Ældre årgange af Kosmos mv.

 

Åndsvidenskab

 

af Martinus

 

Manuskript til foredrag afholdt i Livets Bogs Bureau søndag den 3. september 1944. Stykoverskrifter af Ole Therkelsen er godkendt af Rådet 23.03.1999. Artiklen har ikke tidligere været bragt i Kosmos.

 

Erkendelsen af livet og dets højeste love

Den erkendelse af livet og dets højeste love, som det er blevet min mission at skabe grundlaget for, kan i realiteten kun udtrykkes som "åndsvidenskab". At udenforstående, hvilket vil sige mennesker, der endnu ikke har sat sig ind i denne erkendelse eller de analyser, der udgør dens urokkelige grundlag, muligvis ikke vil acceptere den som sådan, men derimod betegner mit arbejde som en slags religiøs sekt, beror udelukkende på deres absolutte ukendskab til det verdensbillede, det er faldet i min lod at skulle bringe verden. For mig er dette forhold ganske naturligt, thi igennem tusinder af år har mennesket kun oplevet, at alt, hvad der var af religiøs natur, alt, hvad der vedrørte livets eller det levende væsens højeste analyse, var "mystik", var et mysterium, i hvilket kun ypperstepræster, profeter eller særligt udvalgte havde indsigt. For den store offentlighed hed det, at "Guds veje er uransagelige". Offentligheden blev derfor totalt afhængige af disse mystikere, præster eller profeter i de spørgsmål, der drejede sig om selve livsmysteriets skjulte foreteelser.

Dogmatisk og videnskabelig fortolkning af livets love

Besad disse mystikere, profeter eller religiøse førere da ikke en virkelig viden om tilværelsens skjulte, åndelige side? Lad mig besvare dette spørgsmål på den måde, at disse mennesker besad netop så megen indsigt, havde så megen religiøs viden, at de herudfra kunne vejlede deres samtidige på en sådan måde, at disse blev holdt i en for deres daværende udviklingstrin passende kontakt med selve livets love. Disse love blev altså fortolket således, at de lige akkurat kunne begrunde og stimulere [slut på side 203] opfyldelsen af de idealer, der netop var inden for de nævnte udviklingstrins rækkevidde. At denne fortolkning ikke kunne blive en videnskabelig afsløring af livsmysteriets højeste foreteelser er her selvfølgeligt. Det almindelige menneske repræsenterede i hine tider jo ikke det udviklingstrin, hvor dets evne til at kontakte tilværelsens intelligensenergi havde nået den grad af udvikling, der i dag er det almengældende. Tværtimod stod mennesket på disse udviklingstrin naturmennesket så nær, at det både materielt og åndeligt måtte leve sit liv på "dogmer", hvilket jo kun vil sige på fortolkninger af de sandheder, hvis eksistens man erkendte, men hvis dybeste analyse man endnu ikke var moden nok til at kunne fatte.

Glæden ved at fornemme sit udviklingstrins kontakt med de højeste love

Men gør det samme forhold sig ikke i stor udstrækning også gældende i dag? Lever det store flertal af troende mennesker inden for den såkaldte civilisation endnu ikke på dogmer, der lige er tilpasset det udviklingstrin, de befinder sig på? Siger disse dogmer ikke til det troende menneske, at det ikke må dræbe, lyve, stjæle, øve vold osv., men at det tværtimod skal elske sin næste, bekæmpe sin vrede og tilgive og atter tilgive? Og er det ikke således, at det moderne menneske i en stadig voksende grad søger at udvikle sig selv i retning af en højere, en mere forfinet kultur, hvilket jo kun vil sige en smukkere og mere fuldkommen mental fremtræden end den, der var gældende i fortiden? Og er det ikke en lige så stor kendsgerning, at man for at opfylde disse krav må vænne sig af med de fra naturmennesketilstanden eller de fra fortiden nedarvede vaner? Ethvert udviklet menneske må besvare disse spørgsmål bekræftende. Overalt bliver vi i dag vidne til, at den kristne fortolkning af livsmysteriet udgør sandheden i en sådan form, at den kan blive en inspirerende faktor for de mennesker, der igennem selvoplevede erfaringer har begyndt at føle antipati imod de allerede nævnte primitive tendenser i deres eget sind. Disse mennesker søger således et moralsk grundlag eller støttepunkt i deres kamp imod de fra fortiden nedarvede primitive tendenser i deres eget sind, og det er derfor guddommeligt, at disse fortolkninger eksisterer og kan påvirke dem på en sådan måde, at de kan fatte tillid til dem, tro på dem, og derigennem opleve den glæde, det altid er, at fornemme sit udviklingstrins kontakt med de højeste love. Det er denne glædesfornemmelse, der ligger til grund for det troende menneskes følelse af at være "frelst" eller være et af "Guds udvalgte børn".

