Vi har nu været i berøring med gaveprincippet eller frigivningsprincippet og set, at det er selve naturens egen arbejdsmetode, og at der, hvor menneskene går imod dette princip, dér opstår tvangen eller modsætningen. Dér opstår frihedsberøvelsen, hvis direkte eftervirkninger eller fodspor absolut kun kan eksistere som "forkrøbling" eller "vanskabning". Vi har set noget af denne sandhed gennem vor berøring med diktatur og demokrati. Vi har set, at diktaturet er en fremtoning, i hvilken de mentale livskræfter, hvilket vil sige folkets tusinder af hjerner, næsten er sat ud af funktion, således at kun en enkelt lille hjernefunktion (diktatorens) får lov til at udfolde sig i nationens store legeme, hvorved dette nødvendigvis tilsidst må visne eller sygne hen rent kulturelt set, selv om det måske nok i første instans, rent magt- eller erobringsmæssigt, tilsyneladende kan brillere. Vi har også set, at demokratiet er et legeme i fuld sundhed og åndelig aktivitet, idet alle dets hjernecentrer kan udfolde sig og gennem deres ophavs medbestemmelsesret mere eller mindre kan komme til udtryk i samfundslivet, der på denne måde bliver et ocean af nye idéer, nye manifestationer eller bevægelser opad i ånd og kultur. Vi har altså set, at gave- eller frigivningsprincippet således gør demokratiet til et med livet, medens tvangsprincippet gør diktaturet identisk med døden.
      Men når frigivningsprincippet har en så altoverskyggende virkning på flokken, bliver det jo ikke så mærkeligt, at menneskehedens største førere, profeter og vismænd, religionsstiftere og verdensgenløsere, gennem religioner, bøger og væremåde, ustandseligt udtrykker som det absolut væsentlige den ene realitet: kærlighed. Kærlighed er jo gave- eller frigivningsprincippet i renkultur. "Kærligheden søger ikke sit eget", hvilket vil sige, at kærlighed er en mental indstilling, hvis tankeretning udløser glæde i at lade andres velfærd gå forud for sit eget. Det er en tilværelsesmåde, der kun kan udløse den højeste lykkefølelse i dette "at ofre sig selv for andre", altså den fuldkomne hundrede procents foræring af sig selv til livet eller omgivelserne, den fuldkomne hundrede procents frihedsgivning for alle andre levende væseners udvikling og oplevelse af livet.
      Men hvem er nået dertil indenfor jordmenneskeheden? – Ja, her må svaret blive meget negativt. Nævnte samfund befinder sig jo netop på et trin, hvor næsten ingen er så udviklet, at de kan blive genstand for en så altoverstrålende kosmisk gave, at alle andre mennesker ofrer sig for vedkommende, og af hvilken grund der næsten heller ikke findes nogen, som er så udviklet, at de er i stand til at yde denne gave eller i en så altovervejende grad kan give sig selv for andre. Men vi skal om lidt uddybe problemet nærmere, så hver enkelt interesseret selv kan se, hvor meget han eller hun er i kontakt med kærligheden eller dette livets største princip, så de derved kan få konstateret deres virkelige åndelige position i deres kurs mod den højeste lykke.
      At gaveprincippet efterhånden er blevet en faktor, man ikke kommer udenom i det moderne samfund, kan ikke være ukendt for ret mange. Vi lever jo i en tid, hvor de sociale forhold er af en sådan karakter, at de har gjort det ganske almindeligt, ja næsten overdådigt almindeligt, at der bliver "givet" og "modtaget" "gaver". Der er filantropiske virksomheder, der er socialhjælp, der er indsamlinger gennem kirkebøsser, der indsamles til missionsarbejder, der gives til fattiges julebespisning, fattige børns ferieophold. Store og rige firmaer og krøsus'er skænker formuer bort til det offentlige, til kunst, videnskab og ekspeditioner osv. – Vi skal ikke komme nærmere ind på disse former for gaveydelse, blot lige antyde, at disse jo ikke kan frakendes at være et uomstødeligt bevis for en ny og bedre verdens gennemtrængen af den jordmenneskelige egoisme. Det er naturens eget store livsprincip, "hellere at give end at tage", der således offentlig og privat begynder at bryde igennem egoismens dyriske spærreprincip, "hellere at tage end at give".
      Skønt dette sidste princip jo indtil genialitet er så godt organiseret gennem forretnings- og reklamevæsenet, at det behersker den store hobs økonomi, får millionernes fattige spareskillinger til i stærke strømme at flyde ind i dets banker og pengeinstitutter eller finansforetagender og der optårne sig i milliardværdier, tvinger naturens eget store gaveprincip disse værdier til i form af de førnævnte sociale gaveformer at flyde tilbage til samfundet.
      Selv om denne tilbagegivning af værdier for det jordiske samfunds vedkommende, som nævnt, naturligvis endnu kun er i sin spæde begyndelses- eller fostertilstand, så er det dog nok til, at man her også kan øjne naturens eget store grundprincip: kredsløbet. Ligesom oceanet ikke kan holde på den fra kontinenterne gennem floder og bække tilflydte vandmængde, men i form af regn, tåge og morgendug må give den tilbage til landjorden, således kan pengeoceanerne heller ikke i længden blive ved med at holde på de, gennem handels- og reklamevejenes bække og floder tilflydte værdimasser, men må i form af de førnævnte offentlige og private former for gaveydelser begynde at give disse tilbage til samfundet.
      At få denne tilbagegivning eller dette kredsløb til at blive fuldkomment, så alle zoner får den nødvendige økonomiske væde, sommerregn og morgendug, og hvorved den finansielle ørkentilstand: armoden, kan blive et fortidsproblem, er demokratiets mission. Og denne mission er således åbningen af den frihedens port, der udelukkende er det eneste, gennem hvilken en rationel og praktisk verdensgenløsning kan komme til kulmination på de jordiske kontinenter.