Ældre årgange af Kosmos mv.

 

Lys i mørket

 

af Martinus

 

Denne artikel er efter et manuskript, som Martinus skrev som forberedelse til et foredrag i Instituttets foredragssal søndag den 18. december 1949. Manuskriptet er dog dateret den 17. december. Af dette foredrag eksisterer der også en artikel med titlen Lyset i mørket, som udkom i Kontaktbrevene i nr. 26-1956 og er blevet gentaget i Kosmos i 1975 og 1989. Denne sidste udgave er bearbejdet af Mogens Møller og har sandsynligvis været baseret på et stenogram af foredraget. Mindre sproglige rettelser, afsnitsinddeling og stykoverskrifter: Ole Therkelsen. Artiklen er godkendt af Rådet og ikke tidligere bragt i Kosmos.

 

Opfyldelsen af julens traditioner

Vi står nu umiddelbart foran den store lyse tradition, vi kalder julen. For de allerfleste mennesker knytter der sig mere eller mindre lyse erindringer til julen. Julen er blevet et vældigt mentalt og fysisk opbud. Det er tradition, at i julen må ingen sulte eller fryse, ingen må være hjemløse eller forladte. Alle skal helst hjælpes. Det er blevet en almen skik og brug, at alle må give gaver, og alle må få gaver. Derfor får man så umådelig meget at bestille i forretningsverdenen. Butikkerne må pyntes, varerne må udstilles. Og her har der udviklet sig et overordentligt stort talent. Butikkernes vinduer med deres strålende lys og herlige varer er rene kunstværker, som det er en stor nydelse at skue, rent bortset fra det væld af stemningsfyldt lys de kaster ud over de mørke gader, der ellers ville virke golde og øde i vintermørkets regn og slud. Men nu er de derimod fyldt med glade mennesker, der slæber af sted med pakker både på ryg og mave. I juletiden er der ingen, der generer sig for at bære pakker, selvom mange under andre forhold ville føle det meget nedværdigende at slæbe af sted med en pakke. Alle er opfyldt af én eneste ting enten frivilligt eller ikke frivilligt at skulle opfylde julens traditioner. Og ingen har vel så travlt som postbudene. Millioner [slut på side 223] af breve og pakker skal besørges alt sammen næsten udelukkende julehilsener og julegaver. Ingen er vel mere julemænd end netop postbudene?

De psykiske kræfter bag lyset i mørket

Hvoraf kommer nu hele dette væld af energi, der udløser sig i form af julens traditioner? – Det er da givet, at der ligger stærke psykiske kræfter bag hele dette vældige mentale lysopbud midt i vinterens mørke. Og hvordan ville vinterens mørke dage vel forløbe for menneskene, hvis de ikke havde denne lyse tradition til at lyse op i sindet og samværet? – Mange mennesker kan i sindet være mætte af religiøse dogmer, traditionelle ceremonier, men selve julens lys i mørket kan ikke slippes. Alle trænger til lys, til opmuntring i årets kolde og mørke tid, hvor naturen er gået til ro. Der er ingen skønne blomsterenge, ingen fuglerøster, intet badeliv, ingen lyse bøgeskove. Natten breder sig her over vores himmelstrøg i mange af døgnets timer og endnu mere længere nordpå. Selv med julens traditioner er vintermånederne meget vanskelige for mange mennesker at komme igennem. De kan ikke holde humøret oppe. Julen er således noget, der ligger langt dybere i den menneskelige natur, end man måske tror. Selve julens lyse kræfter er ikke noget, der er opfundet af mennesker. Derimod kan man vel nok sige, at det ydre ceremoniel eller den måde hvorpå man fester i de forskellige folkegrupper, er udslag af den særlige mentalitet eller psyke, de særlige erfaringssfærer man tilhører. Men fælles for dem alle ligger det i selve livet eller naturen, at i en mørketid må der lives op, der må festes. Der må bødes på naturens svigten. Der må bødes på nattens og kuldens triste indvirkninger. Julekræfterne er således ikke noget, der specielt er inden for kristendommen. Længe før den kom til Norden, havde man julefest, selvom den i sit ydre ceremoniel naturligvis var noget anderledes. Men målet var det samme. Det var skabelsen af opmuntring, det var trangen til at få vinteren til at glide ligeså livsopmuntrende og glædeligt som sommeren.

