Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

I overtroens skygge

 

af Martinus

 

Mennesket kender i dag ikke det "noget", der oplever, og det "noget" der opleves, derfor lever det på forestillinger, bygget på fantasier

Ethvert levende væsen er stillet over for to realistiske kendsgerninger, nemlig det "noget", der oplever, og det "noget" der opleves. Hvad ved det almindelige menneske om disse to foreteelser, der igen er det samme som det psykiske liv, vi bærer i os selv, og den verden vi lever i? Bogstavelig taget intet ud over det, at de eksisterer. Denne uvidenhed bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at mennesket, fra det lever på abestadiet, og til det når sin åndelige indvielse eller "den store fødsel", lever på et væld af fantasier eller forestillinger, bygget op på fantasier. At disse forestillinger er "fantasier", hvilket igen vil sige, at de ikke er baseret på en virkelig og absolut viden om forannævnte to realiteters virkelige og absolut sande identitet, bliver til kendsgerning igennem den måde, hvorpå det jordiske menneske opbygger og indretter sit samliv med sine medmennesker. De store blodige verdensdramaer, der med visse mellemrum går hen over jorden og efterlader de af menneskene opførte kulturværker i ruinhobe samtidig med, at millioner af mennesker enten destrueres eller gøres til invalider, viser med al ønskelig tydelighed sandheden i det gamle ord om, at "vel er ånden redebon, men kødet skrøbeligt". Man ønsker at skabe en demokratisk kultur med individuel frihed, men bliver af kræfter, man ikke behersker, tvunget til at skabe samfund, hvor denne demokratiske frihed endnu er en illusion. Verdenskulturen er endnu som en stor zoologisk have, i hvilken hvert enkelt land er en afdeling for sig. At det er nødvendigt at holde de enkelte væsener bundne i en sådan samfundsordning, bliver til realistisk kendsgerning der, hvor "dyrene" brækker ud af deres "bure". Ser vi ikke her grådige "hajer", "listige slanger" og andre reptiler i form af sortbørsmatadorer, storspekulanter og direkte kriminelle elementer, der benytter enhver mulighed for at tilegne sig livsvigtige værdier på andres bekostning?

De ufuldkomne naturer i mennesket er dets egne værste fjender

Men så længe der må være restriktioner såvel som et lov- og retsvæsen i et samfund, [slut på side 63] er dette kun beviset for, at en meget stor part af dette samfund endnu ikke er blevet fuldkomne mennesker, men derimod er mennesker, der i sig rummer naturer, der er en fare for deres omgivelser. Da disse naturer imidlertid fører til indespærring og tab af både legemlig og åndelig frihed, ser vi, at disse mennesker uafvidende er deres egne værste fjender. Takket være det ufuldkomne i deres natur, underminerer og forfølger de deres egen frihed.

Dyrets lov gælder ikke for mennesket

Hvad er den dybeste årsag til, at et menneske således modarbejder sig selv? Simpelt hen dyb uvidenhed om livets love og en heraf følgende, altbeherskende overtro, koncentreret i forestillingen om, at "enhver er sig selv nærmest". Hos dyret udgør denne tro et urokkeligt instinkt. Den udgør selve loven for dets eksistens. Det dyr, der ikke opfylder denne lov, går fysisk fortabt. Men livet viser med al ønskelig tydelighed, at denne brutale lov ikke er loven for menneskets eksistens. Har vi ikke netop oplevet, at de, der ville erobre verden og gøre andre til slaver, har måttet bukke under enten ved selvmord eller på krigsforbryderskafottet? Mennesket ønsker frihed og demokrati. Mennesket ønsker en verden fri for aggression og frygt, eller en verden, der i så godt som alt er modsat den, dyret lever i. Hvorfor har det ikke denne verden?

