Ældre årgange af Kosmos mv.

NY ARTIKEL

 

Kredsløbets betydning

 

af Martinus

 

Fra et manuskript til et foredrag i Kosmos Ferieby, Klint, søndag den 3. august 1947. Stykoverskrifter og mindre sproglige rettelser af Ole Therkelsen. Godkendt af rådet d. 19. november 1996. Artiklen har ikke tidligere været bragt i Kosmos.

 

Kredsløb, reinkarnation og skæbne

De kosmiske analyser viser, at det levende væsen er et udødeligt væsen, der befinder sig i kredsløb, og ved at disse kredsløb gentages atter og atter, bringes det til sidst uundgåeligt til at forstå, at dets eget liv ligeledes er et kredsløb indeholdende de fire årstider: vinteren i form af barndommen, foråret i form af ungdommen, sommeren i form af manddommen og efteråret i form af alderdommen. Det er umuligt at finde livet logisk, hvis ikke dette kredsløb ligesom døgn- og årskredsløbet er en fortsættende gentagelse. Det er denne gentagelse, vi kalder reinkarnation. Dette vil altså sige, at vi således lever i en evig fortsat gentagelse af oplevelse af liv. Det liv, vi i øjeblikket befinder os i, er således kun et led i en uendelig kæde af liv, vi er i færd med at opleve. Ved at acceptere denne opfattelse kan den udviklede forsker med vågne psykiske og fysiske sanser opleve udødeligheden eller det evige liv, som andre mennesker oplever hverdagen. Idet han forstår, at de levende væseners nuværende liv er en fortsættelse af fortidige liv, forstår han ligeledes, hvordan deres nuværende skæbne, deres lykke eller ulykke er en fortsættelse af nogle af dem selv i tidligere liv iværksatte årsager, hvis virkninger nødvendigvis måtte gøre det nuværende liv lykkeligt eller ulykkeligt, alt eftersom disse årsager henholdsvis var udtryk for virkelig livsvisdom eller livsuvidenhed, der er det samme som primitivitet. Når mennesker i deres nuværende liv fødes til en eller anden ulykkelig form for skæbne, beror dette altså på, at væsenet i tidligere liv ikke har forstået at handle rigtigt eller i fuldkommen kontakt med livets love.

Udvikling og alder i kosmisk perspektiv

Når man ikke handler i kontakt med livets love, opstår der disharmoni, der igen udløser smerte og lidelse. Men lidelse og [slut på side 143] smerte giver erfaringer, erfaringer er det samme som visdom eller klogskab. Igennem denne fortsatte kæde af liv får man således flere og flere erfaringer, der udvikler klogskab, der er det samme som udvikling af intelligens. Det er denne følelses- og intelligensvækst vi kalder "udvikling". Nu kan man så her spørge om, hvorfor væsenerne ikke er klogere, end de netop er. Når jordmenneskene har levet i al evighed, hvorfor har de så ikke forlængst opnået at blive fuldkomne og oplevet så mange erfaringer, at de nu kunne skabe sig et fuldkomment liv eller den så længe ønskede varige fred? – Man skulle jo tro, at når de bag sig har en evig fortid og endnu ikke har lært at leve fuldkomment, så er det ikke sandsynligt, at de nogen sinde bliver mere fuldkomne, end de netop er. Men her er det netop, det bliver nødvendigt at forstå kredsløbsprincippet, thi i analysen af dette princip ligger svaret på ovennævnte spørgsmål.

Det er klart for den udviklede forsker, at et væsen, der har en evig tilværelse bag sig, og således evigt har oplevet erfaringer, forlængst måtte være nået frem til at forstå den rigtige måde at leve på, med andre ord måtte være blevet fuldkommen. Men ikke desto mindre ser vi de levende væsener fremtræde af meget forskellig mental højde. Nogle væsener er kulminerende i primitivitet, andre væsener kulminerer i intellektualitet, atter andre befinder sig på trin imellem disse to yderpoler. Når de er evige væsener alle sammen, må de jo så at sige være lige gamle. Men strengt taget eller kosmisk set er det ikke rigtigt. Væsener kan udmærket være evige væsener og fremtræde med forskellig alder. Det er jo netop, hvad vi ser, de gør.

