Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Vejen ud af dødsfrygten

 

af Martinus

 

Hvad dødsfrygten bevirker

Menneskehedens største livsproblem er frygten for døden. Denne er så overdimensioneret gennemtrængende den jordmenneskelige kultur, at den næsten er altbestemmende. Den bestemmer i en overordentlig stor grad hele den menneskelige skæbne. Det er denne frygt, der bringer menneskene til at opruste og skabe krig og bringer derved nationerne ind i forfærdelige skattebyrder. Disse nedsætter igen deres levestandard og kulturelle forhold til store områder af fattigdom og elendighed. Med sin befordring af oprustning og krig har vi set, at nationerne har omformet deres kulturområder til vældige ruinhobe og skabt millioner og atter millioner af invalider og kilometervide områder af krigergrave i mange lande. Tusinder og atter tusinder af børn har mistet deres forældre og er gjort hjemløse, ligesom tusinder af forældre i dag endnu leder efter deres børn, der blev borte under krigens ragnarok. Hertil kommer også dette, at tusinder af ægtefæller under det samme ragnarok er blevet borte og savnes af deres ægtemage. Alle disse byrder og lidelser bunder udelukkende i frygten for at dø, frygten for at andre mennesker skal komme og ødelægge deres tilværelse.

Døden er ikke blot dette totalt at miste sin fysiske organisme

Det er ikke så meget frygten for at dø den naturlige død ved alderdom, som det er frygten for den hel- eller delvise død på unaturlig måde, der martrer menneskeheden. Dette at dø betyder ikke blot dette at miste hele sin fysiske organisme. Det er også at dø, når man mister noget af sin normale livsglæde eller lykkefølelse ved at være til. Her er der meget i det ufærdige eller ufuldkomne menneskes væremåde, der er med til at nedsætte andre væseners normale livsglæde. For eksempel mennesker, der er meget skinsyge, meget misundelige og ikke kan lide, at andre mennesker har det bedre end de selv. Sådanne mennesker bliver altid uvenlige og underminerende for de mennesker, som de misunder eller er skinsyge på. Andre mennesker er kolossalt intolerante og fjendtligt indstillede på mennesker, der har en anden opfattelse af livsmysteriet eller tilhører andre religiøse bevægelser, sekter eller samfund, kort sagt er fjendtligt indstillede på [slut på side 203] alle anderledes tænkende mennesker. Endvidere er der mennesker, der er meget ærgerrige og i en overdimensioneret form brutalt albuer sig fremad foran sine medmennesker på arbejdspladser og hensynsløst underminerer disses positioner for selv at erobre disses stillinger. Der er således et vældigt omfattende register af tendenser i mange mennesker, der er dræbende og ødelæggende for andre menneskers livslykke eller underminerende deres daglige normale liv. Dette, således at få sin livslyst eller normale tilværelse undermineret og nedbrudt, er det samme som at miste noget af sit normale fysiske liv. Det er i en tilsvarende grad en oplevelse af døden.

Mennesket myrder og dræber ikke blot med dolke, kanoner og atombomber

Dette at myrde er således ikke blot det direkte at dræbe et andet menneske. Det er også at myrde, når man underminerer andre menneskers livslykke og gør tilværelsen meget besværlig for dem. Vi ser således her, at menneskene endnu i stor stil er mordere. Menneskene myrder og dræber ikke alene med dolke, kanoner og bomber, men de myrder og dræber også med ord, tanker og mimik i deres daglige væremåde og bliver derved farlige for deres omgivelser. Menneskene ved, at mange dyr er farlige, såsom de store rovdyr og giftslanger, men de tænker ikke over, at de selv i deres daglige væremåde i mange situationer er endnu mere farlige eller dræbende for deres omgivelser eller medvæsener end dyrene, thi de dræber i stor udstrækning deres egen art. Mens dyrene fortrinsvis kun dræber fremmede arter dræber menneskene i stort omfang deres egen race eller art. Derfor er menneskenes liv det farligste eller mest forfulgte, der findes. Menneskene viger ikke tilbage for at underminere og nedsætte andre menneskers glæde ved livet, når de derved kan tilrane sig disse andre væseners fordele og goder. Det er ingen overdrivelse, når den menneskelige situation af i dag udtrykkes som "alles krig imod alle".

