analyser. Men her gjaldt det også, at disse ikke foreløbig skulle frigives. Dette materiale er også henlagt til eventuelt senere brug. Denne henlæggelse skyldes, at jeg først skal have skabt alt det kosmiske materiale, der for tiden er absolut livsvigtigt for menneskenes nuværende udvikling til opnåelse af kosmisk bevidsthed. Det foreløbig henlagte materiale er nemlig ikke livsvigtigt for udvikling til opnåelsen af denne bevidsthed. Det er kosmisk materiale, menneskene selv kan opleve, når de har fået kosmisk bevidsthed. Men hvis jeg kan nå at manifestere mere end det beregnede kosmiske materiale, der total giver livsmysteriets løsning, vil jeg meget gerne fortsætte med at åbenbarede allerhøjeste sfærer, så menneskene på forhånd kan få en lille tillægsudsigt ind i verdensbilledets evighed og uendelighed og Guds almægtighed. Men det ligger i Guds hånd, om jeg kan blive på det fysiske plan så længe, at jeg kan nå at manifestere dette.

Fremtidsdrømme vil blive opfyldt

Nu er der mennesker der vil hævde, at jeg har skrevet denne artikel for at forsvare min udtalte benægtelse af menneskenes evne til fysisk at betræde og leve på månen. De mener, at de berømte månerejser har gjort det til kendsgerning, at mennesker nu udmærket kan betræde og leve på månen, og at min benægtelse af dette er en stor fejlagtig påstand. I henhold hertil mener de, at mine øvrige kosmiske analyser så også kan være fejlagtige. Dette er fuldstændig rigtigt. De mennesker, der ikke kan følge intellektualiseringen af mine kosmiske analyser som kendsgerninger, kan kun være troende [slut på side 26] mennesker. Og mennesker, der ikke selv intellektuelt kan opfatte mine analyser som kendsgerninger, er kun knyttet til disse på grund af deres tro og tillid til mig. Deres forhold til mine analyser står og falder derfor udelukkende med deres tro eller ikke tro på mig og absolut ikke på, om de er sande eller falske. Mine analyser er kun skabte som næring for intelligens og logisk udredning som kendsgerning. De mennesker, der ikke har denne evne, kan jo lade disse ligge.

Jeg vil dog gerne udtrykke, at jeg beundrer menneskenes meget geniale skabeevne, og at de har kunnet nå frem til at foretage denne lille kosmiske mikrorejse i vort solsystem og den heraf affødte store ønskedrøm om meget større rejser i det uendelige verdensrum. Det er meget ejendommeligt for mig at se, hvor energisk menneskene i fantasien spekulerer over, hvordan de kolossale dødssvælg, der spærrer til disse verdener, vil kunne overvindes. Rent fysisk set er mennesket næsten som en loppe, der i kraft af sin springbegavelse mener at kunne nå frem til at springe buk over Eiffeltårnet. Det endnu mere interessante er, at denne megen rumrejsesnak og energi virkelig kan symbolisere menneskenes kommende kosmiske fremtid. Og at de vil komme til at få disse enorme fremtidsdrømme opfyldt til overdådighed, men ikke på denne side af lysets hastighed, og ikke af mennesker, hvis polsystem og manglende kosmiske sansesæt endnu er en hindring for oplevelse i livets højdimensioner, er en hindring for passagen frem og tilbage over grænsen for lysets hastighed, er en hindring for materialisation og dematerialisation.

Denne beretning, jeg her har givet af menneskets mærkelige fremtidsforestillinger om måne- og rumrejser, omskabelse af tid og overvindelse af rumafstande i lysårsudstrækning, besøg på fremmede beboede kloder eller verdener, og om endnu flere store næsten mirakuløse fremtidsobjekter, kunne se ud som ironi eller satire, men det er det absolut ikke. Det er heller ikke den rigtige sandhed om fremtiden, men det er en manifestation, der peger hen på Guds plan, som gennem Kristus nu snart i to tusinde år er forjættet menneskene til at opleve en tilværelse, hvor de er hævet eller frigjort fra de nuværende fysiske jordiske bånd. Altså alle de hindringer, de nu så stærkt spekulerer over og kæmper for at overvinde.

Det er let at se, at denne mentalitetstilstand er baseret på længsler efter den mentalitet, hvorved mennesket engang skal opfylde Guds bud om væsenets tilblivelse til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Hvad er det for et menneske? – Det er netop et menneske, der er hævet over tid og rum, hævet over eller frigjort af jordiske fysiske bånd. Det er et menneske, der med sin blotte tanke kan skabe i materien. Det kan leve både i den fysiske verden og den åndelige verden. Det er hævet over at fødes af kvinder. Det kan ved sin tankes kraft materialisere sig i et fysisk legeme, ligesom det ligeså let kan dematerialisere sig og være i den åndelige verden.

Svage tegn på ny bevidsthedsdimension

Hvorfor er menneskene nu blevet så optaget af at komme til at rejse i det store verdensrum? – Hvorfor ignorerer de religionerne eller Kristi bebudelser eller forjættelser? – Hvis de virkelig tænkte lidt dybere over disse, ville de se, at de lover fysisk meget, meget mere end hvad fysiske rumskibsopfindere eller hvad andre opfindere i deres fantasi i det hele taget kan finde på at skabe af tilsyneladende fremtidsgoder. Men hvorfor vælger mennesker så store objekter, de slet ikke kan nyde på normal legemlig måde. Hvordan går det til, at menneskene ønsker at skabe og overvinde fysiske objekter, i forhold til hvilke de faktisk slet ikke har organismer eller sanser udviklet til at kunne være i harmoni med? – Det kan ikke være livets mening eller naturligt, at en stab på 500 mennesker plus alle de øvrige foranstaltninger verden over skal være nødvendige, blot fordi et tomands- [slut på side 27] eller tremandsrumfartøj skal til månen for at hente nogle gram jord, sand og sten og andet dødt materiale, selvom det er til videnskabelig forskning.

Tror man ikke, disse længsler efter at komme ud i rummet, efter at blive herre over materien, er begyndende svage tegn på modtageligheden for netop en ny bevidsthedsdimension, der er højt hævet over den fysiske verden, en bevidsthedsdimension i hvilken al skabelse udelukkende sker ved tankekraft alene og ikke ved noget som helst besværligt fysisk arbejde. Mennesker tænker tingene, så står de der. Det er en mirakelevne, der er resultat af menneskenes millionårige lange fysiske tilværelse, gennem tusinder af jordliv i hvilke de netop har lært at tænke. Det er denne ophøjede verden, menneskene igennem religioner på uintellektuel og primitiv måde har fået forudsagt eller forjættet en meget lille del om. Denne verden er menneskene nu kommet så nær, at de selv begynder at få længsler i deres indre efter den, uden i virkelighed at vide hvad det er, der sker med dem. Det er denne kommende verden, der er hjemstedet for "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Vi er her i "Himmeriges rige", vi er her i verdensaltets primære livsoplevelses- og skabelsescenter, vi er her ét med den evige Guddom, verdensaltets mentalitetsudfoldelse i kulminerende "alkærlighed".