Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Ånd og elektricitet

 

af Martinus

 

Guds ånd over vandene

Fra Bibelen kender vi begrebet "Guds ånd over vandene". Ligeledes kender vi en udtalelse af Kristus, hvor han om natten har en samtale med Nikodemus og siger: "Uden nogen bliver født af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige". Vi kender også beretningen om "den hellige ånd", som kom over apostlene, og Kristus omtaler "talsmanden, den hellige ånd" eller "sandhedens ånd", som skal forkynde om de kommende ting og vejlede til hele sandheden. Hvad menes der med dette, at "Guds ånd svævede over vandene", og med udtrykket "at blive født af vand og ånd"? Vand og ånd er udtryk for to evige realiteter, uden hvilke jorden og alt liv på den aldrig nogen sinde ville være fremkommet. Disse to realiteter kender vi under andre udtryk. "Vandet" i den bibelske beretning er et symbolsk udtryk for det, vi kalder stof eller materie. Der måtte være noget, af hvilket Gud kunne skabe jorden. Uden materie eller stof ville der ikke være nogen skabelse. Noget kan ikke komme af intet, ligesom noget heller ikke kan blive til intet. "Ånd" betyder bevidsthed, der er det samme som det mentale område omkring et jeg, der bevirker, at dette fremtræder som et levende væsen. Bevidsthed er det levende væsens område af evner og anlæg, hvor igennem dets begær, vilje, tanker og viden udfoldes.

Et kosmisk organisk apparatur

Gennem vor bevidsthed oplever vi glæder og sorger, behag og ubehag, kort sagt alt det, vi kalder vor skæbne. Fra bevidstheden dirigerer vi også vor fysiske organismes bevægelser og de handlinger og former for skabelse, der manifesteres gennem den. Vi har evner og talenter, vi kan udvikle nye evner, og andre evner er under degeneration. Det står alt sammen i forbindelse med livets oplevelse og de forandringer i vore ønsker og begær, som livsoplevelsen medfører. Hele denne livsforvandling, som er en kæde af årsager og virkninger, der skaber nye årsager, som igen medfører nye virkninger osv., foregår naturligvis ikke kaotisk eller gennem noget "ingenting", men skyldes et særligt kosmisk organisk apparatur, som jeg kalder [slut på side 163] det levende væsens "overbevidsthed". Ud fra denne overbevidsthed vedligeholder væsenet sin "underbevidsthed", der igen består af to realiteter: "Dags- og natbevidsthed", ligesom det også er ud fra overbevidstheden, at det skaber sit fysiske legeme. Overbevidstheden er således sædet for det levende væsens evige livsstruktur. I dette område findes væsenets begavelse og anlæg koncentreret i talentkerner, som overlever det fysiske legemes død og eksisterer bag dets livsudfoldelse og oplevelse efter døden. Fra overbevidstheden udstråler ligeledes de kræfter, som opbygger fostret i moders liv i en ny inkarnation og arbejder videre efter fødslen med legemets vækst og udvikling.

Materie og bevægelse – partikler og tomrum

Vort fysiske legeme består af materier eller stoffer, der er underkastet forvandlingsprocesser fra det er et foster til det eventuelt bliver en gammel mands eller kvindes legeme. Fra den fysiske videnskab får vi at vide, at dette fysiske legeme hovedsagelig består af vand, og i religiøst symbolsprog er udtrykket "vand" ligefrem symbol for materien. Men dette "vand", dette materielle eller fysiske legeme, er under forvandling, dvs. det er i bevægelse. Thi forvandling er en form for bevægelse. Og det gælder for alt stof eller materie, at det er udtryk for bevægelse. Selv de meget faste stoffer består af partikler, der bevæger sig i tomrum, som er mange gange større end partiklerne. Det er samme princip, vi møder, hvad enten vi studerer himmelrummet med dets kloder, sole og mælkeveje, eller vi studerer materien med dens celler, molekyler og atomer. Studerer vi de levende væseners organismer, opdager vi, at de også udgør mange former for bevægelser, både i deres indre organiske struktur og i det ydre rum. Men hvad er det, der skaber bevægelsen i alt stof? Og hvad skaber bevægelserne i verdensrummet?