Kontrasternes nødvendighed

Hvis menneskene levede i en evig sommer, ville julens kræfter aldrig i den grad komme til funktion eller udfoldelse, som de nu gør. Menneskene ville aldrig nogen sinde lære sig selv at kende. De ville blive ved med at leve i en total uvidenhed om deres eget højeste selv, deres eget jeg. De ville blive ved med at leve som uvidende og primitive naturmennesker. Sommeren er jo solens domæne på jorden. Den behersker alt med sit altoverstrålende lys og bringer nattens og kuldens terræner ned til det mindst mulige. I dette vældige lys og dets omformning til materielt eller fysisk liv og velvære, er der blændet totalt af for udsigten til universets storhed og uendelighed. Man ville aldrig nogen sinde i et evigt solskin være kommet til kundskab om fjerne verdener, solbyer og mælkeveje. Man ville aldrig være kommet til at opleve astronomiske talstørrelser i afstande, tid og rum. Man ville blive ved med at leve i forestillingen om, at vor lille klode og solen, disse to små støvfnug i universets uendelighed, ville være hele verdensaltet.

Igennem nattens mørke oplever vi evigheden

Men idet kredsløbet bevirker, at der er zoner på jorden, hvor årstiderne bliver meget kontrastrigt manifesteret, så der bliver et stort kuldens og nattens domæne, er der blevet udsigt til verdensrummets umådelige dybder. Men for at virkeliggøre dette syn, igennem hvilket det undrende menneske nu begynder at ane en eksistens uden for tid og rum, måtte der altså mørke til. Der måtte skabes en nat. Det er altså nattens mission at skabe udsigt til et lysvæld, der er større end solen, et lysvæld der består af myriader af sole og stjernebyer af så enorme dimensioner, at vor lille jord i forhold hertil kun er et usynligt støvfnug. Igennem den fysiske nats mørke får menneskene altså adgang til at se ind i universet, ind i verdensaltets [slut på side 224] uendelighed, ind i dets bundløse dyb. Men at se ind i uendeligheden er det samme som at blive vidne til evigheden. Hvad betyder vores tidsregnings 1949 år eller jorden med sin millionårige alder i det syn, vi i nattens mørke har udsyn imod? – I nattens mørke får vi altså tildelt en horisont, i hvilken de største talstørrelser, de mest ufattelige svimlende højder og dybder svinder ind til bagateller. Vi begynder her at jonglere med tanker, der ligger over tid og rum. Men at jonglere med sådanne tanker er jo det samme som en begyndende tænkning i kosmos, en begyndende oplevelse af selve det virkelige liv bag vor egen støvfnugagtige lilleputklode. Vi har altså i virkeligheden en større udsigt i nattens mørke end i dagens klare lys. Vi begynder altså oplevelsen af en hel ny horisont i natten. Det er altså i natten vi oplever evigheden, mens man i dagens lys kun oplever timeligheden.

En ny verdens fødsel. Livets egen juleåbenbaring!

