Ældre årgange af Kosmos mv.

 

At være ét med Faderen

 

af Martinus

 

Manuskript til foredrag afholdt i Livets Bogs Bureaus sal søndag den 26. november 1944. Stykoverskrifter af Ole Therkelsen er godkendt af Rådet 23.03.1999. Artiklen har ikke tidligere været bragt i Kosmos.

 

Jordlivet giver alle levende væsener "Guds bevidsthed"

Hele det jordiske liv, passagen gennem dyreriget eller det dræbende princips zoner, er en indvielse, er en udvikling, der fører til "den store fødsel", hvor man bliver bevidst i Guddommen, bliver ét med Faderen. Hele denne passage, dette liv i dyreriget, er altså udelukkende baseret på at bringe væsenet til en særlig kulmination i erhvervelsen af kundskaber om det såkaldte "ondes" virkninger, der igen er det samme som "absolut visdom". Denne "absolutte visdom" er det samme som "den hellige ånd", hvilket igen vil sige det samme som "Guds bevidsthed". Hele jordlivet er altså baseret på eller har til formål gennem udvikling at skænke alle levende væsener "Guds bevidsthed". Når dette formål er fuldbragt, og væsenet er fyldt med denne guddommelige bevidsthed, fornemmer det sig selv som værende "ét med Faderen". Det er blevet fuldstændig suverænt i mental henseende. Det ved ganske uafhængigt af andre, hvad der er "godt", og hvad der er "ondt", og kan derved kun være i kontakt med den guddommelige vilje. For dette væsen findes ikke noget, der er over eller på højde med denne vilje, og Guddommen er derved blevet samme væsens absolutte "faste punkt". Det taler med Gud, som en mand taler med sin næste. At dette væsens skæbne derved er funderet i en urokkelig fast og varig lykke, er naturligvis en selvfølge.

Dette vil så igen sige, at hvis alle jordens mennesker blot var nået til et sådant stadium, ville jorden være et "paradis" baseret på den absolut højeste visdom. Den ville være en verden, hvor militarisme, politi- og retsvæsen, såvel som alle politiske og sekteriske diskussioner og sammenslutninger var overflødiggjort, idet alle væsenerne bar kærlighedsloven i deres hjerte og hjerne. Alle [slut på side 183] var kun til for at tjene alle. Næstekærligheden var væsenernes altoverstrålende kæreste faktor. Verden ville lyse af guddommelig velsignelse. Julebudskabet "fred på jorden" ville være en allestedsnærværende levende virkelighed.

Et fuldstændigt "lykkens rige" kan ikke skabes ved politik

Men hvorfor er det ikke allerede således? – Vil ikke alle mennesker i dag gerne have fred? – Ønsker ikke alle mennesker, at jorden måtte være fri for krig, mord, drab og lemlæstelse, fri for røveri, had og forfølgelse, fri for brødnid, misundelse, bagtalelse og lignende? – Jo, alle væsener ønsker absolut fred, når det gælder deres eget liv, deres egen skæbne. Men det er knap så absolut, når det gælder næstens skæbne. Hundredetusinder af jordmennesker af i dag har væsener inden for deres synsvidde, over for hvilke deres antipati er så stærk, at de ville føle det som en forfærdelig uret, hvis en sådan lykkelig skæbne pludseligt blev disse deres fjender til del. Er det ikke således, at man føler det retfærdigt, at den eller den gene kan overgå ens uvenner? – Og hvis det sker, kvitterer man så ikke i en mængde tilfælde for sin tilfredshed med udbruddet: "Det havde de vel nok godt af"? – Et fuldstændigt "lykkens rige" kan altså ikke skabes ved nogen som helst diktatorisk magt, ligegyldigt om den er demokrati eller enevælde. Den vil kun kunne bringe lykke til nogle, men en glødende fornemmelse af uretfærdighed til andre væsener. Og troen på denne uretfærdighed i systemet skaber ikke inspiration eller stimulans i favør af dets beståen, men derimod i favør af dets undergang. Og den opnåede "fred" var altså kun en mere eller mindre camoufleret foreteelse. Ufreden fortsætter under denne camouflage.

Men en "fred", der underminerer sig selv, kan umulig være den sande lykke eller livets endelige mening, selv om nævnte "fred" naturligvis i visse tilfælde kan være en absolut nødvendig ydre foranstaltning for samfundets beståen. Men for det enkelte individ selv er freden ikke noget, der kan gives ved en ydre samfundsordning, ligegyldigt hvor fuldkommen denne så end måtte være. "Den sande lykke" kan således ikke gives væsenet ved nogen ydre efter en opskrift foranstaltet forordning. Den er nemlig af langt dybere natur og karakter end de foreteelser, der er underlagt den vågne dagsbevidste vilje. Man kan med denne direkte bestemme, om man vil gå, sidde, løbe, skrive, læse, tale eller lignende, men man kan ikke med sin vilje på samme måde diktere sig "lykkelig". Hvis lykken ligesom disse nævnte foreteelser kun var en viljesakt, ville der ikke eksistere ulykkelige mennesker. Ingen kan være interesseret i at ødelægge sit almene velvære.