Den oldnordiske moralkilde

Således er altså det troende menneske af i dag, men således har det ikke altid været. Vore oldnordiske forfædre ville umuligt have kunnet opfatte de kristne dogmer som en for dem livgivende inspiration eller moralkilde. Deres erfaringer havde endnu ikke frembragt den lede og antipati imod de allerede nævnte primitive tendenser, der er forudsætningen for deres bekæmpelse. For dem var det naturligt at dræbe og øve vold, ja så naturligt var det, at de opfattede døden ved sygdom og alderdom som direkte nedværdigende, som vejen til datidens helvede. Kun de, der døde i kamp, kunne forvente at komme til den tids himmel eller "Valhal" og der opleve lykken i form af samvær med valkyrier og med adgang til festmåltider med guderne. Kun den, der døde ved sværdet, kunne blive gudernes yndling, kun med denne indstilling til livet kunne man blive "frelst" og undgå datidens frygtede "Helheim".

Ethvert udviklingstrin har sin højeste sandhed

Vi ser således her to modsatte fortolkninger af selve livsmysteriet. I det ene tilfælde gør dogmerne det til det højeste [slut på side 204] livsideal at undlade at dræbe, øve vold, hade og forfølge, bagtale og i det hele taget gøre noget som helst levende væsen fortræd, mens de i det andet gør selve dette at dræbe til dyd, til det største lykkebefordrende ideal. Hvorledes kan to modsatte former for idealer være udtryk for den samme sandhed? Må ikke enten de oldnordiske eller de kristne idealer være forkerte? Svaret her er, at begge opfattelser i virkeligheden er lige rigtige. De er, hver for sig, udtryk for begge trins allerhøjeste sandhed. Sagen er nemlig den, at den absolutte sandhed eller virkelighed ikke udtrykker noget diktatur eller nogens ensretning af livet. Den udgør ikke en befaling om at være sådan eller sådan. Det højeste facit udtrykkes da heller ikke med ordene, at "alt skal være såre godt", men derimod, at "alt er såre godt"! Og dette vil igen sige, at den absolutte sandhed udtrykker, at alt er det bedste, det fuldkomneste, det mest geniale, det kan være i øjeblikket.

Hvordan alt kan være såre godt

Hvorledes skal man da forstå, at også myrderi, terror, forfølgelse og undertrykkelse er "såre godt"? At tyveri, plyndring og rovmord ligefrem er geniale faktorer i selve det store livs kollektive udfoldelse? Svaret er i første omgang her, at livet på vor klode i stor stil viser sig på denne måde. Ingen kan bestride, at disse tendenser og foreteelser eksisterer som reelle faktorer og er med til at forme vor tilværelse. Sandheden er altså, at de eksisterer og er en del af livet. Og livet udtrykkes i Bibelen som værende "såre godt". Nu vil De måske indvende, at Bibelen netop stempler disse foreteelser som "det onde", som "djævelens værk", og advarer menneskene på det strengeste imod at udfolde disse tendenser i tanke og væremåde, ligesom de bestående juridiske love også i høj grad er baseret på at hindre menneskene i at udfolde disse såkaldte "forbryderiske tendenser". Disse love med selve Bibelen i spidsen bekæmper således noget, der i det store facit betegnes som "såre godt". Men når Bibelen siger, at "alt er såre godt", samtidig med at den stimulerer en forfølgelse og nedkæmpning af noget af det samme liv, bliver dens ord og påbud da ikke værdiløse i al deres tilsyneladende ulogiskhed? Jo, for den, der ikke er tilstrækkelig udviklet til at kunne gennemskue det her berørte problem eller se den virkelige sammenhæng. For mennesket, i hvis bevidsthed intelligensen har nået en så høj udvikling, at det er ude af stand til at tro på de opsatte dogmer og påbud, bliver Bibelen ganske simpelt et falsum og dermed uden betydning. Ja, for denne mennesketype bliver al religiøsitet noget primitivt, en slags overtro, der kun har værdi for enfoldige og meget naive sjæle.