Et noget som ikke er materie

Stoffet i sig selv kan umuligt bevæge sig. Den bevægelse, som alt stof befinder sig i, udløses af noget helt andet end stoffet selv. Dette bliver til kendsgerning derigennem, at stoffet bygges planmæssigt op. Det bringes til at udløse logiske processer. De levende væseners organismer, som udgør livets allerhøjeste og mest fuldkomne materiekombinationer, er jo bygget op som geniale redskaber til brug for skabelsesprocesser. Er det ikke en kendsgerning, at stoffet i særlige tilfælde er formet som sanseredskaber for syn, hørelse, lugt, smag og følelse? Hvorfor er materien formet som hænder og fødder, der også er geniale redskaber? Og som hjerte, lunger, nyrer, skelet og muskulatur? Er det ikke netop for at opfylde bestemte formål? Hvis kun materien eksisterede, kunne den ikke blive formet på sådan en hensigtsmæssig måde. Der må være "noget", hvis hensigt og formål opfyldes gennem denne forvandling. Dette "noget" kan ikke være organismen selv, der blot er et redskab, der dirigeres. Dette "noget" er organismens ophav, som ikke er materie, og som derfor ikke er tilgængeligt for direkte sansning. Det er usynligt, men gennem dets påvirkning af og skabelse i materien kan dets tilstedeværelse konstateres.

Stilhed, kraft og bevægelse

Uden dette "nogets" eksistens ville der umuligt kunne eksistere bevægelse i materien. Såvel de gigantiske bevægelser i universets stjerneverden som de for os usynlige bevægelser i mikrokosmos eller materiens verden ville være en umulighed. Og der ville ikke kunne eksistere levende væsener. Dette "noget" besidder en egenskab, i kraft af hvilken det er et levende væsen, nemlig ånd eller bevidsthed. Det er dette levende væsen, vi kalder Gud, og det er i dette levende væsen, vi "lever, røres og er til", som det også siges i Bibelen. Om mennesket siges det i samme bog, at det er "skabt i Guds billede efter hans lignelse". Ja, [slut på side 164] men er vi ikke også et levende "noget", der dels oplever livet, dels giver os til kende gennem "vandene" eller materien, således som den er kombineret i organer og sanseapparater, der tilsammen udgør en organisme? Dette "noget" kender vi under begrebet "jeget". Hvert eneste menneske er et levende væsen i kraft af sit jeg, sin overbevidsthed, sin underbevidsthed og bevidsthedens manifestationsorganer. Men uden overbevidsthed ville vi hverken have underbevidsthed, dags- og natbevidsthed eller fysisk legeme. Jeget ville eksistere, men det ville kun udgøre "noget, som er" uden skabelse og oplevelse. Det ville være stilhed eller livløshed. Jeget må, som Kristus sagde, "fødes af vand og ånd", det må opleve sig selv i forhold til bevægelsen. Og det er ikke nok med "vand", med stof eller materie; ånden, eller den formende kraft må til for at bevæge materien.

Sult- og mættelsesprincippet

Ånd udgør den kraft, der i alle situationer bevæger al materie såvel i mikrokosmos som i mellem- og makrokosmos. Denne kraft er kun synlig eller tilgængelig for sansning gennem de reaktioner eller bevægelser, den fremkalder i materien. Alle former for materiekombinationer, hvad enten de er fysiske eller psykiske, er blevet til i kraft af ånd. Da ånd er en bevidsthedskraft, kommer den til syne som vilje, og bag det, vi kalder vilje, eksisterer der et begær, en hunger. En åndelig hunger eller sult kan kun forvandles til mættelse ved at blive tilfredsstillet. Men hvordan opstår et sådant begær eller en sådan hunger?