Mennesket har dyrets uhæmmede egoisme i sit blod, og alligevel er det ikke længere et dyr i renkultur

Er svaret her ikke det, at det jordiske menneske endnu ikke er noget færdigudviklet væsen? Rummer det stadigvæk ikke naturer i sin bevidsthed, der udgør en direkte hindring for dets dybeste ønskers opfyldelse? Er det ikke, sin overlegne fysiske videnskab til trods, endnu et uvidende væsen, der ikke er nær så frit, som det vilde dyr der galoperer hen over sletterne og nyder sin ubegrænsede uafhængighed? Mennesket lever i skyggen af autoriserede og uautoriserede fysiske og mentale fængsler, restriktioner og foranstaltninger, der alle har til hensigt at binde og kontrollere dets tilværelse. Det har dyrets uhæmmede egoisme i sit blod, men er alligevel ikke længere noget dyr i renkultur, thi det har også berøring med menneskelig viden og kunnen. Men ved at bruge denne menneskelige viden og kunnen til fordel for sin dyriske egoisme, er dets kultur blevet til en endog meget skarpt bevogtet "zoologisk have". Overalt bliver vi vidne til, hvorledes denne dyriske natur er blevet udbygget i form af vældige armeer, men også til, at prisen for disse armeer, disse stolte styrker "til lands, på vandet og i luften" er blevet en endnu skarpere afsondring mellem menneskene indbyrdes, er blevet til endnu mere koncentrerede mentale fængsler, til endnu mere frygt og angst for hinanden end nogen sinde før.

De af Kristus åbenbarede sandheder er selve fundamentet for menneskelig tilværelse

At komme til at forstå, at menneskets største mål ikke er en "zoologisk have" eller en både mental og fysisk indespærring eller frihedsberøvelse, men derimod en menneskelig tilværelse, hvor alle tjener alle, og hvor mental frigjorthed er lige så selvfølgelig, som mental bundethed er det i dag, er i virkeligheden det samme som at hæve sig ud af middelalderens sidste store rester af overtro eller dyrisk inficerede fantasier. Det er at forstå, at de af Kristus åbenbarede sandheder, der ofte er udskregede som "ren overtro", i virkeligheden udgør selve fundamentet for den menneskelige tilværelse, det udviklede menneske i dag drømmer om. Med uangribelig klarhed har livet vist menneskene, at der, hvor de selv ønskede at slavebinde andre, forfølge og fængsle dem, er de selv blevet berøvet den frihed, de netop ville tage fra andre. Sværdet har ikke løst blot en brøkdel af de problemer, det har skabt.

Vil man være pioner, må man frigøre sig og gå ud af flokken

Hvad kan det enkelte menneske selv gøre for at frigøre sig af den mentale indespærring, livet i dag er for flokken? "Man må jo være som de andre", siger de fleste, [slut på side 64] "ellers bliver livet uudholdeligt!" Gør det nu også det? Fordi man taler med en morder eller en tyv, behøver man dog ikke selv at være morder eller tyv. Tværtimod vil man netop have større indflydelse i heldig retning, om man ikke er et sådan menneskes "ligemand". Er det ikke netop ved sin demonstration af sin afvigelse fra flokken i heldig retning, at man bliver pioner for dens udvikling? Hvis ingen tør gøre andet end flokkens vilje og leve under dens overtro, kan flokken jo aldrig blive frelst eller frigjort. Hvis ingen tør gå først ud af den jungle af fysiske forestillinger, fantasier og ren overtro, som flokken lever på, kommer den jo aldrig ud deraf. Og livet viser da også, at mange tør. Overalt bliver vi vidne til mennesker, som repræsenterer en ganske anden verden end flokkens. Mennesker som i kraft af egen udvikling og deraf følgende indsigt og forståelse har fået mod til at bryde med flokkens vaner og forestillinger og tilegne sig nye og langt mere humane opfattelser. Disse mennesker har forstået sandheden bag ordene om at "give sit liv for andre". Ved deres væremåde og ved deres åndelige frigjorthed er de blevet repræsentanter for den pionerånd, som udgør selve forudsætningen for den mentale frigørelse, der skal føre menneskene ud af den "zoologiske have", verden i form af alle dens afgrænsede og indelukkede nationer i dag er. I samme grad som disse mennesker vokser i antal og vinder indflydelse i de respektive lande, vil disse landes mentale struktur blive forandret.