Bibelen og menneskets intelligensmæssige vækst

Hvem tvivler i virkeligheden på, at det netop er menneskets intelligensmæssige vækst, der er årsag til de mange tomme kirkestole under gudstjenesterne? Men da også denne intelligensmæssige vækst er en del af livet og dermed hører ind under ordene "alt er såre godt", kunne det se ud som om, Bibelens ord er i modstrid med det virkelige liv. Det bliver således her til kendsgerning, at Bibelens ord i forholdet til det intellektuelt betonede menneske bliver mere og mere tågede, mere og mere meningsløse. Men da det samtidig er en kendsgerning, at den har haft en kolossal indflydelse på menneskehedens udvikling og bragt den samme menneskehed bort fra naturmenneskets primitive tilstand og frem til en verden, hvor mange af dens beretninger nu udgør en direkte årsag til vidunderlige foreteelser såsom hospitaler, social forsorg, skoler og universiteter, alders- og invalidepension osv. osv., vil intet menneske kunne hævde, at den, sine tilsyneladende selvmodsigelser til trods, har været uden betydning. Thi alt inden for [slut på side 205] vesterlandenes kultur og civilisation er i stor udstrækning formet ud fra dens udødelige sætninger.

Når Bibelens mission er færdig

Når Bibelen alligevel, trods disse vældige goder, af den voksende intellektualitet fornemmes som meningsløs eller tåget, bliver det til kendsgerning, at den ikke skal være eller udgøre noget endeligt udtryk for sandheden. Set fra et kosmisk plan har den kun haft til opgave eller formål at føre den del af menneskeheden, som den har haft indflydelse på, igennem nogle særligt bestemte trin i den store proces, vi kalder "udvikling". Efterhånden som mennesket kommer over disse trin, er Bibelens mission færdig. Det var Bibelens mission at stimulere menneskene bort fra de dyriske anlæg, bort fra selviskhedens blodige trin og tendenser og derigennem sætte dem i stand til at nå frem til en tilværelsesform, der var mere i kontakt med det, de ønskede eller længtes efter. Efterhånden som dette sker, og mennesket selv begynder at kunne tænke, ser vi, at det mister interessen for Bibelen. Det bliver derved til kendsgerning, at Bibelen aldrig er tænkt som en analyse af den absolutte sandhed, som livets helhed i sig selv er udtryk for. Bibelen udtrykker kun en lokalitet i denne sandhed.

Livet udgør altså andet og mere end det, Bibelen kan udtrykke, og da det jordiske menneske nu er ved at opdage dette "noget", som Bibelen ikke kan og ikke skal give forklaring på, står det her uforstående og hjælpeløst over for selve livets mysterium. At Bibelen ikke kan og ikke skal hjælpe menneskene her, har Kristus i øvrigt givet udtryk for med sin forjættelse om "talsmanden, den hellige ånd", der skal komme og lære menneskene alt det, de ikke dengang kunne forstå.

