Ældre årgange af Kosmos mv.

 

Lysets og mørkets skytsengle

 

af Martinus

 

Denne artikel er efter et manuskript, som Martinus skrev som forberedelse til det tiende foredrag i en serie om "Dødsmysteriet" afholdt i Instituttets foredragssal Palmesøndag den 10. april 1949. Martinus brugte ikke manuskript under foredraget. Mindre sproglige rettelser og stykoverskrifter ved Ole Therkelsen. Artiklen er godkendt af Rådet 22.04.97 og er i denne version ikke tidligere bragt i Kosmos.

Fortsættes i næste nummer med artiklen "Gudesønnens kongerige".

 

En dirigerende skytsengel bag alle funktioner

Jordens ånd er menneskehedens skytsengel nr. 1, og alle modstridende kræfter, hvilket vil sige de forskellige åndsretninger, de politiske såvel som de religiøse, har sæde i jordens talentkerner. Ved talentkerner vil her være at forstå dirigerende kraftcentre, besjælede med levende væseners jeger inkarnerede i jordens åndelige og fysiske materier. Det er af sådanne, af levende jeger dirigerede kraftcentre, at en organisme opretholdes. Der er et hovedjeg inkarneret i f.eks. lungerne, hjertet, hjernen, leveren, nyrerne og galden samt bag enhver kirtelfunktion. Disse jeger er så igen dirigerende skytsengle for de myriader af mikrovæsener, celler, molekyler, atomer, elektroner, som igen for hver arts vedkommende bliver dirigeret af hovedjeger. Således har cellerne deres og molekylerne deres, atomerne og elektronerne deres og endnu mindre kraftenheder deres og således fremdeles. Hele organismen er således en organiseret verden, et univers en miniature. Ethvert fysisk organ i en organisme er således en beboet verden, i hvilken der altså lever et samfund af væsener underlagt og styret af en regerende skytsengel, en konge. Med hensyn til de gængse fysiske organer i den fysiske organisme, det være sig hjertet, hjernen eller lungerne etc., så er de alle fuldkomne verdener. De har forlængst fundet den fuldkomneste form for deres fysiske organisation. I hjertet er der ikke nogen vaklen, om dets manifestation af blodomløbet skal være sådan eller sådan. Der er kun én måde – den fuldkomneste. Enhver anden måde vil være en abnorm, en ufuldkommen og dermed sygelig [slut på side 23] manifestation og skabe disharmoni i organismens velbefindende. Det samme gælder lungerne, kirtelfunktionerne osv. Alle de fysiske organer i de fysiske organismer er færdige og arbejder så fuldkomment ved hjælp af deres egen skytsengel og den herunder baserede samfundsorden, at makrojeget, organismens indehaver, ikke behøver at skænke disse funktioner nogen tanke, ja, det mærker overhovedet slet ikke til, at det har disse mange forskellige organer eller små stater eller nationer med deres mikroindbyggere.

Loven for det humane fællesskab

Når organerne kan fungere så godt, er det fordi der imellem disse små rigers indbyggere forlængst er opstået det fuldstændige totale humanistiske fællesskab, et fællesskab, der udgør det totale broderskab. Loven, at alle må tjene alle, er her forlængst blevet vågen dagsbevidst praktisk selvfølgelighed. De ved, at hvis denne lov ikke bliver opfyldt, vil deres rige komme i konflikt med de omliggende riger, dvs. de øvrige organer i organismen, hvilket igen i værste tilfælde vil betyde disharmoni, sygdom og undergang for denne. Det enkelte individ er her hundrede procent medvirkende til statens eller rigets (organets) beståen, ligesom staten er en hundrede procents beskyttelse af individets velfærd. Altså en politik der endnu ikke er blevet almengældende blandt individerne i verdensstaterne eller nationerne og racerne på jorden.

Jordens fuldkomne bevidsthedsfunktioner

Tager vi en sådan fysisk organisme som jordkloden, kan vi altså se, at den har visse områder, hvor der endnu er krig og ufuldkommenhed i dens indre og ydre, ligesom der også er områder, hvor der hersker den skønneste fuldkomne orden, harmoni, skønhed og velvære. En sådan organfunktion som dens omdrejning omkring sin akse foregår efter en forudbestemt lov med en absolut hundrede procents præcision, uden at jorden behøver at skænke denne side af sin natur nogen særlig tanke. Omdrejningen foregår automatisk set fra jordjegets side, men er her overgivet til en for denne funktion regerende indviet skytsengel og dens mikrovæsener. Det samme gælder jordens blodomløb og åndedræt, hvilket vil sige vandets kredsløb, dets fordampning til luft og dets fortætning til vand igen, og de herunder denne proces opretholdte livsbetingelser for animalske væsener i dens domæne. Dens ernæring og fordøjelsesproces foregår også, set fra jordjegets side, automatisk. Dens ernæring, dens indtagelse af fysisk føde, er dens opsummering i sin materie af et uhyre væld af solstof, hvilket igen vil sige det kvantum af lys og varme, den hvert døgn får fra solen. Dette stof i forbindelse med dens blodcirkulation, luft- og vandfunktionen, omdanner jo dette stof til vegetabilsk og animalsk liv. Det er jordklodens sande fysiske føde. Som vi ser, foregår her de samme livsfunktioner som ved ethvert andet levende væsen, ja selv søvn får den også. Overalt, hvor der er mørke, får dens mikrovæsener betingelser for hvile. Menneskene, dyrene og planterne, der jo er klodens mikrovæsener og talentkerner, sover jo om natten eller der, hvor solens lys midlertidig er fraværende. I alle dens fysiske funktioner og skabelsesprocesser kan vi se, at de allerede er automatiske, er organiserede så fuldkomment, at jordklodejeget ikke behøver at skænke disse funktioner nogen tanke. Denne side af dens fremtræden er for længst blevet lagt i det fuldkomneste leje.