I krigens domæne er det vanære ikke at kunne blive fornærmet og ikke at hylde princippet "øje for øje og tand for tand"

Da det er krigens natur at skabe død og invaliditet, forstår man, at "alles krig mod alle" således også mere eller mindre må bringe alle til at leve i død og invaliditet, må leve i manglende livsglæde, må leve i bekymringer for den eller den, som man bliver undermineret og forfulgt af. Det er meget let at mærke, når man bliver forfulgt af andre. Det bliver næsten altid registreret til de mindste enkeltheder. Derimod er iagttagelsen ikke så nøjeregnende, når det drejer sig om ens egen væremåde over for andre levende væsener. Skønt menneskene således har meget i deres væsen, der bringer dem til at være farlige for deres omgivelser og medmennesker, har de næsten aldrig den opfattelse af dem selv. De mener altid, at de er uskyldigt forfulgte og bliver derved vrede og bitre på de andre mennesker. Hvor mange mennesker kan finde sig i en fornærmelse? Ja, regnes det ikke ligefrem for vanære at indtage en sådan holdning, at man slet ikke lader sig fornærme? Er det ikke det samme, der gør sig gældende, når man ikke hylder princippet "øje for øje og tand for tand", men vender den højre kind til, når man bliver slået på den venstre?

Den sande årsag til frygten i verden eller hvorfor ser du skæven i din broders øje, men bjælken i dit eget øje bliver du ikke var

Hvor mange mennesker tror man, der er en virkelig saglig og retfærdig dommer i bedømmelsen af deres eget væsen over for andre væsener? Det er i alt fald endnu kun en meget lille procent. Har De nogen sinde stillet Dem til forhør hos Dem selv? Har De prøvet at finde ud af, hvordan De ville behandle en meget graverende og nedsættende viden om et andet menneske, som De eventuelt kom i besiddelse af? Er De sikker på, at De har overvundet den almengældende trang til at bringe en sensation videre til andre mennesker, ja ganske uden at have fået den efterkontrolleret og bekræftet som sandhed [slut på side 204] eller virkelighed. Selv om De måske ikke synes om at fortælle denne nedsættende nyhed til alle og enhver, tror De så, at De kunne lade være med at fortælle den til et menneske, som er Deres ven eller fortrolige? Kan De ikke det, så er De allerede ude på skråplanet, så er De et farligt menneske for Deres medmennesker. Så har De allerede sat en mordbevægelse, et livsglædeattentat i bevægelse over for den person, der er objektet for Deres bagtalelse. Hvor farlig denne bevægelse skal blive for nævnte væsen, vil altså være afhængig af, hvor mange "fortrolige" venner, De har ladet nyheden gå til, og hvor mange "fortrolige" venner disse igen har ladet nyheden gå til. Hvorfor skulle disse betroede venner ikke ligesom Dem selv lade nyheden gå videre til deres "fortrolige" venner. Og tror man ikke, at denne nyhed hos den største part af disse "fortrolige" venner vil blive fortalt vidt og bredt, og at det kun er i enkelte særlige tilfælde, at den træffer væsener, der begraver den i sit hjerte for ikke at komme til at gøre et andet menneske fortræd? De ser her, hvor knivskarpt De må analysere Dem selv for at få en retfærdig dom. Men er det ikke netop her, således som Kristus har sagt: "Men hvi ser du skæven, som er i din broders øje, men bjælken i dit eget øje bliver du ikke var?" Vi er her kommet til den sande årsag til frygten i verden og dermed til årsagen til ufreden, årsagen til sygdommene, depressionen og manglende livslyst. Det er altså menneskets eget væsen, der er den virkelige årsag til dets ufred, ulykke og lidelse. Det repræsenterer altså en væremåde, der slet ikke kan være livets mening, en væremåde der er dødbringende eller morderisk. En sådan væremåde kan ikke udgøre udviklingens store slutfacit "Mennesket i Guds billede".