I verdensaltet eksisterer et evigt princip, i kraft af hvilket alt liv opretholdes. Det har jeg kaldt sult- og mættelsesprincippet. Dette princips manifestationer er ikke blot begrænset til det levende væsens forhold til fysisk ernæring. Hele universets forvandling, fornyelse og udvikling er baseret på dette princip. De kosmiske spiralkredsløb er manifestationer af sult- og mættelsesprincippet.

I et sådant kredsløb er den jordiske menneskehed begyndt at hungre efter fred, efter en fuldkommen menneskelig tilværelse og en lysere og lykkeligere skæbne. Efterhånden vil denne hunger også kunne tilfredsstilles, ikke ved mirakler eller en eller anden diktatorisk bestemmelse, men ved at flere og flere mennesker efterhånden lærer at skabe de åndelige kraftfaktorer og psykiske og fysiske materiekombinationer, hvis virkning er freden. Det tager sin tid, og derefter vil menneskene i endnu længere tid, ja, i umådeligt lange tidsepoker leve i lyset som guddommelige medskabere i universet, dvs. som organer i Guddommens primære bevidsthed, gennem hvilke den hellige ånd eller den højeste skaberkraft udfolder sig.

De levende væseners evige kredsløb gennem Guddommens sekundære og primære bevidsthed

Men når alle levende væsener er evige væsener, og sult- og mættelsesprincippet er et evigt fornyelses- og udviklingsprincip i universet, må væsenerne engang blive mætte af lystilstanden og længes efter dens modsætning, som da vil være lys for dem. Det vil sige, at vi fra den nuværende udviklingsspirals "salighedsrige" engang vil begynde at udsende sådanne bevidsthedskræfter, hvis virkninger danner "mineralrige" i en højere udviklingsspiral, hvilket er begyndelsen til en ny "indvikling i materien". Det er naturligvis svært for nutidens mennesker, der er ved at være mætte af alle former for mørkemanifestationer, at fatte, dels at de engang har længtes mod sådanne former for livsoplevelse og manifestation lige så stærkt, som de nu længes bort fra dem, og dels at de engang i fremtiden, selv om det er om så lang tid, at de ikke kan opfatte det med cifre, igen vil længes imod noget lignende. Det er selvfølgelig ikke lidelserne, man vil længes imod, men magten, selvhævdelsen og egoismen efter umindelige tiders udfoldelse af næstekærlighed, hengivenhed og altruisme. [slut på side 165] Og som man sår må man høste, dvs. opleve virkningerne af sin magtudfoldelse, og dermed kommer forvandlingen eller fornyelsen af bevidstheden. Livet er en evig fornyelsesproces af Guddommen og af gudesønnerne eller de levende væsener. Blot med den forskel, at Guddommen i al evighed er på sit højdepunkt i sin primære bevidsthed, hvor de væsener, der i udviklingsspiralerne gennemløber de højeste verdener, er Guds skabe- og oplevelsesredskaber, mens de væsener, der repræsenterer spiralernes plante-, dyre- og menneskestadier, udgør Guddommens sekundære bevidsthed, hvor på én gang disse væseners bevidsthedsfornyelse og Guds bevidsthedsfornyelse finder sted, samtidig med at alle disse myriader af levende væsener udgør stoffer og universer for hverandre.

Urbegæret og viljesakten

Væsenernes begær udløses således af et evigt princip, i kraft af hvilket de drages mod nye sfærer og tilstande, som aldrig bliver en gentagelse i detaljerne, selv om lovmæssigheden gentager sig. Nævnte princip har jeg kaldt "urbegær", hvilket ikke er det samme som vilje. Urbegæret er det evige livsbegær eller hungeren efter livsfornyelse, og det i sig selv er en garanti for, at det, vi kalder "døden", kun er en illusion. Dette begær har sæde i individets overbevidsthed, hvor samme individs talentkerner også befinder sig, koncentreret i "spiralcentre", dvs. permanente skabelsescentre for underbevidsthedens legemer: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelseslegemet. Disse legemer danner individets underbevidsthed, og gennem dem kan det sanse, opleve og udfolde sin skabeevne.