Den sande lykke er ikke at være ét med et politisk eller religiøst system

Den sande lykke er således ikke dette at være ét med et system, ligegyldigt om dette er af politisk eller religiøs natur. Systemer er alle uden undtagelse ydre begrænsede foreteelser og vil ligeledes alle uden undtagelse underminere væsenets lykke i kraft af denne begrænsning. Hvis man er helt i kontakt med et eller andet system, vil det sige, at man ikke har livsinteresser, der berøres eller hæmmes af dets begrænsning. Og man føler sig fri og glad ved systemet. Man generes altså ikke af dets begrænsning. Man føler sig "lykkelig". Men da der altid samtidig er andre væsener, for hvem det samme systems begrænsning er en totalhæmning af vigtige, dybe livsinteresser, vil sådanne væsener føle sig forfærdeligt mentalt bastet og bundet af det samme system. De vil føle sig lige så ulykkelige ved det samme system, som de førnævnte væsener føler sig lykkelige ved det. Derved bliver de første væseners lykke således hvilende på andre væseners ulykke. At ulykkelige eller bundne væsener vil kæmpe for deres frihed, er en uafviselig normalitet. Men dermed er det en kendsgerning, at de [slut på side 184] første væseners lykke avler underminerende kræfter. At disse kræfter kun kan besejres ved magt, giver ingen absolut tryghed, men afslører blot, at vi endnu ikke er kommet bort fra urskovens terræn i vore hjerter.

Skillevejen mellem dyret og jordmennesket

Den fred, vi ønsker, er død og ødelæggelse over vore fjender. Men livet har en højere mening med det jordiske menneske end en sådan lykke. Af hvilken grund skulle nævnte væsen ellers bort fra urskovens store eldorado for kamp på liv og død, hvor lykken kun er et med foden på nakken af medvæsenerne opretholdt sejrstrofæ? – Og her er vi kommet til den store skillevej mellem jordmennesket og dyret. Mens dyrets lykke udelukkende betinges af dets overlegenhed i og magt til at iværksætte død og undergang for de andre væsener i junglen, og hvorved det udelukkende kan hævde sin egen eksistens, må menneskets lykke naturligvis komme til at skulle hævde sig på en helt anden måde. I modsat fald vil det jo aldrig nogen sinde komme ud over dyrets stadium. At det er mere genial og dygtig til at udføre det dræbende princip i kraft af sin tekniske kunnen, hæver det jo ikke i nogen som helst grad ud af junglens princip, tværtimod, det gør jo bare jordmennesket til et endnu større og mere dyrisk dyr end de væsener, vi ellers betegner ved dette begreb. Hvad er da dette andet, som skal være fundamentet for jordmenneskets sande lykke og derved gøre det til et højere væsen end dyret? Ja, er det ikke netop den såkaldte "hellige ånd", der igen i virkeligheden er det samme som "Guds bevidsthed". Jordmennesket er altså på vej til at blive besjælet af Guds bevidsthed, der igen er det samme som at blive "ét med Faderen".

At være i åndelig kontakt med livet

Hvad vil det da sige at blive besjælet af Guds bevidsthed eller blive "ét med Faderen"? – Det vil sige at blive fuldstændig fortrolig med Guddommens tankeplaner og se, at der er en guddommelig kærlig hensigt med en hvilken som helst ting, der sker, ligegyldigt hvordan den så rent materielt fysisk måtte se ud. At selve tilværelsen og livet derved bliver til udtryk for et levende tænkende væsen bag livet og dermed udgørende Guddommens virkelighed, er naturligvis en selvfølge. At man med dette samvær med en levende Guddom er anderledes garderet over for alle tilværelsens særlige ubehagelige foreteelser end det væsen, der i disse kun ser tilfældige for deres formentlige lykke udløste mere eller mindre katastrofale kræfter, som må forfølges, er ligeledes en selvfølge. Idet man er nået igennem kundskaben på godt og ondt og har erhvervet den heraf affødte fundamentale visdom og ser rent forstandsmæssigt – ikke trosmæssigt – at "alt er såre godt", er der ikke mere nogen stimulerende eller befordrende kraft for det dræbende princip. Man er i åndelig kontakt med hele livet, såvel med tingene som med medvæsenerne. Man elsker sin næste som sig selv. `