Hospitaler og tugthuse kan ikke garantere sundheden og freden

Nu er det jo heller ikke sådan, at der ikke bliver gjort noget for at afhjælpe dette onde. Hospitaler, sygehuse, nervekliniker og rekreationshjem etc. bygges der i stor stil, ligesom man også har politi og retsvæsen med tilhørende tugthuse og straffeanstalter og meget mere. Men freden og sundheden kan alle disse foranstaltninger absolut ikke garantere. Det er i realiteten kun nødhjælpsforanstaltninger. Der må findes en anden vej til freden, til afskaffelse af sygdommene, depressionen og livsleden. Denne anden vej kan ikke være noget mindre end en videnskab om selve livets mening. Livets mening skal ikke blive ved med at være forskellige mere eller mindre ufuldkomne og fejlagtige påstande, hypoteser eller dogmer, hvis rigtighed man skændes om og derved forøger antipatien, hadet eller krigen med dens dødbringende følgesvende, lidelser af enhver art. Den sande livets mening har kun det formål at skabe fuldkommenhed og dermed fred, glæde og lykke og ikke en morderisk underminering af det levende væsens livsoplevelse.

Hvor man kan tilegne sig videnskaben for væremåde

Hvor får man viden om denne livets mening? Ja, hvor har man fået den materielle videnskab fra? Er det ikke ved at se, høre og forstå? Engang havde menneskene ingen forstand på den fysiske verden, kunne hverken beherske ild eller vand, jern eller stål, tid eller rum. Er det ikke herre over disse foreteelser i dag? Men dette herredømme har de ikke nået ved hypoteser eller påstande, men ved realistiske kendsgerninger. Men nu mangler de at finde kendsgerninger, hvoraf der kan skabes videnskab for psyke og væremåde, en videnskab, der som kendsgerninger kan vise dem alle ulykkestilstandene som resultater af fejlagtig væremåde. Det skal således ikke være fanatisme hverken med hensyn til føde eller væremåde, men en fuldstændig naturlig opfyldelse af naturlige krav. De unaturlige og dræbende begær og krav, som menneskene har opelsket i deres daglige liv, må bekæmpes, men ikke med påstande fra den eller den mere eller mindre autoriserede fanatisme eller dogmatik. Man må selv tage fat og bryde igennem den tilsyneladende håbløshed. Livet er i sig selv absolut ikke håbløst. Der er vej for alle ud af mørket. Livet er en forunderlig læremester. Vi kan her uden om Bibelen eller andre hellige [slut på side 205] bøger, uden om profeter, præster og lærere lære at læse livets egen fortolkning eller forklaring af livsmysteriets løsning i form af direkte kendsgerninger. Der er ikke en eneste foreteelse ved livsmysteriets løsning, som livet ikke selv afslører, når man lærer at forstå dets eget sprog.

Når menneskets tænkning bliver til dødskraft i stedet for livskraft

Hvad skal denne livets tale da bringe mennesket? Den skal først og fremmest bringe mennesket immunitet over for alle lidelser eller former for ulykkelige skæbner. Så længe der er ulykkelige skæbner, har vedkommende væsener endnu ikke lært at kende det virkelige liv, den virkelige fred og glæde ved at være til. Man søger at skabe immunitet over for sygdomme med vacciner, men det er ikke den fuldkomne vej. Den kan derfor kun udgøre en midlertidig nødforanstaltning. Den virkelige og absolutte immunitet imod alt det onde kan kun skabes ad psykisk vej, hvilket vil sige gennem skabelsen af en fuldkommen livskraft. Denne livskraft skabes ikke af nogen som helst slags fysisk materie, den skabes ikke ved at dræbe dyr eller ved at indpode sygdomme på andre væsener. Den kræver ingen som helst form for vivisektion eller martring af andre væsener. Denne psykiske vaccine, serum eller livskraft skaber man med sin tankesfære. Alle tankearter er af elektrisk natur og går igennem blodet. Her danner de den virkelige fuldkomne livskraft, såfremt vedkommende menneskes tankesfære er fuldstændig i kontakt med livets love. Er menneskets tankekraft derimod ikke i kontakt med disse love, bliver den en dårlig, ja, undertiden en helt dødbringende livskraft. Den har ikke nogen evne til at gøre mennesket immun over for lidelserne, men er derimod i sig selv giftig og skaber i høj grad modtagelighed for underminerende psykiske og derefter fysiske sygdomme for sit ophav. Den bliver dermed absolut dødbringende. I stedet for at virke som livskraft bliver den til en dødskraft i organismen, som den tilsidst kan føre helt til en total undergang.