Al manifestation eller skabelse og dermed bevægelser i materien opstår på grundlag af impulser i væsenets overbevidsthed. Impulserne befordres af urbegæret og moderenergien til de viljeførende kræfter i spiralcentrene, dvs. at urbegæret og livsviljen forvandles til det, som væsenet på sit nuværende udviklingstrin har evne til at ville og kunne. Igennem en impuls fra spiralcentrene og de dertil knyttede talentkerner til den del af underbevidstheden, som kaldes dagsbevidstheden, bliver væsenet bevidst i samme impuls som et ønske, der nu må forvandles til en viljesakt. Først her er vi nået til den del af processen, som den fysiske videnskab kan begynde at kontrollere, nemlig at der opstår elektriske impulser i hjernen. Men hvad er elektricitet?

Menneskene anvender det i lamper og kraftmaskiner, og de er begyndt at blive klar over, at der også er elektriske spændinger og impulser i dem selv. Men svaret på, hvad elektricitet er, kan ikke gives blot ad fysisk teknisk vej. Elektricitet er livskraft og dermed en åndelig kraft.

Elektricitetens anvendelse

Den fysiske videnskab og teknik er i dette århundrede nået umådelig langt i sammenligning med, hvad man kunne præstere inden for disse områder i tidligere århundreder af vor kulturepoke. Denne kolossale udvikling er for en meget stor del forårsaget af, at man opdagede og forstod at udnytte elektriciteten. Det moderne menneske trykker blot på knapper, så kommer der lys, eller det sætter en motor i et brugsredskab i gang, eller lukker op for radio eller fjernsyn. Det koger muligvis sin mad ved hjælp af elektricitet, og det kører i sporvogn og elektrisk tog til arbejdet, hvor det på mangfoldige måder anvender elektricitet i maskiner, der varierer fra små let håndterlige apparater til kæmpemæssige dynamoer og kraftmaskiner.

Alt dette er blevet så dagligdags og vanebetonet, at man ikke ser noget vidunderligt i det, eller – hvis man da ikke er fagmand – tænker over, hvad det egentlig er, der foregår. Og mennesket tænker slet ikke på, at for at det skal kunne betjene disse apparater og maskiner, ja, for at det i det hele taget kan udføre, [slut på side 166] hvad det vil og tænker, må der også foregå elektriske processer i dets egen organisme. Al bevægelse er forårsaget af spændinger, som udløses, og nye spændinger, som opstår. Elektriske og kemiske processer indvirker på hinanden i vor organisme og vort nervesystem, som er et meget fint opbygget maskineri. Men det levende væsen er ikke, som nogle materialistisk indstillede forskere får mange til at tro, blot et kemisk-elektrisk maskineri. Det er et levende åndeligt væsen, som anvender nævnte maskineri så længe, det kan bruges; og selvom et menneske dør, som man siger, er det ikke det levende væsen, som er død. Det er dets organiske apparatur, der er kortsluttet. Ligesom elektriciteten stadig findes, selvom en lampe eller en maskine går i stykker, eksisterer det væsen også efter legemets død, som belivede samme legeme med sin ånds elektriske kræfter og spændinger.

Religion og materialisme vil afløses af åndelig videnskab

Mennesket har altså – uden at vide det – anvendt elektricitet længe før, end det fandt frem til den i naturen og fandt på at bruge den i teknikkens tjeneste, og det har det, fordi dette at være et levende væsen faktisk er det samme som at være et elektrisk væsen. Arbejdet med stråler og bølger og elektro-magnetiske kræfter inden for teknik og videnskab vil lidt efter lidt føre menneskeheden frem til at blive mindre materialistisk, idet man bliver klar over, at materien, et hvilket som helst stof, ikke blot er det, det ser ud til at være. Det består af partikler og tomrum, men "tomrummet" er gennemstrømmet af stråler og bølger, og partiklerne er omgivet af kraftfelter, der består af mange slags vibrationer og bølgelængder.