Falske profeter

Hvad er det da, at menneskeheden nu fordrer eller trænger til? Er det en ny profet, en ny messias, en ny verdensgenløser? Nej, ikke i dette ords tidligere betydning. Enhver, der i dag kommer og siger, at han er en ny Kristus eller en ny Messias, hører uden undtagelse til den kategori, som Jesus betegnede som de falske profeter, der skulle komme. Det, en ny verden trænger til, er ikke flere religiøse dogmer. De største sandheder i form af dogmer har jo netop været forkyndt igennem årtusinder, så enhver, der kommer og kun er i stand til at give menneskene de samme dogmer, kan kun være en plagiator af den virkelige Messias eller Kristus. Og hvis han så yderligere kræver, at man blindt skal tro ham og følge ham, er hans identitet som falsk Kristus en åbenlys kendsgerning for den, der virkelig har højintellektuel indsigt i livets højeste foreteelser. Så er han ikke opfyldelsen af den forjættelse, Kristus har bebudet skulle komme. Thi Kristus har ikke bebudet en ny fører eller åndelig diktator, men en højintellektuel analyse af livets største problemer eller selve livsmysteriets løsning på en sådan måde, at ethvert menneske bliver sin egen Kristus. En sådan analyse er nemlig udelukkende den "hellige ånd".

Mit arbejde i forhold til ovennævnte

Mine analyser udgør en sammenhængende tankerække, synlig for intelligensen. Det er ikke min mission at være en messias, en ny Kristus, en ny verdensgenløser i almindelig forstand. Jeg vil rigtignok meget nødig være ophav til en sådan situation, at mennesker skulle blive suggereret til at være afhængige eller mentalt bundne af mig, og jeg således på en måde skulle være en slags åndelig eller mental diktator, som de blindt skal følge. Nej, jeg ønsker frihed for alle væsener til at tænke selv og selv komme til et ræsonnement og blive deres egen verdensgenløser, deres egen Kristus. Forskellen på min opgave og profeternes opgave ligger deri, at mens disse var væsener, der suggererede [slut på side 206] deres medvæsener til at tro på sig i kraft af dogmerne, og således var væsener, man i kraft af sin egen intellektuelle uformuenhed måtte følge, måtte støtte sig til, er mit arbejde af en sådan natur, at det sætter individet i stand til frit og selvstændigt at tænke selv. Livsmysteriets løsning bliver til teoretisk kendsgerning for væsenet. Der forlanges ingen tro, ingen suggestion. Mit arbejde giver væsenet viden. Verdensgenløsningens mission er altså nu at give væsenerne ikke tro, men – viden. Og med selvstændig viden er man ikke afhængig af mig, således som man måtte være, hvis det kun var tro.

Verdensgenløsningens udfoldelse i vor tid er at give menneskene viden og ikke tro. Men at give menneskene viden er jo at give dem ånd. Og hvis denne viden udgør selve livsmysteriets løsning, er en fuldkommen helhedsanalyse af selve verdensaltet, Guddommen og det levende væsen, kan den ikke undgå at udgøre eller være hundrede procents identisk med "den hellige ånd". Og kun dette kan være opfyldelsen af, hvad Bibelen i kraft af Kristus har forjættet menneskene.

En videnskabelig begrundelse for mørket i verden

Menneskene af i dag er hungrende efter denne viden – ikke efter dogmerne, men dogmernes videnskabelige begrundelse. Og en viden, der kan begrunde alle dogmernes videnskabelighed eller identitet som virkelighed og ikke mystik, må være noget, man kan lære i skoler, på læreanstalter og universiteter. Men før den kan komme dér, må den jo fødes. Og det er denne fødsel, De igennem mit arbejde bliver vidne til. Der findes ikke noget i dette mit arbejde eller i mine kosmiske analyser, der ikke netop viser, at alt er såre godt, og dermed at også det såkaldte onde er godt. Det gør det jo usigeligt lettere at blive kærlig og forstående over for alt og alle, når der er blevet skabt en videnskabelig begrundelse for alt det mørke i verden, som man ikke kan lide, for at ingen kan være martyr, og for at vi selv er ophavet til vor mørke skæbne, og at denne skæbne i virkeligheden også er god, idet den uundgåeligt fører væsenet mod større erfaringer, større viden og derved forædler væsenet, ja skaber det helt om til et fuldkomment væsen: det rigtige menneske. Og med denne forståelse vil jo både krig, sorg og lidelse, unaturlig død og undergang svinde bort fra Jordens kontinenter som aftenrødens ild over bjergene.