Jordens krise: diktatur eller demokrati

Derimod er der andre felter, hvor jorden endnu ikke er færdig med at danne talentkerner, og hvor funktionerne ikke har opnået den fuldkomne høje "indvielsesgrad", hvilket igen vil sige den totale selvstændighed, den totale suveræne frihed, den totale kunnen og viden til at kunne arbejde på egen hånd i jordjegets favør uden jordjegets medvirken. Et sådant ufærdigt område i jordjegets organisme er det domæne, inden for hvilket dens mikroindivider udgør jordmennesker. Her er der en stor udløsning [slut på side 24] af kontrære kræfter for og imod humaniteten eller næstekærligheden. Det fuldkomne samarbejde, det fuldkomne fællesskab mellem jordmenneskene, er således ikke nået, hverken mellem de jordmenneskelige individer indbyrdes eller deres nationers eller staters dirigerende skytsengle. Da der ikke er enighed mellem nationernes, racernes eller folkenes skytsengle, kan der heller ikke være enighed mellem staternes fysiske overhoveder, idet disse jo er midlertidige stedfortrædere eller medier for disse skytsengle. Funktionen mellem skytsengle er jo ikke af fysisk, men af tankemæssig natur. De kontrære ideologier, som nu gør sig gældende, stammer jo oprindeligt fra jordjeget. Det er i en slags krise, hvor det skal tage stilling til den ene eller den anden af de to ideologier, diktatur eller demokrati, statsundertrykkelse af individet eller statsfrigørelse af individet, statsforfølgelse eller statsbeskyttelse af individets højeste mentale udvikling. I denne del af jordklodens bevidstheds- eller åndsdomæne kan det ikke nægtes, at situationen i øjeblikket er noget vakkelvorn. De forskellige magthavere bliver besjælede eller besatte af de bagved eksisterende skytsengle. Deres taler, foredrag og fremtræden kan derfor blive af en vældig kraft og styrke. Dette gælder lige så vel for diktatorens eller magtsygens forkæmpere, som det gælder verdensgenløserne. Der er kun den forskel på verdensgenløserne og de magtsyge, egoistiske diktatorer eller folkefrihedsberøverne, at de to slags væsener har forskellig indvielse. Mens diktatoren er en indviet talentkerne for et i jordkloden forældet system, som ikke mere har betingelser for at kunne leve, fordi det ikke har jordklodejegets fulde tilslutning, ja, det er endog udsat for en vis grad af bekæmpelse fra dette jegs side, så er verdensgenløseren en indviet talentkerne for et system, som jordklodejeget nu er modnet for og er parat til at sætte i højsædet i sin bevidsthed. Derfor vil her verdensgenløserens eller den hellige ånds ideologi få alle mulige betingelser for at sejre, ja, har endog i stor udstrækning sejret. Der er nu kun tilbage for jordjeget at få fjernet de nu ubrugelige talentkerner, der derfor er døende. Men døende talentkerner, der jo er det samme som døende væsener, udløser altid en vis kamp imod døden, en kamp, der undertiden kan vise stor kraftudfoldelse, en kraftudfoldelse vi kender under begrebet dødskrampe. De to ideologier i verden er altså en opadgående og en nedadgående, én der er ved at blive født, og én der er døende. Den ene frembringer fødselsveer, mens den anden afføder dødskrampe. Det er ikke så mærkeligt, at fortidens vise eller kosmisk bevidste væsener med så stor selvfølgelighed og nøjagtighed har kunnet bebude det nu i verden dominerende ragnarok, alles krig imod alle, eller det vi også udtrykker som "helvede".

