Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Hvad er fjendskab?

(udg.B)

 

af Martinus

 

Fjendskab er en dødbringende sjælelig affekt

Fjendskab er menneskehedens værste onde. Det er en dødbringende sjælelig affekt, der har bragt alle hidtidige verdenskulturer til undergang i blod og rædsel. Den har ført oceaner af mennesker til slagmarker, tortur- og dødskamre. Millioner af mennesker har den gjort til invalider, ligesom den har inficeret utallige ægteskaber, familieforhold og mange andre forhold med sin fordærvende magt. Melankoli, livslede og selvmord har den i sit kølvand. Så længe denne sjælelige affekt ikke er fjernet fra den menneskelige psyke og væremåde, vil den forhindre menneskene i at leve i den lysverden af kultur og intellektuel skabelse, som den moderne videnskab i dag er i stand til at bringe menneskeheden.

Fjendskab er som en kræftsygdom i den menneskelige kulturskabelse

"Alles krig imod alle" vil derimod uundgåeligt, takket være den, fortsætte som en kræftsygdom i den menneskelige kulturskabelse. Hvad har de to årelange verdenskrige, som i dette århundrede har raset hen over verden, ikke kostet af materielle værdier, rent bortset fra den grusomme død og livsvarige invaliditet, som millioner af mennesker her blev kastet ud i? – Og hvad koster det ikke samfundene at bruge den overvejende del af menneskelig skabekraft til at frembringe så genialt krigsmateriel, at man dermed kan befordre død og undergang tusinder af gange hurtigere, end man kan befordre nogen som helst anden form for manifestation eller skabelse? – Millioner af mennesker med deres kulturværdier kan udslettes i løbet af sekunder. Hertil kommer så det kostbare militærvæsen: hær, flåde og luftvåben, som staterne føler sig nødsaget til at opretholde, plus den undervisning i mordteknik og manddrab, disse styrkers mandskab skal ofre år af deres liv på. Jo, vreden eller fjendskabet mellem menneskene er dyrt. På dets alter bliver der ofret flere menneskeliv og menneskeførlighed end på noget som [slut på side 163] helst andet alter i verden. Intet har tynget så meget på menneskene som vreden eller fjendskabet. Det er ikke blot staterne imellem, men det er også mand og mand imellem. I intet som helst andet tilfælde har man betalt så høj en pris for så lidt som i dette tilfælde. Fjendskabet er nemlig ikke nedkæmpet, det er ikke blevet udryddet, ja, det er ikke engang blevet formindsket. Det er tværtimod blevet mere konsolideret i menneskenes morderiske viden og kunnen end nogen sinde før i historien.

Krig kan ikke udryddes med krig

Nu er der mennesker, der mener, at menneskenes geniale krigs- og mordteknik vil få dem til at blive bange for at føre krig. Men hvordan skulle denne frygt dog kunne opstå på dette grundlag. Det er dog en kendsgerning, at jo mere styrke og evne man har til at overvinde modparten, desto mindre bange vil man være for at angribe ham. Og selv om menneskene virkelig kunne tvinges til at være bange for at skabe krig, og det således ene og alene var frygten, der afholdt dem fra dette, så betyder det ikke, at fjendskabet er bekæmpet. Det betyder i virkeligheden kun, at man er kommet i en spændetrøje. Men en spændetrøje helbreder ikke den gale. Den beskytter blot andre imod hans galskab. Et samfund af væsener, der kun holder fred, fordi de ligesom den gale er i spændetrøje, er ikke et kultursamfund, hvor freden, lykken og glæden frivilligt har til huse på grund af humane, naturlige anlæg. Det er og bliver et samfund af, måske ikke just gale, så dog af farlige væsener. Mord, drab og krig vil stadig florere her og der, hvor "spændetrøjen" er svagest, og hvor den gale er længst borte fra fornuften. Nej, vejen til bekæmpelse af vrede og fjendskab er ikke spændetrøjer, mord, straf og henrettelser. Fjendskab kan ikke udryddes ved fjendskab, lige så lidt som man kan udrydde ukrudt med ukrudt.

I dag kan samfundet ikke være anderledes, end det er

Nu vil man sikkert her indvende, at menneskene umuligt kan undvære militærvæsen, politi og retsvæsen, fængsling, straf og henrettelser til værn imod forbrydelser. Og det er fuldstændig rigtigt. Samfundet kan umuligt være anderledes i dag, end det netop er. De erfaringer, det først får i morgen, kan det umuligt handle efter i dag. At forlange, at samfundet med dets begreber og indstilling til livet skal være anderledes, end det er, er lige så tåbeligt som at forlange, at den "gale" pludselig skal være normal. Om man er klog eller gal bestemmes ikke af viljen, thi i så fald var der sikkert ikke et eneste menneske i verden, der var gal, der ville hade, hævne, myrde og dræbe.

