Ældre årgange af Kosmos mv.

 

Mennesket og moralen
eller livets færdselsregulering

 

af Martinus

 

Denne artikel er efter et manuskript, som Martinus skrev som forberedelse til et foredrag afholdt i Instituttets foredragssal søndag den 19. februar 1950. Mindre sproglige rettelser og stykoverskrifter ved Ole Therkelsen.
Artiklen er godkendt af Rådet 20.01.1998 og er ikke tidligere bragt i
Kosmos.

 

Moralen og retsvæsenets beskyttelse

Et af de udtryk, vi oftest har hørt nævnt, er vel udtrykket "moral". Vi siger om den eller den, at han eller hun har en høj moral, og vi siger om den og den, at han eller hun har ingen moral eller er umoralsk. Vi bliver også vidne til en højst forskellig indstilling til det, dette begreb dækker. Det, der erkendes som moral af den ene, benægtes og bekæmpes ofte af den anden, som har en moral, der er stik modsat. Og derved opstår der en forfærdelig konflikt inden for den samlede jordmenneskehed. Dertil kommer så en hel mængde mennesker, der slet ikke har dannet sig nogen særlig moral men lever på bedste beskub, benytter enhver lejlighed til at berige sig på næstens bekostning ved at røve, bedrage eller stjæle fra denne næste, og mener, at det er tåbeligt ikke at udnytte enhver chance, enhver lejlighed som gives eller opstår til at berige sig, ganske uanset hvad det koster ens næste af afsavn, tårer og lidelse.

Da der samtidigt findes mennesker, der ikke på nogen måde kunne tænke sig at røve, stjæle eller bedrage sin næste, ja ikke engang forfølge denne næste, af hvem man eventuelt er blevet bestjålet, overfaldet eller udplyndret, ville det i virkeligheden se galt ud, hvis der efterhånden i samfundet ikke havde dannet sig noget, der hed øvrighed og retsvæsen. De bedrageriske, tyvene og røverne ville jo ellers helt tvinge disse forsvarsløse mennesker til undertrykkelse og slaveri, til lidelse og død. Men denne øvrighed har altså til opgave at skabe beskyttelse eller danne værn imod disse samfundets såkaldte røvere og banditter.

Retsvæsenets forskellige moral-begreber

Denne øvrighed repræsenterer også en særlig moral, og selv om denne moral er eller skal være en beskyttelse imod banditvæsen, er det jo dog ikke helt givet, at [slut på side 143] der ikke iblandt de væsener, der er sat til at udøve beskyttelsen, også findes et større eller mindre stænk af banditvæsen. Hvor ofte har man ikke set, at disse ikke er veget tilbage fra at lade sig bestikke, at lade sig købe af eventuelt anklagede banditter og hjælpe disse til at vinde en sag, så de uskyldige bliver dømt, og de skyldige går fri. Rent bortset herfra kan man se, hvor umådelig vanskeligt det også kan være for selv velmenende dommere at finde ud af en sag og dømme retfærdigt. Bliver vi ikke stadigt vidne til, at de forskellige domsinstanser eller retsinstanser dømmer med hver sin egen dom, der undertiden er en frifindelse, der hvor andre instanser har dømt skyldig og omvendt, dvs. dømmer skyldig, der hvor andre instanser frifinder. Hvad skal så det udenforstående almene menneske tro om disse retsinstanser? Det er åbenlyst, at disse retsinstanser hver især ligeledes har forskellige moralbegreber. De har hver især deres eget individuelle syn på forbrydelse.

Der er ingen tvivl om, at der årligt finder en vis grad af de såkaldte justitsmord sted. Det betyder naturligvis ikke altid, at den pågældende ret ligefrem har myrdet den anklagede. Det sker jo kun i sådanne tilfælde, hvor det er en dødsstraf, der uretmæssigt er påført den formentlige forbryder. Men selv om det ikke ligefrem er en dødsstraf, der er påført den justitsmyrdede, så er det alligevel en vis grad af tilintetgørelse af den dømtes ret til frihed og liv. Der, hvor man har berøvet den dømte en vis del af dennes frihed ved indespærring og straf, har man jo tilintetgjort eller dræbt en vis del af det samme væsens lykke eller velvære. Man ser, at der både i retsvæsen og blandt almene mennesker er såre forskellige begreber om, hvad der er moral.

