Hvorfor er de levende væsener underkastet den forannævnte dødbringende uvidenhed? – Svaret herpå bliver synligt for os i spiralkredsløbets struktur. Den viser os, at alle væsener i ethvert nyt spiralkredsløbs begyndelse ikke har nogen fysisk dagsbevidsthed ud over dette at kunne ane. Med udgangen af dets tidligere spiralkredsløb degenererede dets daværende ydre bevidsthed, så det til sidst kun havde erindringerne at leve på. Men da erindrings- eller hukommelsesevnen i denne epoke af det levende væsens evige liv kulminerer eller når sin højeste kapacitet, og erindringerne her fornemmes som en højeste oplevelse af åndeligt velvære, udgør denne epoke, som tidligere omtalt, det levende væsens salighedsrige. Således at leve i sine erindringer er det samme som at leve i sin egen indre verden. I denne tilstand har det altså ikke nogen som helst evne til at opleve eller sanse i den ydre verden. For igen at komme til at opleve eller sanse i den ydre verden må det igen tilegne sig nye ydre manifestationslegemer og igennem dem opøve nye sanseevner, bevidsthed og erfaringer. Med plantelegemet får væsenet sin første spæde bevidsthedsevne, nemlig instinktet. Alle plantens funktioner foregår udelukkende automatisk ved instinktevnen. Ved hjælp af dette plantelegeme og instinktevnen kan plantevæsenet ane kulde og varme, behag og ubehag fra den fysiske verden. Ud over denne evne har den ingen fysisk bevidsthed. Men efterhånden udvikler plantevæsenet sig frem til at blive kødædende, får til sidst et dyrelegeme og er dermed blevet et dyr. Fra dette stadium udvikler det sig videre frem og bliver til det jordiske menneske, i hvilket den dyriske mentalitet kulminerer. Herefter udvikler væsenet sig videre frem til det totalt fuldkomne menneske, hvilket vil sige mennesket, i hvilket den dyriske mentalitet ikke mere eksisterer, mennesket der udgør slutfacittet på Guds store skabelse af "mennesket i sit billede efter sin lignelse". Igennem planteriget og dyreriget skaber Gud altså det færdige menneske i "sit billede efter sin lignelse". De næste fire riger i spiralkredsløbet oplever væsenerne udelukkende som hjemstedet for kulminationen af lys og tilværelsen som – ét med Gud. Når menneskene er uvidende og primitive i væremåde skyldes det altså, at de kosmisk set endnu ikke er færdigskabte, de har endnu ikke kosmisk sansesæt. De kan ikke se den absolutte og sande virkelighed. Og der, hvor menneskene ikke er færdigskabte og ikke kan se den absolutte virkelighed, er de nødsaget til at være uvidende og primitive.