Det er meget vigtigt at tænke lidt over det, jeg her har skitseret, for det der gør sig gældende her er juleevangeliets udspring. Vi er her ved selve livsflodens kilder. I nattens mørke fødes vi således i en ny verden, denne verden begynder at indvirke på vore sanser og hæver os til højder, i hvilken vor egen hidtil dagsbevidste verden skrumpede ind til næsten at blive lig intet. Det før så lovpriste verdensbillede måtte synke i grus til fordel for åbenbaringen af det virkelige, kosmiske verdensbillede, selve Guds eget domæne hinsides afstande, tid og rum. Jordmenneskene befinder sig således i virkeligheden i en eneste stor julenat. Det store mentale mørke, som for tiden ruger over den jordmenneskelige sfære, er jo den årstid eller den del af kredsløbet, vi må betegne som vinterens og mørkets område. I dette mørke får vi således også udsigt til en verden, der ligger hinsides egoismens, hadets og krigens domæne. Ifølge verdenslovene må der også her, i dette mørke, denne mentale nat, være udsigt til stjernebyer, til sole og mælkeveje. Ser vi tilbage på jordmenneskehedens mentale himmel, ser vi her en hel skare af lysende navne som Rama, Krishna, Hermes, Moses, Orfeus, Pythagoras, Platon, Confucius, Buddha, Muhamed, Kristus og mange flere. De har alle været lysende og ført menneskeheden frem imod højder, der lå mere eller mindre hinsides hadets og ufredens domæne. Deres stråler kaster den dag i dag vældige humane energiimpulser ind i jordmenneskehedens mentalitet. Udsigten imod dem er udsigten imod indvielse eller åbenbaringen af en kosmisk virkelighed, en fredens verden af sådanne dimensioner, at de detaljer og interesseobjekter den jordmenneskelige kævl, splid og strid er baseret på, svinder ind til rene ligegyldige støvfnugspartikler. Noget det er tåbeligt at skændes om og slet ikke kan retfærdiggøre mord og drab. I den jordmenneskelige mentalitets mørke begynder der således også at opstå udsigt til den samme kosmiske virkelighed, den samme kosmiske verden som det fysiske plans mørke. Her begynder tankerne om en fredens verden, i hvilken retfærdighed bor. En verden i hvis interessesfære der ikke er menneskelig smålighed, sladder og bagtalelse, havesyge og forfølgelse, hævn og mord, men en verden i hvilken kærligheden er blevet til videnskab og kunst, til skønhed og glæde. En verden i hvilken der skal være stor velbehagelighed for menneskene. De ser her, at livet selv er det største juleevangelium. Det, der fortælles i kirker og skoler, er i virkeligheden kun en genfortælling, et mere eller mindre godt plagiat af livets egen tale. Den sande fortælling er således lyset i mørket, der igen er det samme som den absolutte og virkelige kærlighed. Jesusbarnets fødsel i stalden og krybben er kun en enkel nuance i livets egen store juleåbenbaring.

Lyset i menneskets mentale nat

Men denne livets egen juleåbenbaring er ikke blot til stede i nattens mørke, årets mørketid, og i spiralkredsløbets mørkesfære, men den er også til stede i enhver sorg, enhver nedtrykthed, i enhver modgang. [slut på side 225] I ethvert mørke, der kan opstå i menneskenes mentalitet, er det Guddommens mål at åbenbare et lys, der kan overstråle sorgens og modgangens mørke nat. Ja, det er jo i mørket, at solbyerne ses. Et menneskes mentale nat, dets trængselstid, er jo kun en foranstaltning af det mørke, i hvilket Guddommens billede kan fremkaldes. Det gælder her ligesom i fotokemien, at billederne kun kan fremkaldes i mørke. Når de så er fremkaldt, trodser de ethvert dagslys. Når juleåbenbaringen er sket fyldest i den eller den modgang, er væsenet immunt over for denne art af modgang i fremtiden. Og jo flere mentale nætter et væsen har gennemgået, desto flere stjerner eller stråler af det himmelske lys har det fået udsigt til. Der er tændt et nyt lys, en ny solopgang er begyndt, en ny dag dæmrer. Det er således i nattens mørke i alle kredsløb, under alle mulige situationer og forhold Gud skabte lyset. Og da Gud sagde, "der vorde lys", skinnede julens lys ud over alverden. Det funklede og lyste om kap med sole og stjerner på det materielle plan. Og i hvert eneste sorgens og modgangens bryst, i ethvert væsens sværeste timer, funkler i dag dette Guds eget tændte julelys. Og i dette himmelske lys skal væsenet overvinde ethvert mørke, gå sejrrigt ud af ethvert Getsemane og være med i den lysende engleskare, der skal bringe julens lovsange og budskab videre til andre zoner og sfærer, til andre hyrder på markerne.