Moralen bestemmer skæbnen

Så længe en sådan kæmpeforvirring eksisterer i menneskenes opfattelse af, hvad der er ret eller uret, hvad der er moral og umoral, skal man ikke tro, at en varig fred vil lade sig manifestere eller skabe i verden, og man skal ikke gøre sig noget håb om at få afskaffet krig og oprustning.

Hvad er da moral, og hvad bestemmer denne moral? – Moral er den erkendelse eller livsopfattelse efter hvilken et menneske styrer sit liv, dikterer sig selv sine handlinger og sin væremåde over for omgivelserne. Da omgivelserne igen reagerer i forhold til denne et væsens handlemåde, bliver et væsens moralopfattelse altså i virkeligheden den bestemmende faktor i dets endelige skæbnedannelse. Denne omgivelsernes reaktion bliver således det levende væsens skæbne, men årsagen til denne reaktions særlige karakter, dens fremtræden som behagelig eller ubehagelig, vil altså være et svar, være en følge af den særlige måde hvorpå vi selv reagerer over for omgivelserne. Nu er det jo faktisk således i verden, at menneskene i de allerfleste tilfælde forlanger, at omgivelserne absolut skal tage det og det hensyn til én, man forlanger venlighed og forståelse af omgivelserne, der jo er det samme som næsten, inden man selv giver denne forståelse. Man kommer herved til at leve i et forfærdeligt ulykkeligt forhold til sine omgivelser, et forhold, der ikke kan undgå senere at skabe den mest forfærdelige konflikt imellem én selv og omgivelserne. Man kan måske nok klare sig et liv eller to, men så kommer gengældelsen også uundgåeligt.

Fejlindstillingen til vore medvæsener

Menneskene lever således dagligt i den mest forfærdelige skæbnesvangre indstilling til sine omgivelser eller medvæsener, idet de ikke forstår og derfor ikke betragter medvæsenernes ubehagelige væremåde over for én, som en tilbagevirkning af ens egen på et tidligere tidspunkt udløste handlemåde over for dem. Man bedømmer derfor disse væsener som ens forfølgere eller plageånder og ønsker som regel hævn og straf og i værste tilfælde død over dem. Men derved sår man nye energibølger imod omgivelserne, som igen må reagere med de samme energier over for os. Man kommer således aldrig [slut på side 144] ud af sine genvordigheder med omgivelserne, så længe man reagerer med at påføre disse omgivelser eller denne næste nøjagtig de samme genvordigheder. Hvordan skal dette dog holde op? – Næsten vil sikkert også reagere på samme måde, da han heller ikke forstår situationen, men tror om modparten, at denne er hans skæbnes ulykke.

Menneskets psykiske lidelser

Hvordan kan det da være, at der er en sådan misere i menneskesamfundets daglige liv? – I naturens øvrige skabeprocesser er der da mere harmoni. Blandt dyrene er der større livsglæde. Fuglene jubler imod himlen og dyrene boltrer sig i parrings- eller elskovslege og har ingen særlige bekymringer. De har ganske vist deres dødsfjender, men de situationer, de herved kommer i, bringer enten hurtigt døden eller undgåelse af døden, og så er der ikke mere nogen spekulationer herover. Det skaber ikke nogen særlig sjælelig konflikt, melankoli og nedtrykthed hos disse væsener. Anderledes stiller det sig med mennesket, som husker en ubehagelighed temmelig tydeligt og i fantasien danner sig tankebilleder, der fornemmes som frygt for situationens gentagelse osv. Mennesket har en større psyke end dyret og lider ikke blot fysisk men også psykisk under de ubehageligheder, det mener, omgivelserne påfører det. Disse psykiske lidelser påfører igen væsenet visse arter af sygdomme i den fysiske organisme, svulster og polypdannelser, kræftlidelser og overdrevne forkalkninger etc., rent bortset fra de ødelagte nerver og de heraf følgende nervesammenbrud. Vi kommer her i det hele taget til den verdenssituation, jordmenneskene overalt befinder sig i. Denne skyldes altså totalt deres moralopfattelse. Tænk, så vigtig er et væsens moralopfattelse eller livserkendelse, at den er hovedfaktoren i væsenets skæbnedannelse! – Hvordan får man da menneskeheden til at indse dette således, at den derigennem kan råde bod på sin egen ulykkelige tilstand og opnå den ønskede varige fred?

