Det Evige Verdensbillede, bog 4
Loven for tilværelse – elsker hverandre!
Symbol nr. 44
1.  Jorden – et fartøj på evighedens umådelige hav
Hen over evighedens umådelige hav går et lille fartøj. Det er på rejse i verdensrummet. Det svæver mellem stjernerne. Det bevæger sig i "himlen". Dette lille fartøj hedder jorden. Dets fornemste passagerer er mennesker. Men det har også andre passagerer, nemlig alle de øvrige levende væsener, der hører ind under jordiske former for liv. Det er en art Noahs ark. Nævnte fartøj følger en bestemt rute, der strækker sig lige så langt som "havet". Denne rute hedder "tiden". Tiden og evigheden er således lige udstrakt. Men tiden er ligesom alle andre befærdede ruter eller alfare veje inddelt i måleenheder. Den form for måleenheder, der af det jordiske menneske bliver opfattet som mærkepæle i dets kosmiske rejse, er dem, vi har lært at kende som: år, måneder, uger, dage, timer og sekunder. Af disse udgør årene de mest fundamentale for samme væsen.
      Hvert "nytår" er således en fundamental milepæl i det jordiske menneskes rejse med jorden gennem verdensrummet. Der findes naturligvis mærkepæle for langt større måleenheder eller afstande i denne rejse, såsom: århundreder, årtusinder, årmillioner; men sådanne er for de "himmelske rejsende", der er nået frem til at leve i bevidsthedslag, hvor tusinde år er som én dag og én dag som tusinde år. Og af den art "passagerer" er der endnu yderst sparsomt på jorden.
      For disse rejsende er den endnu et for primitivt befordringsmiddel. Den har endnu ikke disse for en sådan bevidsthedstilstand tilpas komfortable "kabiner", "saloner" eller "kahytter", tjenlige for den rigtige menneskelige manifestation eller for væsener, levende og sansende udelukkende gennem "den hellige ånd", for væsener, der for længst i maskulin og feminin ligevægtig polforening har lagt pattedyrets zone bag sig og som fuldendte "gudemennesker" er opstået i "det rige, som ikke er af denne verden". Disse væsener har deres specielle "fartøjer", skønne og lysende verdener, oaser mellem sole, harmonier i farver, stråler og kærlighed.
      Anderledes er det med jorden. Den er endnu ikke bygget for "himmelske rejsende" af en sådan rang. Dens fornemste opholdsrum er endnu kun at betragte som "stalde", thi de er beregnede for væsener med delvis dyrisk bevidsthed, væsener, der i kraft af han- og hunformens tyngde, som individ af pattedyrets zone, af naturen kun kan se sin næste i det modsatte køn, og således kun over for dette kan praktisere noget af overholdelsen af det store bud: Elsker hverandre, eller ligesom dyrene endnu kun kan forstå kærligheden gennem ægteskab, afkom og familie, kan således kun opleve kærligheden i form af "spire" – ikke i form af "blomst" eller kulmination. Jordens fornemste "passagerer" må endnu være i rum sammen med dyrene, må endnu "æde sammen med svinene". Jorden er endnu kun et "skib" for ufærdige væsener, "forlorne sønner", men på rejse i "himlen" med kurs mod den evige Fader.
Symbol af Martinus
Symbol 44
Loven for tilværelse – elsker hverandre!