Den evige og den timelige analyse

Ethvert levende væsen eksisterer på to eksistensplaner. Det lever på et kosmisk plan, er et kosmisk væsen, og her har det ingen alder. Her er det hinsides tiden og rummet og fremtræder som disse foreteelsers skaber. Det eksisterer således før, der overhovedet eksisterer alder eller tid, og før der eksisterer rum, og her kan dets analyse i kulminerende enkelhed kun udgøre et "noget som er". Anden analyse kan væsenet her umuligt have. Denne analyse udtrykker altså en side ved det levende væsen, som vi ikke på nogen som helst måde kan komme udenom.

Men dette "noget" kan altså skabe. Og med det skabte kan det opleve. Det skabte adskiller sig fra skaberen derved, at det ikke er evigt. Men når det ikke er evigt, bliver det timeligt. Dette vil igen sige, at det er begyndelse og afslutning underkastet og får derved "alder". Vi kommer således her til, at det levende væsen har to sider, noget der er timeligt, og noget der er evigt. Det evige er det levende væsens jeg, og det timelige er altså det, der er frembragt af dette evige jeg. Men når kun det frembragte kan have alder, kan denne jo ikke berøre jeget i sig selv. Alderen bliver således ikke et udtryk for jegets eksistens, men kun et udtryk for noget jeget har skabt.

Alder er kun et mål for noget skabt

Når vi siger om et menneske, at det er atten år, så er det ikke det menneskes jeg, altså det væsentlige i nævnte menneske, der har alder, men dets krop eller fysiske legeme. Da dette legeme er skabt, må det have en alder. Men jeget eksisterede før og vil stadigt eksistere, når organismen er ophørt med at eksistere. Og det er i denne fortsatte eksistens, at samme jeg eller væsen kan skabe en ny krop, som også vil være timelig, vil have begyndelse og afslutning for igen at afløses af en ny skabelse af krop eller organisme. Vi forstår således, at når et menneske i dag udtrykkes som tyve år gammel, så er denne alder noget, samme væsen har oplevet et utal af gange. Det har været tyve år i mangfoldige liv. De nævnte tyve år eller hvilken som helst anden alder, væsenet i øjeblikket så end måtte udtrykkes ved, er ikke noget udtryk for væsenets eksistens, men kun udtryk for noget væsenet har frembragt. Et evigt væsen kan således atter og atter vise sig som tyve-årig eller som halvfjerds-årig eller med en hvilken [slut på side 144] som helst anden alder indenfor dets organismers levetid indenfor reinkarnationen. Alder er således kun et eksistensmål for det skabte, men for det evige eksisterer der ikke noget eksistensmål. En uendelig alder kan ikke i absolut forstand være noget endeligt. Det levende væsens alder er således kun en midlertidig foreteelse ligesom dets organisme og dennes udseende, farve og volumen. Tid er noget, der er skabt ligesom et hus, en auto eller flyvemaskine. Når vi således forstår, at alder kun er en midlertidig skabt foreteelse ved det levende væsen ligesom dets hjerte, lunger og lever, forstår man, at det "evige" væsen udmærket kan vise sig med en alder, ligeså godt som det kan vise sig med blå eller brune øjne. Alder eller tid er altså noget, der er ganske udenfor det virkelige eviges eksistens.