Udforskningen af naturens love

Ja, hvordan er menneskene blevet så umådeligt dygtige på det fysiske plan? – Hvordan er det gået til, at de er blevet herre over elementerne eller naturkræfterne? – Hvordan er de kommet i besiddelse af den umådelige magt, hvormed de behersker millioner og atter millioner af naturens hestekræfter? – Er det ikke ved en indgående udforskning af materiens eller naturkræfternes hemmeligheder? – Menneskene har her fundet en vej ind til de love, under hvilke materien eksisterer, frigøres og bindes. Da denne vej har været en ufejlbarlig kortlægning, ja har været videnskabelige fakta, kendsgerninger, der kunne demonstreres for alle, blev det let at skabe forståelse og enighed. Man forstår her, at naturlovene ikke er et spørgsmål om sympatier og antipatier. Salt virker som salt, enhver syre reagerer på sin særlige lovbundne måde, hvad enten man synes om det eller ej. Man er klar over, at her nytter følelsesbetoninger eller dogmer ikke. Skal man kunne beherske materien, må man have fat i de videnskabelige fakta, de virkelige kendsgerninger angående kræfternes eller stoffernes fysiske natur og reaktionsevne.

Den materialistiske videnskab

Når en eller anden videnskabsmand har gjort en opdagelse angående et stofs natur og derigennem måske har fundet et facit, der kan løse et andet vigtigt stofligt problem, accepteres dette facit og denne løsning ganske uafhængigt af, om man kan lide manden eller ej. Man følger hans anvisninger, fordi man ved, at de er kendsgerninger, er virkelige udtryk for en urokkelig sandhed, ligegyldigt hvad man så end måtte mene om manden eller opdagerens person. Hans private natur kommer ikke sagen ved. Vi finder altså her inden for den rent materialistiske videnskab en fundamental moral, når det drejer sig om materielle spørgsmål. Denne moral betinger, at man bøjer sig kun for sandheden, men den bøjer man sig også for, ligegyldigt om det er en ven eller fjende, der docerer den. Og i kraft af denne moral eller dette erkendelsesprincip [slut på side 145] har den jordiske materialistiske videnskab arbejdet sig utroligt hastigt frem til den nu vældige magt over materien, som den repræsenterer i kraft af dens materielle viden og kunnen. Deres forbindelse med den materialistiske sandhed eller den konkrete viden om stoffernes rent fysiske reaktionsmetode skabte en total ensretning hos samtlige jordens videnskabsmænd.