Samfundet må beskytte sig imod den "gale" og vrede

Nu vil man sikkert her bemærke, at man ikke kan sammenligne et menneskesamfund med en gal mand, fordi det i givne situationer bliver vred, fører krig og tilintetgør modstandere. Hvordan skulle det ellers opretholde kulturen? – Og det er fuldstændig rigtigt. Men hvem er det, man vil beskytte sig imod? – Er det ikke mennesker, der også er vrede, og som man frygter vil tilintetgøre én selv, hvis man ikke skynder sig at overvinde dem? – Men mennesker, der vil myrde eller tilintetgøre én selv og tilegne sig ens fædreland, røve ens ejendomme og kulturværdier, kan dog ikke siges at adskille sig væsentligt fra den "gale". – At udløse en atom- eller brintbombe over en millionby kan ikke udtrykkes som absolut fornuft eller normalitet. Udløser man ikke netop den slags morderiske rædselssituationer i panik over, at modstanderen skal komme først med sin bombe, hvad han måske også gør, hvis man ikke med sin egen bombe skynder sig at komme ham i forkøbet. – Hvad er det, der sker i en sådan situation? – Er det ikke den "gale", der myrder den "gale"? – Kan noget menneske med virkelig [slut på side 164] logisk begrundelse hævde, at dette er fornuft? – Nej, absolut ikke.

Der hvor "dyret" er det "menneskelige" i mennesket overlegent, fremtræder det som "forbryder"

Hvis det førnævnte ikke er galskab for et kultursamfund, måtte det stå på et fortidigt, primitivt udviklingstrin, hvor man f.eks. dyrkede guderne i Valhal og opfattede det som den højeste salighed at myrde og selv blive myrdet. Men dette er ikke tilfældet. Menneskene er bundulykkelige over at skulle tvinges til at udføre handlinger, deres indre humane anlæg eller samvittighed er voldsomt imod, handlinger der har kostet mange af deres tidligere udøvere deres sjælefred for resten af livet. Disse humane anlæg, der således er totale modsætninger til udøvelsen af brutalitet, mord og drab, er det "menneskelige" i mennesket eller det, som i virkeligheden er bestemt til at være det primære i den menneskelige psyke. Når mennesket ikke desto mindre alligevel kommer i vrede eller affekt, er det fordi, det i den givne situation i større eller mindre grad føler sin sikkerhed, sin ret eller sit liv truet i en grad, der er stærkere end det, dets fornuft og humane talent kan råde bod på. Og kamp, krig eller brutal magt bliver da det afgørende. Og denne metode er nøjagtig den samme som den, der er det normale hos dyrene. Det bliver derved en kendsgerning, at mennesket i den givne situation endnu ikke er vokset fra dyrisk mentalitet, selv om det ellers er menneske på alle øvrige mentale områder. Men når vredesaffekten således er noget, væsenet ikke er vokset fra, og det som følge heraf i det pågældende område af sin mentalitet er underudviklet, er det klart, at dets vilje så dikteres af dette område i de situationer, hvor det er fornuften eller det "menneskelige" i mennesket overlegent. Og der, hvor dette fra dyret nedarvede primitive område er det "menneskelige" i mennesket overlegent og derved distancerer fornuften, kommer mennesket til at fremtræde som "forbryder". Det kommer med uretfærdige eller meningsløse forlangender over for sine medmennesker. Det overfalder, røver og plyndrer, skænder og myrder, lyver, stjæler og bedrager osv., alt eftersom det dyriske område i dets psyke har overtaget. Det samme gælder naturligvis ethvert folk, enhver stat eller enhver race, alt eftersom det underudviklede område dikterer dets viljeføring, politik og statsstyrelse.

Den logiske tænkning repræsenterer det "menneskelige" i mennesket

Side om side med dette underudviklede område i mentaliteten, der befordrer vreden og fjendskabet og dermed krigen, vokser en helt anden mental struktur frem i den menneskelige psyke. Det er det "menneskelige" i mennesket, efter hvilket det netop har fået navnet "menneske". Dette nye område er den logiske tænkning, der fører til videnskab, til kunst, til humanitet, til fred eller til det, der er livets mening med mennesket.