Sandhedens analyse er evig

Mit arbejde er ikke en ny dogmatisme eller et ny trosobjekt, men er udelukkende videnskab. Det har ganske vist ikke sine professorer eller doktorer, men det forandrer ikke den kendsgerning, at det aldrig nogen sinde kan omstødes, idet det indeholder enhver tings absolutte begrundelse for dets identitet med det store facit, "alt er såre godt", det mørke såvel som det lyse, det onde såvel som det gode. En bedre analyse og dermed et bedre livsfundament kan ikke skabes eller kan ikke eksistere. En større begrundelse for næstekærligheden kan således ikke gives, og et større grundlag for skabelsen af væsenets egen frigørelse vil der således heller aldrig nogen sinde kunne åbenbares, idet en sådan ville være totalt umulig. Men da mit arbejde er en analyse af sandheden, er en videnskabelig udredning af, hvorledes det går til, at alt er såre godt, at det altså er selve livets analyse, er den ikke noget, jeg kan være ophav til. Den har ikke noget ophav, den er selve livets analyse, er fra evighed til evighed. Det er ikke en analyse af Guddommens væsen, der blot passer for en enkelt lille lokalitet i universet eller for en enkelt lille tidsperiode. Men en analyse, der aldrig nogen sinde kan blive forældet og udviser, at alt er såre godt, kan kun være den allerstørste sandhed. Og som sådan kan den kun være "åndsvidenskab" eller udgøre den hellige ånd. [slut på side 207]

Først når man lever analyserne, bliver de til virkelig videnskab i ens indre

Den hellige ånd, som altså udgør den allerhøjeste videnskab, kan umuligt være national, den kan umuligt være dansk eller tysk, den kan ikke være amerikansk eller engelsk, ligeså lidt som den kan være teosofisk, antroposofisk, spiritistisk eller martinistisk. Den er i allerhøjeste grad international, ja, er interplanetarisk eller på enhver tænkelig måde uindividuel. Den er det liv, i hvilket vi alle leve, røres og ere. Den er den allestedsnærværende "Guds ånd, der svæver over vandene". Når væsener kalder mit arbejde eller mine kosmiske analyser af verdensaltet for martinisme, vil det kun udtrykke, at de endnu slet ikke har begrebet, hvad det i virkeligheden er, de har for sig. Det afslører, at de væsener slet ikke har intellektualitet til at indse, at det netop er noget, der slet ikke kan være martinistisk. Men det er jo tilgiveligt, for en sådan indsigt i mit arbejde eller i en sådan analyserække, hvis kapacitet er hele verdensaltet eller livets eller universets højeste struktur, kan ikke tilegnes blot ved foredrag eller læsning. Selv om man måske har læst mit hovedværk Livets Bog ti gange eller har hørt måske hundrede foredrag, vil man slet ikke have fået den virkelige urokkelige indsigt i nævnte arbejdes eller analysers virkelige identitet som absolut og urokkelig sandhed. Denne indsigt kan ganske vist ved studium nok nås teoretisk, men først når man lever analyserne, bliver de til virkelig videnskab i ens eget indre. Først da bliver de udgørende den talsmand, der er bebudet for væsenet, altså det som skal afløse væsenets afhængighed af en messias eller Kristus. Først da bliver det til en overskygning af den hellige ånd for væsenet, og hvorved væsenet selv kan blive ét med sandheden, vejen og livet. Da mit arbejde, mine kosmiske analyserækker, udelukkende afføder disse virkninger, bliver det dermed en kendsgerning, at det er ét med livet. Og som sådan kan det kun have eller til sidst få denne ene praktiske betegnelse "åndsvidenskab".