En livsvaccine der gør mennesket immun over for alle lidelser

Det store spørgsmål bliver så for den søgende forsker, hvilken kapacitet hans livskraft udgør. Er den sygdoms- og dødsbefordrende, eller er den, som den skal være, nemlig hundrede procent livsbefordrende? Koncentrationen på den fuldkomne livsvaccine eller livskraft er således det absolut eneste fornødne for alle lidende og ulykkelige mennesker. Denne livsvaccine eller serum er af psykisk materiale og kan derfor kun bygges op ved hjælp af særligt udvalgte tankearter. Men dette kender menneskene endnu ikke noget til. De lader alle de forskellige tankearter, de dødbringende såvel som de livgivende mere eller mindre uhæmmet strømme gennem hjernen og blodet uden i mindste måde at tænke på, hvad dette kan bevirke af underminering af sundheden inden i deres egen organisme, og hvad de skaber af ulykkelige situationer i deres eget forhold til medvæsener eller omgivelser. De aner således ikke, at den helt befordrer deres skæbne til kulmination i ulykke og lidelse. Der er tankearter, der fører til hjertelidelse, til kræft, til spedalskhed, til mavesår, til svækkelse af de højeste og bærende livsfunktioner, ja alle lidelser uden undtagelse vil have deres dybeste rod eller første udspring i benyttede tankearter, der afviger fra livsloven i de givne situationer.

Årsagen til dødsfrygten og vejen ud af den

Som vi her har set, vil alle skæbner, lyse såvel som mørke, alle former for lidelse såvel som alt sundt velvære udelukkende bestemmes af, hvad vi forud for disse skæbner havde gjort til vane at tænke om vore medvæsener, hvad vi havde gjort til vane at tænke om livets højeste struktur og denne tænknings dødbringende eller livgivende virkning på dette vort forhold til vor næste, der er det samme som vore medvæsener i plante- og dyreriget såvel som i selve menneskeriget. Frygten og de heraf følgende ulykkelige tilstande for menneskene bunder altså udelukkende i disse væseners uvidenhed om tænkemåde og livskraft, uvidenhed [slut på side 206] om, hvorledes fuldkomne sjælelige eller psykiske tilstande skabes og dermed uvidenhed om vejen frem til at blive til livets og dødens herre, således som det er livets mening, at mennesket engang skal blive. Gud har jo forudsagt sin hensigt med det jordiske menneske således: "Lader os gøre et menneske i vort billede, efter vor lignelse". Kun det menneske, der er nået frem til at være vågen dagsbevidst i sin sjæl eller psyke og dermed har overvundet døden og mørket i sin skæbne, kan være at udtrykke som "Guds billede". Det menneske, der ikke er herre over sin skæbne, er i tilsvarende grad en slave af denne. Vejen ud af dødsfrygten, vejen til lyset går således udelukkende kun igennem vor evne til at tænke fuldkomment. Og vi kan her begynde at forstå, at tankearter, der i manifestation og udløsning afslører, at dets ophav elsker Gud over alle ting og sin næste som sig selv, er alle loves fylde og dermed uundgåeligt gør væsenet til ét med Faderen, til ét med vejen, sandheden og livet, til ét med lyshavet i Guds ånds stråleglorie.

Artiklen skrev Martinus til Kosmos nr. 8/1953