Naturligvis er disse opdagelser ikke nok til at ændre menneskers livsindstilling fra at være materialistisk til at blive en indstilling på ånd. Men andre faktorer i menneskehedens skæbne, bl.a. krige, sygdomme, sociale spændinger, økonomiske vanskeligheder og seksuelle problemer vil medvirke til, at flere og flere mennesker bliver søgende. En materialistisk livsanskuelse er ikke nok for dem, og den gamle religiøse livsindstilling baseret på dogmer og blind tro føler de sig ikke mere inspireret af. Det vil da ganske naturligt blive en åndelig videnskab, som vil afløse religionen og føre den fysiske videnskab frem til forståelse af livets og universets åndelige love og evige principper. I fremtidens videnskab er der dog én faktor, som vil komme til at spille en førende rolle, hvad den ikke gør i nutidens videnskab, og det er moralen.

Elektricitet i tre dimensioner

Midt imellem mikrokosmos, dvs. organernes, cellernes, molekylernes og atomernes verdener, og makrokosmos: klodernes, solsystemernes og mælkevejenes verdener, oplever menneskene verden, en verden, som derfor naturligt kan kaldes "mellemkosmos". Og lige som det er elektriske kræfter, der står bag ved bevægelserne i mikro- og makrokosmos, er det også elektricitet, som sætter de mellemkosmiske bevægelser i gang. Man må altså kosmisk set skelne mellem makro-, mellem- og mikrokosmisk elektricitet, hvilket ganske vist alt sammen er psykisk kraft eller psykisk materie, men anvendt henholdsvis af levende væsener i makrokosmos, mellemkosmos og mikrokosmos. Når videnskaben når tilstrækkelig langt i udvikling, vil den anerkende begrebet "ånd" og forstå, at ånd er psykisk kraft eller stråleformig materie fremtrædende i tre dimensioner, svarende til de tre kosmos.

I vor tid ved menneskene ikke så meget om åndelige kræfter, de ved langt mere om elektricitet, selv om de heller ikke ved, hvad elektricitet er. Hvad er det, menneskene i almindelighed kalder "elektricitet", og som de anvender i stor udstrækning i kraftmaskiner og lamper? Det er makrokosmisk elektricitet, og det vil igen sige, at det er makrokosmisk [slut på side 167] ånd. Menneskene tror, at elektricitet er en ren fysisk kraft, fordi de til en vis grad kan måle den, ligesom de kan måle fysiske materier. Det ændrer dog ikke dens kosmiske analyse som makrokosmisk ånd. Den er en del af jordklodens bevidsthedskraft og hører således med til samme væsens psykiske struktur. Den er en psykisk kraft fra et spiralkredsløb, der ligger over menneskenes, et spiralkredsløb, i hvilket jordkloden som levende væsen befinder sig.

Elektricitet og "magi"

Ligesom jordmenneskene til en vis grad kan jonglere med jordklodens fysiske materier for dermed at opretholde deres fysiske liv – fx. ved at så og høste markens afgrøde og på anden måde udvinde deres føde af den fysiske materie, og ved at bygge huse og lave redskaber og maskiner osv. – således kan de også efterhånden til en vis grad jonglere med samme jordklodes psykiske kraft, selv om de ikke aner, at jordkloden er et levende væsen, i hvis organisme de befinder sig. En sådan viden har dog eksisteret og eksisterer hos mennesker, der er indviet i livslovene. I fortiden var der indviede væsener på jorden, som havde særlige opgaver i forbindelse med menneskehedens udvikling. Disse indviede benyttede sig ved visse lejligheder af magisk kraft, som man kaldte det. Og senere tiders mennesker har opfattet magien som noget "overnaturligt". Alt hvad der i Bibelen fortælles om såkaldte overnaturlige hændelser i forbindelse med Pagtens ark og Salomons tempel har højst sandsynligt været elektriske fænomener. Der fortælles jo ligefrem i skildringen af templets opførelse i Det gamle Testamente, at der var kobberstøtter omvundet med tråd, et støbt hav og meget andet, som man almindeligvis blot har opfattet som prydelser. Men det har været et kæmpemæssigt elektro-element, hvis udladninger ved indvielsen af templet var så stærke, at præsterne faldt til jorden. En sky af "Herrens herlighed" fyldte huset. Så vil en og anden måske sige: "Nå, var det ikke andet end elektricitet". Men eftersom vedkommende faktisk ikke ved, hvad elektricitet er, og eftersom det er elektriske kræfter, der som guddommelige kræfter virker både i makro-, mellem- og mikrokosmos, og som bevirker al skabelse, forvandling, nedbrydning og fornyelse i universet, kan man dårligt anvende ordet "kun" i den forbindelse.