Lyset og mørket har samme ophav

Det er denne jordens åndelige tilstand, der i menneskene har fremkaldt begreberne "onde ånder" og "gode ånder" og de heraf følgende begreber "djævel" og "guddom". Som vi her har set, er disse to begreber absolut ikke dækkende for den virkelige sandhed. For det første er mørket i menneskeheden åndskræfter fra det samme ophav som lyset i menneskeheden. Det er kun åbenbaringen af et almengældende princip. En døende interessesfæres afløsning af en ny og fuldkomnere interessesfære. Det er jo det samme, der foregår i vort eget daglige liv. Når vi har set en interessant film eller et tilsvarende skuespil nogle gange, er det ikke interessant mere. Det samme gælder jo med en vittighed, den være sig nok så god, men for hver gang vi hører den, bliver den mere og mere uinteressant. Vi ønsker at se nye film og nye skuespil, vi ønsker nye oplevelser og ønsker at frigøre os fra de gamle. Men det betyder ikke, at de gamle er djævelske eller onde i absolut forstand. De vil jo stadig være interessante for de væsener, for hvem de er nye. Menneskehedens situation er altså den, at den er vidne til, at jordkloden nu er i færd med at opleve en ny og interessant bevidsthed eller åndssfære og ved at gøre op med en gammel og udlevet sfære, som engang var så interessant, at den opfyldte hele dens bevidsthed. At de væsener, der [slut på side 25] er indviede til at være talentkerner for denne åndsretning eller ideologi, ikke kan få gode livsbetingelser på jorden, er da selvfølgeligt og ikke ondt. Disse væsener må fødes på en anden klode, hvis de ikke kan få udlevet deres åndsretning her på kloden. Ophavet eller talentkernen nr. 1 herfor er således absolut ikke nogen djævel eller noget ondt væsen, lige så lidt som man kan sige, at en tiger eller en løve er noget ondt væsen, fordi det dræber andre dyr. Det er jo foreløbig en livsbetingelse for disse dyr at skulle dræbe for at leve. På samme måde er det også en foreløbig livsbetingelse for talentkernen eller skytsengelen for enevældet, såvel som det er blevet en livsbetingelse for verdensgenløsere. Djævelen er således ikke nogen sort eller mørk guddom, ligesom verdensgenløseren absolut heller ikke kan udgøre Guddommen. Den virkelige sandhed om djævelen er den, at han er skytsengel for enevældet eller enemagten, og sandheden om verdensgenløseren er den, at han ikke er Guddommen, men en skytsengel eller talentkerne for fællesmagten eller fællesvældet. Begge individualiteter er talentkerner i jordklodejegets psyke.

Lysets og mørkets skytsengel i jordklodens psyke

Ser vi nu på os selv, vor identitet som jordmenneske, ud fra samme synspunkt, bliver det soleklart, at vi netop har fået et midlertidigt hjemsted på jordkloden og er blevet mikroindivid i dens organisme og bevidsthed. Vi har jo en psyke, der fuldstændig svarer til jordklodens. Inde i det uindviede jordmenneskes psyke eksisterer der også to ideologier. Det kæmper med sine fra fortiden nedarvede talentkerner eller magtcentre for mørket, for enevældet, og det kæmper også for tilegnelsen eller skabelsen af nye magtcentre, der må befolkes med talentkerner for fællesmagten eller fællesvældet. Men før det helt kan overgå til fællesmagtens ideologi, til næstekærlighedens motto, alle må leve for alle, må det have udlevet sine talenter for sin tilknytning til enevældet eller enemagten. Så længe en film eller et skuespil er interessant, vil man gerne se eller opleve nævnte. Før er tiltrækningen til denne oplevelse jo ikke mættet eller tilfredsstillet. Men tiden er ikke så fjern, da alle mennesker er helt færdige med enemagten og forstår, at kun fællesmagten kan give den virkelige tilfredsstillelse, som menneskene alle håber på og søger efter. Det er denne tilfredsstillelse, denne mættelse, der dækker sig under begrebet "den varige fred". Den varige fred er den varige harmoni imellem væsenerne. Det er den nye talentkernes totale beherskelse af området og den gamle talentkernes fjernelse fra klodens organisme. Det er opfyldelsen af Bibelens ord om, at djævelen skal blive bundet eller gjort magtesløs. Vi ser, hvorledes disse to talentkerner i jordens psyke befinder sig i kamp om herredømmet på Golgathas kors eller omkring Jesu lidelseshistorie. Jesu bødler, ypperstepræsterne, de skriftkloge og farisæerne er mikroindivider i enemagtens talentkerne nr. 1, mens Jesus og hans disciple og trofaste tilhængere var mikroindivider i fællesmagtens talentkerne nr. 1 i jordens psyke. I de to talentkerner har vi alt for os, lysets og mørkets skytsengle i jordklodens psyke. Men vi har igennem korsfæstelsen set, hvorledes lysets skytsengels mikroindivider er så stærke, at døden ikke spreder nogen skræk eller rædsel i deres fremtræden. Fællesmagten, næstekærligheden er den højeste livsfaktor i denne skytsengels indviede mikrovæsener eller mikrotalentkerner. Mikrovæsenerne i den anden skytsengels domæne er derimod bange for at dø. De tror at kunne afskaffe frygten for døden og mørke skæbner ved hjælp af våben. De er tusinder af gange stærkere bevæbnet end det vildeste rovdyr. Vi ser, at de nye mikrotalentkerner i jordbevidsthedens lysregion har overvundet døden og mørket og hadet. Med ordene: "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre", tilgiver de således ikke blot, men de forstår også den mørke skytsengels mikroindivider og dokumenterer dermed lysets sejr over mørket.

 

Fortsættes i næste nummer med artiklen "Gudesønnens kongerige".