Man må være sin næste nærmest og være indstillet på at tjene denne næste

Problemet er således ikke, hvordan man selv får det godt i en verden fuld af ulykkelige, men derimod: hvordan får min næste det godt! Indstiller man sit sind på denne "bølgelængde", kommer man uundgåeligt i kontakt med universets egen psyke, med verdenssjælen og bliver dermed "ét med Guddommen". At være sin næste nærmest og i alt at være indstillet på at tjene denne næste er således den eneste vej både ud af sin egen "zoologiske have" og ud af den "zoologiske have", som verdenskulturen af i dag udtrykker. Thi på samme måde, som nationerne er bundet af deres egne uudviklede naturer, er det enkelte menneske det også. Først den dag, dette for alvor er erkendt, begynder den frigørelsesproces, der sluttelig vil føre hvert eneste menneske frem til en tilstand, hvor det med sin egen væremåde er med til at gøre Guds ånd lysende og verden til den åbenbaring af mental frihed og skønhed, der er dens guddommelige højeste mål og bestemmelse.

De fleste af menneskenes almindelige forestillinger i dag er baseret på overtro eller deres ukendskab til tilværelsens kosmiske love og principper

Begrebet "overtro" er således langt farligere, end de fleste forestiller sig, idet det langt mindre omfatter de forestillinger, flertallet anser for at høre ind under det, end dem de i virkeligheden lever på. Utallige mennesker lever i dag på den forestilling, at verden også i fremtiden skal være opdelt i små, afgrænsede nationer, og at menneskenes ernæring i al fremtid skal omfatte så farlige ting som kød, tobak og alkohol. Ligeledes lever de fleste mennesker på den forestilling, at ægteskabet i den form, det i dag kendes, vil bestå uændret, samt at penge og krig er nødvendige bestanddele af vor tilværelse. Ikke desto mindre hviler samtlige de her berørte forestillinger på overtro eller ren ukendskab til tilværelsens kosmiske love og principper og udgør ved deres blotte eksistens en permanent årsag til ulykker og lidelser af et omfang, menneskeheden på et senere udviklingstrin vil se tilbage på med forfærdelse. Og dog er de her nævnte forestillinger kun et beskedent udtryk for det antal mentale vildfarelser, der i dag udgør den inderste årsag til den tilstand, menneskeheden befinder sig i.

Menneskets negative tro på døden vil blive afløst af realistisk viden om dets absolutte udødelighed

Men da denne tilstand i sig selv udgør forudsætningen for den trang til frigørelse og til virkelig åndelig indsigt, der netop nu udgør [slut på side 65] et urokkeligt kendetegn på, at menneskeheden står over for en ny epoke i sin åndelige udvikling fra dyrestadiet og frem til en virkelig menneskeværdig tilværelse, udtrykker mine ord ikke noget angreb på de bestående forhold, men derimod kun en klar påvisning af, at overtroens domæne er langt mere omfattende, end de fleste mennesker i dag forestiller sig. Det jordiske menneske lever med langt det meste af sin bevidsthed i skyggen af netop de forestillinger, hvis konsekvens er blevet det helvede eller den kulminerende angst for fremtiden, som præger det moderne menneske. Dette helvede udtrykker absolut ingen straf fra en vred Guddom, men derimod ene og alene konsekvensen af et liv uden kosmisk indsigt i det "noget" der oplever, og det "noget", der opleves. Den dag dette ukendskab er blevet afløst af en urokkelig viden om det levende væsens identitet som "søn af Gud", og den i dag så negative tro på døden som det enkelte menneskes definitive livsafslutning er blevet erstattet med realistisk viden om hvert eneste levende væsens absolutte udødelighed, vil overtroens lange og farlige tidsalder have mistet sin magt over mennesket, og menneskeheden vil da være forenet i en livsindstilling, der i alt, fra det mindste til det største forhold, vil være i den dybeste og inderligste kontakt med den virkelighed, der skjuler sig bag ordene: "Elsker hverandre!"

Fra et foredrag på Martinus Institut,
søndag den 16. februar 1947.
Bearbejdet af Erik Gerner-Larsson.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.
Første gang bragt i
Kosmos nr. 26/1971.