Fra magi gennem materialisme til bevidst beherskelse af livskraften

Det er ikke meningen, at elektricitet skal anvendes som "magi" i menneskehedens videre udvikling. Men det var en vigtig faktor i visse af dens udviklingsstadier, mens den endnu blev ledet af indviede væsener, som var inkarneret i fysisk materie.

Kendskabet til disse højere naturlige kræfter, som af de uindviede blev betragtet som "overnaturlige", er imidlertid næsten gået tabt for menneskeheden, efterhånden som inkarnationerne af indviede væsener blev sjældnere, og dens fysiske ledelse mere og mere overgik til uindviede væsener. Disse har ført menneskeheden frem mod materialisme og gudløshed, men også mod videnskab og teknik. Nu kender man elektriciteten og kan anvende den, men ved ikke, hvad den er. Men lige så lidt, som "magien" skal vende tilbage, skal elektriciteten vedblive at være noget, man tror er fysisk og ikke ved, hvad er. Det er af den allerstørste betydning, at de jordiske mennesker lærer at forstå og beherske de elektriske kræfter, ikke blot den makro-elektricitet, som vi kalder "elektricitet", og som i virkeligheden er en del af jordklodevæsenets livskraft, men også den elektricitet eller den livskraft, der gennemstrømmer menneskenes eget nervesystem og fysiske organisme. Her gælder det nemlig at undgå kortslutninger; thi sygdomme, psykiske såvel som fysiske, og megen anden jordmenneskelig elendighed er i virkeligheden virkninger af jordmenneskenes egne bevidsthedsmæssige eller åndelige kortslutninger. [slut på side 168]

Vi ved, at naturen omkring os såvel som vor egen organisme består af faste, flydende og luftformige stoffer eller materier. Mennesket af i dag begynder også at vide noget om, at stråler og bølger spiller en væsentlig rolle i naturen og i os selv. Vi kan altså til de tre andre former for materie føje den stråleformige. Der er blot den væsentlige forskel mellem de tre førstnævnte materier og den stråleformige materie, at sidstnævnte i sin renkultur er totalt utilgængelig for direkte fysisk sansning. Den kan kun erkendes igennem dens indvirkning på de for sansningen fremtrædende fysiske materier.

Løsningen på stoffets mysterium er: ånd

Når vi oplever de fysiske materiers reaktionsevne, deres farver og former, deres forvandling, deres fremtræden i fast, flydende og luftformig tilstand, deres bevægelse og vibration, skyldes alt dette den i disse stoffer eksisterende usynlige kraft eller stråleformige materie, der er det samme som psykisk kraft eller ånd. Med hensyn til materierne i menneskets egen organisme, så er de bygget op af mikroorganismer, der er legemer for levende mikrovæsener, altså væsener i underliggende spiralkredsløb. Når alle disse væsener befinder sig i vor organisme og ikke i en anden organisme, er det fordi vi med vor bevidstheds elektriske vibrationer og bølgelængder har tiltrukket netop disse levende væsener. I princippet er det samme årsag, som ligger til grund for, at vi befinder os som mikrovæsener i jordklodevæsenets organisme. Det er fordi vi er på bølgelængde med dette makrovæsen, som har tiltrukket os. Ellers var vi født på en anden klode.

Der er altså en nøje strålemæssig kontakt mellem et makrovæsens psykiske eller stråleformige energier og mikrovæsenernes psykiske eller stråleformige energier. Hvis ikke der var det, ville nævnte mikroindividers kraft ikke kunne fortsættes og derved danne en for makrovæsenet passende fysisk organisme.