Sandheden kan ikke monopoliseres

Videnskabens metoder og opdagelser blev internationale og er internationale, ganske uafhængigt af hvor meget andre kræfter i væsenernes bevidsthed nu også søger at manifestere den tåbelighed at gøre universelle stoflige kendsgerninger til noget nationalt eller noget særligt statsligt. At to til to er fire kan aldrig være noget der er engelsk, tysk eller fransk. At vand består af brint- og iltatomer, har aldrig været og kan aldrig blive noget specielt russisk, polsk eller tjekkoslovakisk. Det er rigtigt, at man forsøger at hemmeligholde stoflige sandheder, så andre ikke skal komme i besiddelse af opdagelserne; men se hvor latterligt hjælpeløse menneskene her befinder sig! – Se hvordan de mest indemurede og de med hele statens enorme energi indesluttede opdagelser i næsten overdådig grad siver ud til modparten! – Nej, de virkelige videnskabelige fakta eller den absolutte sandhed, kan ikke mere monopoliseres, men vil blive åbenbaret. Verdenskræfterne holder netop på med at afsløre sandheden for menneskene i en grad, der aldrig nogensinde før i jordens historie har været kendt eller blevet åbenbaret. For det er netop denne sandhedens åbenbaring, der kan bringe menneskene til at omgås de fysiske materier på den rigtige måde, så de lystrer menneskets tanke, vilje og påbud. Og netop fordi den sande videnskab i sin natur ikke kan være national, men er universel, er ens for alle mennesker, alle væsener, og ikke lavet for særligt at gavne et bestemt folk, en bestemt nation, vil man ligefrem lynsnart komme til kort overalt, hvor man forsøger at gøre disse sandheder nationale. At noget bliver opfattet som internationalt, vil altså igen sige, at det er fælles for hele jorden. At ti til ti er tyve, er således noget, der gælder for alle jordens folk, ligegyldigt hvad menneskene så end vil mene. At vand slukker ild er ligeledes noget, der gælder for alle jordens folk, ligegyldig om de synes om det eller ej. Og således er det med enhver sandhed, enhver virkelig viden. Enhver virkelig viden eller videnskab kan kun være til fordel for alle jordens folk. Og da det netop er det, videnskabens repræsentanter over hele jorden vidste, kom den materialistiske forskning og dyrkelse af den materialistiske viden eller sandhed om materien til et opsving, der rejste forskerne fra oldtidens og middelalderens tusindårige naivitet og overtro til en moderne videnskabs næsten totale beherskelse af naturkræfterne på mindre end halvandet hundrede år. Så hurtigt forandrede det mennesket fra forskningens proletariat og naivitet til den virkelige stoflige videns aristokrati eller højadel netop på grundlag af, at man kom i besiddelse af en viden, tanker og begreber, der var internationale, fakta der var ens og dermed fælles for alle mennesker.

Videnskabens moral

Man fandt altså en vej for forskningen, hvor der ikke mere var tale om nationalitet men internationalitet, idet det jo netop var internationale realiteter, man udelukkende var beskæftiget med og optaget af. Alle hæmmende konflikter blev derved udelukket og forskerne gik hånd i hånd fremad igennem den fysiske materies labyrinter og fandt sandheden om materiens stoflige natur i lyntempo. Moralen her blev enighed og fælles samarbejde. Fundamentet for denne moral var altså kravet om kendsgerninger, kendsgerninger, kendsgerninger – ikke fantasier eller nationale eller personlige sympatier eller antipatier – kun sandheden overalt. Tænk, hvis det samme var tilfældet i alle andre af livets tilskikkelser. Kendsgerninger, kendsgerninger, kendsgerninger, sandheden overalt, uafhængigt af egoistiske følelsers personlige sympatier og antipatier. Men således er det endnu ikke i verden. [slut på side 146]