Mennesket kan ikke med sin vilje bestemme, om det skal fremtræde som en buskmand eller som en Kristus

Vi er her kommet til menneskets to dybeste sjælelige anlæg. De to, der udelukkende udgør fundamentet for dets karakter og væremåde. De udgør viljens suveræne beherskere. Menneskets karakter og væremåde bestemmes således ikke af dets vilje, men derimod af de nævnte to sjælelige anlæg. Menneskets vilje kan ikke bestemme, om det skal fremtræde som en buskmand eller som en Kristus, som en forbryder eller som en helgen. Det bestemmes udelukkende af de nævnte to sjælelige anlæg, alt eftersom deres indbyrdes kombination er til fordel for den ene eller den anden af de nævnte former for karakter og væremåde. I forhold hertil behersker de viljeføringen og befordrer henholdsvis igennem den menneskets fremtræden som buskmand eller Kristus, som forbryder [slut på side 165] eller helgen, alt eftersom det er de dyriske eller de menneskelige anlæg, der har overtaget i væsenets psyke. Om det er det dyriske eller det menneskelige område i dets mentalitet eller sjælelige struktur, der har overtaget, har det lige så lidt indflydelse på, som det har indflydelse på, om det er tyve eller tredive år.

Kun gennem udvikling kan mennesket vokse fra et lavere til et højere åndeligt trin

Ligesom man ikke selv kan bestemme sin alder, således kan man heller ikke selv bestemme sin sjælelige struktur og åndshøjde. Da enhver åndshøjde kun kan opnås ved vækst, hvilket vil sige ved udvikling, bliver et menneskes sjælelige struktur og åndshøjde og dermed dets karakter og væremåde ikke et spørgsmål om vilje, men derimod et spørgsmål om udvikling. Om et menneske fremtræder som en buskmand eller som en Kristus, som en forbryder eller helgen, kan det altså lige så lidt gøre ved, som det kan gøre ved, at det har blå eller brune øjne. Forvandlingen fra et lavere til et højere åndeligt trin kan absolut kun ske ved udvikling og ikke ved nogen som helst form for frygt for vrede, hævn eller straf, ligesom man med vrede, hævn og straf umuligt kan skabe et barn om til at være et voksent menneske, således kan man heller ikke hverken med krig, autoriseret eller uautoriseret straf, tortur og dødsdomme, fjerne de dyriske eller primitive anlæg fra den menneskelige psyke, så mennesket fra at være underudviklet bliver intellektuelt, fra at være forbryder bliver til helgen, fra at være en buskmand bliver til et kristusvæsen.

Retsvæsenet bliver en psykologisk opdragelses- og værneinstitution i stedet for som nu en hævne- og straffeinstitution

Udviklingen vil uundgåeligt føre det moderne retsvæsen frem til en sådan højnelse i psykologisk viden, at det bliver en psykologisk opdragelses- og værneinstitution i stedet for, som det nu er tilfældet, udelukkende at være en hævne- eller straffeinstitution. Man vil her komme til at forstå, at samfundet naturligvis må beskyttes imod mennesker, der endnu beherskes af farlige, primitive eller underudviklede udslag: hidsighed, vrede og had i deres væremåde, ligesom det i dag må beskyttes imod mennesker med farlige smitsomme sygdomme. Men man vil samtidig være klar over, at primitivitet eller underudvikling umuligt kan være "forbrydelse", og at "straf" heroverfor er lige så tåbelig, som det ville være tåbeligt at straffe et barn, fordi det ikke har den samme indsigt i livsproblemerne som det voksne menneske.

Man forstår således her, hvorfor Kristus advarede så stærkt imod at dømme, ligesom man også her kan se den verdensfrelsende sandhed i hans ord: "Elsker eders fjender, velsigne dem som forbande eder, gører godt imod dem som hade eder, og beder for dem som krænke og forfølge eder, for at I kan vorde eders Faders børn, Han som er i himlene; thi Han lader sin sol opgå over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige".

Når samfundene igennem opdragelse, skoler og læreanstalter gør denne indsigt i den menneskelige psyke til videnskab og praktisk væremåde, da vil fjendskabets, hadets og krigens sidste hendøende dødsskrig og smertensråb fortabe sig i opfyldelsen af juleevangeliets "fred på jorden" og kærlighedens store "velbehagelighed" for menneskene.

Fra et foredrag på Martinus Institut.
Udgave B bragt første gang i Kosmos 10/1971. Udgave A blev bragt i
Kosmos nr. 7/1998
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.