Den mikrokosmiske elektricitet er mikroindividernes bevidsthed, ånd eller psykiske kraft. Men det er ikke denne kraft, der opretholder organismen og fornyer den. Det er menneskets bevidsthedskræfter, der gør det. Det er menneskets ånd eller den mellemkosmiske elektricitet, der som en usynlig kraft gennemstråler hele organismen. Når et menneske dør, som vi kalder det, dvs. når dets fysiske organisme bliver et lig, er det denne usynlige kraft, der har forladt den. Legemet er ikke mere belivet af mellemkosmisk elektricitet; men denne kraft eksisterer stadig, da den jo er en udstråling fra væsenets overbevidsthed. Den "afdøde" oplever og skaber da ikke mere på det fysiske plan gennem en fysisk organisme. Men vedkommende væsen oplever nu den stråleformige verden, en verden af stråler og bølger eller en åndelig verden, der er akkurat lige så naturlig som den fysiske verden, selv om lovene fungerer lidt anderledes der, end på det fysiske plan.

Den hellige ånd er ånd, der udløser kærlighedsmanifestationer

Det levende væsen er altså primært et elektrisk væsen eller et åndeligt væsen. Og når det begynder at forstå det og at tænke og handle ud fra denne forståelse, vil meget i dets liv kunne ændres og dermed hele dets fremtidige skæbnedannelse. Ikke mindst vil det kunne få betydning, at det forstår, at begrebet næstekærlighed har både et mikrokosmisk og et mellemkosmisk perspektiv. Fra Bibelen kender vi kun det mellemkosmiske: vor næste som medmennesket i hverdagen, efterhånden også udvidet til dyr og planter. Men alle de levende væsener, der lever, røres og er til i vor fysiske organisme er også vor næste. Hvorfor har Kristus da ikke fortalt det? Fordi hans omgivelser og mennesker i mange følgende århundreder absolut ikke ville kunne forstå ham. De havde [slut på side 169] svært nok ved at følge med i meget af det, han fortalte. Men han sagde jo netop, at Faderen skulle sende sandhedens ånd, som skulle tage af hans og give til menneskene og forkynde om de kommende ting og vejlede til hele sandheden. Gennem den fysiske videnskab og den tekniske udvikling er der nu gjort et forarbejde, således at mennesket, når det bliver træt af den materialistiske livsanskuelse, kan føre dette arbejde videre som en åndelig videnskab, og i dette arbejde vil kosmologien blive den inspirerende faktor. Men som jeg før omtalte: i den videnskab vil moralen komme til at spille en væsentlig rolle, ikke en moral, der med løftet pegefinger siger: "Du må ikke" og "du skal", men en moral bygget på næstekærlighedsprincippet; også til vor næste i mikrokosmos. Had, hævnfølelse, vrede, bitterhed, irritation, jalousi, surhed, angst og depression er psykiske kræfter, som ikke blot laver ravage og ulykke i forhold til vor næste i mellemkosmos. Disse energier eller psykiske kræfter laver mindst lige så store katastrofer i vor egen organisme som elektriske kortslutninger. Man skulle blot vide, hvilke naturkatastrofer et hidsighedsanfald kan forårsage for mikrovæsenerne, der lever i vort hjerte- eller lungeområde. Eller hvor katastrofalt en angstneurose eller depression kan virke for de væsener, der tilsammen udgør vore maveregioner, så ville menneskene prøve at beherske deres sind lidt mere. Samtidig giver sådanne anfald dispositioner til sygdomme, ja, de sætter måske sygdommen i gang. Også her behandler vi vor næste ilde og må høste, som vi har sået. Men når mennesket i kærlighed åbner sit sind for sin næste i mikro- og mellemkosmos, da vil også den evige Guddoms hellige ånd drage samme væsen mod større og større oplevelseshorisonter i dets evige udvikling.

Fra et foredrag på Martinus Institut
mandag den 25. april 1960.
Første gang bragt i Kosmos nr. 3, 4/1970.
Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.