Det levende livs reaktioner mangler sin videnskab

Man har fundet sandheden om materiens stoflige reaktioner og kan med denne viden regulere disse reaktioner og derved gøre sig til herre over elementerne eller naturkræfterne. Materien har således fået sin videnskab, men menneskene har jo med andet og mere at gøre end selve de stoflige reaktioner. De må dagligt omgås det levende livs reaktioner. De må omgås planter, dyr og mennesker, der hver især repræsenterer et ocean af reaktioner. Men disse reaktioner har endnu ikke fundet sin af almenheden anerkendte internationale absolutte videnskab eller totale afsløring, således som materien nu har fået sin. Denne omgang med det levende liv er mere kompliceret end omgangen med de "døde" materiers reaktioner. Derfor kræves der her i mindst ligeså høj grad absolut viden som i materiens område, hvis man vil gøre sig håb om at blive herre over denne sin omgang med det levende liv og derigennem blive herre over sin skæbne. Men her går det endnu trægt, for her ledes væsenerne i høj grad af følelsesbetonede men fornuftsløse sympatier og antipatier, der igen ligger til grund for deres livsopfattelse. Denne deres måske nok følelsesbetingede, men fornuftsløse, livserkendelse betinger, at de hver især dømmer deres medvæsener ud fra det ubehag, der kan være i forholdet mellem dem og omgivelserne, ganske uafhængigt af hvor meget de så end selv måtte være den oprindelige årsag til ubehaget. Her hviler deres dom ikke på kendsgerninger således som videnskabens viden om de materielle materiereaktioner. Dette vil igen sige, at man i sit forhold til medvæsenerne endnu ikke har fundet frem til det universelle. Man er ganske rigtigt på vandring igennem religionerne, sekter og politik. Men hver af disse er ikke baseret på absolutte kendsgerninger. Det er dogmer, postulater og forskrifter, som man endnu ikke har videnskabeliggjort og dermed gjort til urokkelige, universelle kendsgerninger eller regler, der gælder for alle uafhængigt af race, nationalitet og trosretning.

En videnskabelig kortlægning af vejen til lykke og verdensfred

Alle jordmennesker er på en kosmisk vandring. Deres mål er lykken, paradiset, verdensfreden. Men da vejen endnu ikke er videnskabeligt kortlagt således som vejen til stoffets reaktionsevner, vil det altså sige, at de hver især har deres eget private, af deres fantasi opbyggede kort. De forskellige religiøse og politiske bevægelser har altså vejledninger, der er specielt nationale, hvilket i dette tilfælde vil sige: Indre Mission har deres kort til himlen, mormonerne har deres særlige kort over den samme vej, socialdemokrater og kommunister har hver deres eget for dem særlige kort. Da hvert af disse kort således ikke er internationale eller universelle, men i højeste grad er kort, skabt og udstyret efter de forskellige bevægelsers egne sympatier og antipatier, bliver de særlige, specielle ønske- eller drømmekort. Men vejen til paradiset eller til den universelle verdenslykke er ikke noget specielt indremissionsk eller muhamedansk eller buddhistisk. Det er ikke en af mennesker opfundet politik, kommunisme eller socialdemokrati. Vejen er en introduktion af et nyt verdensbillede til forklaring af en ny moral. Det er det fælles kort efter hvilken vandringen går. Vejen til den virkelige lykkes sandhed har lige som vejen til den virkelige viden om materien intet med følelsesmæssige, intelligensløse personlige sympatier og antipatier eller ønskedrømme at gøre. Sandhedens kendsgerninger kan ikke fjernes, formindskes eller forstørres efter personlige ønskedrømme. De udgør en urokkelig viden, der virker på deres særlige måde, enten man nu kan lide det eller ej. Og når først menneskene forstår dette, så vil de her lige som i materieforskningen pludselig hånd i hånd ile fremad imod oplysningens strålevæld og ligeledes i lyntempo ændre livsanskuelse og dermed forholdet i skæbnetyngdepunktet. De vil se dem selv og ikke deres næste, som skæbnens tyngdepunkt. Men dette er jo en hel ny moralsk opfattelse. Der må således komme en hel ny moralopfattelse, der adskiller [slut på side 147] sig fra alle de gamle moralopfattelser derved, at den uden personlige følelsesbetonede, intelligensløse sympatiers og antipatiers ønskedrømme flytter skæbnetyngdepunktet fra ens næste over på en selv. Man ser det som en uundgåelig kendsgerning, at man selv er den skyldige i alle livets tilskikkelser og ens forhold til omgivelser og skæbne. Og når man først ser dette, eller dette således er blevet til universel videnskab, er fredens domæne allerede skabt i ens eget indre, for da råber sjælen våbenstilstand og fred og atter fred ud til alle sine omgivelser. Den før så krigeriske og fjendtlige oprørsstifter over for omgivelserne er nu blevet en lysets engel, i hvis fodspor livet blomstrer. Og der hvor dette væsen går hen over jorden, vil Guds nærhed ånde livsglæde og velvære og salighed.