Kredsløbets kontraster

Den evige tilværelse bliver altså markeret ved lokale eller midlertidige skabte foreteelser, der udtrykkes som tid og rum. Tid og rum udgøres ved gentagelser. Disse gentagelser viser sig som kredsløb. Kredsløbene består af de fire principper eller årstider med sommer og vinter eller lys og mørke, der igen ligger til grund for kontrastprincippet. For at noget kan indvirke på sanserne, må det være af en anden natur end sanserne. Det må være af kontrær natur. Det, vi er ét med, fornemmer eller sanser vi ikke. Kun det, vi er i modsætning til, mærker eller oplever vi. Derfor er vi nødsaget til at måtte opleve at skabe mørke, opleve at være ét med mørket, for at lyset kan blive en modsætning til vor oplevelsesevne. Thi ellers vil denne ikke reagere, og vi vil være uden oplevelse. Nu, da menneskene netop har oplevet så ualmindelig meget mørke, ja har gjort sig til ét med mørket, er lyset blevet en overordentlig stor modsætning, som mennesket derfor begynder at kunne opleve som noget behageligt og skønt. Det lever i et kosmisk kredsløbs strenge og kolde vinterzone og længes derfor efter det samme kredsløbs forår og sommer, som det netop kan værdsætte på grund af den store modsætning til samme sommers natur, som det selv er blevet.

Sult og mættelse

Det, et væsen længes efter, stiler det imod, opøver sig i og kommer derved efterhånden til selv at blive lys, ja bliver ligefrem ét med dette. Men jo mere det bliver ét med lyset, desto mere selvfølgeligt bliver det samme lys. Og når dette lys er blevet selvfølgeligt, går det ud af den vågne dagsbevidsthed og får sæde i et selvstændigt organ som en vanebevidstheds- eller automatfunktion, som noget væsenet ikke mere behøver at skænke nogen tanke. Men når det ikke mere interesserer væsenet, kan det ikke mere opflamme det med glæde og inspiration. Det kan selvfølgelige ting nemlig ikke, for når de først er blevet selvfølgelige, kan de ikke inspirere mere men virker kedelige. Så fortaber tingen sig efterhånden mere og mere, fordi interessen da har drejet sig imod modsætningen. Det vil altså her i dette tilfælde sige, at lyset efterhånden i en højere tilværelsessfære bliver kedeligt, og dets modsætning bliver derfor interessant. Og det var jo netop denne situation, Adam og Eva befandt sig i under det såkaldte syndefald.

Det evige kredsløb

Men nu er Adam og Eva, hvilket vil sige det jordiske menneske, i den grad blevet ét med mørket, at det begynder at blive uinteressant, ja er forlængst blevet til vanebevidsthed eller automatfunktion i en sådan grad, at mennesket slet ikke behøver at tænke på det onde, det bor i dets viljeføring og handlemåde. Men nu må det ligefrem bekæmpe det, netop fordi det føler modsætningen som behagelig, og det er derfor ved at gå ind i en ny epoke, hvor det tilegner sig nye og modsatte vaner. I dets vågne dagsbevidsthed beskæftiger det sig meget med lys eller formodet lys, og vil blive ved dermed, indtil det virkelig igen når at blive ét med lyset i en sådan grad, at dette igen bliver kedeligt og således fremdeles. Og det er i kraft af denne gentagelsesproces, at kredsløbet [slut på side 145] eksisterer. Og for hvert nyt kredsløb opstår der en ny alder, ligesom der indenfor årskredsløbet opstår en ny januar, en februar osv, og indenfor døgnet opstår en ny gentagelse af døgnets 24 timer. Det evige væsen kan derfor lignes ved et evigt ur. Dets nuværende liv, dets nuværende karakter og fremtræden og udseende er kun en gentagelse af et klokkeslet. Dette klokkeslet kan være midnattens tætte mørke eller middagens klare solskin, det kan være vinterens dødbringende frost, og det kan være sommerens strålende og livgivende varme og farvepragt. Og ligesom disse foreteelser kun er gentagelser i den guddommelige viljeføring eller åbenbaring, vi kalder naturen, således er vort eget liv en evigt skiftende sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat, som ikke kan aflade eller nogen sinde ophøre med at eksistere.